Redaktionelt september 2018

“Bliv støttemedlem for Slagtryk og vær med til at fremtidssikre en af Danmarks vigtigste platforme for ny dansk litteratur.” patreon.com/slagtryk

For et år siden skrev jeg i den månedlige redaktionelt, at Slagtryk handler rimelig meget om teksten og (til tider) urimelig meget om økonomi, planlægning og logistik.

Det gør det desværre stadig og vores største ønske er at finde en model, der kan fremtidssikre Slagtryks kvalitet og relevans. I jagten på at finde den rette finansieringsmodel, der sikrer tidsskriftet en større uafhængighed fra tidsskriftsstøtte og fondsmidler (der tilsammen ikke dækker Slagtryks omkostninger) har vi lagt vægt på at finde noget, der var kontinuerligt, gennemsigtigt og ærligt. Og så måtte det ikke ændre vores nuværende vision: at levere ny litteratur frit tilgængeligt for alle.

Patreon er en platform, der giver vores læsere mulighed for at betale et månedligt bidrag til tidsskriftet på en nem og sikker måde. Et lille beløb ($1 +moms = 8 DKK) er valgt med tanke på mange bække små og piller ikke ved vores ide om at enkeltpersoner ikke skal bære Slagtryks økonomi.

På den måde kan Slagtryk blive være finansieret på en stabil måde, hvor den årlige tidsskriftstøtte ikke skal betyde knald eller fald; og at vi kan fortsætte med at betale forfattere for bidrag – såvel som at holde redaktionen fri for omkostninger forbundet med arbejdet i Slagtryk.

Så vidt vi ved er denne form for støttemodel uden fortilfælde i en kontekst af dansk litteratur, og vi er meget spændte på at se hvilke muligheder den bringer med sig til Slagtryk. Vi glæder os til at gøre alt hvad vi kan, for at holde Slagtryk flydende mange år endnu – og vi håber at I vil tage godt imod vores valg af Patreon som støttemodel.

– – – –

Et lille ps: Det er også muligt at støtte os med et engangsbeløb via Patreon eller direkte på mobilepay 40134743. Vil du vide mere om hvad pengene går til, så se vores årlige regnskab her https://www.slagtryk.dk/regnskab/ – – – – Honorar for andet kvartal af 2018 valgt af Tidsskriftet OVBIDAT går til Ulla Charlotte Hansens for hendes bidrag “Hundedigte” tilbage i juni. Læs mere om det kvartalsvise honorar her: https://www.slagtryk.dk/honorar/

Redaktionelt august 2018

Hedebølgen har lagt sig, togene kører igen regelmæssigt og det våde danske efterår nærmer sig skridt for skridt. Slagtryk er også tilbage på skinnerne og vi stopper op hver tredje eller fjerde dag for at publicere nye tekster.

Om året publicerer vi omtrent hundrede dage. En del af de tekster, vi udgiver, leger med formen, men kun de færreste gør det systematisk. Det får mig til at spørge, hvor er systemdigtningen?

Systemdigtning blev begrebsliggjort sidst i tresserne af litteraturkritikeren Steffen Hejlskov Larsen. Det er udelukkende et dansk begreb, men den systemiske litteratur er langt fra kun at være et dansk fænomen. Metrikken og især den europæiske avantgarde går forud for systemdigtningen, og den mest kendte skole er den franske forfattergruppe Oulipo (Ouvroir de littérature potentielle), hvis litteratur opstår på baggrund af skriveregler.

I dansk konktekst er systemdigtning et paraplybegreb, der dækker over digte skrevet på baggrund af et system, der definerer digtets form, inden det er skrevet. Af værker, som konkret omhandler begrebet ‘systemdigtning’, findes der også kun Hejlskov Larsens punktumagtige værk fra 1971: Systemdigtningen – modernismens tredje fase. Inger Christensen, Svend Åge Madsen, Per Højholt og Hans-Jørgen Nielsen er alle nævnt, men fx finder man ikke Klaus Høeck i registret, og det ligner en fejltagelse – Høeck skrev systemisk allerede fra debuten Yggdrasil i 1966 og gør det i øvrigt stadig.

I dag er den mest markante repræsentant for systemdigtningen den stadigt produktive Klaus Høeck og reaktualiserede men afdøde Inger Christensen. Andre stemmer som Martin Larsen, Birgitte Krogsbøll og Rasmus Nikolajsen har også taget systematikken til sig. Martin Larsen låner metrodigtets system af oulipisten Jacques Jouet (“Regel. nr. 1: Der må ikke skrives/mens toget kører/…/Regel nr. 2: Der må ikke tænkes/mens toget holder stille”), men skriver også sonetter. Birgitte Krogsbøl kortlægger verden gennem staveregler. Rasmus Nikolajsen har fundet sit eget system med 8×8=64 stavelser i hver digt, som han mere eller mindre har forfinet siden debuten.

NÅR systemdigtning optræder i Slagtryk, så kan det se ud som fx hos Frederik Sand Madsen, hvis sonetkrans For jeg har det så mageligt i stuen er et remix af den klassiske sonet, rullende dekonstrueret. Han overholder reglen om første linjes genkomst i sidste sonet samt sidste linjes genkomst i en sonet som den første i næste sonet. Rimene og rytmen er kastet ud til fordel for nye principper om bl.a. gentagelse.

Steffen Hejlskov Larsen forklarede i 1971 systemdigtningens metode som en genre, der “ved hjælp af et nyt sprog vil finde nye verdener”. Og selvom den traditionsfrie og grænseløse tid, vi pt befinder os I, gang på gang stiller eksempler op, der udfordrer grænserne for denne verden, så har systemdigtningen sin egen charmerende og stædige måde at lede efter nye verdener på.

Velkommen til Slagtryk august 2018!

Redaktionelt juni 2018

Mit virke som forfatter er en af de ting, der efter min mening gør mig allermest i stand til at have en mening om de bidrag, der kommer ind til Slagtryk. Behovet for selv at skrive har altid drevet min interesse for litteraturen, men det er ikke mange år siden, at jeg begyndte at samle modet til at tage min skrivning alvorligt. Så at sidde her og få lov til at måle og veje er ikke noget jeg tager let på, men ser som et kæmpe privilegium.        Jeg lærer endvidere meget om det at skrive som redaktør for Slagtryk. Ikke mindst lærer jeg meget om at redigere ved at læse den friske og mere eller mindre færdigredigerede litteratur, der støt og jævnligt drypper ind i vores indbakker. Som en form for tak for alt jeres mod og tillid synes jeg, at jeg vil bruge månedens redaktionelt til at dele et par af de principper, som jeg finder meget nyttige, når jeg redigerer mine egne tekster, måske kan I føle jer genkendt i jeres arbejdsmetoder, måske kan I lære noget, om ikke andet kan I more jer lidt over mine ubehjælpelige forsøg på at bedrive litteratur.

At redigere egne tekster er det fineste arbejde. Det er lige dele store armbevægelser og impulsive beslutninger, som det er fluekneppende pillearbejde, ikke pillearbejde i grammatikken nødvendigvis, men pillearbejde i udtrykket, i stemningen og nødvendigheden.

Redaktionen af et første udkast er en helt speciel nydelse, det er der hvor teksten står rå og blødende, der hvor den med stor sandsynlighed ikke afslører sig selv for andre end dig. Den første genlæsning og redaktion kan føles lidt som at vågne op efter en feberdrøm, det er der hvor afstanden i teksten mellem hvad der står og hvad der skal stå, er allerstørst, men det er samtidig også der, hvor man for alvor kan begejstres over alt det, man slet ikke forventede, der ville komme til at stå, alt det man måske slet ikke kan mindes at man skrev. I den første redaktion kan man lade sig dykke ned i en overflod af overflødighed, den kan være som at kratte størknet sand af fossiler med neglene, eller som at rive tapet af i store flager. Kratte, krasse, slette, udrense, markere hele passager af fejloverstrøet vrøvl og se den blanke flade af potentiale stå lysende tilbage.

Redaktionsarbejdet kan være en lise for det grådige menneske. Litteraturen er et af de få steder, hvor jeg lader min indre overforbruger få et frit og frådende afløb. Om end grådighed efter sigende er en dødssynd, så har jeg erfaret, at den har sin berettigelse i det skrivende og redigerende arbejde, så her vil jeg lade en grådig og ødsel persona sluge sig igennem fem principper for redaktion:

At læse er den indiskutable forudsætning for at kunne redigere sin egen tekst, og andres for den sags skyld. Århundreders ophobning af finpudsede og fremelskede verdenssyn ligger til din rådighed, så jeg kan kun opfordre til en vis portion grådighed. Kast bogen over venstre skulder, når du har regnet ud hvordan den fungerer, var et provokerende men frigørende råd, jeg fik for et par år siden, kast den væk, når du har indoptaget den og stræk dine fedtede fingre mod den næste, om det så er efter første side eller gentagne gennemlæsninger.

At kærligheden er en forudsætning for en grådig vedholdenhed over for teksten er min velovervejede om end begrænsede erfaring, så længe vi elsker, bliver vi ved med at vende tilbage.        Jeg tror på, at man må nære en glubende kærlighed til det man skriver om, om det så er en ulykkelig og umulig forelskelse. Kærlighed må der være for at man kan blive ved og have viljen til at forstå, udforske, opholde sig ved noget. Sporene efter denne kærlighed kan fungere som en ledetråd i redaktionsarbejdet. De spor er også hvad man kunne kalde tekstens indre nødvendighed, en abstrakt men tydelig karakter, som sproget kan have. Der kan stå hvad som helst i en tekst, bare det virker absolut nødvendigt. Kan en sætning slettes, så skal den med stor sandsynlighed slettes.

Vær grådig med din skrivning, så grådig, at du må opgive kvalerne ved at slette og smide væk. Jeg var selv bange for at løbe tør for tekst, før jeg begyndte at skrive tre sider dagligt og erfarede at mere avler mere, og det i gigantiske mængder – det var ulideligt. At skrive er også en læring i at give slip, først at give slip på den kritiker der sætter en stopper for skrivningen længe før den går i gang og derefter at give slip på den selvretfærdighed der forhindrer dig i at smide store mængder tekst væk, som du jo har brugt lang tid på at skrive ned i første omgang. Min erfaring med de ulidelige mængder tekst lærte mig at elske redaktionen som den kniv der skærer sig igennem alle de ensformige gentagelser og ubrugeligt stof, den kniv der skærer det noget fri, som alle gentagelserne har forskudt sig til at blive.

Det reelle er hvad Jacques Lacan i sin psykoanalyse kalder den del af alt og alle, der altid vil være fremmed og uudforsket, og at skrive med en glubende appetit er som at kaste sig mod det reelle og se hvilke knopskydninger og drømmekasteller der strømmer ud og lægger sig som en beskyttende barriere rundt om det. En barriere der alligevel kan afsløre en genspejling af noget uudforsket og sandt. Vær åben og grådig overfor det fremmede i din tekst, prøv at gå målrettet efter det reelle, der hvor teksten kommer på dybt vand, der hvor teksten dirrer og gør dig en lille smule svimmel, prøv at starte derfra.

En sidste og helt lavpraktisk observation jeg har gjort mig, når jeg redigerer mine egne tekster er, at noget af det allermest givende er at være ødsel med tid. Tid er det bedste middel til at fjerne sig fra sig selv, skriv noget, ret ikke i det, ret for gud skyld ikke i noget! før det har ligget urørt hen i mindst en uge. Det er ikke altid til at se, hvad der vil overraske dig som godt efter noget tid. Først når du er blevet noget andet, kan du se hvad der er godt ved det du skrev for andre end dig selv. Tiden er et rigtig godt redskab, når man skal vurdere, hvad der er personligt og hvad der er privat.

Redaktionelt maj 2018

Til den nyligt overståede Lille Bogdag d. 12. til 13. maj bestemte vi i redaktionen at benytte os af muligheden for at kunne præsentere noget andet end den sædvanlige række af oplæsere.

Netop i de rammer har vi været glade for at kunne præsentere en række af bidragydere til oplæsning, hvor digtere som Jonas Okholm Jensen og Eva Maria Lund Nielsen siden har debuteret på henholdsvis Forlaget Escho og Kronstork efter at være blevet spottet netop dér til Lille Bogdag. Men i år ville vi gerne fokusere lidt mere på de teknologiske muligheder, der findes i de digitale aspekter ved et nettidsskrift.

Samtidig havde første kvartals honorarmodtager Frederik Sand Madsen sendt os endnu et bidrag, der denne gang var en video, og på den baggrund bestemte vi os for at udvælge nogle eksempler på videopoesi i Slagtryk fra 2011 og til nu. Derefter satte vi os ned og indføjede tre udvalgte videoer i et sammenklippet, kontinuerligt flow, så dette kunne fungere som én samlet fremvisning uden pauser på arrangementets hovedscene.

Videopoesien har altid ulmet i Slagtryks spalter, og der har været langt mellem de forsøg og bidrag, som der nogle gange er dukket op i indbakken. Videopoesien blev fra starten ikke taget seriøst af, og redaktionen har løbende tilskyndet nye formater af poesi, hvor vi også har håbet, at den slags opfordringer ville få digterne til at udfordre deres egen praksis og bringe nogle endnu videre med deres arbejde.

Videopoesien er i sig selv et åbent format, hvor udvekslingen mellem billede, tekst og eventuel anden lyd ikke lader sig nøje med at være en oplæsning optaget på et kamera. Da multikunstneren Tom Konyves tilbage i 1978 coinede begrebet, var denne specifikke kunstform i høj grad knyttet til billed- og installationskunsten, men det er en taknemmelig form med vidde rammer, hvilket bedst beskrives med den italienske digter Gianni Totis (1924-2007) neutrale men dog præcise definition i Totis eget arbejde med “poetronica” (her i min oversættelse): »Videopoesien er en poetisk genre, fremført på en skærm defineret ved en tidsbaseret og afsluttet sideordning af billeder med tekst og lyd.«

Med denne åbne og måske teknisk orienterede definition er det på sin plads at karakterisere, hvad det er videopoesien kan og måske først og fremmest har kunnet i de konkrete eksempler fra Slagtryks udgivelser. Den sammenklippede video bestod af tre værker af Frederik Bjerre Andersen, Iben Konradi Brodersen og Anna Mørk Maegaard med titlerne “Appelsin” (2011), “Drømmen om et liv” (2015) og “Snavs” (2018), og det er alle tre videoer, der er deres henvendelse til seeren, lytteren og læseren bevidst.

Bjerre Andersens bidrag var det allerførste, vi modtog tilbage i ‘11, og det er i sin henvendelse lettere Jørgen Leth’sk i både recitation og emnevalg. Med en fikseret indstilling på et rum med med to døre samt rekvisitter (appelsin og en stol) taler Bjerre Andersen skiftevis ud i rummet og til kameraet, og videopoesiens funktion understreges ved bevidst forcerede klip, hvis komiske effekt ikke kan være spildt på de fleste.

I de to sidstnævnte er der både tekst og billede visse intimitetsskabende greb, der tager udgangspunkt i henvisninger til teknologien. I Brodersens “Drømmen om et liv” gestaltes, hvad der kunne være en skypesamtale med et kvindeansigt beskåret ved webkameraets grænse. Der finder bare ikke nogen samtale sted men derimod en recitation som voiceover, alt imens kvinden drikker sin iskaffe og lægger makeup. Der er en tristesse ved dette tableau, der styrkes af voiceoverens døsigt sørgmodige stemmeføring, og modtageren dvs. seer/lytter/læserens oplevelse af at være i en “den anden ende af røret” er direkte men følelsesmæssigt uafgørlig. I Anna Mørk Maegaards “Snavs” er det en ung pige, der med en performativt naiv stemmeføring genfortæller en samtale mellem hende selv og hendes far om det at være snavset. Dialogen som tekst ligner i sig selv en idyllisk stund mellem far og datter, men der er samtidig en ubestemmelig uhygge i både samtalens afatiske gentagelser og den konstant kontrapunktiske musik, der løber gennem hele videoen som en klassisk klaveretude.

Den intimitet eller blot direkte henvendelse, der findes i disse videoer styrkes yderligere ved, at videopoesien findes på nettet, og den derfor ikke som kunstfilmen og videokunsten sædvanligvis i første hånd opleves i fysiske og kuraterede rammer. Godt nok er Slagtryks publiceringer “kurateret” i redaktionel forstand, men den enkelte seer/lytter/læsers møde er ikke markant anderledes end at finde en video på YouTube eller Vimeo selv for at høre digterens egen (eller en andens?) stemme og opleve værket i sit eget rum på blikket rettet mod laptoppen. Det er måske endda en nedbrydning af digtoplæsningens typiske form, hvor en vis andægtighed ofte har det med at snige sig ind. For netop i videopoesien taler værkets ophavsmand direkte til læseren med en anden stemme end læserens og et andet sted end i læserens eget hoved.

Redaktionelt april 2018

Flere forfattere har i de første måneder af 2018 sendt ind til Slagtryk via pseudonymer, dæknavne eller andre former for anonymitet. Et af afsendernavnene i Slagtryks indbakke lød “Anonym malakit” ledsaget af et fornavn. Vedkommende havde tidligere sendt ind og efter at have fået antaget en tekst også løftet sløret for sit fulde navn. “Anonym malakit” er ifølge Nikoline Langkilde et ironisk modsvar til Googles autogenerede navne i samarbejdsområder (f.eks. Google Docs). Og som redaktør vil jeg tilføje, at dette modsvar også peger på en ekstra digital dimension, som om der ikke er et menneske bag, men en maskine/ cyborg?

I sidste måned publicerede vi Grima Flora; fornavnet er gammelnordisk, betyder maske og kan være både et mandligt og kvindeligt, mens Flora betyder blomst og den mandlige udgave ville være Florus. Det og selve teksten er alt, vi kan vide om forfatteren. På den måde bliver teksten en del af den fiktion, forfatteren skaber omkring sig selv. Og publicerer vi flere tekster af Grima Flora, bliver der skabt en selvstændig fortælling omkring vedkommende. Og det kan også være Grima Flora aldrig igen udgives – og dér forbliver pseudonymet også anonymt.

Lasse Ra er et kunstnernavn, hvilket også en form for maske, som kunstneren kan tage på for at være kunstner. Er der tale om en anden identitet, end hvis Lasse Ra anvendte sit borgerlige navn? For Lasse Ra betyder det, at navnet ikke kan findes på Google og Facebook, og at læseren har mulighed for et mere åbent forhold til teksten og stemmen.

I sidste måned sendte en anden forfatter tekster til os under pseudonym. Da vi havde antaget dem, indvilligede han i at få dem publiceret under eget navn. Var det oprindelige pseudonym et forsøg på at skjule sin identitet for at opnå en fair vurdering? Måske. Men fra mit redaktionelle standpunkt mener jeg, at det er unødvendigt at skjule sig for at få en neutral behandling. Teksten står for sig selv i vores vurdering af publiceringen.

Der kan også være mange andre årsager til at skrive og sende ind under pseudonym. Førstnævnte Nikoline fortæller, at det giver en frihed ikke at skulle lægge navn til, når ens perfektionisme er selvdestruerende. Og samtidig giver det ærligheden et større råderum, da folk man kender personligt ikke læser alt muligt ind i ind og hvorved der opstår misforståelser.

En helt anden variant over pseudonymet er brugen af et fællesnavn, en slags ’open source identitet’, som flere kunstnere anvender som ophav til tekster/ værker. Det har vi ikke set i Slagtryk – så vidt vides. Men under mindst én LIVE skrift har en anden forfatter midlertidigt deltaget i stedet for den inviterede og i vedkommendes navn.

Det er ikke fordi redaktionen vil opfordre til flere tekster under pseudonym. Jeg har som redaktør gjort mig en iagttagelse om den øgede mængde bidrag under pseudonym (publiceret og upubliceret) i de seneste måneder, hvorfor jeg har funderet lidt over det. Afsenderens identitet har altid (om man vil det eller ej) været omgærdet af interesse – og mystik. Det kunne også have været interessant at se nærmere på forfatterens henvendelse – du’et – som f.eks. Lasse Ra og Line Toftsø på forskellig vis taler meget direkte om.

* * *

Arrangement i maj: Slagtryk deltager i Lille Bogdag den 13. maj med videopoesi.

Redaktionelt marts 2018

Bæreposeteorien om fiktion er en pamflet og poetik skrevet af Ursula Le Guin (oversat til dansk af Karsten Sand Iversen, udgivet af Forlaget Virkelig og Laboratory for Aesthetics and Ecology). Ganske kort så tager ‘bæreposeteorien’ afsæt fra et citat fra den feministiske revisionist Elisabeth Fisher om

“at de tidligste kulturelle opfindelser må have været en beholder til at rumme indsamlede produkter og en slags slynge eller bærenet”

og er en forklaringsramme for den menneskets udvikling. I stedet for krig, erobringer og helte, så er fremskridtet baseret på at kunne bære noget hjem (fordi det er nyttigt, spiseligt, smukt). For Ursula Le Guin betyder det at historien (=fiktionen) må være interesseret i det samme og tage samme form.

“romanens naturlige, rette, passende form kunne være en sæk, en pose. En roman er en medicinbylt der rummer ting i et særligt, magtfuldt forhold til hinanden og til os.”

Ursula Le Guins kritik kan læses som en feministisk kritik på heltefiguren. Det har jeg ikke i sinde at diskutere. I min optik ser jeg med bæreposeteorien en logik om at jo længere vi kan fragte større / værdifulde ting, der ellers ikke var i vores omgivelser, desto større bliver vores verden både fysisk og mentalt. Uden at ridse de historiske træk op, så står vi i dag i en globaliseret verden (med et tilsvarende lokal drivkraft), digitalt forbundne, og vores beholder er ikke begrænset af vores egen fysiske formåen (i afstand og evne til at løfte).

Den bærepose vi idag har til rådighed er en vi køber os til, låner eller kobler os på. Den beholder Fisher (via Le Guin) omtaler, er en container shippet fra Singapore. Eller en fil zippet på WeTransfer. For ikke at tale om streamingtjenester, der formindsker tidsperspektivet i behovstilfredsstillelsen.

Hvad betyder det for litteraturen – som beholder? Kan det forklare den nye litteraturs interesse for at låne fra andre tekster, kan det forklare forfatterens frihed i omgangen med genrer og formater og ikke mindst udviskningen af grænser mellem fiktion og fakta i værket? Jeg synes det er oplagt.

Og hvad kan den digitale litteratur – som beholder? F.eks. hvis forfatteren programmerer en formel for hvordan, der lægges i beholderen, i mindre grad styrer præcis hvad og har en armslængde til det færdige værk? Og det gælder ikke kun litteraturen baseret på algoritmer, kan teorien hjælpe os med at anskue litteratur skabt ved hjælp af kunstig intelligens eller personaliseret fiktion baseret på data om læseren eller læserens interaktion? Det vil jeg mene. Det er måske mere kompliceret, fordi processen bag skabelsen af værket kunne spille en rolle for læsning, altså som en forståelses- og fortolkningsramme? Men i så fald var det nok i mindre grad teorien, der kommer til kort og mere at digitale værker frembringes på måder der endnu er nye for os.

Litteraturen har altid været en mulighed for at åbne og perspektivere den verden, som læseren er omgivet af. For mig at se giver bæreposeteorien læseren, kritikeren og forfatteren en ramme for at fravige den gamle plotmaskine, krav om konflikt/ harmoni og helteskikkelse og i stedet vender fokus mod en fortløbende udvikling og mennesker i sig selv.

    * * *

Et par billeder fra KBH Læser & Slagtryks arrangement hvor NÅ!80 blev genbesøgt, finder du på vores instagram, hvor vi ligeledes torsdage kan finde på at se tilbage på tidligere bidrag i Slagtryk. Følg os her: https://www.instagram.com/slagtryk/

Redaktionelt februar 2018

Jeg holder aller mest af at læse. Øjnene glider hen over ordene og farver og billeder og lyde springer op omkring mig i forventede og overraskende konstellationer. Jeg synes jeg hører en solsort, men så er det en ugle. Jeg synes båden vipper, men så blæser det slet ikke. 
 
Jeg synes jeg er herre over ordene, deres betydning, billederne, historien, musikken og meningen med det hele. Men så er det alligevel ikke kun mig, der læser og bestemmer. Det er mig, der læser. Det er mine øjne, placeret i to af kroppens små hulrum i hovedet, der læser. Det er min krop, der læser, indlæser signaler, som dannes til billeder, former, mønstre. Men når jeg læser, blandes teksten op og hele mit liv bliver til et landskab for læsningens intervention. Jeg er ikke herre over min egen forståelse. Læsning er intervention.
 
Læsning er intervention, fordi læsning sætter sig i kroppen. Uanset, hvad den betyder. Ofte er jagten på, hvad en tekst betyder, en anti-læsning. En ikke-læsning. En ødelæggelse af teksten holdt ud fra kroppen. Bestem ikke over teksten, men lad teksten ryste dine følelser, dine ord og din verdensfornemmelse. Når du læser, skal du ikke forstå, du skal mærke efter. Du skal se efter. Teksten er et spejl. 
 
Læsning er spejling. En læsning eller at læse er at lade sig læse, åbne op og lukke teksten ind. Når du lukker teksten ud igen, (hvis man kan tale så bogstaveligt om tekstens vilde galop ind og ud af dine erfaringsrum) er der skabt lige så meget betydning i den læsende krop, som der er skabt betydning i den fikserede tekst. Læseoplevelsen er summen af det indre og det ydre. Du er ikke alene. Heller ikke når du læser. 
 
Jeg er et rum for betydning. Alle de oplevelser som jeg har haft, bliver grundlæggende vigtige for læseoplevelsens facit (vel og mærke ikke tekstens kvalitet. Det kan let forveksles, men der er en bevidsthed til forskel. Det skal skrives bag øret). Det betyder for læseoplevelsen at mine erfaringer danner små bakketoppe mens min naivitet skaber dybe kløfter. Lydene kan være stumpe og synet er sløret eller forvrænget, betydningen arbitrær modsat det klare udsyn og den brede forståelse på udkigsposten. Læsning sætter erfaringen i spil som en intervention og spejler det hele foran læseren.
 
Selvom jeg aldrig får opdraget teksten til at sidde stille, når jeg læser den, læser jeg videre. Indeni har en række tekster sat sig fast.  

Redaktionelt december 2017

2017 er nu ved at være omme, og Slagtryk holder velfortjent ferie uden publiceringer i januar måned. Det er for mig at se en velfortjent pause for os i redaktionen, hvor vi kan gøre ophold, vurdere det den omfattende mængde af tekst og ikke mindst holde dommedag over os selv, som nogle af os gør med de forkætrede nytårsfortsæt. Samtidig er det et øjeblik, en pausering, hvor Slagtryks indbakke igen bliver fyldt til randen med alle mulige og umulige bidrag.

Siden Slagtryks begyndelse har vi været glade for de høje frekvens af bidrag, der bliver sendt til os. En frekvens, der igennem de seneste syv år tilmed har været ualmindeligt stabil. Når vi som redaktion ved juletid samler op og zoomer ud for at betragte tidsskriftet lidt på afstand, er det hvert år en smule bemærkelsesværdigt, at det samlede antal af bidrag ligger mellem 380 og 420 indsendelser.

Det er således en solid tekstmasse, vi gennem året dykker ned i. Og det er i sig selv et fundament, vi står på, at interessen for ikke bare at læse men også for at blive publiceret i Slagtryk i hele tidsskriftets levetid har været konstant og ganske stabil. Vi i Slagtryk har fra tidsskriftets begyndelse ikke villet stille os tilfredse med én kreds, én litteraturpolitisk agenda, én måde at skrive på for at formulere det nogenlunde kortfattet. Omvendt er vi et organ for, hvad der reelt foregår uden topstyring fra vores side eller med en pegefinger i tekstens margin, hvor Slagtryks læsere med vold og magt skal vide, hvad vi har af læsninger eller fortolkninger (eller endnu værre: intentioner) som redaktion, som gatekeepers.

I det samlede felt af indsendte tekster er der naturligvis gengangere, som vi altid hilser velkomne uden nogen garanti for, at der er plads i spalterne og the scroll. Vi peger heller ikke på spørgsmål om retfærdighed af den ene eller anden art, ligesom vi, hver gang en skrøbelig tekst er at finde i indbakken, diskuterer teksten og dens kvaliteter. Vi føler os i vores fællesskab af redaktører overbeviste om, at den grundlæggende funktion, vi varetager, handler om en åben og samtidig konfronterende indstilling til, hvad vi bliver præsenteret for.

I skrivende stund er der siden den redaktionelle afslutning d. 10. december tikket 12 bidrag ind, og vi glæder os til at læse endnu mere og endnu flere digte og prosastykker i det kommende år 2018, hvor vi også ønsker at barsle med nye idéer til tidsskriftet Slagtryk, så den tillidsvækkende stabilitet også kan være et fundament for Slagtryks plads, udvikling og virke.

Redaktionelt november 2017

Det er november, og det meste af måneden har været kold og regnfuld. Den fysiske krop priser sig lykkelig over en god, regntæt vinterfrakke og et par støvler, der kan holde kulden og fugten borte og fødderne varme.
Kommunalpolitikere har hængt i valgplakater; nogle er kommet i by- og regionsråd, andre er ikke. Dansk frugt og grønt er sværere at få fat på i supermarkeder, sæsonen er slut, nu er der kun æbler, rodfrugter og kål tilbage. Sommertiden sluttede i sidste måned og kroppene er ved at vænne sig til den nye rytme. Nogle vænner sig også til mørket, andre taler konstant om deres sollængsel.

Slagtryk udkommer på sædvanlig vis. Redaktionens indbakker fyldes med tekster, teksterne vurderes, svar sendes, og nogle af teksterne publiceres, for derefter at samles i en pdf-fil i månedens sidste dage. I denne måned har vi modtaget og publiceret en række gode bidrag:
Axel Isagers ”Mit værste mareridt er at stå op” præsenterer en hypersensibilitet over for indtryk og en sproglig ophøjning af hverdagselementer, som det ses i titlen, der blander det vågne med det drømmende, eller som det ses i det helt vidunderlige ” en guru i at følge cykelstierne op til skyerne” og den højeste drøm, som er et sted hvor der er gratis kebab, en sky hvor der er gratis kaffe. Desuden: at flytte i lejlighed med sin kæreste og gøre opgangen til en magisk portal. Samtidig er der en magtesløshed til stede, og sensibiliteten, det magiske og det magtesløse væver sig fint ind og ud af hinanden gennem teksten.

Cecilie Lolk Hjort har skrevet ”FØRSTE MANDEDIGT (jeg vil forsvare min manddom som en elefant børster en fugl forsigtigt af sin ryg)”; et vildt og vredt ridt, der betragter og tordner mod toxic masculinity, den giftige manderolle hvori ”alt er koketteri for alfahannen som alt er mørke for piraten der klapper øjnene af sig selv”.

Også Kathrine Marie Schnell bringer med sine tre tekster en fin sensibilitet og detaljeopmærksomhed. Fra en gåtur hvor du’et og jeg’et er i omgivelserne og omgivelserne er i du’et og jeg’et, over en messiasscenes lokkende opstilling til kålormens besjæling: liv og sorg.

I Joan Kirk Jensens tekst er der et vi og et han, men der er også frygt, miskommunikation og akavethed. Læseren bliver gjort næsten pinligt bevidst om hvad der bliver spist, hvilket tøj folk har på, hvor de kører hen med ham, men hvad der ellers foregår ligger usagt og antydet.

Brit Caroline Pallesens ”flodheste er notorisk nærsynede dyr” er en kort og kuriøs tekst om en navnløs, eller i det mindste navneudfordret, flodhesteunge.

Sidst, men ikke mindst, er ”dit sted” af Anne Katrine Bagai en tekst henvendt til samhørighed. Et du, og et jeg der betragter og nærmer sig dette du i tekstens første del, og et vi med ribsspisning, hvisken og fingerfletning i tekstens anden del.

I begyndelsen af denne november har Slagtryk desuden holdt vores første oplæsningsarrangement i samarbejde med Vesterbro-butikken Kihoskh og baren Rbabarrab, hvor de i Slagtryk udgivne digtere Carl-Christian Perch-Nielsen, Yvonne Neseth Eriksen, Kajsa Mia Balk-Møller og Jonas Okholm Jensen læste op. Kihoskh og Rbabarrab sørgede for lokaler, plakat/grafik og god stemning, publikum mødte talstærkt op og lyttede opmærksomt, og det var alt i alt en fin aften, som vi håber at gentage.

Redaktionelt oktober 2017

Redaktionelt stiller i oktober spørgsmålstegn ved, hvad litteratur, tekst og læsning er? Betyder det digitale noget for litteraturen?

Tekster i Slagtryk bevæger sig ikke altid anderledes end tekster, der trykkes på papir. Alligevel er det vigtigt at understrege, at de bliver publiceret på det digitales præmisser – forgængelighed, hastighed, en varierende opsætning i forhold til, hvilken skærm der læses på og sidst men ikke mindst, muligheden for at folde sig ud og indeholde eller optræde gennem andre medier.

Slagtryk publicerer også video med interviews og oplæsning, lydproduktioner og hypertekst. Sidstnævnte var senest en realitet til det fælles liveskrift under Reverse festivalen som blev afholdt i september.

Når Slagtryk forsøger at udnytte de digitale muligheder, er det fordi vi arbejder for et udvidet litteratursyn, hvor lyd, billede og video også kan være litteratur. For hvad er litteratur i en tidsalder, hvor alle former for fysisk materialitet udfordres af det digitale? Helt konkret er fx hyper-liveskriftet fra Reverse en udvidelse af teksten, når der linkes til live-opdatering på, hvor det lyner henne i verden netop nu. Det er et tillæg til litteraturen. Et forsøg på at berige teksten med en merbetydning.

For læseren gør det det, at den tekstlige opmærksomhed skærpes. Det er en nødvendighed, da Slagtryk nødvendigvis læses side om side med Facebook, Instagram og Youtube under åbne faner. Og hvis internettets støj er poesiens modsætning på samme måde, som det håndskrevne digt under ahorntræet i Central Park er en inkarnation af poesien, så må de begge to være usande fremstillinger fra yderfløjene. De forvrænger med andre ord poesiens mulighed for at blive læst med åbne øjne.

I Slagtryk fordres litteraturen qua sin digitalitet til at være aktuel og forgængelig i samme læsning. Og selvom det digitale ikke er Slagtryks eksistensberettigelse, spiller det digitale en rolle for, hvordan vi i dag former og læser litteraturen. Et sted dér, mellem digitalitet og litteratur, slår Slagtryk på tromme.

– – – –

Ny arrangementsrække med Slagtryk og KIHOSKH / Rbabarrab. Fire digtere læser op 1. november på Sønder Boulevard 53 i København. Se Facebook event.

Redaktionelt september 2017

Som redaktionsmedlem i Tidsskriftet Slagtryk handler det r i m e l i g meget om teksten – digtene og prosaen – det indsendte bidrag og de publicerede tekster.
Men af og til handler det u r i m e l i g meget om økonomi, planlægning og logistik.

Et tidsskrifts økonomiske grundlag er usikkert. Slagtryks økonomi er usikker. Ergo er Slagtryk et grundlag. Du ved godt hvem fejlslutningen bygger videre på, og samtidig står en GAS* konstruktion autoritativt i første del af ligningen. Og det er ellers ikke fordi det vrimler med autoriteter i ligningen. Slagtryk baserer sin økonomi på et årligt beløb fra Statens Kunstfonds tidsskriftsstøtteudvalg og resten er små kortslutninger i forbindelse med arrangementer, projekter, nye ideer. Vores tilknytning til Kronstork? De er vores venner.

Det vil være så sædvanligt at nævne poesiens trange kår under den kommercielle paraply. Men det er bare endnu en GAS konstruktion og ikke tidsskriftet værdigt. Ligesom digte på T-shirts, citater på kaffekopper eller et Slagtryk logo på en kuglepen eller klistermærke til din MacBook Pro.

Så nej, vi åbner ingen butik for at hente omkostningerne ved at publicere Tidsskriftet Slagtryk hjem. Måske kunne vi lave en klub? Den skulle have medlemsfordele til arrangementer i Literaturhaus, lydbøger hos Storytel, en forfriskning på Bobi Bar, køb af de seneste udgivelser på diverse mikroforlag. Det er bare sådan, at jo mere vi inkluderer for at gøre det attraktivt for den betalende, desto mere bliver det en medlemsklub og desto mindre en platform for ny kortprosa og poesi.

Vi kunne lave en abonnementsordning, der som en god gammeldags omnibusavis på nettet kræver login og betaling efter X antal læste sider. Men hvordan står den værdi i forhold til det redaktionelle arbejde, og forfatternes, såfremt vi forvandler 20.000 årlige besøgende til 200 årligt betalende abonnementer?

Vi kunne lave en crowdfunding – indtil vi igen skulle lave en ny crowdfunding?

Så uanset hvordan vi vender hver en krone, så er vi tilbage ved det rimelige og urimelige. Personligt ønsker jeg at bruge min tid på litteraturen, når jeg sidder i en redaktion på et litterært tidsskrift. Kan jeg tage det fokus for givet? Lad mig vende det om: kan du tage Slagtryk for givet?

I denne måned har vi søgt tidsskriftsstøtte – hvilket er en historie for sig med sidste års uforståelige afslag samt en regnskabsteknisk ændring i ansøgningsprocessen i år, der for anden gang på få år har sløjfet et års tidsskriftsstøtte for alle tidsskrifter i Danmark. På den måde blev tidsskriftsstøtten udløser for denne måneds Redaktionelt. Hvilket bringer mig tilbage til pausen, et hvil eller måske den afsporing som Thomas Glud benævnte digtlæsningen i vores Redaktionelt fra august. Måske er det en kortslutning at vi stiller os udenfor paraplyen. Redaktionens valg er at arbejde ulønnet. Langt de fleste bidrag publiceret i Slagtryk er uden et honorar til forfatteren tilfølge.

Og hvad kan du gøre? Er du læser, så del vores bidrag – send dem videre pr email, del dem på facebook, brug dem i undervisning, læs dem højt for dine venner, familie, kollegaer – og tal om dem.
Er du forfatter, så send os dit bedste. Hold niveauet højt, Slagtryk er intet uden gode bidrag.

  * GAS = genetiv, adjektiv og substantiv – – – –

LIVE SKRIFT – i starten af september måned afholdt Slagtryk en to timers LIVE skrift i forbindelse med REVERSE Poetry Festival. Fem forfattere deltog og du kan læse det færdige bidrag i denne PDF:

LIVE SKRIFT 2017 [1 MB]

En ny video blev publiceret i månedens løb. Se oplæsning ved Carl-Christian Perch-Nielsen og hør nogle hans tanker om god poesi i denne video.

Redaktionelt august 2017

Vaner er en del af livet. De er den del af den strategi, der skal gøre livet nemt at leve. Måske er de ligefrem med til at gøre livet mere tåleligt. Hvem ved?

Vaner spiller en rolle i dette sensommernummer af Slagtryk. Jeg skal se, om jeg kan forklare mig.

Jeg læser vanerne ind flere steder. I Selina Rom Andersens Mary Alice er vanerne absurde ovre hos naboen: ”Hun kan sidde og gnave/ i en lysestump på sin/ veranda til langt/ ud på formiddagen”, mens de hos Thomas Rude Andersen ligner det ordinære, fluer fanget i kapitalismen, ”de er ligesom byer/ med biler i tænderne/ og albuer låst fast til caféborde”. Hos Anna Hechmann Knudsen fastlåses handlingsmønstre hos både den enlige og den gifte farmor i teksten At være krop for andre.

I Kajsa Mia Balk-Møllers Hareskår, udfordres tabuet gennem en dialog i tre dele. Hos Jeppe Mørch udsættes fodtøjets pasform i Ler over længere tids delirium og et øjebliks glemsel. Et forhold der vanligt er i overensstemmelse men her kører af skinnerne.

Jeg ser Slagtryk som et modsvar til vanerne, de indlejrede handlingsmønstre, motorvejene og folkevandringerne.

Derfor lægger jeg også tryk på, at denne måneds redaktionelt er en opfordring til at bruge læsningen af poesi som små ophold i din effektiviserede hverdag…

Poesi er en afbrydelse, en pause, et hvil. Ikke en overspringshandling, snarere en afsporing. Og når Slagtryk publicerer digte og kortprosa på nettet, hvor de er tilgængelige for alle, er det fordi vi tror på, at det gør en forskel at ligge dem der, hvor folk allerede befinder sig.

Poesien i Slagtryk adskiller sig selvfølgelig ikke nødvendigvis fra den poesi, du kan finde alle mulige andre steder. Opsøg den i alle de former, du har lyst til. Men jeg kender mig selv godt nok til at vide, at har allermest brug for et tilt, når jeg sidder fast i mine facebook-notifikationer. En maskine der selv vælger, hvad du skal se, og hvad du ikke skal se.

Del Slagtryks og alle andres poetiske afbrydelser af konkurrencestaten.

Når du engang imellem kan finde en video-oplæsning og et interview, er det Slagtryks eget forsøg på at afbryde os selv på internettets præmisser.

ormene er på vej ind i dig/ det okay”, men vær ærbødig og rørstrømsk.