Som om vi bar et barn
Om vinteren sidder jeg ofte længe oppe. Det er, når det har været mørkt i mange timer, at den hemmelige tid begynder. Når alt er tyst, og haven ligger stille. Jeg går rundt og mærker på sommerens indtørrede bær og de nøgne vintergrene. Jeg fotograferer en busk uden at kunne se, hvad der egentlig kommer med i mørket. Den nyopgravede jord ved det lille pæretræ jeg plantede dagen før frosten, jeg nåede det akkurat. Silhuetten af et nåletræ bag alt det andet. Små mørkebilleder der ligger og venter på mig inde i telefonen.
Om vinteren kan man være alene, det kan være nemmere. Man kan putte sig sammen. Mørket og kulden forlanger ikke aktivitet på samme måde, som solen kan gøre det. Det er okay at være langsom at foretage sig mindre. I det langsommelige ligger nærværet, et rum til fordybelse. Et rum til at skabe.
“Krig er forakt for liv, fred er å skape”, skriver Nordahl Grieg i “Kringsatt af fiender” (1936). Han åbner for en forståelse af skabelse, ikke som stor handling, men som en måde at være i verden på.
At skabe er ikke nødvendigvis at producere noget synligt eller færdigt, men at give sin opmærksomhed et sted og blive der længe nok. Det kan være arbejdet i haven, gentagelsen af en bevægelse, fordybelsen i et materiale eller en tanke, der endnu ikke har fundet sin form. Skabelse kræver tid og skrøbelighed.
Jeg bliver altid rørt, når mennesker skaber noget. Det er ikke højtideligt men nødvendigt. At skabe kan føles flygtigt, skrøbeligt næsten ubegribeligt. Hvorfor gøre det, når verden er voldsom og kræver så meget? En verden der larmer, river. Netop derfor.
“Vi vil ta vare på skjønnheten, varmen som om vi bar et barn, varsomt på armen!”
Det er måske den mest grundlæggende opgave, vi har: at passe på det skrøbelige. At insistere på det menneskelige midt i det urolige. At kaste vores kræfter ind ikke i kampen mod hinanden, men i arbejdet for det der kan vokse.
“Kanskje du spør i angst, udekket, åpen, hva skal jeg kjempe med, hva er mitt våpen? Her er ditt vern mot vold, her er ditt sverd, troen på livet vårt, menneskets verd.”
Inger Christensen skriver i “Lys” (1962): ”Hvis jeg står / alene i sneen / blir det klart / at jeg er et ur // hvordan skulle evighed / ellers finde rundt.”
I hendes ord bliver jeget en del af naturens egen tidsregning. Mennesket og evigheden spejler hinanden, ikke som modsætninger, men som samme bevægelse: vi står i sneen, og tiden finder sin retning gennem os. Det er måske det mest fredelige ved vinteren – at forstå at vi ikke står udenfor verden men midt i den.
Og midt i verden har vi et valg. Grieg kalder på det igen og igen: ”Kast dine krefter inn, døden skal tape.” Det kan lyde stort, men måske begynder det i det små. Seneca skrev: “Vi bør give, som vi modtager; glædeligt, hurtigt og uden tøven…” – og måske er det det, december handler om: at lade gavmildheden cirkulere.
Uge efter uge fyldes vores mailindbakke her på redaktionen hos Slagtryk med bidrag. Det bevidner om mod. Tak. Det er et valg om at tage litteraturen alvorligt, også når verden er mørk og angstindgydende. Sammen med vores bidragsydere deler vi denne praksis – at værne om det stille arbejde, at insistere på skabelsen som noget modigt.
Find din kilde. Denne tekst er drevet af energien fra årets indsendte bidrag og af energien fra radioprogrammet Mon Amie Complexe, en varm anbefaling om søndagen på p6.
Skab, også når det føles flygtigt. Gå ud i haven i frostvejr og tæl dine skridt i græsset. Læs på livet løs, men gør det langsomt. Smag på alle de krydrede kager, du kommer i nærheden af, mærk varmen fra bagningen hænge ved. At tage omsorgsfuldt imod. At sige til
mennesker, man holder af, at man
holder af dem. Gør det flere gange om dagen. At tænde stearinlys om aftenen og vågne om natten, at fornemme flammeskæret på væggene omkring sengen.
I mørket, i den hemmelige tid, ønsker vi på Slagtryk jer alle en jul, hvor der er plads til både det stille og det modige. Til at lade evigheden finde rundt gennem os.
Jeg står i metroen mod Kongens Nytorv. Solen står højt på himlen langt over de underjordiske tunneller. Jeg kigger selvbevidst ned ad mig selv, vurderer om min uniform er passende til anledningen. Brede mørkeblå dress-pants (Cos), mørkeblå Converse (slidte), sort nålestribet skjorte (ustrøget) ((fra genbrug)), lang Oilskinfrakke (fra Berlin). Jeg tager mit frontkamera op og kigger på mig selv, roder i mit pandehår på en tilstræbt tilfældig måde. Ja det går an. Fra Kongens Nytorv mod Marmorkirken og så op.
Foran Designmuseum Danmark er sat et lille sødt skilt op med ”Velkommen til Lille Bogdag”. Jeg tager et billede af skiltet og poster det på story og bliver repostet. Jeg træder ind i det gamle Frederiks Hospital, hvor en kyndig arbejder spørger om jeg skal til Lille Bogdag. Jeg siger ja, mens jeg fryder mig over hun ikke tænker, at jeg er gået forkert. Jeg ville her ønske, at jeg kunne huske flere indtryk fra bygningen, som fra min egen fremtoning, men der kan livet være udfordrende til tider. Jeg træder op i den store festsal, hvor de fleste boder allerede er sat op. Alle står og snakker og hører til. Der er virkelig mange med nålestribede skjorte på! Jeg finder det lille, lettere forkrampede, men centrale område som er forbeholdt tidsskrifterne. Jeg finder Isa og Esther fra redaktionen, jeg smiler, de smiler også. Jeg er glad for at se dem, jeg tror de er glade. Lidt efter kommer Josefine, der også er en del af redaktionen, men er her med Gladiator og siger hej. Vi er samlede. De ser alle smarte ud. Bogdagen går i gang med mini-koncert med blæseinstrument (måske sax), det er både sjovt og fint. På toilettet falder jeg i snak med en fin mand med gråt halstørklæde og Fedora-hat. Han fortæller, at han er her med sin mor, som lige har udgivet sin debutdigtsamling som 80-årig! Vi finder hinanden på Facebook, og connecter der. Jeg får desværre ikke fat i navnet på bogen. Der er mange mennesker og generelt højt humør, om end det også kan være lidt overstimulerende. Derfor er det heldigt med haven, som vi skiftes til at gå ud i. Her er grønt og oplæsninger. Jeg overværer blandt andet ” Samtale og oplæsning: Anders Jørgen Mogensen & Rasmus Daugbjerg om Helena Nyblom: Den bjergtagne. Escho”. Skønne eventyr, der er gået i historiens glemmebog. Efter talken går jeg ind til vandstationen. Rasmus Daugbjerg går ud, jeg følger ham med øjnene ud ad vinduet. Han har en lang, brun trenchcoat på. Da han når ud til enden af gården, kigger han til hver side af vejen, jakken blafrer. Jeg blinker en enkelt gang, og så er han væk. Som en gammel mystisk roman, hvor man efter endt læsning er i tvivl om, hvorvidt hovedkarakteren var virkelig, et fatamorgana, eller et slags spøgelse. Vores slogan for at sælge vores bog og tidsskrift bliver til bogdagen meget fængende, ”fremtidens forfattere”. Selvom vi fremfører det lidt kejtet, da vi måske ikke er gudsbenådede sælgere, synes jeg nu alligevel om det. Fremtidens forfattere kan man meget vel også tænke om september måneds bidragsydere: Christian Schjødt-Pedersen, Anna Hjarnø Kanstrup, Jesper Skovlund og Mikkel Hammerfelt. Derfor kan jeg varmt anbefale at hoppe på hjemmesiden og læse dem, sammen med den flotte forside.
Tak til Lille Bogdag for at invitere os. Vi ses!
