Jens Arild Elsig: Aarhus’ have

Når det visne blad siger som stenen på
vejen og nu et kort sekund efter er ved
at sige farvel til flokken og spredes i
mange hundrede dele af den bil som
ikke suser men kører forbi. Det blad man,
når det er ungt, tørrer sin røv i når man
bare skal. Det som nu er afmonteret fra
moderen fordi det snart er efterår og det
er det endelige farvel.

 

Naturen skræmmer også mig. For enden
af trappen hvor by-lyngen siger lyde som
et tropisk land og lidt som en
sommerdag i pindstrup. Den summende
lyd jeg tror jeg forveksler med en
hugorm som det nok ikke er i Aarhus.

 

Den vej jeg valgte at gå som jeg ikke
kendte, men håbede ville føre mig
derhen jeg ville, viste sig at føre mig til
en trappe. Jeg skulle ikke op af den
trappe, så jeg gik en anden vej i stedet.

 

Så nu gik jeg ned ad en sti som
førte mig til der hvor min mor har sagt til min
søster hun ikke må gå når blodet er fyldt
og lyset er væk. Her er nu dejligt nok.

 

Her hvor jeg sidder nu kan jeg se unge
som mig selv løbe hurtigt. Jeg har aldrig
brudt mig om at løbe, jeg synes det er
en underlig ting at byde sig selv. Det
med at stæse afsted ude blandt
fremmede mennesker helt frivilligt.

 

Her er også vand i haven og ænder som
larmer. Skriger og pjatter. Som babyer er
de. De ser så hjælpeløse ud. Bare et
hjørne af et brød så kommer de. Nips.
Små og hjælpeløse. Nakken ryster også
på den så det ligner den kramper eller
har tics. Og hvor den dog kigger på mig.
Som et menneske så træt og sulten.
Ingen vil hjælpe dig lille ven. Jeg tror jeg
afskyr den. Måske fordi jeg ser mig selv,
men hvad ved jeg. Et enkelt tryk. Hvilken have.
 
 

Vis / skriv kommentar