Slagtryk, juni 2019

Juni måneds fem bidrag er samlet i en PDF. Henrique Hinnerfeldt stod bag forsiden.

Download PDF’en her:
Juni 2019 [1 MB]

– – – –

Redaktionelt
– ved redaktør Erik Scherz Andersen

Som redaktør er jeg først læser af tekst med fornøjelse og nysgerrighed. Men dernæst også af pligt overfor en hvilken som helst tekst. Jeg læser med et vurderende blik – for teksten, min egen smag og Slagtryks. Jeg prøver at læse hvad der står, men læser af og til hvad der ikke står. Og så diskuterer med mine medredaktører om hvad det er bidraget kan.
I juni har vi publiceret fem af de bidrag, som vi har modtaget i maj og juni måned.

Julie Teilmann indledte med digte hvor kroppen og naturen blander sig (ud og ind af hinanden); det er tre messende digte med et letsvævende vi. Teksten er interessant, fordi den gennem sine benævnelser bliver til en konkret virkelighed – om end den stedsligt måske ikke er helt så let at være i. F.eks. “vi er havgusen/ blæsten/ hvisken” (letheden er umulig at fastholde i sin helhed) eller “Vi et sted blandt siv” (upræcist sted) eller “vi er impulserne / ømheden” (følelser, altså ikke-materiale der kan ses/ røres). Og samtidig er det allestedsnærværende, fordi det er hvad digtet er fuld af, dette vi, hvad end det helt er dér på “tungernes spids”.

Det er ikke altid en rar oplevelse at åbne min Slagtryk email. Richard Rosenvold Jensens Kødtrappe er hård læsning med den selvskadende adfærd, hvor fingre, mund og mave udsættes for fysisk ubehagelige handlinger. Teksten fremstår også helt smadret gennem sin til tider vanskelige, dog poetiske tegnsætning. Som redaktør kan jeg blive helt i tvivl om hvad det er jeg skal forholde mig til, det er nærmest som om volden er formålsløs? Og så alligevel ikke – kunne det være et opgør med kroppen eller nysgerrighed omkring den?

Mette Damgaard Sørensen tilbyder et stykke prosa med højtbelagt ensomhed, der kun bliver mere tydelig gennem de to personers akavede interaktioner og afvisning skiftevis. Tekstens fire afsnit ens i kraft af deres prosaiske flow, det fjerde længere med dialog og det tredje med en mulighed i “Eller:” som om forfatteren tilbyder en alternativ læsning, som om teksten retter sig selv for at sige sandheden, eller i al fald komme med detaljer, blive mere privat overfor læseren. Lyt, siger teksten, men samtidig skal vi være på vagt. Forfatteren afslører i starten at “jeg skrev og skrev” og fokus var på skraldespandene fordi de nu engang var der og nu er fokus på bugtaleren, fordi han nu engang var her. Vi læser et stykke fiktion, men er fiktionen fordoblet i teksten?

Shosha Raymond skriver en tradition frem fra en familie. Teksten er ligetil og ikke uden en hvis lærdom om hierarki, respekt og familiemønstre. Den er også helt konkret, let at forholde sig til, let at forestille sig fordi alt der (be)skrives er fysisk: bordet, opvaskemaskinen, gryder og pander, oliven og olivensten på en gul serviet. Hvorfor er den gul, tænker jeg, er det jegets minde, står det skarpt netop dette billede af olivensten på en gul serviet. Der er meget liv i teksten samtidig med at den virker til at være ligeglad med sig selv, når den f.eks. i samme sætning forklarer at det hele er et kredsløb (overordnet) og at der råbes af farmoren, det ældste familiemedlem, om at hun skal sætte sig ned og hvordan vi helt konkret ser farmorens mund spise oliven (detaljerne er fra vores egen forestilling). Læseren er på alle måder inviteret med ved bordet.

Jakob Lundbøls bidrag er prosapoetisk, måske mest af alt et forsøg på at indfange det, at “hun ligner en maske”, hvor den centrale sætning måske er “hendes maske har altid lignet min”, hvorfor jeg (i al fald) bliver i tvivl om hvad han egentlig forsøger at indkredse – hende, hans relation til hende eller måske ham selv? Eller så meget i tvivl er jeg nu ikke, jeg synes egentlig ikke, at teksten er åben nok til at lægge for mange ord fra en redaktør i hvad der kunne stå; det der står er at farverne indikerer alderdom og rigdom, mens træthed og stilhed dominerer. Teksten slutter i kærlighed (kærlighedsknopskud) og måske i samhørighed (søndags vingeklip) – nu gjorde jeg det alligevel, læste noget ind i det efter at have genlæst højt for mig selv.

*

 

En redaktør stopper:
Lasse Skjold Bertelsen stopper som redaktør ved udgangen af denne måned. Det er vemodigt, fordi Lasse var medgrundlægger af Slagtryk – ikke bare har Lasse været med fra start og arbejdet frivilligt med bidrag i ni år. Det var Lasse, der navngav tidsskriftet efter det systoliske blodtryk, han har været primus motor for vores forsider, han har været inde over en lang række af vores arrangementer og har haft fingrene i stort set alle hjørner af vores virke.

For mig personligt (Erik) er det også en ven, der stopper. En ven, der i sit litteratursyn er et helt andet sted end jeg selv og som har givet mig mange gode læsninger, holdt redaktionen ved ilden og med sine natlige raids gennem de indsendte bidrag været en, man altid kunne spille bold med. Selvom andre i redaktionen kommer til at udfylde hans roller, og nye dynamikker mellem redaktørerne får mulighed for at folde sig ud, så bliver det ikke uden afsavn.
 
 
 

Vis / skriv kommentar