ORIGINALUTOPI
dine
fingre lignede jo næsten et fortidslevn
da
solen havde forladt os og lod de andre stjerner stå
mens
de prikkede lidt til vores lysliderlige øjne
klemt
om et glas en flaske eller andre fordybninger
sådan
står vores hænder jo altid i protest mod en
psykopatisk
civilisation de fortæller om træer
og
junglevækst som aldrig set
en
andenverden helt i takt med bølgernes slag
vi
stirrede ud over bugten og så en horisont der
bare
skylledes ud i blåt det var jo vejen for fanden
vejen
tilbage til vinstuen den sidste originalutopi
og
jeg bekender jeg bekender min tuborg var tung
munden
lidt for mægtig og nej roseresterne
de
kunne sgu ikke række helt gennem sneen
men
skid da på den hvide pest
der
står træer endnu
og
hvis jeg skal gå helt ned
skal
det ske på den nøgne topgren smurt ind i
himlens
opsugningsvand og resterne
af
en syngende solnedgang
der
hang så køligt i kronerne
og
bevidnede den store vide verden
jeg
kun havde hørt om i barndomseventyret
og
aldrig så virkeligt som vinden nu rev os med
til
middag på merkur en opbrænding til ære for
ætsningen
det er kun en januarvals og ikke et
større
løfte kun en sidste vinterlig svingom
med
jordens brændte rester
og
så bare flugten i et lyseblåt rumskib
lige
hér ved mit vinstuebord
hvor
man kan ligge og glemme alt om himlens blege patroner
i
en søvn der varer til maj
hvor
det udbrændte øje igen skal stå i flammer
og
bore sig ind i ny hud nye solopgange
som
et spædbarn kastet ud i verden
der
ikke ser andet end formiddagen
og
dens formidable fredsleg med solens stadigåndende stråler
PAPEGØJENS
REQUIEM
jeg
sad sommerfugleklart på din skulder
og
så lige ind i øjnene på de militaristiske minusgrader
der
kom og rev os helt fra hinanden
som
sørøverens kræftsyge papegøje
fanget
på skuden med lysår til den nærmeste kyst
lå
jeg midt i et hjørneløst rum
og
troede næsten på solsystemets arrangement
men
alt falder sammen på disede dage
med
vinduer mere frosne end knoglebunken
i
en for længst begravet middelalderkiste
nej
der er sgu ikke lagt op til fuglesang
når
selv stjernerne får blodabstinenser
og
jeg stirrer derop
ligger
i en pøl af døde palmer
og
stirrer derop med endnu et glas i hånden
næsten
lige så varmt som dig
dengang
dansevillig hud sad limet fast
og
den pisgule stjerne lignede noget der var løgn
PESTNEDBRUD
jeg
har smadret utallige glas
men
vinflasken den står sgu stadig
som
et guldhorn her på bordet
og
minder mig om alt der gik tabt
gennem
årene den hud der knækkede af
som
grene for at lægge sig i græsgrønne kister
det
var jo som om alle bare forsvandt
på
kirkegårde under konstant udvidelse
et
rigtigt pestudbrud fra gamle dage
med
maleriske prinsesser på balkonen
og
så bare vogne overspækket med lig
de
drak sig også tilbage til foråret
prinsesserne
mens alle spejle væltede ned fra væggen
og
slægter fik snøret en ende
jeg
vil jo stirre lige ind i øjnene
på
én der allerede er død
stirre
mig århundreder tilbage
og
ligge som patient i fuglenes favn
deres
nybyggede rede til menneskeresten fra i år
der
af en eller anden uforståelig grund
stadig
trækker vejret intakt
og
febersludrer om lyseblå bølger
kastet
ind på en strand kun hvalerne kendte
i
deres endelige flugt fra civilisationssygen
dér
kunne man jo ligge og sniffe sol
skævere
end en skagensturist i uge niogtyve
med
muslinger i vidunderlige mængder
og
en krop der ikke bare lagde sig på en båre
men
løb langs kysten med solen med solen
og
fløj så fantastisk ind i stjerneatmosfæren
der
brændte hver en pestbyld ned
MANDAG
jeg
kan efterhånden ikke skelne mellem dag og nat
solen
er også bare en kunstig lampe på udflugt
den
kommer sgu ikke når man kalder
og
tankerne svømmer stadig rundt som en hjerneskadet guldfisk
i
et akvarie der er ved at løbe over med sprut
hvilken
fucking øl at drikke sig ned på
og
så bare vågne op på endnu en tilfældig bænk
et
sted i aarhus c
og
gentage processen dagen efter
hvis
det da kun var en dag der gik
og
ikke endnu et år i glemmebogen
for
alle ure har jeg tabt og den store rådhusklokke
pillede
jeg ned i min spritvåde drøm
jeg
har sgu ikke fået øje på den siden
se
dog alle de mennesker der svimler rundt
hvorfor
går i så skævt venner hvorfor ikke sidde
og
røre lidt i glasset hvorfor ikke endnu en kold øl på vinstuen
mens
øjnene snører sig sammen
hovedet
lægges på bordet og man drømmer sin verden ihjel
det
var det jeg blev bygget til
for
alle byens huse gik jo helt fra hinanden
til
den samme melodi som mig
og
jeg drukner de sidste tanketråde
for
at finde en vej tilbage til det ækvatoriske lys
der
skinnede barnet gennem verden
indtil
det gik ud så pludseligt
en
vinternat og efterlod mig alene med alle de nøgne træer
femten
smukke tuborgflasker
og
min stjernestemplede dødsdom