Indholdsfortegnelse

Nyheder

ALTING FLYDER CALL FOR PAPER

Kære læser,

Slagtryk søger lige nu bidrag til vores nye temanummer om vand med deadline for indsendelse d. 15. september. Læs med her for at få en introduktion til temaet.

Vand er forudsætningen for alt liv på Jorden og alt liv er opstået af eller i vand. I geologisk og evolutionsmæssig forstand er vi alle opstået fra den samme ursuppe, og på den rent menneskelige skala udvikles vi alle i fostervand: “Der er tidevand i kroppen”, skrev Virginia Woolf, og senere skriver den australske kulturhistoriker Astrida Neimanis: “Vi er alle kroppe af vand.” Og med dette mener Neimanis alle. Hun skriver i sit hovedværk Bodies of Water: “Min krops hovedsageligt vandede komposition er ikke kun en menneskelig ting. Fra den næsten usynlige gople i Stillehavets benthos til den nambianske ørkens maller, der ligger i vinterdvale i mudderet, fra mangrove til ambrosia, fra gennemløb til billabong til det brusende Niagara; omfavnet mellem fractocumulus-skyer og grundvandsmagasiner, er vi alle kroppe af vand.” Neimanis intention med sin definering af vandig transkropslighed er at kræve en ny etik af os, en ny måde at være ansvarlige og lydhøre over for andre vandede kroppe.

Neimanis omsorg for vand er et interessant perspektiv, i en tid hvor vandet som ressource stiller verden over for en række udfordringer: grundvandsforurening, forsuring af verdenshavene, stigende havniveauer, tørke, oversvømmelser, etc. Vores krops hovedsageligt vandede konstruktion bliver med ét uadskillelig fra økologiske spørgsmål vedrørende verdens vandkriser. Det er en forståelse af kroppen som værende en fundamental del af den naturlige verden og ikke adskilt eller hævet over den; “Strømmen og skylningen af vand opretholder vores egne kroppe, men forbinder dem også med andre kroppe, til andre verdener uden for vores menneskelige selv.”

Vandets betydning i menneskets civilisations- og kulturhistorie er uomgængelig. Vandet, og specielt floden, har en særlig plads i religiøse myter og er ofte noget der skal overkommes eller besværges. Floden: overfloden af vand, der tager liv fra dem, der bliver fanget af den, og giver liv til nye afgrøder og nye livsformer. Myten om en altudslettende flod har en lang historie i litteraturen. Den er at finde i det mere end fire tusind år gamle Eposet om Gilgamesh, i det indiske epos Mahabharata, skrevet 400 år f.v.t, i Popol Vuh, som er mayafolkets skabelsesberetning. Den optræder også i Det Gamle Testamente med historien om Noas ark… Og som med de fleste andre naturressourcer, har mennesket gennem tiden forsøgt at kontrollere og bemægtige sig vandet. Men kan vi det?

Verden oplever i dag i tiltagende grad vandkriser: Hele landområder bliver tørkelagt mens andre oversvømmes, floderne tørrer ud eller går over deres bredder og i takt med at vand bliver en mere og mere knap ressource, bliver et andet spørgsmål pludselig presserende: Hvem har ret til det vand der findes? Og hvordan gør vi regnskabet op?

Temaet vand kan altså forstås abstrakt eller konkret. Det er op til jer. En tekst kan være vandig i sit sprog, ved at flyde og ebbe gennem tid og rum, eller i sin form, ved at blive til is, tø, fordampe og forsvinde. En tekst kan helt konkret udforske vand som element, som stof, som ressource eller miljø. Den kan dykke ned i vandreservoiret, i sumpområdet, flodmundingen, tidevandszonen, eller dybt ned i Marianergraven.

Vi ønsker bidrag inden for poesi, kortprosa eller andre eksperimenterende former. Teksterne må ikke overskride 7 sider. Deadline for indsendelse er d. 15. september og vi modtager kun bidrag på mailen: temanummer@slagtryk.dk

Vi opfordrer alle uanset baggrund at sende ind.

Vi glæder os til at læse jeres bidrag!

Mange hilsner og god skrivelyst,

Redaktionen på Slagtryk

Nyeste bidrag

Silas Schølarth – I vejen

Jeg ventede på toget som altid. Hvad der ikke var normalt, var det der lå på sporene foran mig. En gammel mand. Han var sikkert svagtseende eller måske endda blind, og så var han kommet for tæt på kanten. Gad vide, hvor længe han havde ligget der? Det var sommer, solen stod højt på himlen. Luften summede af varme, og det var tydeligt at se på den gamle svækling.
  Man skal forestille sig en i forvejen rosinrynken gamling, der så oveni er blevet bagt på uvis tid. At dømme ud fra hans tilstand, havde han formentlig ligget der længe. Huden var ikke blot rynket og foldet, men også begyndt at skride af ansigtet, hvilket havde resulteret i, at øjenhulerne ikke længere var synlige. Jeg mente endda at have set en maddike bevæge sig ud fra en af hudens øjenhuler, der nu blot åbnede ind til det rå kæbekød. Det var dog ikke sikkert, solen stod jo højt på himlen og fik os alle sammen til at se syner.
  Jeg skulle lede i lang tid, før jeg fandt en lang nok pind, men til sidst lykkedes det. Jeg pirkede til ham, og kæppen gled lige ind gennem hans tøj, ind i huden og videre ind i kødet. Han havde samme konsistens som en smørblok, der har stået ude alt for længe og ikke er andet end en flydende, gul fedtmasse. Hvad der var mest chokerende, var dog, at manden stønnede svageligt idet kæppen gled gennem hans kød. Meget var på dette tidspunkt til at forudsige, men ikke at han stadig var i live. Jeg slap øjeblikkeligt kæppen, og den sank slattent ned gennem kødet. Ligesom hvis man stikker en pind ned i det øverste mudderlag af en våd jordbund. Hvilket egentlig er en mærkelig sammenligning, for man skulle da tænke sig, at oldingen var mere udtørret end nogensinde før. Han var tør udenpå og våd indeni, som var han indbagt. Nu begyndte det indre at fordampe. Jeg bakkede bagud, væk fra det kun akkurat levende lig, og begyndte at kigge mig omkring. Der stod omtrent tyve andre mennesker på perronen, men ingen af dem havde opdaget, hvad jeg havde lavet. Jeg prøvede at få kontakt til et par stykker af dem, men enten afviste de eller ignorerede mig. Alt i alt det samme. Alt i alt var det lige meget, for ingen havde set, hvad jeg havde set.
  Gennem varmeflimmeret kunne jeg nu se toget, og vejbommen gik ned. Jeg havde omtrent tyve sekunder, før det uundgåelige ville ske. Jeg kiggede mig rundt en sidste gang. Ingen reagerede. Jeg følte mig uendeligt opgivende i dét øjeblik, men besluttede ikke at gøre noget ud af det. Alt i alt var det lige meget, han var jo stort set død. Med en blød, døsig rokken lod jeg mig blive ført ind i den menneskelige ignorance.
  Jeg så slet ikke da mandens legeme blev tværet ud over skinnerne, op under vognen og slynget op på chaufførens rude. Jeg hørte kun svagt lyden af udsmattelsen. Jeg sukkede let af nydelse sammen med de andre ventende, da vi gik ind i togets kølighed.

Tidligere bidrag

Redaktionelt

september

Mellom hav og have

- ved redaktør Gard Augustin

August måned er forbi, igjen – gratulerer med det, vi klarte det, selv om det var en vanskeligere omgang enn det pleier. Å snakke om været er da klisje nummer 1, men jeg mener at når det er 50 varmegrader i Europa og en himmel som var gråere en grått i Danmark, skjer det noe merkelig: på samme tid som den tredje masseutryddelse i midt foran våre ansikter, er følelsen av å kjede seg når det igjen er grått og 17 grader i sommerhuset. De to opplevelser har vært litt uforenelige. Men der er mer på trappene: vannmangel i Europa og mon ikke energikrisen kommer tilbake igjen i vinter … Hva gjør man så? Det vet jeg ikke, men kanskje vi kan finne ut av det sammen.

Slagtryks temanummer VAND som kommer ut her en gang i løpet av høsten vil, blant mange andre ting òg, behandle dette. Vi jobber iherdig på å få stykket sammen temanummeret. Kort sagt er vi noen glade redaktører som leser bidrag. Fortsett å send dem inn, fristen er den 15 september. Om dette, denne tilstanden, reflekteres i august måneds utgivelser ville være å ta for mange tolkningsfriheter. Helst skulle bidragene som vi utgir stå for seg selv, upreget av oss redaktører, og hvor det er dere selv, leserne, som alene skal stå med makten til å tolke. Det sakt kan man ikke unngå smitte i setningen.

Denne måned har vi utgitt fem tekster. August måned startet med Marie Leth Meilvang, ‘Totem: Skovskade’; Sophie Hollands to dikt ‘Min fortid bliver din fremtid’ og ‘Klyng mig op, mens jeg smiler’; Marcus Agerschou Jensen, 6 digte; Ulla Bruhn ‘Som cirkler i cirkler / Som en sang i kaos’ og Ester Halvgaards ‘Mosedigt’. Det er sistnevnte som er valgt sist måneds vinner Amin Xapana til å være august måneds tekst. Gratulerer til Ester Halvgaard.

September er på trappen, ja faktisk så er den her allerede og oss i redaksjonen på Slagtryk ønsker alle et godt efterår, en god høst, og takker for at dere leser med. Vi er allerede i gang med septembers utgivelser og gleder oss til å utgi dem.

Slagtryk pdf august 2023

- Seline Rørbech står bag forsiderne i 2023.

August måneds bidrag samlet i en PDF

Læs PDF’en live, eller download den.

Slagtryk Instagram