Zylvesterium: Disneymand


 
 

Mine arme skal bare overstås .jeg har næsten ikke brugt nogen af dem i min lejlighed. Her går jeg rundt på et andet sprog og ved at der er ung sol på næsen. Jeg har skoldkopper i jorden, som hvis man får et barn man ikke kender. Mor lavede mærkelige navne til sine drenge. Fx kaldte hun mig Laura. Jeg ved at hun fandt på mig, og aldrig kunne tåle min ryg. Faktisk ville jeg slet ikke slås. Hvis jeg var djævlen, havde jeg valgt en skjorte.

 
 
 

 
 

Tænk at mor tilbad mig som sin egen bluse. Ville hun lade mine vigtigste kroppe blive liggende, og brugte hun dem som kor? En undertrykt morgen, hvor alle jeg kendte havde fjer, kunne jeg slet ikke stå op i mig selv. Jeg refererede til min mave som dengang jeg stadig troede, jeg var et dyr, og fik folk til at pege på den. Når mor engang imellem lænede sig tilbage i bussen, kunne hun ramme mig med sit sæde. Det var sådan jeg vidste hvem hun var. Jeg vælger mit navn som sko, og der er noget galt med den måde vi føder på. Jeg lå på et tæppe flere år uden at nogen for alvor kendte mig. Mor fødte i fyrre timer, jeg gav sår før jeg havde trådt. Når jeg først havde lukket mine øjne, var jeg ikke længere rar og hun stoppede med at ryge for min skyld, fordi jeg altid græd, når jeg så hende. Lidt som en fange, jeg kendte, lader jeg hende spise af min overflade, som et fad og bruge den i en sol, der endelig dør.

 
 
 

Vis / skriv kommentar