Jakob Lundbøl: Maske

Hun ligner mest en maske
et tryk på en påfuglefjer   min mors hvidtippede negle og slaggerrøg og rustrosenrøde åre langs
den brillianthvide øjeæblekuppel   der knapt og begærligt slipper sine sidste tårer.

Hun ligner mest en maske   et sted på gustengult-grædefærdigt tapet. Der hænger hende   der
mest ligner en maske. Et sted inde bag vatblødskarpt savsmuldstapet   blindeskrift for seende
trætskarpe øjne.

Hun har altid mest haft en maske af elfenben og af trætrustrosenrødt brændende varmt blod   som
vandmænd i tætte skove og skumrings-troldfugl som forunderligt luftig og forsvindende og blid og
stille og stille   så stille trækker natten med sig i voldsomme og skælvende ryk.

Hendes maske har altid lignet min.
Et hjerteskærvatteret sødvammel ibenholt og krystalsand   der altid spejler og
spejler og spejler og spejler:
Et kærlighedsknopskud den første varme aprildag; en frosttæret søndags
vingeklip.


Vis / skriv kommentar