Hænder holder os.
Vi vugger på et mørkt hav.
Det stopper aldrig.
Vinden rumsterer
kryber ind i hulrummet
mellem du og jeg.
Nervesystemet
gløder af skumringens ord.
Noget undslipper.
Skulderberøring
mellem svingdørenes glas.
Smukke pupiller.
…
En hvid streg af gæs
over et dæmpet mørke.
Havet endnu mildt.
Isnende kulde
da tågen ramte kysten.
Et stille, hvidt sus.
Færre fugle nu.
Går og brygger på noget:
Et vintergospel.
Skovene krymper
og pladsen foran kirken
vokser og vokser.
…
Kærlighedsminder
med en kold og blå tone –
Sneharens fodspor.
Mejsens halefjer
faldt af, da jeg holdt den op.
Der var ingen tvivl.
Jeg lagde fuglen
ind under det visne løv
og cyklede hjem.