Nogen havde pisset på mørket
Jeg stod på afstand fuld af fryd
og betragtede
det, jeg i første øjekast forvekslede
med en bleg engel faldet fra natten.
Men til min overraskelse var det et jakkesæt,
som havde forvildet sig ud i virkeligheden.
Dér stod det. I det sortmalede lys.
Hænderne flade mod muren,
som prøvede det at vælte
hele bygningen og vippede i takt
med rytmiske klask,
der i sprøjt fra dets ansigt
kastede farver på facaden. Fra 3 meters afstand
kunne jeg se, hvordan spyttet løb ned ad slipset,
dryppende taktfast i brækket
mens dets vippen blev til rysten,
indtil
den hvide skjorte
lå fladt på gaden.
Nogen havde pisset på mørket,
så natten var fugtig og dampet. Hundesnoren løs,
slipset gennemblødt af spyt.
Fra en meters afstand
hørte jeg jakkesættet gurgle
til sig selv med munden fuld af galde.
Jeg ved ikke, om der er langt til stjernerne,
men i natten er luften ærligst.
Alle lyde forsvandt, og der blev helt stille.
Øjnene stod på vid gab, som var de frosset fast.
I min skuffelse begyndte dét, jeg regnede for at være et lig
at rykke på sig. Med stadig fastfrosne øjne
uden den mindste vibration i pupillerne
krøb det nænsomt ud af sin skjorte
som en slange, der skifter ham
og trak i langsomme bevægelser natten over sig,
mens det krøllede sig sammen
i fosterstilling under det sorte tæppe,
så jeg fik helt lyst
til at nusse det.
Afskærmet af tænder
Jeg gik med undulaten i hånden,
Pusser, og kærtegnede dens stive
og kolde krop. De babyblå fjer.
Og det var midt i tanken;
at jeg er en færdig mand,
at alle ved det,
at jeg bevæger mig fra gaden og ind
gennem døren til opgangen ved en 16-tiden,
idet der lyder et grynt
bag mig, som får mig til at smække døren i
så hårdt, at det sitrer
i kroppen. Jeg ryster
af adrenalin. Står,
afventende med Pusser gemt i min hånd, klar,
og ingen går forbi
bag glasset. Jeg er færdig. Ejer intet af værdi. Kun mig
og mine bare fødder,
med udtrådte fodpuder,
som løftes
af de tunge trapper. To ad gangen. I små hop.
Og ved en af de første etager
sidder nøglen i døren, som står på vid gab
til en tom lejlighed. Lyset
tænder ikke, og så er der skrigene.
Jeg registrerer dem først der. Dem havde jeg
glemt. Jeg må videre,
op. De kalder på mig. Mine skrig
venter på hver etage. De er alt,
jeg har. Skingre. Ridsede. De plejer
at lyde mere sammenbidte,
afskærmet af tænder
og dirrende læber.
I dag er de åbne,
skrigene, udspændte.
Frie og skarpe. Skærer skiftevis
igennem opgangens låste døre. Træet og
ind i ørerne
på de smørrede ansigter,
fladmaste, indefra,
hviler mod dørene.