Marlo
vandet gør af mig,
jeg råber tilbage og løber væk fra
det våde gab.
huset er væk, igen.
og jeg kan ikke huske, hvordan tæpper fungerer eller
hvordan man tager imod ét.
/ hvordan verden omfavner /
min verden er af sten, store og små.
min verden er sten, vedvarende.
mine sten er verden nu.
jeg sætter tænderne i
søstjernen, udtørret og usikker.
at leve er at skinne,
indtil man bliver usikker
og dør.
jeg slikker sandet ud af kraniet
på krabbens gabende skal, tom for
tanker, sindet er helt væk
ligesom huse,
ligesom havet,
der trækker sig tilbage som et tæppe,
der trækker sig tilbage som et minde,
og farverne går derhen, hvor de var, før de begyndte
at bløde ud.
og vandet æder af min verden,
jeg gør til jeg synker.
jeg så jorden åbne sig ved siden af mig
/ det førte mig til det smukkeste sted. / og jeg så jorden åbne sig ved siden af mig.
/ jeg så verden lyne op og en stor flod tage form. / som en anakonda tager form / et
kaskaderende exoskelet. / ligesom strudsen, / men blot den spraglede hals, / blot babelstårnets
strækning / og sluger mig. / hvad var det? / det var
døden, tror jeg. / knudepunktet / kroppens polariserede kritik / rejsen førte mig til det
smukkeste sted, jeg har set. / jeg har set / døden, / og døden er smuk.
/ og dødens hånd, / jeg glemmer den aldrig. / den mørke lomme / den brændte krustade / som
i sin skrøbelige snoning, / omfavnede mig, / som en kobra. / og klaveret lød fra dødens mund,
/ tænderne, / tangenterne satte sig i hvert et ord / som en fiskekrog. / tonernes byttedyr. /
musikken blev jagtet af mine ører. / og i et sprog, jeg ikke aner, / flød en uundgåelig gåde, /
der bliver løst idet man hører den.
Blæsten
flød ind i stuen og rev tæppet op
som et fyrretræ, helt ned
til roden / til risten / til rodet – til alt
det som gemmer sig
i grundvandet
ligesom urolige, natlige fisk.
sorg er en flod som løber
under de lange år, gennem viadukten,
rygsøjlen af mit liv.
fredag 00.44
hele dagen har vi ventet på stormen
der hedder pia nu er hun kommet og
rykker lidt på altanmøblerne jeg har
sat mig i sengen og kan høre hende
i morges da jeg vågnede var her helt
stille og kondensvandet på ruderne
lignede ansigtet på en hyggelig
kentaur jeg slog en prut så her stank
af lort af tømmermænd men det er flere
dage siden jeg var i byen jeg er
træt og har sovet tolv timer jeg er
træt af de blikke jeg får når folk hører
at jeg stadig ser ham fordi jeg stadig
er forelsket fordi jeg ved bedst selv
fredag 00.56
når jeg skriver i morges mener jeg i
går morges men hvilken forskel gør det jeg
strækker mine ben under dynen og får
krampe av for fanden mine lår bliver
spændte som en vred hund som en liderlig
udgave af mig gør mit for også at
få en orgasme må strække og spænde
hele kroppen og særligt i lårene
hvis jeg skal hjælpe min nydelse derhen
hvor hans også er jeg er ikke ked af
at være blevet voksen men jeg er ked
af at være vokset fra min naivitet
fra min tro på det bedste i folk jeg ser
en mand i bussen og tænker idiot
fredag 01.12
jeg tænker smukke tanker og jeg tænker
grimme tanker og ved ikke hvilke af
dem der er mine egne og hvilke af
dem der er samfundets jeg vil gerne se
på folk i bussen og forestille mig
at de lever et fint liv jeg vil gerne
se på mig selv og tænke at jeg lever
et fint liv ikke tænke at jeg har en
grim krop at jeg ikke vil være mor for
jeg vil ikke udsætte et barn for at
skulle leve et liv mor giver mig en
digtsamling af patricia cavalli
hun har understreget denne sætning hvor
vidunderligt at være i live man
kan ovenikøbet brokke sig over det
fredag 01.35
om en storm vil man sige at den raser
men jeg tror ikke pia er den mindste
smule vred og i samme øjeblik glas
smadres nede på gaden noget vælter
måske en cykel trækronerne står og
river i nattehimlen river i det
de kan nå mørket og hinanden jeg tog
fejl det var ikke meningen at jeg
skulle være fræk jeg var ikke ude
på at antage hvordan pia har det når
hun tydeligvis ved bedst selv jeg kan kun
tale for mig selv når jeg siger natten
er sprunget ind på værelset ind gennem
vinduet den er her og vil mig det ondt
fredag 01.48
jeg havde netop besluttet mig for at
lægge computeren væk og prøve at
sove da jeg opdagede en fejl i
en sonet har jeg skrevet fem strofer i
stedet for fire og jeg kan simpelthen
ikke se hvordan jeg skal korte den af
uden at give afkald på betydning
repetitioner folkene i bussen
taktfastheden jeg skal tisse og er træt
en enkelt sætning for meget er meget
for meget når man kun har plads til fjorten
kan lade den være til i morgen jeg
mener senere i dag kan jeg ændre
det hele kan jeg elske en anden end ham
fredag 02.02
hvor længe kan jeg blive ved jeg hvisker
gaden er stille lige nu pia er
stille skal vi lægge os ned sammen du
er her ikke men hvis du var kunne du
tage computeren væk fra mit skød du
kunne stille den i vindueskarmen du
kunne slukke lyset og skubbe min krop
med din ned i madrassen du holder om
mig bagfra din ånde presset mod nakken
og pikken mod ryggen ruderne er helt
tilduggede indefra gadelampen
på hjørnet ligner en smattet gul citron
dens lys flyder jeg græder men du ser det
ikke mit ansigt vender ud i rummet
fredag 02.18
jeg har på fornemmelsen at jeg bliver
nødt til at skrive en sidste sonet før
jeg kan gå i seng så det gør jeg nu i
morgen er det lillejuleaften og
jeg er glad for at der derimellem er
hele den toogtyvende decembers
lange døgn jeg tror jeg er træt nok nu til
at tage en pause jeg vil slukke for
lyset og tage brillerne af et rum
der er helt mørkt består kun af bevidsthed
om tings eksistens noget banker taktfast
mod ruden stormens puls eller bare
en løsthængende vindueshank jeg er
blevet tør for dagen for ordet godnat
fredag 02.31
men hvad hvis det næste jeg skriver er det
bedste hvornår ved man at man skal stoppe
jeg er alene og kan ikke styre
det jeg rejser mig for at tisse
måske findes der ikke en naturlig
afslutning måske må man bare tage
en beslutning sige stop jeg skal noget
andet nu jeg skal sove eller jeg skal
ikke være din kæreste længere
og sådan må det bare være undskyld
jeg elsker dig stadig men jeg er træt min
arm klør mine ankler min ryg jeg tænker
på dig hvis jeg må vil jeg stadig kalde
dig min lille elskede en sidste gang
saftspændt frostsprængt
hvis den her stemme lyder beruset
er det nok den fordrukne natur selv
der taler
det er så underligt her
at gå rundt
*
lørdag
jeg fifler med ord
hører gotisk drømmesang i øretelefoner
det er aften
jeg drikker hvide blomsters te
nede på værtshusene står de og råber
det ved jeg
*
metrisk morgen
udkast en skitse
i en verdensmodel
ræk hånden ud
gennem rektangler
tid efter
smagen af menneske
mit vindue er plettet
jeg åbner
og lukker
steder er
blevet til
steder
at være gæst
stå med hånden i dørkarmen
noget jeg ikke kan komme videre fra
stregerne omkring hans mund
veninder løfter mig ud af min seng
gaden er våd
vi går i kiosken
chokolade ligger på rækker
lightere står frem
som små neonfarvede soldater ved disken
kan vi bare få
to pakker smøgere
til hende her
vi griner
de rører ved mine skuldre og min ryg
i lyset fra lygtepælen står mine hårstrå frem
noget gir sig
fase efter fase
håb er en altan
udover amager
en måge flyver forbi
stier omkring søer
flere cigaretter og jeg tager på bar
en hånd i taljen
kan man gætte
hvem jeg er
når jeg sidder her
kan man se
at jeg synes det handler om mig
det her liv
gentagelser og varme
ned i halsen
de har navne
mænd som man kan grine af
i mine arme ligger
bunker af plastik
jeg er fugtig
jeg lader bare mennesker være
hænder, stive og krøllede
ja til det åbenlyse
og alle mine fregner, alle der har puls
det man kan hade
og mere til
til mig
hvad der er
ligegyldighed
vokser i mine bryster
der er så mange kroge i ord
man kan gemme sig i
og blade kommer til fra grenene
skridt på stien
med foden former jeg et hjerte i gruset
at være alene
mine hænder, se mine hænder
og solen
forsvinder
væk fra kirkegården
i skæret i strålerne
