Iben Fog Staal: To digte

Og hvilken rolle spiller regnen
på taget og hvor langt kan du holde tiden
korridorer kan ikke orme sig kan ikke omstille
de små honninghænder der binder alting sammen
hæsel hvisker du, hvad mener jeg
der er en slæben i din tale og hovedpinen
har slået sig ned for stedse engang ville du være en af dem der havde
livmoderen vandrende rundt i kroppen og det var den, der
skulle sættes på plads på sygehuset. Hvad har man ellers
ultralyd til. Togkurvkatten strækker sig og tuder
alting falder fra brystet og hvilken
rolle spiller græsset når det ligner døde vinger
med frosttakker knasende sprøde døde
fluer i vindueskarmen spiller ingen.
Jeg tænker stort: Min livmoder har revet sig løs og vandrer
rundt i verden som et gespenst, barnløst imens
nattehimlen roder med sine stjerner og det larmende mørke
 
Der er ledige landskaber og
trængte kyster derefter
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
en fotografisk forglemmelse
der kun registreres som et fravær
i den smilende luft og duften af
din muskeltonus så dynamisk og ekspressiv
Du er ikke forbundet
 
det hænder der er plads
et sted mellem den første og femte
tatovering et sted mellem konturerne af
en uvedkommende forkølelse og resterne
af et fugleblodbad på gaden
 
det trykker vi hånd på:
stjernerne rykkes til højre, så der kan blive plads
til endnu et solsystem, træerne
transformerer deres årringe til portaler dertil
det trykker vi hånd på
 
til hændernes ranker i spraglede bølger som guirlander over flossede landskaber lyser
 
 
 
 
 
 
 
 

Vis / skriv kommentar