- ved redaktør Cathrine Thordal Voss

Redaktionelt december 2016

For Slagtryk er december måned den sidste i et publiceringsår. Uden at falde i alle tv-kanalernes og institutionernes “lad os se tilbage på året der gik”-kliché, ville det også være bemærkelsesværdigt slet ikke at standse op og gøre sig overvejelser om de i alt elleve PDF’er fra 2016. Om vores rolle som redaktører, det arbejde og ansvar der følger med. At nærme sig januar som (udover juni) er den eneste længere periode, hvor redaktionen holder pause og ikke læser bidrag eller skal være del af en løbende stillingtagen og diskussion til ny indsendt tekst, afføder helt automatisk overvejelser og tilbageblik.

Jeg har ikke tænkt mig at nævne nogle af de tekster, der står stærkest tilbage eller lave en liste over alt det, der kommer til at ske i 2017. Efter halvandet år i Slagtryk er jeg begyndt at forstå, at overraskelser forbundet med arbejdet ofte kommer uforudset, at det er en del af vores struktur, og at internettet er et rum for, at netop dette kan ske. Overraskelser kan være at åbne en mail med tekst, der slår en bagud, eller under læsninger opleve det givende ved at være en redaktion. Det handler også om ikke at lade arbejdet være et arbejde, i hvert fald ikke udelukkende. Den uforudsigelighed vil jeg gerne kunne give mig hen til.

Min opfattelse af Slagtryk er først og fremmest åbenhed: vi er uafhængige, vi er ikke fastlåst i et bestemt litteratursyn. Derfor nager det mig også lidt, at vi i Informations bogtillæg fra begyndelsen af december er beskrevet som et tidsskrift, der interesserer sig for litteratur, der vildleder. Det er sikkert taget direkte ud af vores egen selvskrevne tekst på siden, men afskåret fra al anden kontekst kommer det nemt til at lyde som en eksklusion af al den litteratur, der er noget andet.

Lad mig sige det på en anden måde: Slagtryk vil gerne de litteratur(er), der vildleder og vejleder på samme tid. Af frygt for at det lyder udviskende, ligegyldigt, er det måske mere klart at sige, at vildledelsen altså ikke er en præmis for os. Ligesom god litteratur ikke kan defineres på forhånd, men alligevel er så tydelig når man pludselig står over for den. At have præmisser for vellykket litteratur kan sammenlignes med at kvæle den, før den overhovedet er skabt.

Mere redaktionelt