Velkommen til Slagtryk Festival
16:00 til 24:00


Slagtryks første festival afholdes på CaféTeatret og publikum vil kunne opleve oplæsning af lyrik og prosa, performances, videofremvisninger og litteratur tilsat musik fordelt på i alt tre scener. Derudover vil der også være interviews af forfattere publiceret i Slagtryk samt paneldebat om fremtidens udfordringer for forfattere.
Mirian Due
Caféscenen, kl 16:30

Mirian Due, elev på Forfatterskolen, har bidraget til forskellige tidsskrifter og antologier, senest den nordiske poesiantologi "Förlåt, förlåt förlåt" fra det svenske forlag Under, modtog Slagtryks kvartalshonorar i 2011. Mirian vil læse nye digte op på festivalen.
Rune Kjær Rasmussen
Caféscenen, kl 16:30

Oplæsning af digte fra "I en sort sofa i skoven" og andre digte.
Tina My Ljørring Pedersen
Caféscenen, kl 16:30

Tina læser op af en novelle, der i sin opbrudte form arbejder med en persons bevidstheds-grød: minder, sansninger og forestillinger.
Yong Sun Gullach
Kælderscenen, kl 16:45

Yong Sun Gullach fremviser 3 engelsksprogede poesifilm hver af en varighed på ca. 3 minutter. "Once" og "Hopscotch" indgår i et større tema om moderrelationer, mens "Afterlife of a mermaid" er et poetisk forslag til hvad der emotionelt sker for HC Andersens lille havfrue, i det øjeblik hun forvandles til havskum.
Thorkil Jacobsen med blues band
Store scene, kl 17:00

Thorkil Jacobsen er digter, dramatiker og tidligere dansk og europæisk mester i poetry slam. Denne aften lader han et bluesband skabe stemningen og vælger digte og poetry slam-tekster ud fra musikken.
Louise Haugaard Jørgensen
Kælderscenen, kl 17:15

Fremvisning af to videoer: "Der er to muligheder" er sammenbrudt argumentation, der gradvist undergraver titlens løfte om et trygt valg mellem polerne i et binært modsætningspar. "Lommen" er en undersøgelse af teksturen i en handlingsløs drøm.
Interview ved Eva Obelitz Rode
Caféscenen, kl 17:30

Slagtryk redaktør Eva Obelitz Rode interviewer Mirian Due, Bue P Peitersen og Filip Granlie om proces, inspiration og forhindringer.
Poul Lynggaard Damgaard
Store scene, kl 17:45

Byens og sindets drømmebilleder. Digtene indeholder fragmentariske billeder, der indrammer forskellige følelser.
Niels Henning Falk Jensby
Store scene, kl 17:45

"Jeg er ærligt talt ikke sikker på hvad jeg vil læse op endnu. Det bliver højst sandsynligt noget om selvdestruktion eller grænseoverskridelse eller noget helt tredje."
Nanna Storr-Hansen
Store scene, kl 17:45

Tilsyneladende traditionelle digte om et du og et jeg, om rum og om en enkelt fiskebowle.
Louise Kristensen
Store scene, kl 17:45

Født og opvokset i Himmerland. Debuterede 2012 med "Syltede små skorpioner" på Jorinde & Joringel. Dagens oplæsning vil tage udgangspunkt i temaet 'usynlige venner og andre ting der gør hverdagen lidt sjovere'.
Johannes Bech Dalsgaard
Kælderscenen, kl 18:00

Ved hjælp af videoprojektioner, dobbelteksponeringer, billedstøj og recitation pilles den menneskelige skikkelse fra hinanden og sættes sammen igen på nye, grusomme måder.
Marie Louise Tüxen
Caféscenen, kl 18:30

Tre ultrakorte tekster læses op: Sofa + Updaten + De andre har ikke fået noget inden for Vesten (dette er lige nu min yndlingstitel). Herefter: To tekster synges tilsat guitar og cup-rytme mellemspil: Trevlet svin / Kommer tyskerne + Gips
Anna Møller
Caféscenen, kl 18:45

Anna Møller læser fra det sted, hvor vores hovedperson Bjørn midt i en specialekrise er startet på et kreativt skrivekursus hos en på samme tid teatralsk og uimponeret skrivelærer..
Isidora Cale
Caféscenen, kl 18:45

Isidora Cale læser op fra en tekst om sine møder med bjergene i Montenegro i september.
Sternberg
Caféscenen, kl 18:45

Sternberg læser op af 'Et punkt overrendt af ingenting' (Øverste kirurgiske).
Noa Kjærsgaard Hansen & Lil Wachmann
Kælderscenen, kl 18:45

Et videoværk, der vil prøve at gøre lytte-oplevelsen lige så intens og autentisk, som havde det været en almindelig oplæsning. Værket tager udgangspunkt i Noas kommende udgivelse på Weltscherz.
OLDFUX
Store scene, kl 19:00

Den nyligt opståede trio OLDFUX består af en trommeslager, en psykolog in spe og en snedkerlærling. Sebastian Garst Kropp (piano/Rhodes), Nilus Dahlerup (bas) og Hasse Bruun (trommer), snedkerer beats til din psyke, så unoder og klang hvirvler i luften. På festivalen møder musik og litteratur hinanden, hvor OLDFUX improviserer over oplæsning af Cathrine Thordal Voss, Lars Emil Foder og Ditte Holm Bro.
Louise Juhl Dalsgaard
Kælderscenen, kl 19:30

Værket 'Om arktiske Heste' er en rejse på menneskeryg gennem landskaber af lyd, farver og ord, begået af Louise Juhl - "Jeg ånder dig som en våge i vandet; et bundløst hul du må lystre".
Bue P Peitersen
Caféscenen, kl 19:45

"At løftes højt højt op / som en hawk her i sneen / og bumpe lige ned / i olietønden / med en gylden knap i panden / plus 501 Five-pockets viftende om mine ører." Bue P. Peitersen læser op fra sin nye digtsamling JUICE, der netop er udkommet på forlaget Kronstork.
Anne Sophie B. Mortensen
Caféscenen, kl 19:45

Et kludetæppe af korte tekster om et barndomshjem og bevægelsen ud af samme.
Susanne Cromwell
Caféscenen, kl 19:45

Hvis man siger ja, kommer man til at mærke at dette ja muliggør og fremkalder et efterfølgende ja i det følgende nu. Susanne læser fra sin seneste udgivelse.
Cilla Leitao
Kælderscenen, kl 20:15

Cilla Leitao fra Det Jydske Kunstakademi fremfører tekstperformancen "Små dyr".
Cecilie Lolk Hjort
Store scene, kl 20:30

'Charlie' er en oplæsningsperformance særligt lavet til scenen. Ordene spænder fra anekdoter til digte og kredser bl.a. om, hvordan navnet Charlie synes at gå igen i problematikker om medfølelse, kollektiv identitet og selektiv sociopati.
Interview ved Mads Kjeldgaard
Caféscenen, kl 20:45

Journalist Mads Kjeldgaard interviewer Caspar Eric Christensen og Noa Kjærsgaard Hansen.
Frank Langmack
Kælderscenen, kl 21:15

Frank Langmack leverer live spoken word-soundtrack til Per Højholt-filmen ET KVARTER. Etniske instrumenter, stemmens facetter og en guitars forvrængninger bærer lytteren gennem værket sammen med radioæter og en russisk videnskabsmand, der giver os forklaringen på moderen af alle naturfænomener.
Nær Bagsiden (Filip Granlie og Bjørn Friis Thomsen)
Store scene, kl 21:30

Digtermakkerne Bjørn Friis Thomsen og Filip Granlie står bag nær bagsiden, som på scenen udmærker sig ved gensidigt refererende, stramt komponerede, løst leverede paralleloplæsninger om hvilke det er blevet skrevet: "De mødes af et jubelbrøl der er en rockfestival værdigt" og "godt nok tørt - ikke dårligt, bare tørt".
Mette Østgaard Henriksen
Caféscenen, kl 21:45

"Måske lægger jeg op til fællessang med et par sange fra min digtsamling, eller læser højt af noget nyt."
Julie Sten-Knudsen
Caféscenen, kl 21:45

Julie Sten-Knudsen læser op af digtsamlingen Atlanterhavet vokser der udkommer på Gyldendal den 18. oktober.
Ida Marie Hede
Caféscenen, kl 21:45

Ida Marie Hede har udgivet 'Det kemiske bryllup' og 'Kollektive læseformer' (med Amalie Smith) i 2013. I aften læser Ida Marie fra et nyt manuskript og viser en billedside skabt af Signe Schmidt Kjølner Hansen.
Claus Ankersen
Kælderscenen, kl 22:15

Claus Ankersen er blevet kaldt 'Det talte ords bagmand'. Han er en showman og lukker Kælderscenen på behørig vis, når han spørger publikum: Skal det være kærlighed eller r/evolution? Ankersen har optrådt i 16 lande og er oversat til fem sprog.
K-R-E-A
Store scene, kl 22:30

Kim Elgaard Andersen læser op af skriveværkstedet K-R-E-A's nyligt udgivne e-bog, Frilandsmuseum, og lægger lidt lydspor på. Frilandsmuseum er en fri fortolkning af dagens arbejdsmarked skrevet af en flok pensionerede zoo-chimpanser.
Mads Wæhrens
Caféscenen, kl 22:45

Mads Wæhrens afslutter aftenen med nye sange. Mads Wæhrens er på elguitar, beats og vokal og ledsages af Sanne Dasseville på støj, elektronik, kor og ukulele samt Jeppe Højgaard på keys, klarinet og måske saxofon.
Etc. and the Madness
Store scene, hele dagen

Installation på Store scene.