Alle der har udgivet tekster og bøger ved, at det er en tidskrævende og ofte ret dyr proces, der – især for mange mindre, kvalitetsbevidste forlag – sjældent er rentabel. I hvert fald ikke ud fra en økonomisk optik. Det er faktisk ofte en ret dårlig forretning at udgive kompromisløs litteratur. Når vi så alligevel er hundredevis af forlag i Danmark, der bringer kvalitetslitteratur til en befolkning, som læser færre og færre bøger, så er det fordi den litterære tekst kan noget helt særligt.
Men én ting er teksten, der findes. Noget andet er teksten, der endnu-ikke-er. For selvom vi nok er mange, der sætter pris på at de gode bøger findes derude, så er vi nok en del færre, der har et lidenskabeligt forhold til den endnu-ikke-udgivne men du-forstår-slet-ikke-hvor-vigtig-en-tekst-det-er, som alle bør læse.
Når jeg som redaktør (bl.a. tidligere på denne platform og nu på forlaget Harpyie) tager stilling til uopfordrede og tilsendte tekster må jeg alligevel sommetider spørge mig selv: Hvorfor egentlig udgive litterære tekster?
Det korte svar? Fordi jeg ikke kan lade være. Det lange er mere pelset og måske en smule fluffy. Men en del af det lyder sådan her: Hvis du vil have noget til at eksistere, så må du selv give det en plads i verden. Og det kan du gøre, hvis du har en platform.
At tage stilling til at udgive litterære værker kan være helt vildt angstprovokerende. Øjeblikket, hvor du åbner teksten og ikke ved, hvad der gemmer sig derinde, men ved at du sidder med magten til at vælge og vælge fra. Læsningen, hvor du bygger teksten op, billede for billede, fylder huller ud, lærer værkets stemme at kende og måske endda drømmer konturerne af et værk.
Når det kommer til stykket, er du sjældent i tvivl, når du møder den.
For den gode tekst inviterer dig indenfor i et rum, der kan synes besynderligt, unheimlich, klaustrofobisk eller omfavnende. Du genkender det, du aldrig har set det før, erkendelsen er et slimet spor ned ad rygraden. Den lune fornemmelse i mellemgulvet, skammen brænder under kinderne. Det er næsten som at komme hjem. Ligeså mange gode sætninger, tekster, bøger – lige så mange reaktioner, voldsomme eller briseagtige. Men du kender måden, den sætter sig i maven på. Dén der følelse. Det gør jeg i hvert fald, når jeg læser en tekst, der vil mig noget, og som jeg ikke bare sådan lige kan slippe igen og som ikke vil slippe taget i mig. Herta Müller har et fantastisk udtryk om kvalitet i en tekst, der hedder: begynder den tavse vildfart i hovedet eller ej.
Den gode tekst kan skubbe til mit verdensbillede. Det kan den gøre på alle mulige uventede måder, og det kan ofte være helt umuligt at lokalisere, hvor, hvornår og hvordan det skete, men noget vendte sig i maven, noget blev flyttet rundt i tankerne. Og lige dér er jeg ret ligeglad med hvorfor.
Læsningen er en forførelse, og det kan være let og lykkeligt kun at læne sig op ad det, instinktet, og glemme at du er en læserkrop. En specifik læserkrop med en specifik erfaringshorisont. Som litterær gatekeeper har du et ansvar, når du udgiver litteratur. Et ansvar for at opdyrke og udgive gode og vigtige tekster. For at opstøve og give plads til nogle af de stemmer, vi ikke så ofte hører. For at ændre verden, bare en smule.
Der er ikke noget uskyldigt ved at vælge og vælge fra.
– – –
Vild Maskine har sponsoreret september måneds udgave af Slagtryk. Støt dem og andre små forlag ved at købe deres bøger på Mikrofest. Der er 25% rabat på alle bøger i september.
Men én ting er teksten, der findes. Noget andet er teksten, der endnu-ikke-er. For selvom vi nok er mange, der sætter pris på at de gode bøger findes derude, så er vi nok en del færre, der har et lidenskabeligt forhold til den endnu-ikke-udgivne men du-forstår-slet-ikke-hvor-vigtig-en-tekst-det-er, som alle bør læse.
Når jeg som redaktør (bl.a. tidligere på denne platform og nu på forlaget Harpyie) tager stilling til uopfordrede og tilsendte tekster må jeg alligevel sommetider spørge mig selv: Hvorfor egentlig udgive litterære tekster?
Det korte svar? Fordi jeg ikke kan lade være. Det lange er mere pelset og måske en smule fluffy. Men en del af det lyder sådan her: Hvis du vil have noget til at eksistere, så må du selv give det en plads i verden. Og det kan du gøre, hvis du har en platform.
At tage stilling til at udgive litterære værker kan være helt vildt angstprovokerende. Øjeblikket, hvor du åbner teksten og ikke ved, hvad der gemmer sig derinde, men ved at du sidder med magten til at vælge og vælge fra. Læsningen, hvor du bygger teksten op, billede for billede, fylder huller ud, lærer værkets stemme at kende og måske endda drømmer konturerne af et værk.
Når det kommer til stykket, er du sjældent i tvivl, når du møder den.
For den gode tekst inviterer dig indenfor i et rum, der kan synes besynderligt, unheimlich, klaustrofobisk eller omfavnende. Du genkender det, du aldrig har set det før, erkendelsen er et slimet spor ned ad rygraden. Den lune fornemmelse i mellemgulvet, skammen brænder under kinderne. Det er næsten som at komme hjem. Ligeså mange gode sætninger, tekster, bøger – lige så mange reaktioner, voldsomme eller briseagtige. Men du kender måden, den sætter sig i maven på. Dén der følelse. Det gør jeg i hvert fald, når jeg læser en tekst, der vil mig noget, og som jeg ikke bare sådan lige kan slippe igen og som ikke vil slippe taget i mig. Herta Müller har et fantastisk udtryk om kvalitet i en tekst, der hedder: begynder den tavse vildfart i hovedet eller ej.
Den gode tekst kan skubbe til mit verdensbillede. Det kan den gøre på alle mulige uventede måder, og det kan ofte være helt umuligt at lokalisere, hvor, hvornår og hvordan det skete, men noget vendte sig i maven, noget blev flyttet rundt i tankerne. Og lige dér er jeg ret ligeglad med hvorfor.
Læsningen er en forførelse, og det kan være let og lykkeligt kun at læne sig op ad det, instinktet, og glemme at du er en læserkrop. En specifik læserkrop med en specifik erfaringshorisont. Som litterær gatekeeper har du et ansvar, når du udgiver litteratur. Et ansvar for at opdyrke og udgive gode og vigtige tekster. For at opstøve og give plads til nogle af de stemmer, vi ikke så ofte hører. For at ændre verden, bare en smule.
Der er ikke noget uskyldigt ved at vælge og vælge fra.
– – –
Vild Maskine har sponsoreret september måneds udgave af Slagtryk. Støt dem og andre små forlag ved at købe deres bøger på Mikrofest. Der er 25% rabat på alle bøger i september.