Sofie Havskov – Skovmærkehjerte

Mit vågne hjerte
mærker
skovens
morgengryets stolte smil
med hjortekalv
og hjortekid
vildtets viltre færden
og bundens safter sætter pletter på mit tøj
gøgens pulsslag og hjortens kald
hør!
den kalder på sin kalv
mine hænder
finder vej
til kærulds bløde for
jeg lægger en vattot på mit hjerte


der blødte lidt i nat
Bliver verden for meget
lægger jeg mig i skovbunden
og ånder med mit
Skovmærkehjerte
finder nye stier
og kærtegn i det bundne
sitrer med det indres varme grøde
en glød har lagt sig bag min pande
en glød har lagt sig om min krop

Jeg mærker altets grønne lunger
sukke mod min hals
som smykkers perler
der lægger sig friskt som dug
mod min kolde, hvide hud

Mine nerver har samme farve
som de mange bregne-arme
der strækker sig ivrigt mod himlen
mod lysende trækroners evige glans
deres sagte dans
smager
som min hjemkomst

På et dække af kæruldsflor
støvet og åbent som lyngmarkers langstrakte balsale
som hedelyng lader blotte sit sår
mod himlen
lodne og grønne, som unge bøges sitrende blade
sådan ser der ud i mit bryst

Kantaralgyldne morgengry
kom og læg dig på min pande
jeg samler et sortbær fra hedens langstrakthed
mærker bitterheden på min tunge
skovens dybe suk
lægger sig om mit hjerte som en krans
som en dans
når det bløder stopper jeg det med kærulds bløde vat
alle sorgens huller
kan heles af skovens varme puls
Skovmærkehjerte
ræveunge i jordens skjulte grav
grævlingemælk og hinde-dug
tyttebær og hindbær
bregnefeber og nældekrat
rensdyrløv og flåt og nat
skovens smil er det sidste jeg ser
inden jeg lukker mine øjne

Flere bidrag