Lørdag, 23. august.
Dagen begynder med
den første sætning, en dato.
Morgendisen tætner,
let støvregn udvisker
tågen, blændes af alt
det hvide i skydækket,
lyset trænger ind
i værelset, i hovedet.
Dagen begynder
i det svage lys
på køkkenklinkerne,
i det gurglende vand
fra kaffekolben,
du har sat dig ned.
Du har stirret ned
i afgrunden
af en kaffekop
i et kvarter nu.
Dagen begynder med den første tår
den begynder et sted bag øjenlåget
indeni.
Dagen begynder i midten som er hård
den begynder i erkendelsen
den første sætning: du er alene.
Kontinuiteten væggenes krumning
farveløsheden.
Dagslyset overstrømmes
det synker i aftenens dødvande.
Dagen slutter med den sidste tår
den samme sætning: du er alene.
Tynde piletræer nedad stien
tilfrosne spor i gårsdagens sne
nakkehåret hviler bag dit øre
hånden forsvinder ind i din vante.
Når du ser på mig hvad ser du når du
ser på mig når du at se mig når du
ser på mig ser du mig måske slet ikke?
Endnu en dag og dato, et lys tildækket bag et skydække Endnu en
stilhed ved køkkenbordet, regnen slår forsigtigt mod ruden, samler sig
om urterne i bedene, i gården. Noget bedøvende over morgenstunden endnu en
kop kaffe, en cigaret, noget udefinerbart stadig hængende i luften fra dagen i går.
Endnu en morgen og endnu en venten på at tingene får deres klare farver
tilbage. Det er ikke så længe siden; du husker, syrener i forårssol, duften af
rosa i håret, liljekonvallens kølige tone, en hel familie, smagen af salt på læberne,
fregnerne som små spor af sollys, en sprække i tid. Endnu en dag
uden dig.
Nærværet: formløst, ; Stilheden: plamager
indifferent, alligevel af frostroser
rettet mod et punkt. under huden.
Fraværet: konkret, Dagdrømmen:
årvågent, et stort, opløses altid
gråt øje på himlen. af en moddrøm.
Jeg vil ikke tænke på det, men Jeg ville ønske, jeg aldrig havde mødt dig.
Isninger i luften, blå.
Dagene føles som uger.
Ansigtet, udskåret i sten, alt
det man bærer med sig
i øjnene.
Der skal nærmest intet til.
Syrenerne; en fremkaldelse
af indre billeder, tilslører,
fortætter og antager form
som gråsorte pletter.
Du mærkede
ensomheden, dens mørke
aftegninger på kroppen.
Minderne stikker
i øjnene, springer ud
og visner som
hybenrosen, som
en sammentrækning af venerne.
Syrenerne; forårets kunstige åndedræt.
Koldt
og hvidt. Vinterlyset,
skarpt.
Det specielle når vi
dagdrømmer, liljens støvdragere
flimrer i loftet. Jeg noterer mig
billeder, tynde regndråber. De
hvide snebær knitrer. Jeg kan ikke
placere dem i tid. Tegnene
som små kragespor
i sneen.
Udstrakt
over søen. Isen revner
i huden,
vandet
fastholdes i en stilhed.
Alle strengene, hvordan
skal jeg flette dem sammen?
Jeg trækker mig. Gentagelsen,
vi forsøger at opretholde systemerne.
Jeg vil hellere væk.
Kærmyssens dækblad,
vi kom aldrig rigtig tæt på.
Lyset ubestemt
i et centrum.
Solstøv hælder fra
kobberet; oxideret.
I
Jeg kunne ikke huske,
hvor smukke magnolieblomsterne var.
Blændet af april; blade
som hænder foldede af lys.
Sprækker.
Sprækker i skyerne.
Med tiden, alt det der falder; alt
falder på plads
i et, intet.
Bægerbladet falmet, indflettet
i folderne.
Rosamund.
Et sted.
Drømmenes bladfald.
II
Tiden er et træ der vokser.
Dagen er tilgroet nu.
Magnoliens
vanskelige ynde. Hvordan
vores forventninger, som
gennem en sigte, adskilles fra
skyerne og lagres i sprækkerne; som
årringe i himmelhvælvet.
Rosamund. Stilken, der bøjer sig
og knækker i vinden, et afskedsgry.
I
Man
læser
de samme sætninger,
de samme ord.
Igen og igen.
Sprækker.
Sprækker i skyerne.
Lyset er også i dem.
Man læser, man forsøger
at vende blikket bort
i en undsigelsestilstand.
Det blæser udenfor,
det forstyrrer så
man skriver:
Tulipanernes bægerblade; gløder
i halvskyggen.
II
Man læser
de samme sætninger,
de samme ord.
Igen og igen.
Man sidder fast
i et krydset trådnet
af spørgsmål som: Hvorfor?
At vende blikket bort
fra alt det udenfor, går det
i opløsning eller blomstring?
At undsige sig
den fysiske ramme,
er der ingen genkaldelse?
At væve sig ud af stoffet.
Afstandsgjort. Uden dybde.
At være et støvfnug eller
et bølgebrud, er hvad jeg vil.
Bølgebrud, igen og igen.
Som sprækker opslugt af lyset.