Indholdsfortegnelse

Nyheder

Velkommen til Seline Rørbech, forsidekunstner for 2023 og stor tak til Statens Kunstfond

Redaktionen på Slagtryk er glade for at kunne præsentere Seline Rørbech, vores nye forsidekunstner for 2023. 

Seline Rørbech er født i 1996 og opvokset på Vesterbro. Hun har en baggrund som kunsthistoriker og er optaget af forbindelser mellem sprog og visualitet, litteratur og billedkunst. At tegne er for hende en måde at opbygge universer ved at kortlægge og forvandle det mylder af indtryk, som verden er. Hun arbejder med at skabe brudflader mellem virkelighed og fantasi og samler på slyngede former, forvrængede drømme og små rum i genstande, der kan fungere som afsæt for forestillingsevnen – fra stikkontaktens sorte huller, der ligner portaler til andre verdner, til det katedrallignende rum, der gemmer sig i en overskåret fennikel.


Derudover vi vil også gerne starte året med at takke Statens Kunstfond.


Som tidsskrift kan det være vanskeligt, for ikke at sige umuligt, at klare sig uden støtte. Det gælder både jeres lyst til at læse os, og for at det skal være muligt, sende bidrag til os. Den tillid der finder sted i redigeringen mellem redaktion og forfatter. Intet af det tager vi for givet. Derfor er vi glade for at vi med Statens Kunstfonds støtte hver måned kan honorere en udvalgt bidragsyder med 2500 kr.


Det vil vi begynde på fra februar måned og året ud.


Tak for alle de bidrag vi allerede har modtaget i dette nye år.


Vi glæder os over støtten, fra alle kanter. 


Nyeste bidrag

Meta Skriver – Et digt

Du ser bedre ud med tøj på, sagde du
oppe på mit værelse
over stuen.
Der var blade over det hele
i det store rum
kørt ind med trillebør ikke
så fantastisk dagen efter
men der stod en tipi i haven, man bare kunne sove i
og det gjorde næsten ingen
vi sagde meget lidt i starten for ikke at ødelægge
noget og det passer
meget godt med resten:
at du allerbedst kunne du lide mig en sen aften
på en mark
      bag min ryg.


Hud mod hud lå vi på en madras mellem zebra-
finker og marsvin, der døde fra mig.
Du var højst sammen med mig
fire dage ad gangen
så skulle du ned til tegneren i fjorden
det havde ikke noget med mig at gøre
men noget med det der var sket
før mig og din familie
jeg faldt som et kussehår
ud af dit skæg
havde tegneren sagt
han kunne virkelig
kende forskel, sagde du
og lo


Du ville gerne have mig med til Lofoten selvom jeg altid gik
rundt med ekstra sokker
jeg skulle lave ting som at sy og lave mad og føde børn mens du
byggede en båd gik på jagt den slags
som om og jeg så op i loftet
og tænkte på afstandene
ligesom med flere andre
mænd i mit liv og også siden
har jeg ligget på en madras i nærheden
af fugle og følt
et og andet


Om aftenen på marken, sagde en bekendt:
han må virkelig ha ku li dig, og det
kom bag på os begge men da var du erstattet
med en anden
der kort efter ikke ville mere fordi jeg
blandt andet var for tyk til ham
på en briks i Horsens
og om hans forældre
kan man sige at de var meget kærlige
over for deres opdræt
men det virker en anelse søgt
selv havde han melorme
i en skuffe i skrivebordet
og skildpadder
og hans nye kæreste som jeg
senere så ham med var
tynd i det og meget
lys
de fnisede sammen i gågaden
oppe ved banegården
som børn
lige høje

Tidligere bidrag

Redaktionelt

december

I ordets magt

- Ved redaktør Benjamin Storm

Om man interesserer sig for den slags eller ej, så er det nok gået de færrestes næse forbi, at en flok mænd i øjeblikket er samlet nede sydpå for at spille bold mod hinanden. Det er nok også de færreste, som på den ene eller anden måde ikke har stiftet bekendtskab med det tilhørende drama – om det så er, fordi man har hørt noget om slave-/ migrantarbejdere, korruption, alkoholforbud, armbånd, homoseksuelles rettigheder eller en af de mange andre ting, som har været i vælten. Som ordnørd fæstede jeg mig dog ved en specifik problematik; påskriften på spillernes trøjer. En ting er, at de danske træningstrøjer med påskriften “Human Rights for all” blev forbudt, men på den belgiske udebanetrøje stod noget så harmløst som “Love”, hvilket også blev forbudt. Ja ja, regler er regler, og FIFA har et generelt forbud mod politiske budskaber på spillertrøjer, men Love, kærlighed. Har noget ord nogensinde sagt så meget, så kort, så enkelt, så ligetil? Og kan noget ord samle som netop ordet Love? Hvem kan se sig uenig i et budskab om kærlighed? Hvilken verden er vi så kommet til? Det er imponerende, hvilken effekt det rigtige, velplacerede, veltimede ord kan have.

Som ny redaktør for Slagtryk er der også kommet ekstra fokus på ord og deres sammensætningers betydning i min hverdag. I redaktionen er vi i dag fem redaktører med hver vores baggrund og smag, hvilket giver forskellige indspark i dialogerne om de indsendte bidrag, og gud ske tak og lov for det. Et tidsskrift som Slagtryk bør også repræsentere bredt. 
Personligt er mit syn på tekster nok meget farvet af, at jeg i mine teenageår læste mig igennem digteren Morten Nielsens mange breve, og tog specielt tre ting med mig derfra om tekster. 

Den første ting kommer af en beretning Morten Nielsen giver sin ven, om at han, i mangel af penge til papir til at rulle smøger af, er begyndt at tage sider i sin salmebog til formålet. Han starter med de dårlige salmer og arbejder sig langsomt igennem salmebogen igen og igen. Til sidst ender han med at sidde tilbage med en samling af kun gode salmer. 
Den gode tekst er et håndværk og skal også forstås som sådan. Det kan godt være, at man i livsnært øjeblik blev ramt af en raptus, eller man på en gåtur, måske mere i sine egne tanker end i det gråvejr, der omgav én, snublede over en tanke eller sætning, der bare føltes rigtig på alle leder og kanter – men sjældent er det første udkast det endelige. Morten Nielsen selv måtte fjerne tre strofer, før han kom ned til de fire vers, der skulle udgøre “Foraarets Horisont”, og det er nok en proces, som alle der skriver må igennem. 
Det er sjældent et kompliment, når man siger “jeg skrev dette digt i dag” og får svaret “ja, det kan jeg se”. Ikke dermed sagt, at man ikke skal vise andre sine spæde tekster, men når min bror introducerer mig for nyskrevne tekster, nye metaller og ædelstene fra minen, så ved jeg godt, at han ikke forventer, jeg falder i svime, som var det kronjuvelerne, men at det er en invitation ind i smedjen for at se et materiale under arbejde.

Den anden er, at Morten Nielsen på et tidspunkt skriver til sin ven, at det ikke skal stå på linjerne, men ligge mellem linjerne og lyse.
Det er i sig selv, om end en dejligt poetisk formulering, nok ikke videre deskriptivt. For mig handler det om en forståelse for ordenes konnotationer, eller medbetydninger, og det rum, der skabes mellem ordene. Nogen ville måske kalde det x-faktor, men det er om noget mindre deskriptivt. Der skal være noget på spil i teksten. Noget der adskiller den fra den almene dosmerseddel.

Og det leder mig til den tredje og sidste ting. Tekster skal ikke beskrive livet, men selv være liv. Vi læser meget i løbet af en dag. Nok langt mere end man lige tænker over i det moderne samfund. Størstedelen af det er dog oftest små, hurtige viderebringelser af information i messenger beskeder; “Går det”, “Det går”, “k”, små tekster til sociale posts; “On the beach. Living my best life #nofilter #nolie #witnessme”, eller artikler om storpolitiske og økonomiske apokalypser, eller Fru Hansens kattehjem, som er ved at blive rendt over ende at herreløse katte. Ofte er det ikke information vi bruger til ret meget andet end smalltalk med vennerne eller til at navigere rundt i livets racerbane uden at ramme for mange bander på vores vej rundt i svingene. Sjældent er det noget som rammer os, bevæger os. Vi får måske tilfredsstillet vores nysgerrighed eller hang til forargelse, men det er i bund og grund hvid støj. En overflod af redundans i en verden, der kontinuerligt stræber mod mest mulig entropi. Den gode tekst bryder denne bevægelse. Den villes ikke noget, nej, den vil noget. Den har et indre liv, vi kan gå på opdagelse i og lære af. Det er ikke bare noget som er i teksten. Det er ikke medbetydning, men merbetydning. 
Da jeg for år tilbage sad ved min fars dødsleje med hans hånd i min og mærkede hans puls langsomt svinde bort, sagde jeg en sidste sætning til ham. I tiden efter lærte jeg hurtigt at tale om forløbet på hospitalet, begravelsen og tiden efter, uden ham, på en måde, så jeg ikke blev følelsesmæssigt berørt af det. Jeg var jo okay. Men den sætning, den vidste jeg, at jeg skulle holde mig fra. På ingen anden måde kunne jeg skildre den kamp, som havde ledt op til den dag ved hospitalssengen, så dybfølt som med den sætning. Den foragt jeg følte ved at vide, at jeg havde løjet for mine søskende, når jeg havde sagt, at far nok skulle klare den. Den afmagt det var, at måtte lade hans kolde hånd glide ud af mit krampagtige tag, fordi jeg ikke var stærk nok til at holde ham blandt de levende. Sætningen var lige der, men aldrig måtte den bruges, for den ville fortælle for meget. “Det er okay, du må godt have lov til at gå nu”.
Jeg tror, vi alle har den slags sætninger på den ene eller anden måde. Forhåbentligt er sætninger sagt på dødslejer primært forbeholdt folk noget ældre end jeg selv, men vi møder dem fra tid til anden. For noget tid siden sagde en kær veninde til mig, at hun elskede mig – eller rettere, hun forsøgte. Vi har ofte skrevet det til hinanden, men det er mange år siden, det er sagt mundtlig. Hun stoppede, fordi hun mærkede, hvad det var, hun var ved at sige, og mærkede alle grundene til, at hun sagde det. I stedet løb en stille tåre ned af hendes kind.

Og så er vi der igen. Tilbage til kærligheden, og det forbudte ord “Love”. Det er muligt, at den danske påskrift “Human Rights for all” er mere præcis, men arbejd den ned til sin essens, og hvad står du tilbage med andet end “Love”? 
I sin akkuratesse bliver den danske tekst måske også mere snæver i sit sigte. Kærlighed kan derimod være passionen for sporten, som ikke skal besudles af pengemændenes korruption. Det kan være næstekærligheden til at give basale og fundamentale rettigheder til de arbejdere, som har blødt, svedt og døet i opbygningen af de mange stadioner. Det kan være vidnesbyrdet om den hellige kærlighed, der er mellem to mennesker uafhængigt af køn. Om noget er det måske nu, på tærsklen til hjerternes fest, at man skal huske kærligheden. Kærligheden til hinanden, kærligheden til sig selv, og kærligheden til en verden, hvor det ikke er forbudt at sige, at vi har kærlighed til hinanden.

Slagtryk PDF, november 2022

- Ella Koppel står bag forsiderne i 2022.

November måneds bidrag er samlet i en PDF

Læs PDF’en live, eller download den.

Slagtryk Instagram