Vi havde ikke ventet længe, før en sølvgrå Mercedes gjorde holdt, og vi alle fire sprang ind. Følelsen af at træde ind i bilen, var som at have sparket døren op til et andet univers. Lædersædernes overflader var isglatte, og jeg kunne mærke alle syningerne imellem mine fingre som små ar. Godaften, sagde manden bag rettet. Han havde langt hvidt hår, et tilsvarende langt og hvidt skæg, og bar et par runde briller, som sad og dansede på hans rødmossede ansigt når han talte. Han smilede et varmt smil. Straks forsøgte vi alle fire, undskyldende og desperate at forklare, i munden på hinanden, at vi ikke vidste hvor vi skulle hen, men at vi samtidig havde en smule travlt. Jeg forstår, sagde manden, lod håndbremsen falde og begyndte straks at køre ud ad vejen. Men vi må have et sted vi skal hen, sagde en. – Vi skal bare lige tænke os om. Selvfølgelig. Vi har alle et sted vi skal hen, sagde han og kørte videre uden at fjerne blikket fra vejen forude, der blev opslugt af mørket.
Vi kunne godt tænke os at se Egå, sagde en så pludseligt. Vi kiggede alle overraskende på ham. Alle, undtagen taxichaufføren. Han kørte bare videre, som om han altid havde vidst, at det var netop dér, vi skulle hen.
Egå. Javel. Hvorhenne i Egå kunne I tænke jer at blive sat af? spurgte manden. Vi havde svaret
rigtigt på det første spørgsmål, nu steg sværhedsgraden.
Vi kiggede alle på ham, som havde sagt Egå i håbet om, at han måtte have svaret. Han fandt det samme mod frem igen, og sagde så:
Eggggåååååå… Egggååå… Egååå.
Egå strandvej? spurgte manden. Jeg så ham gribe navnet ud af luften, på samme måde som børn fanger vindspredte fnok fra mælkebøtter om sommeren.
Lige nøjagtigt, sagde vi alle instinktivt i munden på hinanden.
En af os snakkede med chaufføren imens vi kørte, men jeg kunne ikke forstå, hvad de sagde. Jeg studerede i stedet chaufførens store mave, som hoppede når han grinte, og han var en lattermild person, så det gjorde den regelmæssigt. Det mavende hoppede når han talte, tænkte jeg. Taxien var personligt indrettet med familiefotos, cigaretpakker, aviser og en stor grøn termokande i kopholderen. Der duftede kraftigt af kamillete i bilen. Som en snegl i et sneglehus, virkede han til både at være hjemme og på arbejde på samme tid i sin taxi. Jeg sad stille, for hvis jeg bevægede mig, ville han mærke det. Taxiens hud var hans hud.
Jeg sad lænet op ad hans kølige hud, imens han bar mig ud igennem natten. Kiggede han ikke på mig? Jo, hans øjne hvilede på mig i bakspejlet, selvom han snakkede med en anden. Blikket, som gemte sig under de runde briller med det klare, gennemsigtige stel, var som følehorn, der virkede til at være overalt i taxaen på samme tid. Jeg kiggede væk, og lod i stedet mine øjne følge nåletræernes silhuetter, som forsvandt ude bag vinduet.
Hvad hedder du? spurgte en.
Hjulmand, svarede chaufføren.
Julemanden?
Hjulmand, sagde han højere med tryk på hjul.
Hjulemand, sagde vi alle i kor og nikkede.
Han kom, forklarede han stolt, fra en familie af mænd, som alle havde været chauffører. Hans far havde været taxachauffør i indre-by i København, hans farfar privatchauffør for en vigtig socialdemokrat, hans oldefar havde kørt mandskabsvogne under krigen, og sådan fortsatte det. Det siges, at vores stamtavle kan spores helt tilbage til selveste færgemanden, sagde han og klukkede lavmælt, igen med den hoppende mave under rettet. Det mavende hoppede under det drejende i den kørende, tænkte jeg. Jeg tvang mit blik væk igen. Nåletræerne, sagde jeg til mig selv. Tænk på nåletræerne.
Hjulemanden kørte ned ad en lille aflukket grusvej, hvor han pludselig standsede bilen og trak i håndbremsen: Strandvejen, Egå, sagde han, og fangede igen mit blik i bakspejlet. Jeg kiggede straks væk. Hvad så han?
Mange tak for turen, sagde en.
Hjulemanden vendte sig halvt om i sædet, så han kunne kigge på os alle fire på samme tid, og sagde i et klart, didaktisk stemmeleje: Nu går I fire ned på stranden. Sætter jer, med udsigt til vandet og får gang i et bål. Så skal resten nok komme af sig selv. Vi lyttede afventende, men han sagde ikke mere, og det gjorde vi derfor heller ikke. Vi spændte vores sikkerhedsseler op og gik ud af bilen.
Vi trådte ud på det grusbelagte, som måtte føre ned til det vandede. Jeg duftede straks det saltede fra det bugtende. Hvorfor tænker du sådan? tænkte jeg. Området lignede til forveksling et parcelhuskvarter, og kunne ikke sammenlignes med de sommerhusområder, jeg kendte fra min barndom ved Vesterhavet. Det nattende var ikke køligt, tværtimod var der en smule lunt. Det var en af de sjældne danske sommeraftener, som på sit højeste potentiale er omtrent det smukkeste i
verden. Der var musestille. De altid-flyvende havde for længst taget deres cæsur og drømte nu om fløjtende melodier, gemt et sted i de langsomt svajende bøge- og birketræer omkring os.
Har i lagt mærke til, at ting er stoppet med at være ting? spurgte en.
Ingen svarede. Jeg vidste præcist, hvad han mente, selvom det lød så banalt, da han sagde det. Vi begyndte at gå ned imod det sandede.
Oppe bagved altid-tænkende, mørknede det pludseligt. Altid-talende, tiede nu. Det altid-rationaliserende, havde trukket sig tilbage og var derfor manglende, men ikke nødvendigvis savnet. Det forsvandt gradvist, indtil det var næsten helt væk. I stedet glimtede det. I stedet blitzede det. Nærmest som fotograferede altid-tænkende det materielle omkring os, og gengav det i stedet som noget stoflignende. Som noget bevægende, fremfor noget statisk. Noget levende i stedet for noget dødt. Mine altid-seende nærmest zoomede – først ind og så ud og så ind igen. Der var ikke noget tvivlende at finde; vi var ikke længere de samme. Det levende havde forandret sig. Ja! Det omformulerede sig selv. Det omverdenede sig til et anden at være. Et at være, der tænker sig selv anderledes. Et at være, som forsøger at glemme sig selv. Men også et at være, der altid må være forankret i det samme talende, bevægende og sansende at være. Det at være, som vi har lært er det eneste at være. Det på overfladen overskuelige og genkendelige. Det virkelige insisterer stadig på sig selv, tænkte jeg. Ha! Men vi var ved at undersøge det ikke-under-normale-omstændigheder overvejede.
Det var dét vi besøgte nu. Det var dér vi levede nu, om end kun midlertidigt.
Jeg betragtede at, hvis jeg var i live i det nu, så var jeg i hvert fald ikke døende. Det var altså ikke det døende, som havde bragt mig til et andet at være. Nej, det var nærmere, at det tilstandsfaste, som ellers ikke kunne forhandles med, nu ikke længere var så rigidt, men derimod dynamisk og faktisk gav sig en smule, hvis man ellers turde at hive i det trådagtige omkringliggende. Cogito Ergo Sum. Sum Sum Sum, summede det. Det var det luftende fra det altid-blæsende, vi kunne høre i vores altid-lyttende.
Vi bevægede os i det mørknende imod det sandede, ledsaget af det vindfyldte fra det himlende. Så snart vi trådte ud på det sandede, kunne vi høre det bølgende-evige, men vi kunne ikke se det endnu. Det lå derude i det mørke. Vi nærmede os. Sansende, nærmest dansende, gik vi trancebundet imod det skummende og opslugende. Det månede en smule på det vejvisende, og det var i det lysende fra det lunatiske, at vi pludselig fik øje på det fremmede, men alligevel genkendelige. Det lunefulde, altid-bølgende, vandede det sandede, som det havde gjort siden den første bevægende bevæger bevægede sig og skabte det skabende. Ha! Dette blålige, kolde og kaldende, strømmede energisk frem og tilbage, skiftende mellem flodet og ebbende, højt og lavt, men altid bevægende og perfekt tempereret.
Ligesom det musiske er det altid-bølgende essensskabende, sagde jeg.
Det er livgivende, svarede en anden.
At samtale bekræftede, at vi stadig var til stede.
Var det tingenes essens, jeg hørte, kalde fra det bugtende? Jeg turde ikke spørge, fordi det at spørgsmåle, ville reducere det tænkende til det sproglige, og det sproglige var fyldt med det hullede, som det meningsfyldte kunne spilde ud af. Jeg forsøgte i stedet at tænke. Kan det bugtende bare kalde på mig, helt af sig selv, uden nogen eller noget bagvedliggende har bedt det om at gøre sådan? Er det bugtende bare tilfældigvis bugtende, ligesom jeg tilfældigvis er mig? Jeg var kun i stand til at spørgsmåle, ikke svare.
Jeg anede ikke, hvad de små pegende på det tidtagende sagde. Min altid bippende, altid lysende, altid afspillende, havde jeg slukket for. Langsomt har vi glemt det tidtagende, tænkte jeg, og huskede på den måde alligevel det tidtagende, som hele tiden tikkede, selv når vi havde glemt det. Omtrent som det bølgende. Frem og tilbage. Tikkende og takkende. Ha! I går tænkte jeg på i dag, så i dag føles blot som et minde om i går, tænker jeg i dag. Ha!
Altid tænkende var tankevækkende anderledes, men ikke nervøs, bare drevet længere ud end nogensinde før. Digtede jeg? Nej, jeg var ikke en digtende. Det havde jeg aldrig været, og det ville jeg aldrig blive.
Jeg kiggede på en. Hans altid-seende var udspilede, gigantiske, og mon ikke også mine var det
samme. Jeg grinte, da jeg tænkte på, hvordan vi måtte se ud, udefra.
Hvad griner du af? spurgte han.
Jeg svarede med et grinende.
Han svarede med et grinende.
Jeg svarede med et grinende.
Det nænsomt blæsende var så snart vi trådte ud på det sandede, faktisk overraskende
tilbageholdende. Aftagende. Rart. Hvad med altid-bankende, er du der stadig? tænkte jeg så pludselig. Bank. Bank. Bank. Ja, du pumper stadig. Bank. Bank. Bank. Ja du er her stadig. Så må jeg også være her, stadig.
Vi fandt nogle nedfaldene, og hev nogle voksende op fra det jordede, og brugte min altid-flammende til at tænde et brændende. Det brændte truende. Det brændte ildevarslende. Det brændte advarende. På den måde afholdte det det mørke, og det som levede i det mørke, fra at overtage det lyse, forstod jeg. Vi satte os ned i det kølige. Tog de stødabsorberende af og mærkede det fine løbe over det hudlige. Det var som at blive nænsomt absorberet af det omdrejende, og vi følte os alle straks hjemme i det nærmest kviksandede.
Vi stirrede på det bølgende, som virkede hypnotiserende. Mon dette var det rablende? Og i så fald, kommer jeg så nogensinde tilbage til det før-rablende igen? Og hvad er der rablende? Er det rablende det frie, som kigger tilbage på det engang indespærrede, eller er det rablende blikket fra det indespærrede, som kigger ud på det frie uden at kunne nå det? Jeg vidste ikke om svaret ville vise sig i det brændende, men jeg kunne ikke kigge væk derfra og ud i det evige mørke.
Vil nogen ikke godt, please, sige noget? spurgte en tryglende.
Hvad skal vi sige?
Bare noget. Please. Her er alt for stille, sagde han. Og han havde ret. Det vandede fra det bugtende
havde slukket for sig selv. Det højlydte, brusende og evige skyl var borte.
Jeg kan fortælle dig om engang, jeg så døden i øjnene, men fandt kærligheden i stedet?
Ja, vil du ikke nok.
At fortælle noget, siddende omkring det flammende, holdt mørket og det rablende væk. Så vi
fortalte alle sammen lidt, indtil det nattende var ovre.