Clara Sune Buch: Sne og sand

Før stod jeg bare og kiggede på bølgerne, når de slog ind mod færgens side, på skummet og det kolde vand, der danner mønstre, og tænkte ikke på noget. Men nu slår det mig.

Jeg vil ikke længere sidde i fælleskøkkenet. Det var, når sneen smeltede under mine Alpina-støvler og flød ud over linoleumsgulvet i gangen, vandet var helt gennemsigtigt, sådan er det oppe i fjeldene. Så sad jeg altid der.

Vinduet i køkkenet pegede ud mod den store sø. Man kunne skimte den gennem granernes nåle, se de små skikkelser, der løb på skøjter.

I weekenderne sad jeg og kiggede på dem. Stolen stod ved vinduet, albuerne støttede på vindueskarmen. Jeg drak te, og varmen fra radiatoren under vinduet brændte mod knæene. De andre sad på deres værelser og læste, og der var kun den boblende lyd af det varme vand mellem mine læber. Intet andet. De andre sad altid og læste.

I hverdagene gik jeg til forelæsninger, i starten, så lånte jeg nogle langrendsski. Det var svært, og jeg fik store, blå mærker. De bredte sig med en mørklilla farve ud over lårene, mørkest i midten og mere udviskede i kanten.

Men jeg begyndte at blive god. Til sidst var det over tredive kilometer hver dag. Lyden af stavene, der stak i sneen, var sprød og knirkende, og solens stråler glimtede i isflagerne, mens skiene gled afsted mellem granerne. Fugten fra min ånde satte sig fast i øjenvipperne og blev til rim. De små hår blev lange og tydelige som lag af hvid mascara, der løb fra øjenkrogen og ned over kinderne, når jeg kom tilbage ind i varmen.

I fjeldet var der ingenting udover mig.

Ligesom da Farnaz stod mellem træerne. Der var kun hende. Hvid rim sad også i hendes øjenvipper og i de små dun rundt om munden. Hun stod med sin telefon i hånden og prøvede at finde vej.

”The battery died. It’s too cold.”

Jeg tog skiene af og gik sammen med hende ned mod byen. Vejen svingede, vi gik ude i kanten, mig forrest med skiene over skulderen, hende bagved, vi sagde ikke noget. Grundfjeldet hvælvede sig op på begge sider, sneen begyndte at få et gråligt skær, mens dagslyset forsvandt. Der hang en sørgmodighed i kulden, som om træerne sukkede og lod deres lange skygger falde ned på vejen. Skoven fortsatte op over fjeldet, snart kunne vi ikke se ind mellem træerne, alt blev sort, undtagen os, som gadelygterne farvede orange.

Senere fortalte Farnaz om det lyse sand, bjergene, der fortsatte ud i horisonten, og kvindens skrig på markedspladsen. Mens det mørke blod sugede sig ind i burkaen, hvor stenene ramte. Voksne hænder med spidse fingre holdt om hendes dengang små barneskuldre, kroppen blev vendt mod den lyseblå skikkelse, gravet ned til livet i midten af halvcirklen, alle skulle se på, og skrigene, der overdøvede landsbyens vrede tilråb.

Det var, som om ordene kom ud gennem en sprække mellem læberne. Flydende. Monotone. Hun sad overfor mig ved vinduet og kørte langsomt pegefingeren rundt i det hvide støv i vindueskarmen. Hun kiggede væk, ud gennem vinduesglasset, som om hun så noget, der ikke var der.

I dagene efter lå jeg helt stille i sengen på det lille værelse. Når jeg brugte alle kræfterne på at rulle dynen sammen til en kæmpestor hovedpude, kunne jeg akkurat se ud ad vinduet. De små, sorte skikkelser cirklede rundt på skøjter nede på søen. Det skarpe stål skar i isen og efterlod spor, hvide ridser, der snoede sig ind og ud mellem hinanden. Så var der en, der faldt, midt mellem skøjteløberne, og hans hænder ramte isen først og blev trykket fremad, så kroppen lå udstrakt, og armene pegede lige frem. Som to spinkle pinde med knaldrøde vanter, der stak ud af ærmerne. Så blev ærmerne også røde. Men en anden slags rød, mørkere, og farven bredte sig, som mine mærker på lårene, ud over isen, og de to arme lå underligt langt væk fra drengen, mens det røde krøb ned i rillerne i isen og fulgte dem som lange strenge af sytråd, i buer og cirkler rundt mellem de skøjtende. Længere væk var der en anden, der lå på isen, hans ene vante var delt midtover, det blå stof var vådt og klistret, og solens stråler blev reflekteret i blodet, der bredte sig rundt om vantestykkerne, som om det var fyldt af glitrende, små isflager. En tredje styrtede med ansigtet først, henover ridserne i isen. Den rev i det yderste hudlag, som et finkornet blad af sandpapir, og trak et langt spor af små, lyserøde perler efter sig. Jeg lå i to dage og så blodet brede sig ud over søen, tykt og klistrende, så det nå ud til bredden og kaste røde skygger op på granerne.

Den tredje dag gik jeg igen. Ud til toget. Så til færgen, hvor jeg holdt stramt om rælingen oppe på dækket, og vinden piskede mit lange hår ind foran ansigtet som tykke vimpler, mens det kantede grundfjeld fjernede sig mere og mere.

Nu er fjeldene væk, erstattet af brede bælter af sand, der lyser op mod den grå himmel og strækker sig ud i Øresund. Følger kystlinjen, så langt øjet rækker. Jeg har stået her hele natten, kigget ud på de små prikker af lys langs kysten, da det var mørkt, og på det hvide sand, da solen stod op.

Langs færgens side bølger vandet og skummet ind og ud mellem hinanden som kalejdoskoper, der snurrer rundt og rundt og rundt.

Vis / skriv kommentar