September-ST-mockup1

Indholdsfortegnelse

Modtag ugentlige bidrag over e-mail
Du kan abonnere på vores nyhedsbrev og få ugentlige udgivelser tilsendt pr. e-mail ved at indtaste din e-mailadresse her. Når du har tilmeldt dig, vil du modtage litterære bidrag hver uge direkte i din indbakke.

Nyeste bidrag

Mio Birk – to digte

DET UENDELIGE UNIVERS

Jeg spiste svampechokolade med Bernhard og Frederikke på 

Christiania. Vi gik ned ad stier, holdt fast i hinanden,

en ømhed kun afbrudt af cigaretter der skulle rulles, 

ryges.



De, de røg i pirattårnet.

Jeg, jeg blev bange for højderne, eller døden, og fik omsorg.

Bernhards far er måske syg, han fik omsorg.

Det var til at tage, til at føle på, dyrets behov i krammet.

Knuset.



Aftensolen trak sig, vi blev til et vinterlandskab,

Frederikke fremkaldte sig selv og så os andre,

Sean Da Paul hang i luften sammen med støvet fra det, der før var

Pusherstreet.


Jeg mærkede os som en børnebog, og sagde det 

højt.

Ølflaskerne blev tomme igen, 

fødderne kolde i sandalerne, 

så kravlede insekterne på pizzeriaets vægge, 

jeg kyssede Frede i metroen, 

og så tog de hjem, 

og så tog jeg hjem, 

hver vores vej i metroens 

cirkulære ormegang.



—



Det var efter udstillingen på Galopperiet, 

hvor Lea var,

og hvor kunstnerne fra Østafrika var, 

i deres queerness, i vores.

Stykkerne af dem, hænger der stadig.

Blødende hjerter og danskerne stive som et bræt, da vi blev bedt om at danse i dagslys. Strudsefjer. 

Hjertevarme over præstation, 

venskab over ikke at have brug for nogen. 

En zine i bomuldsnettet, og en lunken øl på dåse, 

trægulvet knirker måske, 

men jeg kan ikke høre det.


Det var efter vi blev til,

det var efter, at vi fandt os selv som voksne mennesker, der ved at cellerne er flydende.

En allike vil spise min morgenmad, men jeg spiser den selv 

og så hvirvler jeg; 

lader støvet falde og bliver til som:


Mio.


Det var et nu jeg vil længes efter, 

det var et nu, 

der vil blive på tungen 

som en eftersmag af frihed, 

når hele livet bliver til et vinterlandskab.


Hvis du har frihed, skal du bruge den.

Hvis du har frihed, husk at brug den.



–



Jeg tror aldrig, at jeg har været så heldig før, 

jeg styrer min avatar mod det uendelige univers, 

drikker iskaffe i et landskab fri for trusler, 

strækker nervesystemet ud som et klæde 

over knoglerne, over kødet. 

Du ved, at jeg er længsel, 

du ved, at det ikke er dårligt.

Vi lever og vi ånder, vi lever og vi ånder jo bare.


Har du nogensinde mødt dig selv?

Været til uden skam, uden sorgen 

               bare et øjeblik?


Har du tegnet omridset af din krop som et sprællevende stilleben? 

Og bevæget dig med videre, da huden blev ældre, 

som en tegning, der bliver til, og akkurat bliver færdig 

inden blyantstregen viskes ud 

af tidens 

tand?


Har du mærket papiret under dine fingerspidser?

Græsset under trædepuderne? 

Sprunget ud med foråret, 

turdet været til i en eksplosiv intensitet, 

der ikke kender nogen,

men bare smager sig frem?


Har du været den frihed, du taler om? 

Har du udvidet rummet 

med din krop, 

så den næste også kan være der, 

i den bevægelse vi alle er en del af, 

udvidelsen og krampetrækningerne, 

sorte huller, og 

noget der spirer, noget der dør 

i det uendelige univers.




HYBRID TILKNYTNING

Jeg sidder i hans seng, jeg vil gerne

bevidne, at jeg er her.

Mennesker falder som regndråber på min asfalt (hvis jorden er mættet bliver de liggende).


Jeg har ikke børstet tænder siden i går eftermiddags,

om lidt vil mine fødder bære mig hjem gennem byen

omsluttet af et virvar af tanke og intention.

Fremskridt, ikke fremdrift.

Væren, ikke vækst.

Byen rækker ud efter himlen gennem spir, ikke skyskrabere.

Byen behøver mig ikke, men jeg må godt være her.


Han sagde noget om den halvnøgne kvinde ved siden af ham,

det var mit mig, han talte om, min krop.

Vi har end ikke flettet vores tunger sammen, men jeg kender det godt alligevel,

det har før fundet vej ind i mit øre.

Det er ord, der ligger på tungen,

når virkeligheden bliver til en kønsbekræftende fortælling,

for den der er mand, men ikke ved hvordan han er blevet det,

men nu, nu ved de efterhånden bedre,

som regel.


Jeg lader det være, kryber længere ned i madrassen, lader

varmen omslutte mig.


Hans kropstemperatur


går op og ned som et barn med feber.

Min er varm og steady.


Hans soveværelse ligner et antikvariat; den slags,

der kun eksisterer i bøger om magi.


Sengetøjet imiterer jordens farver, blander sig med lyden af en

stemme,

der udfører velbetalt hjemmearbejde, ikke arbejde i hjemmet.

Det er en hybrid tilknytning

til fortid,

                             nutid


og fantasi for et menneske, der bor i alle tider,

men måske ikke ved det selv.


Vi legede, at jeg var et træ. Jeg har altid ønsket mig at være et træ faldt ud gennem mine læber som et autentisk og ufuldkomment portræt af mit forhold til verden.


Jeg er nu en del af rummet,

det giver mig en følelse af at kravle tilbage i ægget,

i stedet for at gå rundt med løftet pegefinger,

i stedet for at gå hjem til mit selv.

Mio Birk – to digte

DET UENDELIGE UNIVERS

Jeg spiste svampechokolade med Bernhard og Frederikke på 

Christiania. Vi gik ned ad stier, holdt fast i hinanden,

en ømhed kun afbrudt af cigaretter der skulle rulles, 

ryges.



De, de røg i pirattårnet.

Jeg, jeg blev bange for højderne, eller døden, og fik omsorg.

Bernhards far er måske syg, han fik omsorg.

Det var til at tage, til at føle på, dyrets behov i krammet.

Knuset.



Aftensolen trak sig, vi blev til et vinterlandskab,

Frederikke fremkaldte sig selv og så os andre,

Sean Da Paul hang i luften sammen med støvet fra det, der før var

Pusherstreet.


Jeg mærkede os som en børnebog, og sagde det 

højt.

Ølflaskerne blev tomme igen, 

fødderne kolde i sandalerne, 

så kravlede insekterne på pizzeriaets vægge, 

jeg kyssede Frede i metroen, 

og så tog de hjem, 

og så tog jeg hjem, 

hver vores vej i metroens 

cirkulære ormegang.



—



Det var efter udstillingen på Galopperiet, 

hvor Lea var,

og hvor kunstnerne fra Østafrika var, 

i deres queerness, i vores.

Stykkerne af dem, hænger der stadig.

Blødende hjerter og danskerne stive som et bræt, da vi blev bedt om at danse i dagslys. Strudsefjer. 

Hjertevarme over præstation, 

venskab over ikke at have brug for nogen. 

En zine i bomuldsnettet, og en lunken øl på dåse, 

trægulvet knirker måske, 

men jeg kan ikke høre det.


Det var efter vi blev til,

det var efter, at vi fandt os selv som voksne mennesker, der ved at cellerne er flydende.

En allike vil spise min morgenmad, men jeg spiser den selv 

og så hvirvler jeg; 

lader støvet falde og bliver til som:


Mio.


Det var et nu jeg vil længes efter, 

det var et nu, 

der vil blive på tungen 

som en eftersmag af frihed, 

når hele livet bliver til et vinterlandskab.


Hvis du har frihed, skal du bruge den.

Hvis du har frihed, husk at brug den.



–



Jeg tror aldrig, at jeg har været så heldig før, 

jeg styrer min avatar mod det uendelige univers, 

drikker iskaffe i et landskab fri for trusler, 

strækker nervesystemet ud som et klæde 

over knoglerne, over kødet. 

Du ved, at jeg er længsel, 

du ved, at det ikke er dårligt.

Vi lever og vi ånder, vi lever og vi ånder jo bare.


Har du nogensinde mødt dig selv?

Været til uden skam, uden sorgen 

               bare et øjeblik?


Har du tegnet omridset af din krop som et sprællevende stilleben? 

Og bevæget dig med videre, da huden blev ældre, 

som en tegning, der bliver til, og akkurat bliver færdig 

inden blyantstregen viskes ud 

af tidens 

tand?


Har du mærket papiret under dine fingerspidser?

Græsset under trædepuderne? 

Sprunget ud med foråret, 

turdet været til i en eksplosiv intensitet, 

der ikke kender nogen,

men bare smager sig frem?


Har du været den frihed, du taler om? 

Har du udvidet rummet 

med din krop, 

så den næste også kan være der, 

i den bevægelse vi alle er en del af, 

udvidelsen og krampetrækningerne, 

sorte huller, og 

noget der spirer, noget der dør 

i det uendelige univers.




HYBRID TILKNYTNING

Jeg sidder i hans seng, jeg vil gerne

bevidne, at jeg er her.

Mennesker falder som regndråber på min asfalt (hvis jorden er mættet bliver de liggende).


Jeg har ikke børstet tænder siden i går eftermiddags,

om lidt vil mine fødder bære mig hjem gennem byen

omsluttet af et virvar af tanke og intention.

Fremskridt, ikke fremdrift.

Væren, ikke vækst.

Byen rækker ud efter himlen gennem spir, ikke skyskrabere.

Byen behøver mig ikke, men jeg må godt være her.


Han sagde noget om den halvnøgne kvinde ved siden af ham,

det var mit mig, han talte om, min krop.

Vi har end ikke flettet vores tunger sammen, men jeg kender det godt alligevel,

det har før fundet vej ind i mit øre.

Det er ord, der ligger på tungen,

når virkeligheden bliver til en kønsbekræftende fortælling,

for den der er mand, men ikke ved hvordan han er blevet det,

men nu, nu ved de efterhånden bedre,

som regel.


Jeg lader det være, kryber længere ned i madrassen, lader

varmen omslutte mig.


Hans kropstemperatur


går op og ned som et barn med feber.

Min er varm og steady.


Hans soveværelse ligner et antikvariat; den slags,

der kun eksisterer i bøger om magi.


Sengetøjet imiterer jordens farver, blander sig med lyden af en

stemme,

der udfører velbetalt hjemmearbejde, ikke arbejde i hjemmet.

Det er en hybrid tilknytning

til fortid,

                             nutid


og fantasi for et menneske, der bor i alle tider,

men måske ikke ved det selv.


Vi legede, at jeg var et træ. Jeg har altid ønsket mig at være et træ faldt ud gennem mine læber som et autentisk og ufuldkomment portræt af mit forhold til verden.


Jeg er nu en del af rummet,

det giver mig en følelse af at kravle tilbage i ægget,

i stedet for at gå rundt med løftet pegefinger,

i stedet for at gå hjem til mit selv.

Tidligere bidrag

Redaktionelt

september

Sprogspil i Sydfrankrig

Ved redaktør Jishuo Li


Efter en måneds ferie i redaktionen er vi vendt stærkt tilbage i august, og jeg tænkte at indlede tilbagekomsten med en rejseberetning. Siden sprog er et spil, vi alle deltager i, hvad sker der så, når man er på udebane og ikke kender reglerne?


Jeg har tilbragt en del af min sommerferie rundt omkring i Europa, bl.a. en uge i Antibes i Frankrigs Côte d’Azur. Udover at nyde det smukke azurblå vand og markeder fyldt med tomater, blommer og nektariner i fransk højsæson, var en af de store oplevelser for mig at kunne bruge lidt af mit fransk, jeg mest har tilegnet mig gennem min tid på gymnasiebænken.


På trods af at jeg afsluttede faget i 2017, havde jeg sat mig for at prøve. Det spændte mellem lette, men samtidigt nervepirrende bestillinger af kaffe latte, til frisør-agtige samtaler med taxachauffører, hvis ros/rutine til tider fremskaffede dem lidt ekstra drikkepenge. Ofte endte det med, at jeg blev svaret til på engelsk – jeg kunne undre mig over, hvad der afslørede mig.


Indimellem fandt jeg dog nogle, der var villige til at lege med. Særligt én oplevelse gjorde indtryk: Jeg sad på stranden ved siden af et ældre ægtepar, hvis hund syntes mine medbragte snacks var interessante.


Jeg så mit snit til at stille de helt basale spørgsmål. Hvad hedder han?: ”Comment il s’appelle?” Hvor gammel er han?: ”Quel âge a-t-il ?”. Således falder jeg langsomt i snak med Elvis på 11 måneder og hans forældre, og vi kommunikerer hurtigt frem og tilbage. Jeg tænker, at det går strålende og har bildt mig selv ind, at mit fransk kan gå an som C1. Men det varede ikke længe, før min hybris gjorde sit indtog.


Samtalen havde pludselig taget en drejning til grænsepunktet af mit niveau, da Elvis’ far ihærdigt gentager ordet ”russe” af flere omgange. Hver gang han gentog det, tog jeg mig selv i at klø hårbunden med større og større kraft. Seancen fandt Elvis’ mor
hylende morsom – at hendes mand og jeg, begge med vand til navlen, forsøgte at kommunikere med så stor desperation om noget tilsyneladende så ligegyldigt.

Så udbryder faren i et eureka-opråb: ”Putin”, ”Putin”, ”Putin”. Da han råber dette, var det altså før jeg vidste, at ”russe” betyder russer, og jeg forveksler det med ”Poutine”, som er den canadiske nationalret bestående af pommes fritter, ost og brun sovs.
Med samme entusiasme og cerebral åbenbaring råber jeg, hvad der i deres ører må transskriberes til ”Ah ouais, Putin est trés succulent!”


Meget kan man sige om mine franskkundskaber, men det gjorde mig nysgerrig på sproget, og hvordan vi bruger det. Tænkte på Ludwig Wittgensteins teori om sprogspil, centralt i ”Filosofiske Undersøgelser”, der nægter, at ord har faste, uforanderlige betydninger, men at de afhænger af hvilke sociale, kulturelle og interpersonelle ”spil”, individer bruger dem i, og at betydningen af dem først fremspirer gennem deltagelsen i disse spil. F.eks. når jeg skriver ”Elvis’ forældre”, så spiller jeg ikke ”hvem har afgivet kromosomalt genmateriale til Elvis”-spillet, men nærmere ”hvem har ansvaret for Elvis’ fysiske og følelsesmæssige behov”-spillet.


På samme måde kan jeg ved bagtanke og refleksion se, at jeg hos nogle af de lokale i Sydfrankrig ikke deltog i skolebænkens ”korrekte semantiske strukturer og perfekt udtale”-spil, men nærmere ”fri leg”-spillet, der tilsyneladende ikke havde det store formål;
hvor fejl og misforståelser var en del af det sjove og uundgåelige ved menneskelig kommunikation. Jeg kunne mærke, hvordan denne ”leg” forbandt mig til nysgerrigheden og letheden af min barndom. 


Med årene er den dristigt blevet overhalet af andre spil. Ironisk nok kan ord, jo bedre vi mestrer dem, nogle gange føles mere utilstrækkelige. For mig bliver ordene, både i tale, men også på skrift (som nu), ofte mere overflødige på mine modersmål, dansk
og mandarin. Jeg får større forventninger til, hvad de skal kunne ”spille” for mig. I hans berømte citat ”Det, hvorom man ikke kan tale, om det må man tie”, opfordrer Wittgenstein os til at være mere bevidste om vores sproglige begrænsninger – og måske søge andre måder kommunikere på. Eller måske blot tie lidt oftere? I sidste ende, mens jeg forsøgte at mestre sproget, lærte Elvis og hans forældre mig noget andet; når ordene svigter, kan tavsheden og legen ligeledes forbinde os.


Vi, i redaktionen, håber I har nydt sommeren, hvor end det har været og ønsker jer god læsning i august måneds udgivelse.

Slagtryk, august 2024 PDF

Vores forsidekunstnere i år er Dorte Limkilde, Maja Steffensen og Hannah Keegan. Denne måned står Hannah Keegan bag forsiden.

August måneds bidrag samlet i en PDF

Læs PDF’en live, eller download den.

Facebook Instagram Envelope