På strækningen, inden Skanderborg Station, flyder trækronerne sammen til en lang, mudret organisme. Som en fiskestime, der piler forbi, kan øjet ikke skelne det ene træ fra det andet. Det er december, igen, d.19, og Esther skal hjem til jul. Året rundes af, bindes sløjfe på. Eller sådan ville Esther i hvert fald ønske, at det var med december; en tid, der ligesom lukkede sig om sig selv og af sig selv. Toget kører ind på stationen, hjemstavnens station, hvor hun har stået og ventet i alle aldre. Årenes forskellige fornemmelser kan lægge sig på huden. Da dørene åbner, bliver det, for et øjeblik, august samme år: Det var for varmt i toget, Esther skulle endelig stå af her på Skanderborg Station. Dørene åbnede og der stod Villads med hænderne fulde af deres fælles historie. Esther ryster på hovedet og går resolut ned ad trapperne til perronen.

Kort efter bruddet med hendes ekskæreste, og inden hun altså stødte på ham dér på stationen, flyttede hun til København. Når hun ankommer til Skanderborg station nu, skal hun gennem en tunnel, der går under sporene. Det er et spor hun ikke er vant til at komme fra. Tunnelens gulv er en gummimåtte, væggene er sorte og ru. De små sten i cementen rækker ud efter hende.

  Hendes far holder troligt på parkeringspladsen. Da han ser hende, stiger han ud ad bilen for at møde hende i et kram. Smilet tegner små c’er ved hans mundvige. Dét smil, bredt og kærligt, er repræsentant for det vedvarende, den ro, der altid har eksisteret i baggrunden af Esthers liv. De kører i stilhed de ti kilometer til gården lidt uden for Skanderborg, hvor Esther er vokset op. I dag lægger stilheden sig blødt, som varmt vand, om kroppen. Esther kan roligt læne hovedet imod vinduet og lukke øjnene.

 Hun vågner med et sæt, da bilen kører bumlende over gårdens brosten. Først nu forstår hun, hvor træt hun er. De seneste uger har søvnen været et umuligt dyr. Men Esther beroliger sig selv med, at det aldrig kan blive så slemt, som det har været. Dengang, for tre år siden, var Esther 23, og når hun ikke kunne falde i søvn, havde hun sin mor i røret: Hun fortalte eventyret om Klods Hans. Den genkendelige stemmeføring, måden hun sagde “duer ikke, væk” i prinsessens skingre tonefald, gav Esther en tryg fornemmelse af noget vedvarende. Men snip, snap, snude var altid på vej. I alle morens vejrtrækninger: et stik af frygt for at slutningen var nået.

 Bilen kører ind i garagen, Esthers far siger, at han lige vil tænde op i fyret, så det ikke bliver fodkoldt.

I bryggerset står Esthers mor og lægger vasketøj sammen. Engang var tøj bunkerne mange og høje, nu er der kun få tilbage. Der kører en lydbog bag morens hej. Hun sukker tungt, når hun lægger armene om sin datter og ved skiftevis at trykke og slippe i krammet, forsøger hun at fornemme, hvor længe hun kan strække det. Esther har lært, at der kan være meget kærlighed i stilhed.

 Esthers far kommer ind ad døren, han tørrer skoene af i dørmåtten, og siger: nu er det vidst frokosttid. Han går ud i køkkenet, tænder for p1, tager skyr, paté og ost ud af køleskabet. Der lyder et ærgerligt suk fra ham, idet han opdager, at der ikke er noget optøet brød. Esther sætter sig ved køkkenbordet og finder siden med krydsord i Jyllands-Posten, imens mikroovnen tør frokosten op. De spiser det gummiagtige brød. Hun kan ikke huske, at hendes far nogensinde har været vred eller frustreret over andet end at skulle lave mad. Hans tålmodighed breder sig som et varmt tæppe over alt andet end lige dét. Der er en sitrende, sort plet i udkanten af Esthers synsfelt. Hun vender hovedet mod pletten, ser mod hjørnet af køkkengulvet, men der er ikke noget at se.

*

København er et udtryksløst ansigt. Byen er Esthers hidtil mest radikale forsøg på at affinde sig med at relationer slutter. Det er i hvert fald sådan, hun før har tænkt det. Men nu er det gået op for hende, at der i flytningens bevægelse også findes et desperat forsøg på at bevare. På at slutte en ring om minderne i Århus, hvor hun boede med Villads, og bibeholde det ansigt, byen har for hende. Sådan kan hun sidde og tænke, imens hun spiser lidt mad og ligner en, der laver kryds og tværs. Nu slår rådhusklokkerne 12 og radioavisen kan begynde. Hendes fars øjne, de spærres en smule op, når han lytter til radioavisen, eller han ligner i hvert fald en, der lytter til radioavisen.

Uden for ligger den sjældne sne som en pels. Nu, hvor træerne har tabt deres blade, føler Esther, at de kan rumme hende. Hun har tænkt sig at være væk længe. Gå ud over markerne og se, om det er muligt for hende at ende et sted, hun ikke før har været. Noget af vejen, følges hun med en krage, hvis fjer er flossede, den ene side af halsen har næsten ingen.

 Det får hende til at tænke på solsorten, der sad fast i jordbærnettet: Det var sommer, en lang sommer uden sko. Hendes far måtte give op på at vikle solsorten ud. Morgenen efter lå den helt stille, viklet ind i jordbærnettet. Esther må have været barn, for hun kan huske, at hun løb over på sportspladsen for at græde.

 Kragen stopper foran hende flere gange og pirker i jorden, som er stenhård og ikke giver noget fra sig. Markerne har ingen ende før horisonten. Et syn, der kunne få hestene til at galopere med en utrolig kraft, som om de så noget i horisonten, vi andre ikke så. Eller som om dét, at der netop ikke var noget at se, var det overvældende. Suset i ørerne og angsten for, om hestene nu ville stoppe igen. Esther går over det sidste markskel inden søen. Vandet er stille. Frosten har stoppet bevægelserne og foræret den ro, der er i det uforanderlige. Men under isen findes alligevel liv. En lille stime af fisk svømmer i det helle af vand, der endnu ikke er frosset. De ved ikke, hvor længe isen vil hænge over dem.

*

Inden Esther vågner, har hun fornemmelsen af, at ligge i lejligheden i København med hovedet mellem vinduet og garderobeskabet, fødderne imod bogreolen. Det er fornemmelsen af at vende på netop den måde, i det rum, der gør hende svimmel, da bevidstheden langsomt haler ind på hende og får hende til at forstå, at hun ikke er i København. Og så er det som om, at sengen begynder at svæve og dreje rundt, imens den hælder en smule, så Esther er ved at glide ned og vågne på gulvet i stedet for i sengen. Men nu vågner hun altså, og forstår, hvordan hun vender i rummet, der er hendes barndoms rum.

 Værelset ligger i husets stueplan. Inden det blev Esthers værelse, i hendes første teenageår, var det husets tredje stue. De første mange uger, gjorde det hende bange, at sove i husets stueplan som den eneste når alle de andre, hendes far, mor og to brødre, sov ovenpå. Esther skubbede garderobeskabet hen foran døren, når hun skulle sove. Så skulle hun kun bekymre sig om, om nogen slog en rude ind, men det vidste hun, at hun ville vågne af.

 Esther trækker i den samme kjole som i går og går ud i køkkenet, hvor hendes far sidder og læser med avisen halvt hængende ud over bordet. Der er tungt i Esthers krop i dag, måske er det søvnen. Hendes far ser op fra avisen. Godmorgen, prøv at se ud, hvor fint der er, siger han. Der ligger rim i bunden af vinduerne, snefnuggene er store, de når at finde sammen inden de rammer jorden. Esther nikker, bliver stående og ser ud ad vinduet, imens hendes far læser videre. Træernes grene bliver til krogede fingre. De rækker ud efter himlen som et barn, der rækker ud efter sin mor.

 Hendes far spiser madder med ost, hælder klumpet fløde i sin kaffe. Tekanden hviner. Esther skruer på låget og en lille skabning piler ud.

Der går et stød gennem køkkenet. Esther ser forvirret rundt, men skabningen er væk. Hendes far væder tommel – og pegefinger med sit spyt og bladrer om på avisens næste side. Inde fra stuen knirker hængekøjen. Der ligger hendes mor med udsigt ud til haven, til æbletræerne og muldvarpene, der aldrig viser sig som andet end skuddene her om vinteren. Sover hun?.