Poul G. Exner: Stige

Og det er ligegyldigt.
Og det betyder intet.

Ligegyldigt hvad jeg ved om mine venner,
hvem som straffer sig selv og andre i afmagt,
det bedre menneske, som lovede at komme
men ikke kom, og lider og aldrig kommer
og lider som en gud på sine torne;
Hvem som fortrød sit inderste ønske
opfyldt, fuldbragt, før hun kendte det,
ham som ikke gør, aldrig gjorde
og som intet fik, intet får, men alligevel lider
som om han havde mistet sig selv.
Betyder intet.

Det betyder intet
hvad jeg ved om mig selv,
at et menneske kan have hundreder tilværelser
og være syg i hver eneste, blodet,
blodet gyldent som en abrikos i tusmørket,
varmt som frisk fæces, og om indvoldene
som slynger sig om hinanden, hugger efter hinanden,
æder af hinanden, når fisken og vandet er sluppet op.
Lige meget.

Og det er lige meget hvad verden har lært mig
om afhuggede hoveder
i håndflettede kurve under skyggefulde træer
om at sove i sin machete efter endt gerning,
og sjælen I smerteløst exil over sit døde herberg
der undrer sig over alt det levende
som ånder i tunger
– dette er ikke Ordet? –
og binder kærestebreve af nakkehvirvler i vinden,
lyttende mod havet og hadet
det tordnende øre
ved sangskriverens front,
som ikke hører sine hænder arbejde,
synge, forsøge at forstå,
forsøge at røre, forsøge at give,
om de nedtagne, det nedrevne
i kransen om sange om fred,
eller om at turde sin familie af skygger;
den, som må forsage alt sit væsen for at kunne spise,
og de tilmurede blomstermunde
lagt på alle stigen mod himlens trin,
at træde over som over den døende på gaden,
at træde op fra mørke til mørkere,
at træde, lide, at blive,
at træde og lide og forblive på stedet,
tung, tungere buketten af sten til døden
og det er uvedkommende.
Det tilhører intet.

Og det tilhører intet,
med det samme hovedet ramte jorden
tilhørte vi
intet
intet andet
intet andet end
evnen til at fokusere energi,
evnen til at sprede energi
intet andet end
intet andet
intet
når hovedet rammer jorden for anden gang:
Dér ligger du
– mørkeste stjerne i det frie,
mørkeste stjerne for enden af en stige.

Intet mistet. Intet.

Dedikeret Henrik Møller Fyhn.

Vis / skriv kommentar