Open call til indslag på Slagtryk festival

Lørdag den 12. oktober afholder Tidsskriftet Slagtryk en 1-dagsfestival på CaféTeatret. De første timer er udelukkende for forfattere. Efter kl 16 lukkes op for publikum og vi inviterer nu forfattere til at byde ind med ideer og konkrete indslag til eftermiddagen.

Har du noget at bidrage med, så kan Slagtryk tilbyde tre forskellige scener med plads til op til 100 publikummer. Scenerne er udstyret med almindeligt lydudstyr og en af dem har også en projektor til fri afbenyttelse. Vi vil ikke opstille krav til indslaget, men det kunne være i form af en performance, oplæsning med musik, præsentation af et værk eller andet, fremvisning af video, actionskrift, happenings eller meget andet.

Tidsskriftet Slagtryk kan desværre ikke aflønne de enkelte indslag. Vi arbejder frivilligt og professionelt med at skabe en usædvanlig oplevelse for forfattere og publikum – og vi håber, at I også synes, at Slagtryks festival er et godt sted at komme ud på. Skriv til os på sendind{a}slagtryk.dk med lidt om hvem du er, fortæl os hvad du vil bidrage med og vedhæft evt. tekstprøver eller andet relevant materiale. Det er ikke et krav, at du tidligere har været publiceret i Slagtryk.

Deadline for indsendelse: 15. august.