Peter Højrup: Forestil dig at du bor i et land

Forestil dig du bor i et land. Et lille hyggeligt land. Solen skinner, du har det godt . Du er et ungt menneske. Du tager ud på en rejse. Du forelsker dig i et menneske fra et fremmed land, og du beslutter dig for at gifte dig. Men nu går det op for dig, at landet du bor i, gør alt for at forhindre dig i at gifte dig med en fremmed. Nu er du bange, men vi skal længere ind. Vi skal helt ind i sindet. Du tager hen til Udlændingeservice. Der er noget foruroligende over dette navn, noget modstridende og løgnagtigt, det fornemmer du straks. Du kommer ind på kontoret, men kontoret er helt tomt. Der er ikke et menneske, der kan hjælpe dig, kun en svag kværnende lyd som om tusind knive blev slebet mod hinanden et sted ikke så langt borte. Pludselig mærker du et bid i din ankel. Du kigger ned og ser at der ligger en hjemmehjælper og gnaver i din ankel. Nu er du bange, men vi skal længere ind. Vi skal helt ind i sindet. Med blodet sprøjtende fra din læderede ankel flygter du hen mod udgangen, men døren er låst. Hjemmehjælperen maver sig efter dig med utrolig fart, mens hun med en sygeligt skinger stemme gentagne gange skriger: “Jeg vil æde din sjæl”. Hjemmehjælperen er lige ved at få fat i din sjæl, det kan du tydeligt mærke, og du har glemt alt om din kæreste og alt om at gifte dig. Du tænker kun på at komme væk. Du får øje på en rulletrappe. Du halter hen til rulletrappen, så hurtigt du kan. Du ser dig tilbage. Hjemmehjælperen har rejst sig på bagbenene og begynder at vakle hen mod dig som en zombie. Nu er du bange, men vi skal længere ind. Helt ind i sindet. Du er nået hen til rulletrappen og stiger på. Hjemmehjælperen kommer nærmere og nærmere. Den kværnende lyd, du næsten havde glemt, bliver højere og højere. Nu er du nået til enden af rulletrappen, og herfra ser du at lyden kommer fra en gigantisk kødhakkemaskine. Du forsøger at løbe tilbage ned ad rulletrappen, men netop da ser du at zombiehjemmehjælperen er nået hen til trappen og nu er på vej op imod dig. Der løber blod ud af hendes mund og ud af hendes øjne. Du vender dig om igen og idet du mærker hendes iskolde hånd gribe fat om din strube snubler du og falder mod kødhakkeren dybt dybt nede. Her slutter dagens drømmerejse og du er nu parat til at gå ud i dit liv med fornyet energi i krop og sjæl.

Flere bidrag