7.9.
Der løber en mærkelig væske fra min ene håndflade. Siver gennem huden i flere farver. Gul, hvid, brun. Lægger sig over klinkegulvet som tynd hinde. Frøer hopper på hinden som på trampolin. Ikke rigtigt min væske, kommer bare fra mig. Råber til frøerne, at de skal skride langt væk, at det er en privatsag.
*
13.9.
Sidder i en form for domhus. Højt til loftet, øjet ser uendeligt. Alt er brunt. Et sted i venstre side sidder lille pige med brunt hår. Langt borte. Kan næsten ikke se hende. Så rykker hun frem og frem og frem som skyggeflimmer, til hun sidder med knoglehvide albuer hvilende på anklagebordet. Hun gør mig ubehageligt til mode. Mand med høj hat prikker mig på skulderen og siger: ’Er det mon dig, der spreder rosengalde heromkring?’ Jeg svarer: ’Jeg tror, at pigen må dø.’ Jeg vender ansigtet op mod dommeren. Hans ansigt er væk. Jeg siger igen: ’Jeg tror, at pigen må dø.’ Dommeren uden ansigt ser forbavset ud. Peger uden fingre på uendeligt stor mand uden trøje på. Musklerne rokker under huden som dansende okser. Måske er ansigtet væk, måske er det gemt i loftet. Solen spejler sig i ham, hiver ham større og større. Der er ingen sol. Kun sol på manden. Jeg hiver blikket væk. Ser mig selv stå på bordet, hvor pigens albuer lå. Jeg er lillebitte. Som et insekt. Manden kommer gående imod mig, løfter hånden helt derop, hvor ansigtet måske er, lader den falde, klask. Vi er borte. Vi er i en skov. Manden presser mig ind imod køligvådt buskads. Arme og hænder alle vegne. Varm hud. Røget ånde mod øre og kind. Ikke røg fra smøg men fra skorsten. Lugter også lidt af surt bolsje. Som dem jeg fik, da jeg var barn. ’Du bitte,’ hvisker han, ’du er så lillebitte.’
*
17.9.
Der er nogen på værelset. Kan ikke bevæge mine øjenlåg.
*
19.9.
’Hvad vil du?’ spørger han. Kun sofalampen er tændt, han har sutsko på, ser tv. ’Hvad vil du?’ spørger han. Jeg tisser på gulvtæppet, bliver flov.
*
21.9.
Skygger på indersiden af øjenlågene, blækklattest, vil ikke.
*
24.9.
Forsøger febrilsk at fjerne en edderkop fra ryggen, men kan ikke nå den. Lille parasit, tænker jeg. Banker ryggen mod væggen til den dør.
*
27.9.
Nede på molen, summende sommerstemning. Børn leger, blå himmel, spande med krabber. Foran isbil står lille slikhårsmand med hvalpefedtede kinder og topmave, måber dumt. Bløder fra dybt snitsår i halsen. Jeg smiler. Blod løber ned over polokraven, drypper på asfalten. Han ser på mig med blanke øjne og siger med boblet fiskestemme: ’Blæ bl bælling’. Jeg siger: ’Nej mand, jeg hedder Kælling!’
juni
Med fremkomsten af sociale medier troede vi, at behovet for redaktører forsvandt. Det var frisættende ikke længere at blive forstyrret og begrænset af en autoritetsfigur, der blokerer os med et word-dokument fyldt med overstregninger og kommentarer. Men redaktør er ikke kun en stillingsbetegnelse, det er også ideen om, at forbedring sker gennem samtale, en samtale, der pr. definition er kritisk.Kommentaren handler om sproget på sociale medier, men pointen er også relevant for os, der arbejder med litteratur online, hvor vejen fra modtagelse af et bidrag til publicering er langt kortere, end i både fysiske tidsskrifter og på forlag. Ofte går der kun få dage, fra et bidrag antages af en af os redaktører, til det lægges op på siden. Alligevel sker det næsten altid, at teksten i nogen grad når at ændre karakter i løbet af de dage.
Læs PDF’en live, eller download den.