Ida Routhe & Maja Liisberg: Fællesdigt

hvad tænker du på?
det tænker jeg tit for tiden
du er
som kamille og honning
et bundfald af tøven

hold nu jeres kæft tænker jeg tit

menneskene og deres rørstrømskhed
jeg skal lære at snakke lidt hårdt til mig selv
lade være med at google for meget
ikke tænke for meget

sommerdagene i år var som hindbærrene jeg plukkede i haven
sjældne og med grå pletter vi ikke vidste om var mug
nu er det november
og der er stadig
nye møl at dræbe
nye ting at tøve med

du tygger maden mekanisk
uden at tænke over det
jeg tænker for meget over den slags
på dine hænder
på alt det de har berørt eller
på alle de hænder der har holdt om
den mønt jeg holder i hånden nu

hvilke vanvittige systemer vi har skabt for os selv

vi cyklede ud til havet og tøvede
kulden holder os oven vande og godt det samme
der er nok som vi kan drukne i

hold nu op tænker jeg tit

menneskene og deres frygtsomme øjne
jeg skal lære at hviske beroligende til mig selv
lade være med at google for meget
ikke tænke for meget

*

et væmmeligt smil klistret fast uden årsag
uden et tilsvarende smil i øjnene
det er det værste: øjne uden ild
ikke at føle sig hjemme i sit eget ansigt

du farer langsomt frem
i morges stødte et tog på en gravemaskine, togføreren så den først i sidste øjeblik og trak i nødbremsen
gudskelov var hastigheden ikke højere, gudskelov blev toget på skinnerne
gudskelov var sammenstødet mellem vores udbrændte sjæle nådigt
gudskelov

februar skal skrives væk
forelskelsen skal skrives væk
angsten

angsten for at vokse fra sit ansigt
vokse fra smilet
vågne en morgen
og være en fremmed i det liv man har levet
kun kunne skimte en genkendelse
i kindbenenes linjer
i øjnenes dyb
tilhører dette ansigt mig?

*

jeg husker ingen nuancer i mørket
natten er massiv som en træg omsluttende hinde

jeg drømmer om et ansigt at føle mig hjemme i
en kirke at høre til i

og hvis mørket blot er fravær af lys
må lyset være alt der findes

at finde den rette
konsistens at være menneske i

 

 

 

 

 

Vis / skriv kommentar