- ved redaktør Kasper Knudsen Muusholm

Vinterens mørke (og hårfarver)

Hvad rammes vi af i november og december? Er det julens glæde, eller er det vinterens mørke, som rammer sjælens humør? Det, at lyset og mørket føles anderledes end om sommeren? Den der lyse morgen som vækker os til live efter en fest, måske, sådan er det jo ikke om vinteren. Et er sikkert: Vi bliver næsten alle sammen påvirket af det.

Her kommer jeg til at tænke på min bedstefar:

Min bedstefar er ved at være de 92 år gammel, og det har sat sit præg på hans sindsstemning og hukommelse. Min mor og jeg får ham en gang imellem til at fordybe sig i minder om konger, samfundet og kulturen. Så dukker gamle historier op, frække sømandssange og de allerførste minder fra Christianshavn. Hans fortællinger kan føles som et stearinlys i en vindueskarm der midt i vores gader. De har noget smukt over sig, som bliver særligt tydeligt, når der er så meget mørke omkring os. Både vinterens mørke, men også det som kommer af alderdommens evige påmindelse om, at nu er døden snart hos én. Derfor er det så vigtigt, at vi netop nu er noget for hinanden, og selvom corona gør det sværere for alle, må man slå til, hvor man kan. Min bedstefar får mig til at overveje, hvad det vil sige: Hvordan man slår rigtigt til og gang på gang kommer gennem vinteren.

Jeg forsøger at springe til der, hvor glæden finder sted for at lykkes med både at få en god jul og ikke mindst vinter. Det handler for mig om at finde den gnist i sneen, der får snemandens hjerte til at smelte – og at nyde den sprøde luft, den kolde luft. Lidt lige som jeg ser for mig, at man finder det smukke i naturen i bogen Blomsterdalen af Niviaq Korneliussen. En bog som i den grad omhandler mørket og døden, men som hægter sig ved naturens skønhed.
Det handler om at se lysene på træet, høre sangen fra koret. Holde lidt afstand til hinanden, men sende så meget kærlighed og så mange bløde øjne til hinanden, at det alligevel varmer. Og så ellers bare vente på, at solen endnu engang varmer på os og vores sorte beklædningsgenstande.

Til sidst:

Jeg vil til sidst anbefale at gøre noget selvkærligt. Få en ny hårfarve, det har jeg gjort. Eller køb et genbrugt stykke tøj. Se de nærmeste. Drik et glas vin, eller bare nyd, at vinteren også har så meget at byde på. Du skal bare finde det.

Håber alle kommer godt ind i december.

Mere redaktionelt