Jeg har gjort det før, og nu gør jeg det igen. For mig er det altid interessant at markere et tværsnit gennem alle teksterne, som vi i redaktionen har udvalgt til publicering. For selvom vi selvfølgelig forholder os til aktuelle tematikker, referencer til popkultur, litteraturhistorie og samfund, når vi læser de indkomne digte og den tilsendte prosa, så kan en diskussion om den enkelte tekst ofte ende i overvejelsen, om den fungerer, om den holder som tekst. Dette skærper vores fokus på tekstens egenart, men det kan til tider også sløre det overordnede og de muligt identificerbare tendenser, der kan være i de indsendte bidrag og binde dem sammen.
Jeg vil i denne måneds REDAKTIONELT føre tværsnittet gennem tre af de syv publicerede bidragyderes tekster, der alle har og nærer eller blot berører en sensibilitet over for naturen og det materielle i denne verden. At en sådan tendens er at finde i Slagtryk er i sig selv ikke overraskende i lyset af klimakrisens udfoldelse i dette indeværende årti. Det er en periode, hvor man kan udpege adskillige forfatterskaber, der ganske aktivt – med Lars Skinnebachs kontraktaktivisme i forbindelse med bogen Øvelser og rituelle tekster fra 2011 eller Theis Ørntofts markante stilskift med den dystopiske Digte 2014 fra det i titlen nævnte år som eksempler – er gået i kødet på de eksistentielle udfordringer, der er forbundet med denne krise. Mere indirekte kunne det også være Morten Chemnitz’ naturbilleder i samlingerne Inden april (2013) og Bindingerne (2016) og som et mere aktuelt eksempel Nanna Storr-Hansens korte men prægnante digtsamling Mimosa, der for nyligt – og dét i et stærk felt – blev nomineret til Montanas Litteraturpris.
De nævnte forfattere er blot en lille buket af mange eksempler på en stadigt mere påtrængende bevidstgørelse med en iboende kritik af sproget som erkendelsesstruktur, der også i filosofien og litteraturteoriens domæne har vundet indpas med amerikanske tænkere som filosoffen Graham Harman og politologen Jane Bennett. Både Harman og Bennett er trods deres åbenbare forskelligheder særdeles kritiske over for menneskets evne til enestående at definere verden gennem sprog og abstrakt systematik. Naturen er ikke bare en kulisselignende omverden men et interagerende vilkår, som mennesket som fornuftsvæsen har forstået alt for lidt af.
Der er altså en gryende bevidsthed i dansk digtning både hos allerede veletablerede forfattere men også blandt Slagtryks bidragydere, hvilket jeg vil undersøge nærmere i det følgende med specifikke punktnedslag og beskrivelser af teksterne i denne måneds udgivelse.
Jeg begynder med månedens første publicering, der var et enkeltstående men lettere urovækkende digt med titlen ”Frugter og sne” af Lukas Ballin. Digtet indledes med et naturtableau, hvor digtets ’vi’ sidder på nogle klipper og fortærer den engang så eksotiske spise: dadler. Digtets ’vi’ går på æblerov i naturen og samler udbyttet i hvide lagner, alt imens solens varme og dens påvirkning på de omkringværende lyngplanter betegnes som ”en lille katastrofe”. I digtet er der en især én sætning, der påkalder sig opmærksomhed ved sit skalpelskarpe enjambement:
græsset er seriøst / stoppet med at være grønt / hvordan skal vi nu tale / om græsset
Ved den nok stadig lettere ungdommelige glose i talesprogets udsigelse ”seriøst”, der her kan læses både som et adjektiv og adverbium, sker der netop en næsten umærkelig antropomorficering af græssets attitude, dets tilstand. Det er en alvorlig sag, at græsset måske i stedet ligger svedengult hen, og i netop dette øjeblik ikke er kendetegnet ved dets funktion af at være grønt, som når ethvert barn lærer, at græsset jo er grønt i pædagogiske pegebøger – nøjagtigt som solen er gul, og havet er blåt og himlen ligeså i den mest basale sprogindlæring. Digtets efterfølgende spørgsmål er både retorisk og oprigtigt. Retorisk, fordi det implicit er et billede på klodens temperaturstigninger, der i første omgang er udramatisk og blasert urovækkende, og siden er det en oprigtig bekymring og mulig sprogkritik, for hvordan skal vi tale om og forstå græsset i forhold til, hvad det egentlig er for et stykke natur, når det ikke længere er karakteriseret ved noget så banalt som dets farve, og at det ikke længere reelt er ”grønnere på den anden side”, som det er i et tilfældigt uvedkommende og alligevel tankevækkende idiomatisk udtryk?
Digtet giver ikke selv et direkte svar, for det er jo nu engang også et retorisk spørgsmål, så digtets ’vi’ begiver sig efterfølgende i kast med at tilberede de indsamlede æbler og placerer dem interimistisk i en skål, som var de mennesker fra jernalderen. Der repliceres poetisk og proklamerende, at ”vi forsøger at leve stille / vi forsøger at leve stort”, hvor bevægelsen fra det ydmyge forbindes med noget stort, måske det største eller højeste i vertikalt åndelig forstand. Digtets ’vi’ sammenlignes tilmed med æblerne som , som vandrer gennem et dyrs krop, og en omvending af forholdet mellem menneske og natur forandrer perspektivet ved sammenligningen mellem ’vi’ets’ eget indtagelse af æblerne, og hvordan dette ’vi’ selv på den ene eller anden måde er en del af et kredsløb som et indtag eller en (fordøjelses)proces. Digtet afsluttes med et lettere dystopisk og måske eskatologisk ønske, om at det måtte falde sne i august måned, således at den klimatiske forandring i et syn af destruktion ville lade jorden – her nævnt som skibakker, hvor mennesker konkurrerer – gå itu ved at revne.
Langt, langt mindre dystopisk (og derfor personligt) finder jeg det korte digt ”Mellem menneske og det andet” af Andrea Fjordside Pontoppidan, hvor spatieringen i tekstens første linje kontant viser den afstand, som et menneske kan føle til naturen. Dette underbygges videre i de linjer, hvor det semantisk svært afkodelige ”glimmer” fungerer som noget andet end det, digtets ’jeg’ tidligere og måske indtil nu har navngivet sig selv.
Det grundlæggende forhold er afstanden, som det er tydeliggjort i digtets første linjer, men hvad der er adskillelsens årsag, er straks sværere at få hold på. Det statueres yderligere med linjen ”Jeg står i naturen og skiller mig ud, som den natur jeg er”, hvor adskillelsen er som babushkadukkers underinddelingsstruktur, hvor ’jeget’ befinder sig i naturen og samtidig er underordnet naturen som et stykke natur i sig selv. Både at være forbundet og adskilt er et vilkår, og i de afsluttende linjer brillerer Pontoppidan poetisk med det gådefuldt lakoniske ”Kemisk hvidt på nogens tænder kemisk sølv på mit hoved. Jeg er et produkt af alle disse år”.
Det demonstrativt manglende komma i opremsningen antyder en klar sammenhæng mellem det kemiske hvide og sølvet, der i min måske pauvre læsning kunne være peroxid dvs. brintoverilte, der historisk set er blevet brugt til at blege tænder og hår. Begge tegn på naturens egne kemiske forbindelser, der omvendt kulturelt er blevet brugt til at ændre personers udseende af – og formentlig kulturelt betinget – forfængelighed. Digtets ’jeg’ er produktet ”af alle disse år”, hvilket i digtets opbygning kun kan referere til brugen af kemiske stoffer på kroppen. Det indædte paradoks i dette korte digt må være, at det forbundne mellem natur og menneske (her metonymisk underforstået som kultur) er ufravigeligt og efterlader mennesket, jeg’et, som et ”produkt”, der kunne være synonymt med et resultat eller netop en mindre version i babushkadukkens bug.
Fra denne nøgterne alvor i den kemiske knytnæve er det en anderledes kæk tone i Kirsten Nørgaards digt ”Artikel om mælk”, man møder, hvor digtet genrejonglerer hele vejen igennem teksten, der som demonstrativ poesi mimer visse af avisartiklens genretegn i sin langsomme men opsummerende hastighed og med ind- og malplacerede [FAKTABOKSE]. Naturen er tæt på ved, at mælken er den eneste rene føde, som menneskekroppen, eller mere korrekt, kvindekroppen kan udskille/afgive. Mælken er central og som gennemgående symbolsk betegnet ved dets hvidhed (og derfor få steder konkret) i digtet, hvor denne livgivende væske, der er tykkere end vand, bliver genstand for en ivrig undersøgelse. Hvad enten der er tale om mælkens rolle i bagværk eller forkalkning af blodårer, peger mælken alle mulige steder hen i kroppen og i samfundet for digtets ivrige ’jeg’. Mælkens farve som attribut tematiseres hellere end gerne, hvad enten den minder om Kinderæggets inderside, sæd, dug i spindelvæv eller mælkevejen smukt og groft formuleret som ”universets tåge”. Digtets genreleg er altså udover journalistikkens små tegn den rene poetiske fabulering bestående af kropsligt associerede betragtninger, og det er ikke uden humor, at digtet tørt konstaterer, at mælk kun kan findes i det offentlige rum som latte.
Dette associationsridt er bedst at betegne som en konstant udveksling mellem naturens mælk og menneskets kulturelt baserede opfattelse af, hvad mælk kan være. Selvom mælken er den eneste entydigt livgivende væske, der kommer af mennesket, er det for digtet vigtigere at hævde problemet med sorgvæskerne (tårerne, må man formode), der trænger sig på:
Mit problem er ikke mælken. Mit problem er ikke spermen / med dens konsistens som hårbalsam. / Problemet er sorgvæsken, der bare stiger og stiger. / Sorgvæsken den siler. Den sprøjter ikke. /Hverken hvid eller sort.
Det er den vigtigste væske og måske mere påtrængende karakter end mælken selv, og med den sidste linje iblandet sorg og kækhed peger digtet også på sin egen udtalte metapoetiske praksis ved en specifik allusion til den rumænsk/fransk/jødiske digter Paul Celans digt ”Todesfuge” (ved den sorte mælk), der blandt flere hints, citater og inspirationer med tungen i kinden bliver nævnt til slut i teksten med digtere som Lea Maria Løppenthin, Mette Moestrup, Ursula Andkjær Olsen, Olga Ravn og Morten Søndergaard. Der er da om noget det at gøre det leksikalsk konkret til slut i en fabulerende tekst, der i sin kompositoriske vildskab skifter mellem følelsen af det konkrete og sprogets mere abstrakte betydning for vores forståelse af mælk, der først som sidst kommer fra en moder af en art. Naturen lurer uanset sprogets beskaffenhed.
Og det er netop det, der er tendensen. For som jeg forklarede i indledningen er Slagtryks redaktører som oftest mindre orienterede mod tendenser i litteraturen, hvis ikke teksten lever op til at være sig selv som tekst. Det er et credo, der er svært at fravige for vores vedkommende. Men i forhold til andre strømninger er den urgency, der er indbefattet i det at forholde sig til livet med klimakrisen, umådeligt svær at overse. Det vil vi følge. For selvom sproget som det skønne kunstmateriale og den daglige tale er abstraktioner, billeder, tankemaskiner og diskursive praksisser, skriger, hvisker, taler de ovennævnte tekster om det konkrete. Det handler om den konkrete krop, materien, det materielle, denne jord, der besynges og begrædes, og det vil ganske sikkert være tilfældet en rum tid endnu.
– – – –
Jeg vil i denne måneds REDAKTIONELT føre tværsnittet gennem tre af de syv publicerede bidragyderes tekster, der alle har og nærer eller blot berører en sensibilitet over for naturen og det materielle i denne verden. At en sådan tendens er at finde i Slagtryk er i sig selv ikke overraskende i lyset af klimakrisens udfoldelse i dette indeværende årti. Det er en periode, hvor man kan udpege adskillige forfatterskaber, der ganske aktivt – med Lars Skinnebachs kontraktaktivisme i forbindelse med bogen Øvelser og rituelle tekster fra 2011 eller Theis Ørntofts markante stilskift med den dystopiske Digte 2014 fra det i titlen nævnte år som eksempler – er gået i kødet på de eksistentielle udfordringer, der er forbundet med denne krise. Mere indirekte kunne det også være Morten Chemnitz’ naturbilleder i samlingerne Inden april (2013) og Bindingerne (2016) og som et mere aktuelt eksempel Nanna Storr-Hansens korte men prægnante digtsamling Mimosa, der for nyligt – og dét i et stærk felt – blev nomineret til Montanas Litteraturpris.
De nævnte forfattere er blot en lille buket af mange eksempler på en stadigt mere påtrængende bevidstgørelse med en iboende kritik af sproget som erkendelsesstruktur, der også i filosofien og litteraturteoriens domæne har vundet indpas med amerikanske tænkere som filosoffen Graham Harman og politologen Jane Bennett. Både Harman og Bennett er trods deres åbenbare forskelligheder særdeles kritiske over for menneskets evne til enestående at definere verden gennem sprog og abstrakt systematik. Naturen er ikke bare en kulisselignende omverden men et interagerende vilkår, som mennesket som fornuftsvæsen har forstået alt for lidt af.
Der er altså en gryende bevidsthed i dansk digtning både hos allerede veletablerede forfattere men også blandt Slagtryks bidragydere, hvilket jeg vil undersøge nærmere i det følgende med specifikke punktnedslag og beskrivelser af teksterne i denne måneds udgivelse.
Jeg begynder med månedens første publicering, der var et enkeltstående men lettere urovækkende digt med titlen ”Frugter og sne” af Lukas Ballin. Digtet indledes med et naturtableau, hvor digtets ’vi’ sidder på nogle klipper og fortærer den engang så eksotiske spise: dadler. Digtets ’vi’ går på æblerov i naturen og samler udbyttet i hvide lagner, alt imens solens varme og dens påvirkning på de omkringværende lyngplanter betegnes som ”en lille katastrofe”. I digtet er der en især én sætning, der påkalder sig opmærksomhed ved sit skalpelskarpe enjambement:
græsset er seriøst / stoppet med at være grønt / hvordan skal vi nu tale / om græsset
Ved den nok stadig lettere ungdommelige glose i talesprogets udsigelse ”seriøst”, der her kan læses både som et adjektiv og adverbium, sker der netop en næsten umærkelig antropomorficering af græssets attitude, dets tilstand. Det er en alvorlig sag, at græsset måske i stedet ligger svedengult hen, og i netop dette øjeblik ikke er kendetegnet ved dets funktion af at være grønt, som når ethvert barn lærer, at græsset jo er grønt i pædagogiske pegebøger – nøjagtigt som solen er gul, og havet er blåt og himlen ligeså i den mest basale sprogindlæring. Digtets efterfølgende spørgsmål er både retorisk og oprigtigt. Retorisk, fordi det implicit er et billede på klodens temperaturstigninger, der i første omgang er udramatisk og blasert urovækkende, og siden er det en oprigtig bekymring og mulig sprogkritik, for hvordan skal vi tale om og forstå græsset i forhold til, hvad det egentlig er for et stykke natur, når det ikke længere er karakteriseret ved noget så banalt som dets farve, og at det ikke længere reelt er ”grønnere på den anden side”, som det er i et tilfældigt uvedkommende og alligevel tankevækkende idiomatisk udtryk?
Digtet giver ikke selv et direkte svar, for det er jo nu engang også et retorisk spørgsmål, så digtets ’vi’ begiver sig efterfølgende i kast med at tilberede de indsamlede æbler og placerer dem interimistisk i en skål, som var de mennesker fra jernalderen. Der repliceres poetisk og proklamerende, at ”vi forsøger at leve stille / vi forsøger at leve stort”, hvor bevægelsen fra det ydmyge forbindes med noget stort, måske det største eller højeste i vertikalt åndelig forstand. Digtets ’vi’ sammenlignes tilmed med æblerne som , som vandrer gennem et dyrs krop, og en omvending af forholdet mellem menneske og natur forandrer perspektivet ved sammenligningen mellem ’vi’ets’ eget indtagelse af æblerne, og hvordan dette ’vi’ selv på den ene eller anden måde er en del af et kredsløb som et indtag eller en (fordøjelses)proces. Digtet afsluttes med et lettere dystopisk og måske eskatologisk ønske, om at det måtte falde sne i august måned, således at den klimatiske forandring i et syn af destruktion ville lade jorden – her nævnt som skibakker, hvor mennesker konkurrerer – gå itu ved at revne.
Langt, langt mindre dystopisk (og derfor personligt) finder jeg det korte digt ”Mellem menneske og det andet” af Andrea Fjordside Pontoppidan, hvor spatieringen i tekstens første linje kontant viser den afstand, som et menneske kan føle til naturen. Dette underbygges videre i de linjer, hvor det semantisk svært afkodelige ”glimmer” fungerer som noget andet end det, digtets ’jeg’ tidligere og måske indtil nu har navngivet sig selv.
Det grundlæggende forhold er afstanden, som det er tydeliggjort i digtets første linjer, men hvad der er adskillelsens årsag, er straks sværere at få hold på. Det statueres yderligere med linjen ”Jeg står i naturen og skiller mig ud, som den natur jeg er”, hvor adskillelsen er som babushkadukkers underinddelingsstruktur, hvor ’jeget’ befinder sig i naturen og samtidig er underordnet naturen som et stykke natur i sig selv. Både at være forbundet og adskilt er et vilkår, og i de afsluttende linjer brillerer Pontoppidan poetisk med det gådefuldt lakoniske ”Kemisk hvidt på nogens tænder kemisk sølv på mit hoved. Jeg er et produkt af alle disse år”.
Det demonstrativt manglende komma i opremsningen antyder en klar sammenhæng mellem det kemiske hvide og sølvet, der i min måske pauvre læsning kunne være peroxid dvs. brintoverilte, der historisk set er blevet brugt til at blege tænder og hår. Begge tegn på naturens egne kemiske forbindelser, der omvendt kulturelt er blevet brugt til at ændre personers udseende af – og formentlig kulturelt betinget – forfængelighed. Digtets ’jeg’ er produktet ”af alle disse år”, hvilket i digtets opbygning kun kan referere til brugen af kemiske stoffer på kroppen. Det indædte paradoks i dette korte digt må være, at det forbundne mellem natur og menneske (her metonymisk underforstået som kultur) er ufravigeligt og efterlader mennesket, jeg’et, som et ”produkt”, der kunne være synonymt med et resultat eller netop en mindre version i babushkadukkens bug.
Fra denne nøgterne alvor i den kemiske knytnæve er det en anderledes kæk tone i Kirsten Nørgaards digt ”Artikel om mælk”, man møder, hvor digtet genrejonglerer hele vejen igennem teksten, der som demonstrativ poesi mimer visse af avisartiklens genretegn i sin langsomme men opsummerende hastighed og med ind- og malplacerede [FAKTABOKSE]. Naturen er tæt på ved, at mælken er den eneste rene føde, som menneskekroppen, eller mere korrekt, kvindekroppen kan udskille/afgive. Mælken er central og som gennemgående symbolsk betegnet ved dets hvidhed (og derfor få steder konkret) i digtet, hvor denne livgivende væske, der er tykkere end vand, bliver genstand for en ivrig undersøgelse. Hvad enten der er tale om mælkens rolle i bagværk eller forkalkning af blodårer, peger mælken alle mulige steder hen i kroppen og i samfundet for digtets ivrige ’jeg’. Mælkens farve som attribut tematiseres hellere end gerne, hvad enten den minder om Kinderæggets inderside, sæd, dug i spindelvæv eller mælkevejen smukt og groft formuleret som ”universets tåge”. Digtets genreleg er altså udover journalistikkens små tegn den rene poetiske fabulering bestående af kropsligt associerede betragtninger, og det er ikke uden humor, at digtet tørt konstaterer, at mælk kun kan findes i det offentlige rum som latte.
Dette associationsridt er bedst at betegne som en konstant udveksling mellem naturens mælk og menneskets kulturelt baserede opfattelse af, hvad mælk kan være. Selvom mælken er den eneste entydigt livgivende væske, der kommer af mennesket, er det for digtet vigtigere at hævde problemet med sorgvæskerne (tårerne, må man formode), der trænger sig på:
Mit problem er ikke mælken. Mit problem er ikke spermen / med dens konsistens som hårbalsam. / Problemet er sorgvæsken, der bare stiger og stiger. / Sorgvæsken den siler. Den sprøjter ikke. /Hverken hvid eller sort.
Det er den vigtigste væske og måske mere påtrængende karakter end mælken selv, og med den sidste linje iblandet sorg og kækhed peger digtet også på sin egen udtalte metapoetiske praksis ved en specifik allusion til den rumænsk/fransk/jødiske digter Paul Celans digt ”Todesfuge” (ved den sorte mælk), der blandt flere hints, citater og inspirationer med tungen i kinden bliver nævnt til slut i teksten med digtere som Lea Maria Løppenthin, Mette Moestrup, Ursula Andkjær Olsen, Olga Ravn og Morten Søndergaard. Der er da om noget det at gøre det leksikalsk konkret til slut i en fabulerende tekst, der i sin kompositoriske vildskab skifter mellem følelsen af det konkrete og sprogets mere abstrakte betydning for vores forståelse af mælk, der først som sidst kommer fra en moder af en art. Naturen lurer uanset sprogets beskaffenhed.
Og det er netop det, der er tendensen. For som jeg forklarede i indledningen er Slagtryks redaktører som oftest mindre orienterede mod tendenser i litteraturen, hvis ikke teksten lever op til at være sig selv som tekst. Det er et credo, der er svært at fravige for vores vedkommende. Men i forhold til andre strømninger er den urgency, der er indbefattet i det at forholde sig til livet med klimakrisen, umådeligt svær at overse. Det vil vi følge. For selvom sproget som det skønne kunstmateriale og den daglige tale er abstraktioner, billeder, tankemaskiner og diskursive praksisser, skriger, hvisker, taler de ovennævnte tekster om det konkrete. Det handler om den konkrete krop, materien, det materielle, denne jord, der besynges og begrædes, og det vil ganske sikkert være tilfældet en rum tid endnu.
– – – –