Med en flig
fra en flintesten,
ridsede du dit
navn i mit
hjertekammer.
En glassplint
slår revner, tynde
sprækker i resterne
af drømmen:
Jeg fletter
dig en løvkrans
jeg plukker
de sarte blade
de smuldrer
mellem
mine fingre
du lader dem
bare falme
i efterårets
mørke favn.
Stedet, årstiden
året, det
spiller ingen rolle:
alt det
klare lys i det
sølvgrønne,
knoppernes
udspring, den
gule iris, krybende
jordstængel, duften
af en
blød og pludselig
sommerregn, hvordan
øjnene vældes
i en tværfarvet tåge;
i en forskydning
af noget
mørkere, noget
hårdere, vi bliver
sartere, vi
glemmer.
Det forsvinder næsten.
I gamle spor
under den nyfaldne sne.
I det blege lys
fra rimfrosten på ruden:
minderne glider væk
i en understrøm af glemsel;
Jeg ved at du vil glide med,
du må ikke glide med.
Dit åndedræt, tungt
mod min skulder, jeg
holder vejret, vender
mig mod dig, strejfer
din kind,
du
stryger mig
på armen,
du
bærer mig
i din håndflade,
jeg
ser dine øjne
et sted i mine,
de
tindrer som
små gløder
i
mørket, varmen,
fantomsmerten.
Et støvet, rødt
lys i morgendis,
kaster skygger på
vores sammenkrøllede
kroppe.
Dine øjne blegner,
dit blik. Det er farveløst.
Det får ikke farverne tilbage.
Jeg ved ikke
hvad der er værst,
drømmene eller dagene.
Sensommeren kom tidligt
i år, du kunne mærke det
i halvskyggen, stokrosen
slog blikket ned, lukkede sig
om sig selv, om de raslende,
tørre frøkapsler i en eroderet
omfavnelse, i en tragtformet,
mørk blomst. Det begynder
i dig, i luftens tørhed,
du falmer og danner
en gyldenbrun krans
i kanten, i bladhanget,
du falmer og fletter dig
ind mod bladets midte,
i faldet. Det er der,
det begynder:
du presser saften
fra blodribs,
du blander
det med harpiks,
du maler ahorn
og bøg
i dit rødviolette
blod.
Spejlskriften i natten
glider som sydende
perler i søen, bred til bred.
Askealger, brændte fjer.
Blækket tykner, bliver til
tjære i renden, kønrøg.
Kun kærligheden er
cinnoberrød. Fosterhinden
over himlen; hun er månen.
Alle de hvidklædte
blomsterkørvel, vilde
knopurter; udspringet
i dine øjne
hvor kommer farverne
fra?
Inderst inde
bag pupillens hinde
gemmer mørket
på dagpragtstjernens
hemmelighed
varmen beruser
kinderne blodrøde
bøgeblade
som om
det skarpe vinterlys
koldt
og hvidt
aldrig forblændede
øjnene
som om
den hårde frostrose
dens spidse torne
aldrig slyngede sig
om huden