Laura Guldager – træde vande

Marlo

vandet gør af mig,
jeg råber tilbage og løber væk fra
det våde gab.

huset er væk, igen.

og jeg kan ikke huske, hvordan tæpper fungerer eller
hvordan man tager imod ét.
/ hvordan verden omfavner /

min verden er af sten, store og små.
min verden er sten, vedvarende.
mine sten er verden nu.

jeg sætter tænderne i
søstjernen, udtørret og usikker.
at leve er at skinne,
indtil man bliver usikker
og dør.

jeg slikker sandet ud af kraniet
på krabbens gabende skal, tom for
tanker, sindet er helt væk

ligesom huse,
ligesom havet,

der trækker sig tilbage som et tæppe,
der trækker sig tilbage som et minde,

og farverne går derhen, hvor de var, før de begyndte
at bløde ud.

og vandet æder af min verden,
jeg gør til jeg synker.


jeg så jorden åbne sig ved siden af mig

/ det førte mig til det smukkeste sted. / og jeg så jorden åbne sig ved siden af mig.
/ jeg så verden lyne op og en stor flod tage form. / som en anakonda tager form / et
kaskaderende exoskelet. / ligesom strudsen, / men blot den spraglede hals, / blot babelstårnets
strækning / og sluger mig. / hvad var det? / det var

døden, tror jeg. / knudepunktet / kroppens polariserede kritik / rejsen førte mig til det
smukkeste sted, jeg har set. / jeg har set / døden, / og døden er smuk.

/ og dødens hånd, / jeg glemmer den aldrig. / den mørke lomme / den brændte krustade / som
i sin skrøbelige snoning, / omfavnede mig, / som en kobra. / og klaveret lød fra dødens mund,
/ tænderne, / tangenterne satte sig i hvert et ord / som en fiskekrog. / tonernes byttedyr. /
musikken blev jagtet af mine ører. / og i et sprog, jeg ikke aner, / flød en uundgåelig gåde, /
der bliver løst idet man hører den.


Blæsten

flød ind i stuen og rev tæppet op
som et fyrretræ, helt ned
til roden / til risten / til rodet – til alt
det som gemmer sig
i grundvandet
ligesom urolige, natlige fisk.
sorg er en flod som løber
under de lange år, gennem viadukten,
rygsøjlen af mit liv. 

Frida Maria Agger Holdensen – Sonetter

fredag 00.44


hele dagen har vi ventet på stormen

der hedder pia nu er hun kommet og

rykker lidt på altanmøblerne jeg har

sat mig i sengen og kan høre hende 


i morges da jeg vågnede var her helt

stille og kondensvandet på ruderne

lignede ansigtet på en hyggelig

kentaur jeg slog en prut så her stank


af lort af tømmermænd men det er flere

dage siden jeg var i byen jeg er

træt og har sovet tolv timer jeg er 

træt af de blikke jeg får når folk hører 


at jeg stadig ser ham fordi jeg stadig 

er forelsket fordi jeg ved bedst selv



fredag 00.56


når jeg skriver i morges mener jeg i 

går morges men hvilken forskel gør det jeg 

strækker mine ben under dynen og får 

krampe av for fanden mine lår bliver


spændte som en vred hund som en liderlig

udgave af mig gør mit for også at 

få en orgasme må strække og spænde

hele kroppen og særligt i lårene


hvis jeg skal hjælpe min nydelse derhen

hvor hans også er jeg er ikke ked af 

at være blevet voksen men jeg er ked

af at være vokset fra min naivitet


fra min tro på det bedste i folk jeg ser

en mand i bussen og tænker idiot



fredag 01.12


jeg tænker smukke tanker og jeg tænker

grimme tanker og ved ikke hvilke af

dem der er mine egne og hvilke af

dem der er samfundets jeg vil gerne se 

på folk i bussen og forestille mig 


at de lever et fint liv jeg vil gerne 

se på mig selv og tænke at jeg lever 

et fint liv ikke tænke at jeg har en 

grim krop at jeg ikke vil være mor for 


jeg vil ikke udsætte et barn for at 

skulle leve et liv mor giver mig en 

digtsamling af patricia cavalli

hun har understreget denne sætning hvor


vidunderligt at være i live man

kan ovenikøbet brokke sig over det



fredag 01.35


om en storm vil man sige at den raser

men jeg tror ikke pia er den mindste 

smule vred og i samme øjeblik glas

smadres nede på gaden noget vælter


måske en cykel trækronerne står og

river i nattehimlen river i det

de kan nå mørket og hinanden jeg tog

fejl det var ikke meningen at jeg


skulle være fræk jeg var ikke ude 

på at antage hvordan pia har det når

hun tydeligvis ved bedst selv jeg kan kun

tale for mig selv når jeg siger natten 


er sprunget ind på værelset ind gennem 

vinduet den er her og vil mig det ondt



fredag 01.48


jeg havde netop besluttet mig for at 

lægge computeren væk og prøve at

sove da jeg opdagede en fejl i

en sonet har jeg skrevet fem strofer i 


stedet for fire og jeg kan simpelthen 

ikke se hvordan jeg skal korte den af

uden at give afkald på betydning

repetitioner folkene i bussen


taktfastheden jeg skal tisse og er træt

en enkelt sætning for meget er meget 

for meget når man kun har plads til fjorten

kan lade den være til i morgen jeg


mener senere i dag kan jeg ændre

det hele kan jeg elske en anden end ham



fredag 02.02


hvor længe kan jeg blive ved jeg hvisker

gaden er stille lige nu pia er

stille skal vi lægge os ned sammen du 

er her ikke men hvis du var kunne du


tage computeren væk fra mit skød du

kunne stille den i vindueskarmen du

kunne slukke lyset og skubbe min krop

med din ned i madrassen du holder om


mig bagfra din ånde presset mod nakken

og pikken mod ryggen ruderne er helt

tilduggede indefra gadelampen

på hjørnet ligner en smattet gul citron


dens lys flyder jeg græder men du ser det 

ikke mit ansigt vender ud i rummet



fredag 02.18


jeg har på fornemmelsen at jeg bliver

nødt til at skrive en sidste sonet før

jeg kan gå i seng så det gør jeg nu i 

morgen er det lillejuleaften og


jeg er glad for at der derimellem er

hele den toogtyvende decembers 

lange døgn jeg tror jeg er træt nok nu til

at tage en pause jeg vil slukke for


lyset og tage brillerne af et rum

der er helt mørkt består kun af bevidsthed

om tings eksistens noget banker taktfast 

mod ruden stormens puls eller bare


en løsthængende vindueshank jeg er 

blevet tør for dagen for ordet godnat 



fredag 02.31


men hvad hvis det næste jeg skriver er det

bedste hvornår ved man at man skal stoppe 

jeg er alene og kan ikke styre 

det jeg rejser mig for at tisse


måske findes der ikke en naturlig 

afslutning måske må man bare tage 

en beslutning sige stop jeg skal noget 

andet nu jeg skal sove eller jeg skal 


ikke være din kæreste længere

og sådan må det bare være undskyld

jeg elsker dig stadig men jeg er træt min 

arm klør mine ankler min ryg jeg tænker


på dig hvis jeg må vil jeg stadig kalde

dig min lille elskede en sidste gang



Asbjørn Romme – tre digte

saftspændt frostsprængt

hvis den her stemme lyder beruset
er det nok den fordrukne natur selv
der taler


det er så underligt her
at gå rundt


*


lørdag

jeg fifler med ord
hører gotisk drømmesang i øretelefoner


det er aften
jeg drikker hvide blomsters te


nede på værtshusene står de og råber
det ved jeg


*


metrisk morgen

udkast en skitse
i en verdensmodel


ræk hånden ud
gennem rektangler

Liva Frostholm – Seks digte

 

tid efter

smagen af menneske

 

mit vindue er plettet

 

jeg åbner

og lukker

 

steder er

blevet til

steder

 

at være gæst

stå med hånden i dørkarmen

noget jeg ikke kan komme videre fra

 

stregerne omkring hans mund

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

veninder løfter mig ud af min seng

 

gaden er våd

 

vi går i kiosken

 

chokolade ligger på rækker

lightere står frem

som små neonfarvede soldater ved disken

 

kan vi bare få

to pakker smøgere

til hende her

 

vi griner

 

de rører ved mine skuldre og min ryg

 

i lyset fra lygtepælen står mine hårstrå frem

 

noget gir sig

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

fase efter fase

 

håb er en altan

udover amager

 

en måge flyver forbi

stier omkring søer

 

flere cigaretter og jeg tager på bar

 

en hånd i taljen

 

kan man gætte

hvem jeg er

når jeg sidder her

kan man se

at jeg synes det handler om mig

det her liv

 

gentagelser og varme

ned i halsen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

de har navne

mænd som man kan grine af

 

i mine arme ligger

bunker af plastik

 

jeg er fugtig

 

jeg lader bare mennesker være

hænder, stive og krøllede

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

ja til det åbenlyse

og alle mine fregner, alle der har puls

 

det man kan hade

og mere til

til mig

 

hvad der er

ligegyldighed

vokser i mine bryster

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

der er så mange kroge i ord

man kan gemme sig i

 

og blade kommer til fra grenene

skridt på stien

med foden former jeg et hjerte i gruset

at være alene

 

mine hænder, se mine hænder

og solen

forsvinder

væk fra kirkegården

 

i skæret i strålerne