Indholdsfortegnelse

Modtag ugentlige bidrag over e-mail
Du kan abonnere på vores nyhedsbrev og få ugentlige udgivelser tilsendt pr. e-mail ved at indtaste din e-mailadresse her. Når du har tilmeldt dig, vil du modtage litterære bidrag hver uge direkte i din indbakke.

Nyheder

At spinne sommer – Johannes Nørlov

Sprog forlader mig, som cikader


at sidde ved havbrus under tørre grene
dit smil, søster, appelsinsaft ned ad hagen
sprøjtet rundt hele dagen


solskoldning, far der råber
skodder sin sidste marlboro
asken spreder sig i det azurblå vand


røde maver stirrer på os, søster
under oliventræerne vokser grønne fallossymboler
i deres rug hænder


hvilket sprog tåler barndommens sommer?


under en storm stablede vinflaskerne sig op
henne i hjørnet, hvor du sad og tegnede, søster
hans og mors øjne stødte i hinanden
luften omkring bordet var elektrisk
vi forstod at flaskerne var et bjerg
som vi stod overfor, søster


jeg spinder, som den edderkop du bad mig slå ihjel, søster


alle sande ord er saltplettede
et med klippelandskabet vi hånd i hånd
så forsvinde fra færgens udkigsdæk
husker du det?


sproget brummede, som en motor, søster

Nyeste bidrag

At spinne sommer – Johannes Nørlov

Sprog forlader mig, som cikader


at sidde ved havbrus under tørre grene
dit smil, søster, appelsinsaft ned ad hagen
sprøjtet rundt hele dagen


solskoldning, far der råber
skodder sin sidste marlboro
asken spreder sig i det azurblå vand


røde maver stirrer på os, søster
under oliventræerne vokser grønne fallossymboler
i deres rug hænder


hvilket sprog tåler barndommens sommer?


under en storm stablede vinflaskerne sig op
henne i hjørnet, hvor du sad og tegnede, søster
hans og mors øjne stødte i hinanden
luften omkring bordet var elektrisk
vi forstod at flaskerne var et bjerg
som vi stod overfor, søster


jeg spinder, som den edderkop du bad mig slå ihjel, søster


alle sande ord er saltplettede
et med klippelandskabet vi hånd i hånd
så forsvinde fra færgens udkigsdæk
husker du det?


sproget brummede, som en motor, søster

Tidligere bidrag

Redaktionelt

maj

Den poetiske lidelse: opioid eller antidot?

Ved redaktør Jishuo Li

Eftersom den foregående redaktionelle tekst vedrørte vejret, må jeg nu hædre aftalen og vende mig mod et emne, der, selvom vi nærmer os sommermånederne, berører det mere
ubekvemme.
       Siden jeg er startet som redaktør her i Slagtryk, har vi modtaget et væld af kreative bidrag. Ét emne har været gennemgående i mange af dem: psykisk lidelse. Det fik os i redaktionen til at drøfte denne tendens til vores møde i sidste måned. Hos Slagtryk
omfavner vi og fejrer forskelligartede og kreative perspektiver på mental sundhed inden for et fællesskab, der fremmer åbenhed og forståelse, fri for dom. Vi mener, at litteraturen tjener som et kraftfuldt medium til at udforske dybderne af vores indre verdener – de tanker, følelser og oplevelser, der driver individer til at udtrykke sig selv. Dog er der et spørgsmål, der er tilbagevendende for mig: Hvad er det, der driver os til at finde kunstnerisk værdi i lidelse?


Nu studerer jeg ikke litteraturhistorie, så derfor vil jeg også afholde mig fra den dybdegående afhandling, men vil påstå, at behovet for at belyse og søge det smertefulde gennem en kunstnerisk ventil ikke just er et nyt fænomen. Fra de græske tragedier og
Shakespeares ”Macbeth” til den mere moderne ”Ungeenheden” af Fine Gråbøl har litteraturen tjent som et loyalt mødested mellem individet og dets indre oplevelser i mødet med omverdenen.
       Med lidt inspiration fra den Jungianske psykoterapeutiske skole kan man måske komme det lidt til livs. Her kan man trække på ”skyggen” – en arketype Carl Jung mener, er den del af os alle, og som omfatter de dele, vi har undertrykt som følge af, hvad
vores miljø har tilladt. Jung mente, det er afgørende, at vi integrerer alle de udstødte dele af os selv for at blive til ”hele” individer frem for en fragmenteret mosaik, hvis fliser skæver
til hinanden. I den kollektive sfære er det måske derfor, vi hylder forfattere som Franz Kafka, Michael Strunge og Sylvia Plath, hvis traumatiske livsoplevelser afspejler deres litteratur med en sensitivitet, vi erklærer for virtuos (f.eks. i Kafkas mesterlige skildring af en kosmisk skam og bureaukratisk fremmedgørelse i ”Processen”, som på måder nok afspejlede hans eget indre). De reflekterer en del af os selv, som er gemt inde, væk fra spotlyset af vores personligheder. Det føles godt endelig at blive set – et antidot til ensomheden fra os selv.


Omvendt kan lidelsen også blive så indgroet i os, at vi paradoksalt ikke kan undvære den. I “Moralens Oprindelse” af Friedrich Nietzsche er det ikke lidelsen i sig selv, men snarere meningsløsheden af lidelsen, der udpeges som menneskehedens forbandelse. Han var
heraf stærk tilhænger af konceptet om ”selvrealisering” herigennem, samt hvordan den kan fostre mening og gøre os til ”overmennesker”, der transcenderer kulturelle normer og værdier (tilgiv mig for at opsummere Nietzsche på så få ord, men leg gerne lige med på
præmissen). I en mere østlig filosofisk tradition, såsom buddhismen, betragtes lidelsen ofte som en grundlæggende del af den menneskelige tilstand. På trods af at både Buddha og Nietzsche ikke længere er iblandt os fysisk, synes deres idéer at have efterladt et
transgenerationelt aftryk i den kollektive bevidsthed – ja, nærmest som en reinkarnation vil nogle sige.
       Der er bestemt værdi at hente i disse pointer. På den ene side de kan give en følelse af en forsoning og accept af det, vi bærer rundt på og samtidigt fungere som et springbræt for personlig udvikling. Det kan virke tiltalende at kunne finde mening i det
sårbare, mørke og smertefulde – at tilskrive det værdi. Omvendt, risikerer vi så ikke netop, gennem denne fascination med det pinsomme, at forstærke vores tilknytning til det
mørke? Omend smertefuld, bliver den poetiske lidelse en tryg selvopfyldende profeti konsolideret af en kollektiv glorificering af den. Spørgsmålet er, om man med god samvittighed kan trække en grænse mellem den konstruktive poesi og poesien, der tillader
os at dyrke vores egen lidelse gennem andres og på æstetisk vis ”bedøver” vores kroppe. Måske er det ikke så binært.


Jeg skal være den første til at erkende, hvor rart det er at falde i et Elliot Smith-kaninhul, der indkapsler en unik melankoli, eller at læse Virginia Woolf, hvis skrivestil inviterer en helt ind til benet af de indre tankestrømme, der bølger i os alle – noget jeg følte kun et individ, der har konfronteret eksistensens råddenskab ville kunne formå at frembringe. Derfor har litteratur, der ikke tappede ind i bestemte sublimerede dybder i lang tid ikke tiltalt mig.

       Det kan være svært at give slip på ting, der giver os mening. Samtidigt klynger vi til vores internaliserede forestillinger om verden, og hvad der er familiært for os. Det er nok derfor, elendighed kan være så romantisk, selvkritik så euforiserende, trist kunst så appellerende og det store ord ”glæde” så naivt. Vi må dedikere enorm medfølelse til os selv – ikke for at lappeløse os selv, men for at forstå hvorfor vi er, som vi er.


Så selvom jeg i titlen indledte denne redaktionelle tekst med et spørgsmål, tror jeg, det var formuleret forkert. Derfor efterlader jeg den med endnu et af slagsen:



Er det lidelsen eller glæden, du undertrykker?



For mig er det nok begge.

Slagtryk, maj 2024 PDF

Vores forsidekunstnere i år er Dorte Limkilde, Maja Steffensen og Hannah Keegan. Denne måned står Hannah Keegan bag forsiden.

Maj måneds bidrag samlet i en PDF

Læs PDF’en live, eller download den.