Aya Benedikte Kor: Det røde rum

I det hjerterøde rum er der fyldt med stole. De står langs væggene og i en rundkreds. På stolene sidder gamle kvinder med ansigter som knudrede træer. De strikker. Stumpede strømper i mønstre. Små huer i stærke farver. Bittesmå vanter. Deres ansigter er åløb. De snakker indbyrdes med syngende stemmer, mørke og lyse. De har kjoler på. Stoffet står som vandfald fra knæ til ankler. Kjolerne er blå, men i det rustrøde rum ser de lilla ud.

                      I loftet sidder elektriske pærer med centimeters mellemrum. De udsender et varmt og svagt lys. Lysene pulserer. Med mellemrum danner de stjernetegn. Kagekvinden og Trøsteren og mange flere. Der er en lav tone, nærmest en vibration, som er der en maskine under gulvet. Gulvet er af træ, det knirker, når man går på det. På træet er langhårede tæpper, der dæmper alle lyde.

                      Stolene giver sig, når de gamle kvinder skifter stilling. Ved hver stol står en vugge, i hver vugge ligger garn, ved hvert garnnøgle ligger det færdige strik. De gamle kvinder taler om vejret og kæledyr, om at smile og om at vaske, om at omfavne med deres kroppe. De taler om at gøre rent i et helt hus, om at være behagelig at omgås, om at have maden klar. Der er ingen ure i det blodrøde rum.

                      I midten af rundkredsen står en seng af kirsebærtræ. Den ser næsten sort ud. Den har sengehest og krummelurer. Den har natbord med skuffe. På natbordet står en slukket lampe med skærm. Under skærmen ligger en bog med en sammenfoldet pengeseddel som bogmærke. På bogen står med guldskrift Sande tanker. Ved siden af bogen ligger en blyant med flad spids. I de gamle kvinders vugger ligger også Sande tanker. Deres bøger er bøjede, siderne gulnede.

                      På sengen ligger en kvinde med vidtåbne øjne. Hun ser på alt i det koralrøde rum, der vokser og bølger. Hun hører de knitrende strikkepinde og de rynkede munde. Det er varmt. Der lugter som af jordbund. Hendes mave er et bjerg. Hun sveder. Hendes hår er filtret som rødder. Med mellemrum stikker det i hendes indre. Smerten får hende til at lukke øjnene, indtil den er overstået. Så kigger hun igen. Til højre, til venstre og lige op, hvor stjernetegnene blinker.

                      Med mellemrum forsvinder sengen med kvinden ned i gulvet. Alting drejer, og farven er ikke længere rød. Så er hun i et koboltblåt rum. Lyset er hvidt og senet. Mænd med masker for ansigtet står rundt om sengen. De taler hårdt til hinanden. De stikker deres fingre ind i hende. De siger talrækker og lægger instrumenter fra sig i metalskåle. Flere af dem læner sig ind over sengen og stirrer på hende. Deres øjne er blodsprængte, men i det skarpe lys ser de lilla ud. Hun skrumper. Hun krymper. Hendes hud føles som is. Hun ligger længe krøllet sammen efter hvert besøg i det hjerneblå rum.

                      Konstellationerne varmer hende ud af hendes hi. Hun vender og drejer sig. Ser op. Langt borte aner hun endnu en rundkreds af stole. Hun hører strik. Hun mærker hænder med hud som bark, der aer hendes mave. Det stikker. Det bliver ved. Gulvbrædderne knirker. De knyttede gulvtæpper hvisker mod plankerne. Det fødselsrøde rum trækker sig sammen. Hun skriger. Og føder deres barn i smerte.

 
 
 

Vis / skriv kommentar