Indholdsfortegnelse

Modtag ugentlige bidrag over e-mail
Du kan abonnere på vores nyhedsbrev og få ugentlige udgivelser tilsendt pr. e-mail ved at indtaste din e-mailadresse her. Når du har tilmeldt dig, vil du modtage litterære bidrag hver uge direkte i din indbakke.

Nyheder

RIKKE ARNHOLTZ – MAN

Nu er der vel ikke noget galt spørger
Chefdirigenten som har trukket en til side lige
inden korprøven i Studie To fordi han har
bemærket den senere tids vægttab nej da
forsikrer man energisk rystende på hovedet og
smutter tilbage til sin stol blandt
førstesopranerne mens han selv sætter sig på
klaverbænken ved flyglet og slår tonerne an til
stemmeopvarmning før gennemgangen af
repertoiret til den forestående julekoncert og da
alle i pausen går i samlet flok op til Radiohusets
kantine gør man sig langsom på toilettet for at
slippe for den varme kakao fra automaten er du
egentlig okay spørger Anna som man senere
følges med i bussen fra Rosenørns Allé til
Gladsaxevej du er blevet så tynd har du måske
fået anoreksi eller sådan noget selvfølgelig ikke
svarer man står af bussen og går med lange
hurtige skridt og frosne fingre gennem kulden
det sidste stykke vej hjem hvor man afventer at
lyset slukkes i soveværelset så man kan liste ud i
køkkenet for at opdatere det hjemmelavede
katalog over de produkter Moren har stående og
som hun dermed kan forventes at anvende i sin
madlavning La Campagna pasta sauce med
hvidløg treoghalvtreds kalorier og en komma
seks gram fedt per hundrede gram noterer man
i sit kladdehæfte Consar Double Concentrated
Tomato Paste toogfirs kalorier og nul komma tre
gram fedt per hundrede gram hvad i alverden
laver du spørger Moren som pludselig står ved
siden af i pyjamas biologilektier svarer man vi
har om kost og ernæring det er sent gaber
Moren og går ud på toilettet og man lister ind i
seng og sætter vækkeuret til fem tredive hvor
man snører Nike-skoene for at løbe rundt om
Emdrupparkens idrætsanlæg og tilbage igen i
vintermørket inden man tænder cykellygterne
syv tredive og træder hårdt i pedalerne op ad
bakken forbi Dyssegårdskirken ned under
Lyngbyvejen til venstre ad Bernstorffsvej videre
til Femvejen og ud ad Ordrupvej når I har vejet
jer selv og foretaget alle målinger taster I tallene
ind råber Biologilæreren ud over klassen og
man skriver nogle ekstra kilo på men
computeren meddeler stadig at man ligger langt
uden for skemaet det er altså ikke sundt med så
lavt et BMI siger læreren som kigger med på
skærmen får du nok at spise ork ja garanterer
man og får lov til at gå til pause hvor Cecilie
byder af sin slikpose og man takker nej fordi
man øh hader chocofanter og så har man
samfundsfag og man ser lærerens
mundbevægelser men kan ikke få ord som in-
fra-struk-tur og know-how til at give mening
fordi hovedet og kroppen allerede er begyndt at
snurre hvilket er for tidligt når der endnu er fem
timer tilbage af skoledagen men endelig bliver
det frokostpause og man sætter sig med Sandra
Signe og Line ved et bord i gymnasiets kantine
og roder i sin taske gud hvor åndssvagt jeg har
glemt min madpakke siger man og Line tilbyder
en spegepølsemad som man takker nej til fordi
man alligevel ikke er sulten men klokken tretten
tredive er man så svimmel at man under
gruppearbejdet hvisker til sin dansklærer at
man er blødt igennem og nok er nødt til at tage
hjem og Dansklæreren som næppe har mistanke
om at man ikke har menstrueret i over et år
ønsker god bedring og man træder pedalerne de
seks kilometer hjem til et heldigvis tomt hus
hvor man i fred kan stille sig op på vægten som
viser hundrede gram mindre end i går sølle
hundrede gram men dog hundrede gram og man
river med sitrende hænder to gulerødder og
tilsætter en halv deciliter rosiner samt en
spiseskefuld citronsaft som man grådigt
indtager og noterer i kostdagbogen.


Velkommen til Stolpegård siger en
sygeplejerske på det behandlingscenter som ens
læge har henvist til og hvor man skal bo de
næste seks uger nærmest som på en slags
højskole blot med kursister der lider af angst
tvangssymptomer personlighedsforstyrrelser og
psykiske vanskeligheder knyttet til stress og
traumer eller som bare ikke kan finde ud af det
der med maden nu kan du lige få lov til at pakke
ud siger sygeplejersken og så er der
gruppeterapi klokken ti og en time senere
sidder man på en stol i en rundkreds sammen
med to behandlere og syv andre patienter som
efter tur fortæller hvad der er sket siden sidst
jeg kom til at bruge pinden igen fortæller en ung
pige med briller det var ikke så godt Laila siger
Den Ene Behandler vi havde jo ellers lavet en
aftale ja siger Laila og snøfter men det var så
fristende vil du lige fortælle de nye hvad det er
for en pind og hvad du gør med den siger Den
Anden Behandler det er bare sådan en lang pind
forklarer Laila som jeg stikker ned i halsen til
jeg brækker mig og så kommer turen til Anja
der var nede på to angstanfald i går flot siger
behandlerne så er vi på rette vej ja siger Anja
glad og de andre patienter klapper og ønsker
tillykke og hej Lise siger Den Ene Behandler til
en kvinde med langt lyst hår og store skaldede
pletter ved tindingerne jeg har ikke spist hår i
otte dage nu hvisker Lise og behandlerne siger
at det er virkelig godt gået mens patienterne
nikker anerkendende og dejligt at se dig Pia
hvordan har du det efter udpumpningen siger
Den Anden Behandler hvortil Pia svarer at hun
nok næsten godt kan garantere at hun ikke
indtager endnu et glas kodimagnyler og så er
man den næste i rækken men kan ikke komme
på noget at fortælle fra den forgangne uge andet
end at man har forsøgt at sove fra det hele og
behandlerne vil efter al sandsynlighed erklære
en for uegnet de vil dumpe og diskvalificere den
nye på holdet som ikke engang kan finde ud af
at kaste op mage til fuser flop fiasko en
wannabe spiseforstyrret der ikke fatter
konceptet bulimi det hele er lidt svært siger
man definér hvad du mener med det hele siger
Den Ene Behandler definér hvad du mener med
svært siger Den Anden Behandler og man svarer
at man ikke ved det og at man faktisk ikke rigtig
ved noget som helst længere og behandlerne
udveksler blikke og siger lad gå for denne gang
imens man selv kryber sammen på stolen lettet
over tilsyneladende ikke at være blevet stemt
hjem lige med det samme.

Marie Storm

På strækningen, inden Skanderborg Station, flyder trækronerne sammen til en lang, mudret organisme. Som en fiskestime, der piler forbi, kan øjet ikke skelne det ene træ fra det andet. Det er december, igen, d.19, og Esther skal hjem til jul. Året rundes af, bindes sløjfe på. Eller sådan ville Esther i hvert fald ønske, at det var med december; en tid, der ligesom lukkede sig om sig selv og af sig selv. Toget kører ind på stationen, hjemstavnens station, hvor hun har stået og ventet i alle aldre. Årenes forskellige fornemmelser kan lægge sig på huden. Da dørene åbner, bliver det, for et øjeblik, august samme år: Det var for varmt i toget, Esther skulle endelig stå af her på Skanderborg Station. Dørene åbnede og der stod Villads med hænderne fulde af deres fælles historie. Esther ryster på hovedet og går resolut ned ad trapperne til perronen.


Kort efter bruddet med hendes ekskæreste, og inden hun altså stødte på ham dér på stationen, flyttede hun til København. Når hun ankommer til Skanderborg station nu, skal hun gennem en tunnel, der går under sporene. Det er et spor hun ikke er vant til at komme fra. Tunnelens gulv er en gummimåtte, væggene er sorte og ru. De små sten i cementen rækker ud efter hende.

  Hendes far holder troligt på parkeringspladsen. Da han ser hende, stiger han ud ad bilen for at møde hende i et kram. Smilet tegner små c’er ved hans mundvige. Dét smil, bredt og kærligt, er repræsentant for det vedvarende, den ro, der altid har eksisteret i baggrunden af Esthers liv. De kører i stilhed de ti kilometer til gården lidt uden for Skanderborg, hvor Esther er vokset op. I dag lægger stilheden sig blødt, som varmt vand, om kroppen. Esther kan roligt læne hovedet imod vinduet og lukke øjnene.

 Hun vågner med et sæt, da bilen kører bumlende over gårdens brosten. Først nu forstår hun, hvor træt hun er. De seneste uger har søvnen været et umuligt dyr. Men Esther beroliger sig selv med, at det aldrig kan blive så slemt, som det har været. Dengang, for tre år siden, var Esther 23, og når hun ikke kunne falde i søvn, havde hun sin mor i røret: Hun fortalte eventyret om Klods Hans. Den genkendelige stemmeføring, måden hun sagde “duer ikke, væk” i prinsessens skingre tonefald, gav Esther en tryg fornemmelse af noget vedvarende. Men snip, snap, snude var altid på vej. I alle morens vejrtrækninger: et stik af frygt for at slutningen var nået.

 Bilen kører ind i garagen, Esthers far siger, at han lige vil tænde op i fyret, så det ikke bliver fodkoldt.


I bryggerset står Esthers mor og lægger vasketøj sammen. Engang var tøj bunkerne mange og høje, nu er der kun få tilbage. Der kører en lydbog bag morens hej. Hun sukker tungt, når hun lægger armene om sin datter og ved skiftevis at trykke og slippe i krammet, forsøger hun at fornemme, hvor længe hun kan strække det. Esther har lært, at der kan være meget kærlighed i stilhed.

 Esthers far kommer ind ad døren, han tørrer skoene af i dørmåtten, og siger: nu er det vidst frokosttid. Han går ud i køkkenet, tænder for p1, tager skyr, paté og ost ud af køleskabet. Der lyder et ærgerligt suk fra ham, idet han opdager, at der ikke er noget optøet brød. Esther sætter sig ved køkkenbordet og finder siden med krydsord i Jyllands-Posten, imens mikroovnen tør frokosten op. De spiser det gummiagtige brød. Hun kan ikke huske, at hendes far nogensinde har været vred eller frustreret over andet end at skulle lave mad. Hans tålmodighed breder sig som et varmt tæppe over alt andet end lige dét. Der er en sitrende, sort plet i udkanten af Esthers synsfelt. Hun vender hovedet mod pletten, ser mod hjørnet af køkkengulvet, men der er ikke noget at se.


*


København er et udtryksløst ansigt. Byen er Esthers hidtil mest radikale forsøg på at affinde sig med at relationer slutter. Det er i hvert fald sådan, hun før har tænkt det. Men nu er det gået op for hende, at der i flytningens bevægelse også findes et desperat forsøg på at bevare. På at slutte en ring om minderne i Århus, hvor hun boede med Villads, og bibeholde det ansigt, byen har for hende. Sådan kan hun sidde og tænke, imens hun spiser lidt mad og ligner en, der laver kryds og tværs. Nu slår rådhusklokkerne 12 og radioavisen kan begynde. Hendes fars øjne, de spærres en smule op, når han lytter til radioavisen, eller han ligner i hvert fald en, der lytter til radioavisen.


Uden for ligger den sjældne sne som en pels. Nu, hvor træerne har tabt deres blade, føler Esther, at de kan rumme hende. Hun har tænkt sig at være væk længe. Gå ud over markerne og se, om det er muligt for hende at ende et sted, hun ikke før har været. Noget af vejen, følges hun med en krage, hvis fjer er flossede, den ene side af halsen har næsten ingen.

 Det får hende til at tænke på solsorten, der sad fast i jordbærnettet: Det var sommer, en lang sommer uden sko. Hendes far måtte give op på at vikle solsorten ud. Morgenen efter lå den helt stille, viklet ind i jordbærnettet. Esther må have været barn, for hun kan huske, at hun løb over på sportspladsen for at græde.

 Kragen stopper foran hende flere gange og pirker i jorden, som er stenhård og ikke giver noget fra sig. Markerne har ingen ende før horisonten. Et syn, der kunne få hestene til at galopere med en utrolig kraft, som om de så noget i horisonten, vi andre ikke så. Eller som om dét, at der netop ikke var noget at se, var det overvældende. Suset i ørerne og angsten for, om hestene nu ville stoppe igen. Esther går over det sidste markskel inden søen. Vandet er stille. Frosten har stoppet bevægelserne og foræret den ro, der er i det uforanderlige. Men under isen findes alligevel liv. En lille stime af fisk svømmer i det helle af vand, der endnu ikke er frosset. De ved ikke, hvor længe isen vil hænge over dem.


*


Inden Esther vågner, har hun fornemmelsen af, at ligge i lejligheden i København med hovedet mellem vinduet og garderobeskabet, fødderne imod bogreolen. Det er fornemmelsen af at vende på netop den måde, i det rum, der gør hende svimmel, da bevidstheden langsomt haler ind på hende og får hende til at forstå, at hun ikke er i København. Og så er det som om, at sengen begynder at svæve og dreje rundt, imens den hælder en smule, så Esther er ved at glide ned og vågne på gulvet i stedet for i sengen. Men nu vågner hun altså, og forstår, hvordan hun vender i rummet, der er hendes barndoms rum.

 Værelset ligger i husets stueplan. Inden det blev Esthers værelse, i hendes første teenageår, var det husets tredje stue. De første mange uger, gjorde det hende bange, at sove i husets stueplan som den eneste når alle de andre, hendes far, mor og to brødre, sov ovenpå. Esther skubbede garderobeskabet hen foran døren, når hun skulle sove. Så skulle hun kun bekymre sig om, om nogen slog en rude ind, men det vidste hun, at hun ville vågne af.

 Esther trækker i den samme kjole som i går og går ud i køkkenet, hvor hendes far sidder og læser med avisen halvt hængende ud over bordet. Der er tungt i Esthers krop i dag, måske er det søvnen. Hendes far ser op fra avisen. Godmorgen, prøv at se ud, hvor fint der er, siger han. Der ligger rim i bunden af vinduerne, snefnuggene er store, de når at finde sammen inden de rammer jorden. Esther nikker, bliver stående og ser ud ad vinduet, imens hendes far læser videre. Træernes grene bliver til krogede fingre. De rækker ud efter himlen som et barn, der rækker ud efter sin mor.

 Hendes far spiser madder med ost, hælder klumpet fløde i sin kaffe. Tekanden hviner. Esther skruer på låget og en lille skabning piler ud.


Der går et stød gennem køkkenet. Esther ser forvirret rundt, men skabningen er væk. Hendes far væder tommel – og pegefinger med sit spyt og bladrer om på avisens næste side. Inde fra stuen knirker hængekøjen. Der ligger hendes mor med udsigt ud til haven, til æbletræerne og muldvarpene, der aldrig viser sig som andet end skuddene her om vinteren. Sover hun?.

Thomas Bundgaard Jensen – To digte

Entomologisk mareridt

Man bliver så kilden af Google
de salte klicheer siver ind i nerverne
og myrer pibler fra porøse porer
skelettet hikkende sig itu
flækker mørke stemmer på langs
og vittigheden lyder:
hvad mener natsværmeren selv om sin tørke?
Den er nem det er ansigter
ne Skt Sebastians mosser
de spidse maddiker
dryssende som nominalsyntagmer:

blomsterne når mit kranie sprænger

*

Vinduesruderne mjaver
stentøjet fanget bag stenede gitre
glitrer under solens pladaskblik
fordi tungerne er parykker
skal kødet lyse i blink
en sexet stank af javabønner —

våde tændstikker i mine fingre — 

*

Jeg giver intet for apologier:
jeg har fandme Mme Butterfly på
mine myoser i brystet er koloniale varer ved
julehjertehjernen et stativ hvor antiloperne
                       hænger til tørre
elefanttantra blæser et tentativt lilla
men på julemandens værksted har de hikke:
koppeudbrud og kontrapunkt
kvinderne siger knæk elefantblod
skridser et fortykket jeg kommer
elefantiske tandoorimængder over kyllingen
det juler sådan med syltet ingefær
sex og texmex og ærter under huden
jeg rasler

*

Lidt navleuld at pille i
lidt panisk panegyrik
skulle det være en fest?
min angst er et anagram
uden ortografi —
autofiktivt støv i min
specialeskrivende stue
selvom Olynthos brænder (1)
men hvor kan jeg dog
altid allerede
bortødsle de sekunder
som stakkels halvhjernede
nordjyske socialdemokrater
knokler dagligt for at producere —
forkælede snothvalp!
udskift mig venligst
med et andet jeg

*

————————————————————
(1) Se Demosthenes’ 3. Filippiske Tale (9.68), hvor han dadler athenæerne for ikke at have hjulpet Olynthos militært, da makedonerne invaderede bystaten. I samme åndedrag tilskynder han athenæerne til at forberede sig militært på et makedonisk angreb, fordi Athen ville kunne lide samme skæbne som Olynthos.

Det jeg som står på siden
er ikke mit rigtige jeg

det jeg der i et pludseligt nu
erkender offentlighedens biologi
når mit ansigts forkrampede kød
udkrænger blokke af lyd

til almen undren

og som plumper ned
i en dirrende lejlighed
og beder:

giv mig et nyt navn!
så hælder jeg fuckedme gin
ud over det gamle
og smører angsten ind i sæd —

det jeg som jeg betragter
fra søvnløshedens altan:

*

Her er din millimeter
bo på den

jeg bløder igennem papiret
og ansigtet blafrer med vingerne

min krop er anløben
og skarpere

“end hos nogen tidligere generation”:

alle de dage
jeg flækker på langs
som hygiejnebind
med mine rødbrune tanker
lige til et hashtag
det vi mødtes i
da mit ansigt fløj sin vej

og byen kom i en hvid orgasme

jeg ligner alt hvad jeg mangler
jeg mangler ingenting
kun alt for meget

kompetencer jeg burde bære
som et yoniæg
for at holde angsten i live

jeg mener: minde angsten om
at jeg gerne vil melde mig ind
men at konkurrencen er hård
(“åh… fuck ja!”)

I konklusion: “det er derfor vi lyder så dumme
når vi blir transskriberet”

(se “5. Eidos hos Novalis og Tieck)

*

Det klirrer fra min musselmalede mund
pludselig lugter jeg af gammelt blod
som et liderligt stankelben
vraltede jeg rundt i nattens nullermænd
eftersom skrivebordet er for småt
jeg er John Cleese der pisker Helle
sponten med en gren (2)
men hvordan er det dog min hals ser ud!
sjælens svulmelegemer suger til sig
                                  af min krop
eskalerende en svimmelhed
til jeg brækker mig

(det hele er utilsigtet deleuziansk)

glasskår snitter dine fødder
mens du samler mit hovede op

fra gulvet

*

————————————————————
(2) Se bog 7 af Herodots Historie (§ 35), hvor Xerxes’ mænd afstraffer Hellesponten.

Polaroid

En brungul stank

                    af gammel

      italiensk

                   porno

hænger over

                     min magelighed

Jeg er skyld i alt

                    og angrer ikke

     slet ikke nok

                   min t-shirt er stænket

                        med rødvinspletter

jeg har tiltagende mave

              og sengen er uredt

solen vækker mig med

             skriftsteder

                                  fra Tertulian

               og Danmark kan mere:

se nu for helvede

                        hvad jeg har gjort

sådan et luddovent

                      insekt

           med trevler

                      af rødt kød

        mellem tænderne  

Nyeste bidrag

RIKKE ARNHOLTZ – MAN

Nu er der vel ikke noget galt spørger
Chefdirigenten som har trukket en til side lige
inden korprøven i Studie To fordi han har
bemærket den senere tids vægttab nej da
forsikrer man energisk rystende på hovedet og
smutter tilbage til sin stol blandt
førstesopranerne mens han selv sætter sig på
klaverbænken ved flyglet og slår tonerne an til
stemmeopvarmning før gennemgangen af
repertoiret til den forestående julekoncert og da
alle i pausen går i samlet flok op til Radiohusets
kantine gør man sig langsom på toilettet for at
slippe for den varme kakao fra automaten er du
egentlig okay spørger Anna som man senere
følges med i bussen fra Rosenørns Allé til
Gladsaxevej du er blevet så tynd har du måske
fået anoreksi eller sådan noget selvfølgelig ikke
svarer man står af bussen og går med lange
hurtige skridt og frosne fingre gennem kulden
det sidste stykke vej hjem hvor man afventer at
lyset slukkes i soveværelset så man kan liste ud i
køkkenet for at opdatere det hjemmelavede
katalog over de produkter Moren har stående og
som hun dermed kan forventes at anvende i sin
madlavning La Campagna pasta sauce med
hvidløg treoghalvtreds kalorier og en komma
seks gram fedt per hundrede gram noterer man
i sit kladdehæfte Consar Double Concentrated
Tomato Paste toogfirs kalorier og nul komma tre
gram fedt per hundrede gram hvad i alverden
laver du spørger Moren som pludselig står ved
siden af i pyjamas biologilektier svarer man vi
har om kost og ernæring det er sent gaber
Moren og går ud på toilettet og man lister ind i
seng og sætter vækkeuret til fem tredive hvor
man snører Nike-skoene for at løbe rundt om
Emdrupparkens idrætsanlæg og tilbage igen i
vintermørket inden man tænder cykellygterne
syv tredive og træder hårdt i pedalerne op ad
bakken forbi Dyssegårdskirken ned under
Lyngbyvejen til venstre ad Bernstorffsvej videre
til Femvejen og ud ad Ordrupvej når I har vejet
jer selv og foretaget alle målinger taster I tallene
ind råber Biologilæreren ud over klassen og
man skriver nogle ekstra kilo på men
computeren meddeler stadig at man ligger langt
uden for skemaet det er altså ikke sundt med så
lavt et BMI siger læreren som kigger med på
skærmen får du nok at spise ork ja garanterer
man og får lov til at gå til pause hvor Cecilie
byder af sin slikpose og man takker nej fordi
man øh hader chocofanter og så har man
samfundsfag og man ser lærerens
mundbevægelser men kan ikke få ord som in-
fra-struk-tur og know-how til at give mening
fordi hovedet og kroppen allerede er begyndt at
snurre hvilket er for tidligt når der endnu er fem
timer tilbage af skoledagen men endelig bliver
det frokostpause og man sætter sig med Sandra
Signe og Line ved et bord i gymnasiets kantine
og roder i sin taske gud hvor åndssvagt jeg har
glemt min madpakke siger man og Line tilbyder
en spegepølsemad som man takker nej til fordi
man alligevel ikke er sulten men klokken tretten
tredive er man så svimmel at man under
gruppearbejdet hvisker til sin dansklærer at
man er blødt igennem og nok er nødt til at tage
hjem og Dansklæreren som næppe har mistanke
om at man ikke har menstrueret i over et år
ønsker god bedring og man træder pedalerne de
seks kilometer hjem til et heldigvis tomt hus
hvor man i fred kan stille sig op på vægten som
viser hundrede gram mindre end i går sølle
hundrede gram men dog hundrede gram og man
river med sitrende hænder to gulerødder og
tilsætter en halv deciliter rosiner samt en
spiseskefuld citronsaft som man grådigt
indtager og noterer i kostdagbogen.


Velkommen til Stolpegård siger en
sygeplejerske på det behandlingscenter som ens
læge har henvist til og hvor man skal bo de
næste seks uger nærmest som på en slags
højskole blot med kursister der lider af angst
tvangssymptomer personlighedsforstyrrelser og
psykiske vanskeligheder knyttet til stress og
traumer eller som bare ikke kan finde ud af det
der med maden nu kan du lige få lov til at pakke
ud siger sygeplejersken og så er der
gruppeterapi klokken ti og en time senere
sidder man på en stol i en rundkreds sammen
med to behandlere og syv andre patienter som
efter tur fortæller hvad der er sket siden sidst
jeg kom til at bruge pinden igen fortæller en ung
pige med briller det var ikke så godt Laila siger
Den Ene Behandler vi havde jo ellers lavet en
aftale ja siger Laila og snøfter men det var så
fristende vil du lige fortælle de nye hvad det er
for en pind og hvad du gør med den siger Den
Anden Behandler det er bare sådan en lang pind
forklarer Laila som jeg stikker ned i halsen til
jeg brækker mig og så kommer turen til Anja
der var nede på to angstanfald i går flot siger
behandlerne så er vi på rette vej ja siger Anja
glad og de andre patienter klapper og ønsker
tillykke og hej Lise siger Den Ene Behandler til
en kvinde med langt lyst hår og store skaldede
pletter ved tindingerne jeg har ikke spist hår i
otte dage nu hvisker Lise og behandlerne siger
at det er virkelig godt gået mens patienterne
nikker anerkendende og dejligt at se dig Pia
hvordan har du det efter udpumpningen siger
Den Anden Behandler hvortil Pia svarer at hun
nok næsten godt kan garantere at hun ikke
indtager endnu et glas kodimagnyler og så er
man den næste i rækken men kan ikke komme
på noget at fortælle fra den forgangne uge andet
end at man har forsøgt at sove fra det hele og
behandlerne vil efter al sandsynlighed erklære
en for uegnet de vil dumpe og diskvalificere den
nye på holdet som ikke engang kan finde ud af
at kaste op mage til fuser flop fiasko en
wannabe spiseforstyrret der ikke fatter
konceptet bulimi det hele er lidt svært siger
man definér hvad du mener med det hele siger
Den Ene Behandler definér hvad du mener med
svært siger Den Anden Behandler og man svarer
at man ikke ved det og at man faktisk ikke rigtig
ved noget som helst længere og behandlerne
udveksler blikke og siger lad gå for denne gang
imens man selv kryber sammen på stolen lettet
over tilsyneladende ikke at være blevet stemt
hjem lige med det samme.

Marie Storm

På strækningen, inden Skanderborg Station, flyder trækronerne sammen til en lang, mudret organisme. Som en fiskestime, der piler forbi, kan øjet ikke skelne det ene træ fra det andet. Det er december, igen, d.19, og Esther skal hjem til jul. Året rundes af, bindes sløjfe på. Eller sådan ville Esther i hvert fald ønske, at det var med december; en tid, der ligesom lukkede sig om sig selv og af sig selv. Toget kører ind på stationen, hjemstavnens station, hvor hun har stået og ventet i alle aldre. Årenes forskellige fornemmelser kan lægge sig på huden. Da dørene åbner, bliver det, for et øjeblik, august samme år: Det var for varmt i toget, Esther skulle endelig stå af her på Skanderborg Station. Dørene åbnede og der stod Villads med hænderne fulde af deres fælles historie. Esther ryster på hovedet og går resolut ned ad trapperne til perronen.


Kort efter bruddet med hendes ekskæreste, og inden hun altså stødte på ham dér på stationen, flyttede hun til København. Når hun ankommer til Skanderborg station nu, skal hun gennem en tunnel, der går under sporene. Det er et spor hun ikke er vant til at komme fra. Tunnelens gulv er en gummimåtte, væggene er sorte og ru. De små sten i cementen rækker ud efter hende.

  Hendes far holder troligt på parkeringspladsen. Da han ser hende, stiger han ud ad bilen for at møde hende i et kram. Smilet tegner små c’er ved hans mundvige. Dét smil, bredt og kærligt, er repræsentant for det vedvarende, den ro, der altid har eksisteret i baggrunden af Esthers liv. De kører i stilhed de ti kilometer til gården lidt uden for Skanderborg, hvor Esther er vokset op. I dag lægger stilheden sig blødt, som varmt vand, om kroppen. Esther kan roligt læne hovedet imod vinduet og lukke øjnene.

 Hun vågner med et sæt, da bilen kører bumlende over gårdens brosten. Først nu forstår hun, hvor træt hun er. De seneste uger har søvnen været et umuligt dyr. Men Esther beroliger sig selv med, at det aldrig kan blive så slemt, som det har været. Dengang, for tre år siden, var Esther 23, og når hun ikke kunne falde i søvn, havde hun sin mor i røret: Hun fortalte eventyret om Klods Hans. Den genkendelige stemmeføring, måden hun sagde “duer ikke, væk” i prinsessens skingre tonefald, gav Esther en tryg fornemmelse af noget vedvarende. Men snip, snap, snude var altid på vej. I alle morens vejrtrækninger: et stik af frygt for at slutningen var nået.

 Bilen kører ind i garagen, Esthers far siger, at han lige vil tænde op i fyret, så det ikke bliver fodkoldt.


I bryggerset står Esthers mor og lægger vasketøj sammen. Engang var tøj bunkerne mange og høje, nu er der kun få tilbage. Der kører en lydbog bag morens hej. Hun sukker tungt, når hun lægger armene om sin datter og ved skiftevis at trykke og slippe i krammet, forsøger hun at fornemme, hvor længe hun kan strække det. Esther har lært, at der kan være meget kærlighed i stilhed.

 Esthers far kommer ind ad døren, han tørrer skoene af i dørmåtten, og siger: nu er det vidst frokosttid. Han går ud i køkkenet, tænder for p1, tager skyr, paté og ost ud af køleskabet. Der lyder et ærgerligt suk fra ham, idet han opdager, at der ikke er noget optøet brød. Esther sætter sig ved køkkenbordet og finder siden med krydsord i Jyllands-Posten, imens mikroovnen tør frokosten op. De spiser det gummiagtige brød. Hun kan ikke huske, at hendes far nogensinde har været vred eller frustreret over andet end at skulle lave mad. Hans tålmodighed breder sig som et varmt tæppe over alt andet end lige dét. Der er en sitrende, sort plet i udkanten af Esthers synsfelt. Hun vender hovedet mod pletten, ser mod hjørnet af køkkengulvet, men der er ikke noget at se.


*


København er et udtryksløst ansigt. Byen er Esthers hidtil mest radikale forsøg på at affinde sig med at relationer slutter. Det er i hvert fald sådan, hun før har tænkt det. Men nu er det gået op for hende, at der i flytningens bevægelse også findes et desperat forsøg på at bevare. På at slutte en ring om minderne i Århus, hvor hun boede med Villads, og bibeholde det ansigt, byen har for hende. Sådan kan hun sidde og tænke, imens hun spiser lidt mad og ligner en, der laver kryds og tværs. Nu slår rådhusklokkerne 12 og radioavisen kan begynde. Hendes fars øjne, de spærres en smule op, når han lytter til radioavisen, eller han ligner i hvert fald en, der lytter til radioavisen.


Uden for ligger den sjældne sne som en pels. Nu, hvor træerne har tabt deres blade, føler Esther, at de kan rumme hende. Hun har tænkt sig at være væk længe. Gå ud over markerne og se, om det er muligt for hende at ende et sted, hun ikke før har været. Noget af vejen, følges hun med en krage, hvis fjer er flossede, den ene side af halsen har næsten ingen.

 Det får hende til at tænke på solsorten, der sad fast i jordbærnettet: Det var sommer, en lang sommer uden sko. Hendes far måtte give op på at vikle solsorten ud. Morgenen efter lå den helt stille, viklet ind i jordbærnettet. Esther må have været barn, for hun kan huske, at hun løb over på sportspladsen for at græde.

 Kragen stopper foran hende flere gange og pirker i jorden, som er stenhård og ikke giver noget fra sig. Markerne har ingen ende før horisonten. Et syn, der kunne få hestene til at galopere med en utrolig kraft, som om de så noget i horisonten, vi andre ikke så. Eller som om dét, at der netop ikke var noget at se, var det overvældende. Suset i ørerne og angsten for, om hestene nu ville stoppe igen. Esther går over det sidste markskel inden søen. Vandet er stille. Frosten har stoppet bevægelserne og foræret den ro, der er i det uforanderlige. Men under isen findes alligevel liv. En lille stime af fisk svømmer i det helle af vand, der endnu ikke er frosset. De ved ikke, hvor længe isen vil hænge over dem.


*


Inden Esther vågner, har hun fornemmelsen af, at ligge i lejligheden i København med hovedet mellem vinduet og garderobeskabet, fødderne imod bogreolen. Det er fornemmelsen af at vende på netop den måde, i det rum, der gør hende svimmel, da bevidstheden langsomt haler ind på hende og får hende til at forstå, at hun ikke er i København. Og så er det som om, at sengen begynder at svæve og dreje rundt, imens den hælder en smule, så Esther er ved at glide ned og vågne på gulvet i stedet for i sengen. Men nu vågner hun altså, og forstår, hvordan hun vender i rummet, der er hendes barndoms rum.

 Værelset ligger i husets stueplan. Inden det blev Esthers værelse, i hendes første teenageår, var det husets tredje stue. De første mange uger, gjorde det hende bange, at sove i husets stueplan som den eneste når alle de andre, hendes far, mor og to brødre, sov ovenpå. Esther skubbede garderobeskabet hen foran døren, når hun skulle sove. Så skulle hun kun bekymre sig om, om nogen slog en rude ind, men det vidste hun, at hun ville vågne af.

 Esther trækker i den samme kjole som i går og går ud i køkkenet, hvor hendes far sidder og læser med avisen halvt hængende ud over bordet. Der er tungt i Esthers krop i dag, måske er det søvnen. Hendes far ser op fra avisen. Godmorgen, prøv at se ud, hvor fint der er, siger han. Der ligger rim i bunden af vinduerne, snefnuggene er store, de når at finde sammen inden de rammer jorden. Esther nikker, bliver stående og ser ud ad vinduet, imens hendes far læser videre. Træernes grene bliver til krogede fingre. De rækker ud efter himlen som et barn, der rækker ud efter sin mor.

 Hendes far spiser madder med ost, hælder klumpet fløde i sin kaffe. Tekanden hviner. Esther skruer på låget og en lille skabning piler ud.


Der går et stød gennem køkkenet. Esther ser forvirret rundt, men skabningen er væk. Hendes far væder tommel – og pegefinger med sit spyt og bladrer om på avisens næste side. Inde fra stuen knirker hængekøjen. Der ligger hendes mor med udsigt ud til haven, til æbletræerne og muldvarpene, der aldrig viser sig som andet end skuddene her om vinteren. Sover hun?.

Thomas Bundgaard Jensen – To digte

Entomologisk mareridt

Man bliver så kilden af Google
de salte klicheer siver ind i nerverne
og myrer pibler fra porøse porer
skelettet hikkende sig itu
flækker mørke stemmer på langs
og vittigheden lyder:
hvad mener natsværmeren selv om sin tørke?
Den er nem det er ansigter
ne Skt Sebastians mosser
de spidse maddiker
dryssende som nominalsyntagmer:

blomsterne når mit kranie sprænger

*

Vinduesruderne mjaver
stentøjet fanget bag stenede gitre
glitrer under solens pladaskblik
fordi tungerne er parykker
skal kødet lyse i blink
en sexet stank af javabønner —

våde tændstikker i mine fingre — 

*

Jeg giver intet for apologier:
jeg har fandme Mme Butterfly på
mine myoser i brystet er koloniale varer ved
julehjertehjernen et stativ hvor antiloperne
                       hænger til tørre
elefanttantra blæser et tentativt lilla
men på julemandens værksted har de hikke:
koppeudbrud og kontrapunkt
kvinderne siger knæk elefantblod
skridser et fortykket jeg kommer
elefantiske tandoorimængder over kyllingen
det juler sådan med syltet ingefær
sex og texmex og ærter under huden
jeg rasler

*

Lidt navleuld at pille i
lidt panisk panegyrik
skulle det være en fest?
min angst er et anagram
uden ortografi —
autofiktivt støv i min
specialeskrivende stue
selvom Olynthos brænder (1)
men hvor kan jeg dog
altid allerede
bortødsle de sekunder
som stakkels halvhjernede
nordjyske socialdemokrater
knokler dagligt for at producere —
forkælede snothvalp!
udskift mig venligst
med et andet jeg

*

————————————————————
(1) Se Demosthenes’ 3. Filippiske Tale (9.68), hvor han dadler athenæerne for ikke at have hjulpet Olynthos militært, da makedonerne invaderede bystaten. I samme åndedrag tilskynder han athenæerne til at forberede sig militært på et makedonisk angreb, fordi Athen ville kunne lide samme skæbne som Olynthos.

Det jeg som står på siden
er ikke mit rigtige jeg

det jeg der i et pludseligt nu
erkender offentlighedens biologi
når mit ansigts forkrampede kød
udkrænger blokke af lyd

til almen undren

og som plumper ned
i en dirrende lejlighed
og beder:

giv mig et nyt navn!
så hælder jeg fuckedme gin
ud over det gamle
og smører angsten ind i sæd —

det jeg som jeg betragter
fra søvnløshedens altan:

*

Her er din millimeter
bo på den

jeg bløder igennem papiret
og ansigtet blafrer med vingerne

min krop er anløben
og skarpere

“end hos nogen tidligere generation”:

alle de dage
jeg flækker på langs
som hygiejnebind
med mine rødbrune tanker
lige til et hashtag
det vi mødtes i
da mit ansigt fløj sin vej

og byen kom i en hvid orgasme

jeg ligner alt hvad jeg mangler
jeg mangler ingenting
kun alt for meget

kompetencer jeg burde bære
som et yoniæg
for at holde angsten i live

jeg mener: minde angsten om
at jeg gerne vil melde mig ind
men at konkurrencen er hård
(“åh… fuck ja!”)

I konklusion: “det er derfor vi lyder så dumme
når vi blir transskriberet”

(se “5. Eidos hos Novalis og Tieck)

*

Det klirrer fra min musselmalede mund
pludselig lugter jeg af gammelt blod
som et liderligt stankelben
vraltede jeg rundt i nattens nullermænd
eftersom skrivebordet er for småt
jeg er John Cleese der pisker Helle
sponten med en gren (2)
men hvordan er det dog min hals ser ud!
sjælens svulmelegemer suger til sig
                                  af min krop
eskalerende en svimmelhed
til jeg brækker mig

(det hele er utilsigtet deleuziansk)

glasskår snitter dine fødder
mens du samler mit hovede op

fra gulvet

*

————————————————————
(2) Se bog 7 af Herodots Historie (§ 35), hvor Xerxes’ mænd afstraffer Hellesponten.

Polaroid

En brungul stank

                    af gammel

      italiensk

                   porno

hænger over

                     min magelighed

Jeg er skyld i alt

                    og angrer ikke

     slet ikke nok

                   min t-shirt er stænket

                        med rødvinspletter

jeg har tiltagende mave

              og sengen er uredt

solen vækker mig med

             skriftsteder

                                  fra Tertulian

               og Danmark kan mere:

se nu for helvede

                        hvad jeg har gjort

sådan et luddovent

                      insekt

           med trevler

                      af rødt kød

        mellem tænderne  

Tidligere bidrag

Redaktionelt

maj

RIKKE ARNHOLTZ – MAN

Nu er der vel ikke noget galt spørger
Chefdirigenten som har trukket en til side lige
inden korprøven i Studie To fordi han har
bemærket den senere tids vægttab nej da
forsikrer man energisk rystende på hovedet og
smutter tilbage til sin stol blandt
førstesopranerne mens han selv sætter sig på
klaverbænken ved flyglet og slår tonerne an til
stemmeopvarmning før gennemgangen af
repertoiret til den forestående julekoncert og da
alle i pausen går i samlet flok op til Radiohusets
kantine gør man sig langsom på toilettet for at
slippe for den varme kakao fra automaten er du
egentlig okay spørger Anna som man senere
følges med i bussen fra Rosenørns Allé til
Gladsaxevej du er blevet så tynd har du måske
fået anoreksi eller sådan noget selvfølgelig ikke
svarer man står af bussen og går med lange
hurtige skridt og frosne fingre gennem kulden
det sidste stykke vej hjem hvor man afventer at
lyset slukkes i soveværelset så man kan liste ud i
køkkenet for at opdatere det hjemmelavede
katalog over de produkter Moren har stående og
som hun dermed kan forventes at anvende i sin
madlavning La Campagna pasta sauce med
hvidløg treoghalvtreds kalorier og en komma
seks gram fedt per hundrede gram noterer man
i sit kladdehæfte Consar Double Concentrated
Tomato Paste toogfirs kalorier og nul komma tre
gram fedt per hundrede gram hvad i alverden
laver du spørger Moren som pludselig står ved
siden af i pyjamas biologilektier svarer man vi
har om kost og ernæring det er sent gaber
Moren og går ud på toilettet og man lister ind i
seng og sætter vækkeuret til fem tredive hvor
man snører Nike-skoene for at løbe rundt om
Emdrupparkens idrætsanlæg og tilbage igen i
vintermørket inden man tænder cykellygterne
syv tredive og træder hårdt i pedalerne op ad
bakken forbi Dyssegårdskirken ned under
Lyngbyvejen til venstre ad Bernstorffsvej videre
til Femvejen og ud ad Ordrupvej når I har vejet
jer selv og foretaget alle målinger taster I tallene
ind råber Biologilæreren ud over klassen og
man skriver nogle ekstra kilo på men
computeren meddeler stadig at man ligger langt
uden for skemaet det er altså ikke sundt med så
lavt et BMI siger læreren som kigger med på
skærmen får du nok at spise ork ja garanterer
man og får lov til at gå til pause hvor Cecilie
byder af sin slikpose og man takker nej fordi
man øh hader chocofanter og så har man
samfundsfag og man ser lærerens
mundbevægelser men kan ikke få ord som in-
fra-struk-tur og know-how til at give mening
fordi hovedet og kroppen allerede er begyndt at
snurre hvilket er for tidligt når der endnu er fem
timer tilbage af skoledagen men endelig bliver
det frokostpause og man sætter sig med Sandra
Signe og Line ved et bord i gymnasiets kantine
og roder i sin taske gud hvor åndssvagt jeg har
glemt min madpakke siger man og Line tilbyder
en spegepølsemad som man takker nej til fordi
man alligevel ikke er sulten men klokken tretten
tredive er man så svimmel at man under
gruppearbejdet hvisker til sin dansklærer at
man er blødt igennem og nok er nødt til at tage
hjem og Dansklæreren som næppe har mistanke
om at man ikke har menstrueret i over et år
ønsker god bedring og man træder pedalerne de
seks kilometer hjem til et heldigvis tomt hus
hvor man i fred kan stille sig op på vægten som
viser hundrede gram mindre end i går sølle
hundrede gram men dog hundrede gram og man
river med sitrende hænder to gulerødder og
tilsætter en halv deciliter rosiner samt en
spiseskefuld citronsaft som man grådigt
indtager og noterer i kostdagbogen.


Velkommen til Stolpegård siger en
sygeplejerske på det behandlingscenter som ens
læge har henvist til og hvor man skal bo de
næste seks uger nærmest som på en slags
højskole blot med kursister der lider af angst
tvangssymptomer personlighedsforstyrrelser og
psykiske vanskeligheder knyttet til stress og
traumer eller som bare ikke kan finde ud af det
der med maden nu kan du lige få lov til at pakke
ud siger sygeplejersken og så er der
gruppeterapi klokken ti og en time senere
sidder man på en stol i en rundkreds sammen
med to behandlere og syv andre patienter som
efter tur fortæller hvad der er sket siden sidst
jeg kom til at bruge pinden igen fortæller en ung
pige med briller det var ikke så godt Laila siger
Den Ene Behandler vi havde jo ellers lavet en
aftale ja siger Laila og snøfter men det var så
fristende vil du lige fortælle de nye hvad det er
for en pind og hvad du gør med den siger Den
Anden Behandler det er bare sådan en lang pind
forklarer Laila som jeg stikker ned i halsen til
jeg brækker mig og så kommer turen til Anja
der var nede på to angstanfald i går flot siger
behandlerne så er vi på rette vej ja siger Anja
glad og de andre patienter klapper og ønsker
tillykke og hej Lise siger Den Ene Behandler til
en kvinde med langt lyst hår og store skaldede
pletter ved tindingerne jeg har ikke spist hår i
otte dage nu hvisker Lise og behandlerne siger
at det er virkelig godt gået mens patienterne
nikker anerkendende og dejligt at se dig Pia
hvordan har du det efter udpumpningen siger
Den Anden Behandler hvortil Pia svarer at hun
nok næsten godt kan garantere at hun ikke
indtager endnu et glas kodimagnyler og så er
man den næste i rækken men kan ikke komme
på noget at fortælle fra den forgangne uge andet
end at man har forsøgt at sove fra det hele og
behandlerne vil efter al sandsynlighed erklære
en for uegnet de vil dumpe og diskvalificere den
nye på holdet som ikke engang kan finde ud af
at kaste op mage til fuser flop fiasko en
wannabe spiseforstyrret der ikke fatter
konceptet bulimi det hele er lidt svært siger
man definér hvad du mener med det hele siger
Den Ene Behandler definér hvad du mener med
svært siger Den Anden Behandler og man svarer
at man ikke ved det og at man faktisk ikke rigtig
ved noget som helst længere og behandlerne
udveksler blikke og siger lad gå for denne gang
imens man selv kryber sammen på stolen lettet
over tilsyneladende ikke at være blevet stemt
hjem lige med det samme.

maj

Marie Storm

På strækningen, inden Skanderborg Station, flyder trækronerne sammen til en lang, mudret organisme. Som en fiskestime, der piler forbi, kan øjet ikke skelne det ene træ fra det andet. Det er december, igen, d.19, og Esther skal hjem til jul. Året rundes af, bindes sløjfe på. Eller sådan ville Esther i hvert fald ønske, at det var med december; en tid, der ligesom lukkede sig om sig selv og af sig selv. Toget kører ind på stationen, hjemstavnens station, hvor hun har stået og ventet i alle aldre. Årenes forskellige fornemmelser kan lægge sig på huden. Da dørene åbner, bliver det, for et øjeblik, august samme år: Det var for varmt i toget, Esther skulle endelig stå af her på Skanderborg Station. Dørene åbnede og der stod Villads med hænderne fulde af deres fælles historie. Esther ryster på hovedet og går resolut ned ad trapperne til perronen.


Kort efter bruddet med hendes ekskæreste, og inden hun altså stødte på ham dér på stationen, flyttede hun til København. Når hun ankommer til Skanderborg station nu, skal hun gennem en tunnel, der går under sporene. Det er et spor hun ikke er vant til at komme fra. Tunnelens gulv er en gummimåtte, væggene er sorte og ru. De små sten i cementen rækker ud efter hende.

  Hendes far holder troligt på parkeringspladsen. Da han ser hende, stiger han ud ad bilen for at møde hende i et kram. Smilet tegner små c’er ved hans mundvige. Dét smil, bredt og kærligt, er repræsentant for det vedvarende, den ro, der altid har eksisteret i baggrunden af Esthers liv. De kører i stilhed de ti kilometer til gården lidt uden for Skanderborg, hvor Esther er vokset op. I dag lægger stilheden sig blødt, som varmt vand, om kroppen. Esther kan roligt læne hovedet imod vinduet og lukke øjnene.

 Hun vågner med et sæt, da bilen kører bumlende over gårdens brosten. Først nu forstår hun, hvor træt hun er. De seneste uger har søvnen været et umuligt dyr. Men Esther beroliger sig selv med, at det aldrig kan blive så slemt, som det har været. Dengang, for tre år siden, var Esther 23, og når hun ikke kunne falde i søvn, havde hun sin mor i røret: Hun fortalte eventyret om Klods Hans. Den genkendelige stemmeføring, måden hun sagde “duer ikke, væk” i prinsessens skingre tonefald, gav Esther en tryg fornemmelse af noget vedvarende. Men snip, snap, snude var altid på vej. I alle morens vejrtrækninger: et stik af frygt for at slutningen var nået.

 Bilen kører ind i garagen, Esthers far siger, at han lige vil tænde op i fyret, så det ikke bliver fodkoldt.


I bryggerset står Esthers mor og lægger vasketøj sammen. Engang var tøj bunkerne mange og høje, nu er der kun få tilbage. Der kører en lydbog bag morens hej. Hun sukker tungt, når hun lægger armene om sin datter og ved skiftevis at trykke og slippe i krammet, forsøger hun at fornemme, hvor længe hun kan strække det. Esther har lært, at der kan være meget kærlighed i stilhed.

 Esthers far kommer ind ad døren, han tørrer skoene af i dørmåtten, og siger: nu er det vidst frokosttid. Han går ud i køkkenet, tænder for p1, tager skyr, paté og ost ud af køleskabet. Der lyder et ærgerligt suk fra ham, idet han opdager, at der ikke er noget optøet brød. Esther sætter sig ved køkkenbordet og finder siden med krydsord i Jyllands-Posten, imens mikroovnen tør frokosten op. De spiser det gummiagtige brød. Hun kan ikke huske, at hendes far nogensinde har været vred eller frustreret over andet end at skulle lave mad. Hans tålmodighed breder sig som et varmt tæppe over alt andet end lige dét. Der er en sitrende, sort plet i udkanten af Esthers synsfelt. Hun vender hovedet mod pletten, ser mod hjørnet af køkkengulvet, men der er ikke noget at se.


*


København er et udtryksløst ansigt. Byen er Esthers hidtil mest radikale forsøg på at affinde sig med at relationer slutter. Det er i hvert fald sådan, hun før har tænkt det. Men nu er det gået op for hende, at der i flytningens bevægelse også findes et desperat forsøg på at bevare. På at slutte en ring om minderne i Århus, hvor hun boede med Villads, og bibeholde det ansigt, byen har for hende. Sådan kan hun sidde og tænke, imens hun spiser lidt mad og ligner en, der laver kryds og tværs. Nu slår rådhusklokkerne 12 og radioavisen kan begynde. Hendes fars øjne, de spærres en smule op, når han lytter til radioavisen, eller han ligner i hvert fald en, der lytter til radioavisen.


Uden for ligger den sjældne sne som en pels. Nu, hvor træerne har tabt deres blade, føler Esther, at de kan rumme hende. Hun har tænkt sig at være væk længe. Gå ud over markerne og se, om det er muligt for hende at ende et sted, hun ikke før har været. Noget af vejen, følges hun med en krage, hvis fjer er flossede, den ene side af halsen har næsten ingen.

 Det får hende til at tænke på solsorten, der sad fast i jordbærnettet: Det var sommer, en lang sommer uden sko. Hendes far måtte give op på at vikle solsorten ud. Morgenen efter lå den helt stille, viklet ind i jordbærnettet. Esther må have været barn, for hun kan huske, at hun løb over på sportspladsen for at græde.

 Kragen stopper foran hende flere gange og pirker i jorden, som er stenhård og ikke giver noget fra sig. Markerne har ingen ende før horisonten. Et syn, der kunne få hestene til at galopere med en utrolig kraft, som om de så noget i horisonten, vi andre ikke så. Eller som om dét, at der netop ikke var noget at se, var det overvældende. Suset i ørerne og angsten for, om hestene nu ville stoppe igen. Esther går over det sidste markskel inden søen. Vandet er stille. Frosten har stoppet bevægelserne og foræret den ro, der er i det uforanderlige. Men under isen findes alligevel liv. En lille stime af fisk svømmer i det helle af vand, der endnu ikke er frosset. De ved ikke, hvor længe isen vil hænge over dem.


*


Inden Esther vågner, har hun fornemmelsen af, at ligge i lejligheden i København med hovedet mellem vinduet og garderobeskabet, fødderne imod bogreolen. Det er fornemmelsen af at vende på netop den måde, i det rum, der gør hende svimmel, da bevidstheden langsomt haler ind på hende og får hende til at forstå, at hun ikke er i København. Og så er det som om, at sengen begynder at svæve og dreje rundt, imens den hælder en smule, så Esther er ved at glide ned og vågne på gulvet i stedet for i sengen. Men nu vågner hun altså, og forstår, hvordan hun vender i rummet, der er hendes barndoms rum.

 Værelset ligger i husets stueplan. Inden det blev Esthers værelse, i hendes første teenageår, var det husets tredje stue. De første mange uger, gjorde det hende bange, at sove i husets stueplan som den eneste når alle de andre, hendes far, mor og to brødre, sov ovenpå. Esther skubbede garderobeskabet hen foran døren, når hun skulle sove. Så skulle hun kun bekymre sig om, om nogen slog en rude ind, men det vidste hun, at hun ville vågne af.

 Esther trækker i den samme kjole som i går og går ud i køkkenet, hvor hendes far sidder og læser med avisen halvt hængende ud over bordet. Der er tungt i Esthers krop i dag, måske er det søvnen. Hendes far ser op fra avisen. Godmorgen, prøv at se ud, hvor fint der er, siger han. Der ligger rim i bunden af vinduerne, snefnuggene er store, de når at finde sammen inden de rammer jorden. Esther nikker, bliver stående og ser ud ad vinduet, imens hendes far læser videre. Træernes grene bliver til krogede fingre. De rækker ud efter himlen som et barn, der rækker ud efter sin mor.

 Hendes far spiser madder med ost, hælder klumpet fløde i sin kaffe. Tekanden hviner. Esther skruer på låget og en lille skabning piler ud.


Der går et stød gennem køkkenet. Esther ser forvirret rundt, men skabningen er væk. Hendes far væder tommel – og pegefinger med sit spyt og bladrer om på avisens næste side. Inde fra stuen knirker hængekøjen. Der ligger hendes mor med udsigt ud til haven, til æbletræerne og muldvarpene, der aldrig viser sig som andet end skuddene her om vinteren. Sover hun?.

maj

Den poetiske lidelse: opioid eller antidot?

Ved redaktør Jishuo Li

Eftersom den foregående redaktionelle tekst vedrørte vejret, må jeg nu hædre aftalen og vende mig mod et emne, der, selvom vi nærmer os sommermånederne, berører det mere
ubekvemme.
       Siden jeg er startet som redaktør her i Slagtryk, har vi modtaget et væld af kreative bidrag. Ét emne har været gennemgående i mange af dem: psykisk lidelse. Det fik os i redaktionen til at drøfte denne tendens til vores møde i sidste måned. Hos Slagtryk
omfavner vi og fejrer forskelligartede og kreative perspektiver på mental sundhed inden for et fællesskab, der fremmer åbenhed og forståelse, fri for dom. Vi mener, at litteraturen tjener som et kraftfuldt medium til at udforske dybderne af vores indre verdener – de tanker, følelser og oplevelser, der driver individer til at udtrykke sig selv. Dog er der et spørgsmål, der er tilbagevendende for mig: Hvad er det, der driver os til at finde kunstnerisk værdi i lidelse?


Nu studerer jeg ikke litteraturhistorie, så derfor vil jeg også afholde mig fra den dybdegående afhandling, men vil påstå, at behovet for at belyse og søge det smertefulde gennem en kunstnerisk ventil ikke just er et nyt fænomen. Fra de græske tragedier og
Shakespeares ”Macbeth” til den mere moderne ”Ungeenheden” af Fine Gråbøl har litteraturen tjent som et loyalt mødested mellem individet og dets indre oplevelser i mødet med omverdenen.
       Med lidt inspiration fra den Jungianske psykoterapeutiske skole kan man måske komme det lidt til livs. Her kan man trække på ”skyggen” – en arketype Carl Jung mener, er den del af os alle, og som omfatter de dele, vi har undertrykt som følge af, hvad
vores miljø har tilladt. Jung mente, det er afgørende, at vi integrerer alle de udstødte dele af os selv for at blive til ”hele” individer frem for en fragmenteret mosaik, hvis fliser skæver
til hinanden. I den kollektive sfære er det måske derfor, vi hylder forfattere som Franz Kafka, Michael Strunge og Sylvia Plath, hvis traumatiske livsoplevelser afspejler deres litteratur med en sensitivitet, vi erklærer for virtuos (f.eks. i Kafkas mesterlige skildring af en kosmisk skam og bureaukratisk fremmedgørelse i ”Processen”, som på måder nok afspejlede hans eget indre). De reflekterer en del af os selv, som er gemt inde, væk fra spotlyset af vores personligheder. Det føles godt endelig at blive set – et antidot til ensomheden fra os selv.


Omvendt kan lidelsen også blive så indgroet i os, at vi paradoksalt ikke kan undvære den. I “Moralens Oprindelse” af Friedrich Nietzsche er det ikke lidelsen i sig selv, men snarere meningsløsheden af lidelsen, der udpeges som menneskehedens forbandelse. Han var
heraf stærk tilhænger af konceptet om ”selvrealisering” herigennem, samt hvordan den kan fostre mening og gøre os til ”overmennesker”, der transcenderer kulturelle normer og værdier (tilgiv mig for at opsummere Nietzsche på så få ord, men leg gerne lige med på
præmissen). I en mere østlig filosofisk tradition, såsom buddhismen, betragtes lidelsen ofte som en grundlæggende del af den menneskelige tilstand. På trods af at både Buddha og Nietzsche ikke længere er iblandt os fysisk, synes deres idéer at have efterladt et
transgenerationelt aftryk i den kollektive bevidsthed – ja, nærmest som en reinkarnation vil nogle sige.
       Der er bestemt værdi at hente i disse pointer. På den ene side de kan give en følelse af en forsoning og accept af det, vi bærer rundt på og samtidigt fungere som et springbræt for personlig udvikling. Det kan virke tiltalende at kunne finde mening i det
sårbare, mørke og smertefulde – at tilskrive det værdi. Omvendt, risikerer vi så ikke netop, gennem denne fascination med det pinsomme, at forstærke vores tilknytning til det
mørke? Omend smertefuld, bliver den poetiske lidelse en tryg selvopfyldende profeti konsolideret af en kollektiv glorificering af den. Spørgsmålet er, om man med god samvittighed kan trække en grænse mellem den konstruktive poesi og poesien, der tillader
os at dyrke vores egen lidelse gennem andres og på æstetisk vis ”bedøver” vores kroppe. Måske er det ikke så binært.


Jeg skal være den første til at erkende, hvor rart det er at falde i et Elliot Smith-kaninhul, der indkapsler en unik melankoli, eller at læse Virginia Woolf, hvis skrivestil inviterer en helt ind til benet af de indre tankestrømme, der bølger i os alle – noget jeg følte kun et individ, der har konfronteret eksistensens råddenskab ville kunne formå at frembringe. Derfor har litteratur, der ikke tappede ind i bestemte sublimerede dybder i lang tid ikke tiltalt mig.

       Det kan være svært at give slip på ting, der giver os mening. Samtidigt klynger vi til vores internaliserede forestillinger om verden, og hvad der er familiært for os. Det er nok derfor, elendighed kan være så romantisk, selvkritik så euforiserende, trist kunst så appellerende og det store ord ”glæde” så naivt. Vi må dedikere enorm medfølelse til os selv – ikke for at lappeløse os selv, men for at forstå hvorfor vi er, som vi er.


Så selvom jeg i titlen indledte denne redaktionelle tekst med et spørgsmål, tror jeg, det var formuleret forkert. Derfor efterlader jeg den med endnu et af slagsen:



Er det lidelsen eller glæden, du undertrykker?



For mig er det nok begge.

Slagtryk, februar 2024 PDF

Vores forsidekunstnere i år er Dorte Limkilde, Maja Steffensen og Hannah Keegan. Denne måned står Dorte Limkilde bag forsiden.

Februar måneds bidrag samlet i en PDF

Læs PDF’en live, eller download den.