Om vinteren sidder jeg ofte længe oppe. Det er, når det har været mørkt i mange timer, at den hemmelige tid begynder. Når alt er tyst, og haven ligger stille. Jeg går rundt og mærker på sommerens indtørrede bær og de nøgne vintergrene. Jeg fotograferer en busk uden at kunne se, hvad der egentlig kommer med i mørket. Den nyopgravede jord ved det lille pæretræ jeg plantede dagen før frosten, jeg nåede det akkurat. Silhuetten af et nåletræ bag alt det andet.
Små mørkebilleder der ligger og venter på mig inde i telefonen.

Om vinteren kan man være alene, det kan være nemmere. Man kan putte sig sammen. Mørket og kulden forlanger ikke aktivitet på samme måde, som solen kan gøre det. Det er okay at være langsom at foretage sig mindre. I det langsommelige ligger nærværet, et rum til fordybelse. Et rum til at skabe.

“Krig er forakt for liv, fred er å skape”, skriver Nordahl Grieg i “Kringsatt af fiender” (1936). Han åbner for en forståelse af skabelse, ikke som stor handling, men som en måde at være i verden på.
At skabe er ikke nødvendigvis at producere noget synligt eller færdigt, men at give sin opmærksomhed et sted og blive der længe nok. Det kan være arbejdet i haven, gentagelsen af en bevægelse, fordybelsen i et materiale eller en tanke, der endnu ikke har fundet sin form. Skabelse kræver tid og skrøbelighed.

Jeg bliver altid rørt, når mennesker skaber noget. Det er ikke højtideligt men nødvendigt.
At skabe kan føles flygtigt, skrøbeligt næsten ubegribeligt. Hvorfor gøre det, når verden er voldsom og kræver så meget? En verden der larmer, river. Netop derfor.

“Vi vil ta vare på skjønnheten, varmen
som om vi bar et barn, varsomt på armen!”

Det er måske den mest grundlæggende opgave, vi har: at passe på det skrøbelige. At insistere på det menneskelige midt i det urolige. At kaste vores kræfter ind ikke i kampen mod hinanden, men i arbejdet for det der kan vokse.

“Kanskje du spør i angst, udekket, åpen,
hva skal jeg kjempe med, hva er mitt våpen?
Her er ditt vern mot vold, her er ditt sverd,
troen på livet vårt, menneskets verd.”

Inger Christensen skriver i “Lys” (1962):
”Hvis jeg står / alene i sneen / blir det klart / at jeg er et ur // hvordan skulle evighed / ellers finde rundt.”

I hendes ord bliver jeget en del af naturens egen tidsregning. Mennesket og evigheden spejler hinanden, ikke som modsætninger, men som samme bevægelse: vi står i sneen, og tiden finder sin retning gennem os. Det er måske det mest fredelige ved vinteren – at forstå at vi ikke står udenfor verden men midt i den.

Og midt i verden har vi et valg. Grieg kalder på det igen og igen:
”Kast dine krefter inn, døden skal tape.”
Det kan lyde stort, men måske begynder det i det små.
Seneca skrev: “Vi bør give, som vi modtager; glædeligt, hurtigt og uden tøven…” – og måske er det det, december handler om: at lade gavmildheden cirkulere.

Uge efter uge fyldes vores mailindbakke her på redaktionen hos Slagtryk med bidrag. Det bevidner om mod. Tak. Det er et valg om at tage litteraturen alvorligt, også når verden er mørk og angstindgydende. Sammen med vores bidragsydere deler vi denne praksis – at værne om det stille arbejde, at insistere på skabelsen som noget modigt.

Find din kilde. Denne tekst er drevet af energien fra årets indsendte bidrag og af energien fra radioprogrammet Mon Amie Complexe, en varm anbefaling om søndagen på p6.

Skab, også når det føles flygtigt. Gå ud i haven i frostvejr og tæl dine skridt i græsset. Læs på livet løs, men gør det langsomt. Smag på alle de krydrede kager, du kommer i nærheden af, mærk varmen fra bagningen hænge ved. At tage omsorgsfuldt imod. At sige til
mennesker, man holder af, at man
holder af dem. Gør det flere gange om dagen. At tænde stearinlys om aftenen og vågne om natten, at fornemme flammeskæret på væggene omkring sengen.

I mørket, i den hemmelige tid, ønsker vi på Slagtryk jer alle en jul, hvor der er plads til både det stille og det modige. Til at lade evigheden finde rundt gennem os.