Uigenkaldeligt mørke, eller alligevel ikke. Nu:
har han adgang til alt,
ser alt
tager alt ind, også lyden af Gud:
Jesus overvældes af verdens storhed efter at have hængt på det lille trækors så længe.
Prismer rygsvømmer fra skovens fold,
oblatbleg overtøj til tørre i støvet.
Jesus undres, og tiden går.
Mørket bestod af gentagelse. Nu står hullerne åbne – ikke som sår, mere som beviser.
Måske ved kroppen noget, sproget har glemt.
Verden har lagt sig ovenpå sig selv:
Ynglingen ruller sig i blomster,
Jesus runder et hjørne.
I spejlet ser døden ikke tilbage; han har alle sine inkarnationer med på slæb.
Sproget vil finde hjem, men har glemt sit pas på midtersædet
til alters: Han frelser sig selv i blodet.
Rytmisk penetration til toner af løsøre,
metalliske akser mod et bankende skød,
hov, nu sluger ynglingen korset!
Angst er en sort kjole med en hvid krave.
Fællessproget rækker ikke i ynglesæson:
Ænder går på vandet.
Forskydninger, hele tiden forskydninger –
kom, placer lige et fald
eller en stige.
Ynglingen missionerer et budskab, hvor mange gange skal jeg lægge mit hjerte her?
Jesus falder over den huslige orden.
Himlen tror, regnen skal i skole,
i en anden galakse er hun flyttet hjemmefra.
Korsets fred i luften som en dråbe fra sindet,
Jesus skælver gennemsigtighed, ynglingen skriger,
opstigning nu!