Min nabo er vred over de stigende energipriser. Det bliver alt for dyrt: hvad med varmepumpen, hvad med de dobbelte skærme hun må have, brusebadet – og nu skriver de på DR, at der også måske bliver slukket for strømmen nogle timer hver dag. Jeg indvender, at det måske er meget godt at vi lærer at tænke over vores energiforbrug. Vi har levet som grever og baroner, haft lyset tændt inde og ude, nat og dag, haft alt på standby og ikke skænket det en tanke. Så siger hun: Så lærer vi det da på den hårde måde.
Man behøver ikke engang at aktivere sin fantasi og forestille sig langt hårdere måder at tage den lære til sig, end at udgiftsniveauet stiger. Man kan nøjes med at læse om oversvømmelser i Pakistan, eller se på antallet af flygtninge fra afrikanske lande, som ikke vover liv og lemmer i alt for små gummibåde på Middelhavet fordi de tror at de kan blive rigere i Europa. De flygter for at overhovedet at have en fremtid i et land der ikke er tørkeramt – eller så ramt af udlandsgæld til rigere lande at der ikke er ressourcer tilbage til at skabe fremtidsmuligheder.
Den hårde måde er ikke, når vi rammes på pengepungen, men når konsekvenserne af vores adfærd rammer.
Det kan kun lade sig gøre at udpine og overudnytte ressourcer af alle slags hvis man opfatter sig selv som udenfor eller hævet over dem. Slaveri var fx en konsekvens af en tankemæssig konstruktion der dehumaniserede ikke-europæere. Hermed gjorde de det legitimt at sætte dem i arbejde. Den ulighedstænkning er kun til dels afskaffet. I denne del af verden må vi mennesker opfatte os selv som mere værdifulde end alle andre, også andre arter, vores behov har forrang. Ellers kunne vi ikke undlade at handle på den viden vi har om livsbetingelserne i andre dele af verden og om klodens tilstand.
Men måske er de mange kriser netop den form for ydre pres der skal til, for at vi for alvor kan udvikle medfølelsen med de dyr der rædselsslagent flygter fra skovbrande, med uddøende arter, med gispende naturområder og med mennesker som bliver ofre for klimaforandringer eller konflikt? Måske er det kriser som nu energikrisen der skal til, for at vi får en forståelse for at vi mennesker er en del af alt levende? Det føles i vores og deres åndedræt og hjerteslag, i fuglesang og flyvedyr, i alt der er grønt og vokser, i bølgerne der ruller ind og bevæger alverdens bestanddele rundt på kloden i en evig puls. Vi sidder sammen i båden over middelhavet, og vores mulighed for at finde en olivengren er at mærke samhørigheden.
På Slagtryks egen redaktion sker der også forandringer, og denne udgave er den sidste med vores redaktører Mau Lindow Tarbensen og Olivia Lyhne Broksø. Mau og Olivia har været en fast bestanddel af Slagtryk inventaret i de seneste to år og det er under deres skarpe blikke at tidsskriftet har udviklet sig til den pulserende og dynamiske litterære drivkræft som Slagtryk er i dag. Vi er kede af, at sige farvel til Mau og Olivia men vi er samtidigt begejstrede for at meddele, at redaktionen i deres sted byder velkommen til Benjamin Storm, Simone Prehn og Christine Emilie Sejersen. Vi ser frem til at fortsætte rejsen med denne nye og dygtige redaktion og vi glæder os til at udforske de mange nye veje som vi skal tage Slagtryk med ud på sammen.
