Så lærer vi det på den hårde måde

Min nabo er vred over de stigende energipriser. Det bliver alt for dyrt: hvad med varmepumpen, hvad med de dobbelte skærme hun må have, brusebadet – og nu skriver de på DR, at der også måske bliver slukket for strømmen nogle timer hver dag. Jeg indvender, at det måske er meget godt at vi lærer at tænke over vores energiforbrug. Vi har levet som grever og baroner, haft lyset tændt inde og ude, nat og dag, haft alt på standby og ikke skænket det en tanke. Så siger hun: Så lærer vi det da på den hårde måde.

Man behøver ikke engang at aktivere sin fantasi og forestille sig langt hårdere måder at tage den lære til sig, end at udgiftsniveauet stiger. Man kan nøjes med at læse om oversvømmelser i Pakistan, eller se på antallet af flygtninge fra afrikanske lande, som ikke vover liv og lemmer i alt for små gummibåde på Middelhavet fordi de tror at de kan blive rigere i Europa. De flygter for at overhovedet at have en fremtid i et land der ikke er tørkeramt – eller så ramt af udlandsgæld til rigere lande at der ikke er ressourcer tilbage til at skabe fremtidsmuligheder.

Den hårde måde er ikke, når vi rammes på pengepungen, men når konsekvenserne af vores adfærd rammer.

Det kan kun lade sig gøre at udpine og overudnytte ressourcer af alle slags hvis man opfatter sig selv som udenfor eller hævet over dem. Slaveri var fx en konsekvens af en tankemæssig konstruktion der dehumaniserede ikke-europæere. Hermed gjorde de det legitimt at sætte dem i arbejde. Den ulighedstænkning er kun til dels afskaffet. I denne del af verden må vi mennesker opfatte os selv som mere værdifulde end alle andre, også andre arter, vores behov har forrang. Ellers kunne vi ikke undlade at handle på den viden vi har om livsbetingelserne i andre dele af verden og om klodens tilstand.

Men måske er de mange kriser netop den form for ydre pres der skal til, for at vi for alvor kan udvikle medfølelsen med de dyr der rædselsslagent flygter fra skovbrande, med uddøende arter, med gispende naturområder og med mennesker som bliver ofre for klimaforandringer eller konflikt? Måske er det kriser som nu energikrisen der skal til, for at vi får en forståelse for at vi mennesker er en del af alt levende? Det føles i vores og deres åndedræt og hjerteslag, i fuglesang og flyvedyr, i alt der er grønt og vokser, i bølgerne der ruller ind og bevæger alverdens bestanddele rundt på kloden i en evig puls. Vi sidder sammen i båden over middelhavet, og vores mulighed for at finde en olivengren er at mærke samhørigheden.

På Slagtryks egen redaktion sker der også forandringer, og denne udgave er den sidste med vores redaktører Mau Lindow Tarbensen og Olivia Lyhne Broksø. Mau og Olivia har været en fast bestanddel af Slagtryk inventaret i de seneste to år og det er under deres skarpe blikke at tidsskriftet har udviklet sig til den pulserende og dynamiske litterære drivkræft som Slagtryk er i dag. Vi er kede af, at sige farvel til Mau og Olivia men vi er samtidigt begejstrede for at meddele, at redaktionen i deres sted byder velkommen til Benjamin Storm, Simone Prehn og Christine Emilie Sejersen. Vi ser frem til at fortsætte rejsen med denne nye og dygtige redaktion og vi glæder os til at udforske de mange nye veje som vi skal tage Slagtryk med ud på sammen.

Forandring og forvandling

Status quo kan være helt OK, hvis man altså ikke er et rastløst gemyt … og et online litterært tidsskrift er nødt til at være mindst en smule rastløst, tror jeg. Det må prøve nye ting af, forandre og forny sig, både for at følge med tiden, men også for ikke at blive et kedeligt rutineforetagende, som risikerer langsomt at blive glemt eller, endnu værre, med større pludselighed at blive irrelevant.  

Der er heldigvis sket meget i Slagtryk i løbet af bare det seneste halve år. Vel og mærke ikke drevet af frygten for ovenstående, men af ren og skær lyst til at forvandle og forbedre: Vi har fået nyt PDF-design, holdt en fantastisk receptionsfest for temanummeret Mennesket, klimaet og litteraturen og nu også fået en ny hjemmeside.

Denne juni måneds redaktionelle tekst kommer omkring ikke mindre
end ti forandringer, af hvilke den nye hjemmeside står for de første otte:

1) Det pink tema er lagt på hylden, og vi har fået nogle blødere, beige og orange farver i stedet.

2) Nem navigering med færre muligheder for at folde foldemenuer ud
og mindre risiko for at fare vild i en fold eller folder.

3) Mobilvenlighed. Yes, læs Slagtryk på farten uden at skulle zoome og trække og skubbe.

4) PDF-læsning direkte i browseren. Du kan nu scrolle igennem måne-
dens udgivelse uden at skulle downloade eller åbne den i et nyt faneblad.

5) Forsidearkiv. Tidligere fungerede ”print”-siden som en slags uofficielt forsidearkiv, men nu har forsiderne altså fået deres helt eget galleri.

6) Smutvej til Slagtryks Instagram i bunden af hovedsiden.

7) Bidragene i fokus. – Dette er lidt et snydepunkt, for det er ikke en egentlig forandring. Bidragene har altid været i fokus, og sådan bliver det ved med at være. Men øverst i menuen er der i hvert fald kommet hurtig adgang til nyeste bidrag og bidragsydere.

8) Patreon i baggrunden. Tidligere havde vi en knap, hvor der stod ”støt os” øverst i menuen. Det er virkelig dejligt, at der er læsere, der vil støtte Slagtryk (!), men vi har heldigvis (indtil videre) et støttebehov i den lavere ende, så det punkt er kommet ind under ”Om Slagtryk”-kategorien. Vi har dog stadig brug for vores læseres hjælp til at drive og skabe forandringer på Slagtryk, og du kan støtte med helt ned til 8 kroner om måneden.

Intet af alt dette kunne vel og mærke have ladet sig gøre uden de mange timer og det store arbejde, som Maria Steenberg har lagt i at designe vores nye hjemmeside. Vi er så glade og taknemmelige for den side, hun har lavet til os. – Og vi håber selvfølgelig, at I også vil tage godt imod den.

Der er to forandringer tilbage, og det er to, der kan involvere dig:

9) Olivia Lyhne Broksø stopper i Slagtryks redaktion til efteråret,

og

10) det gør jeg også.

Olivia og jeg har været med i redaktionen i to gode år og var begge en del af det hold, der overtog tøjlerne fra Slagtryks ene stifter, Erik Scherz Andersen. Nu er der imidlertid nye døre, der har åbnet sig for os (kun så mange døre kan stå åbne samtidig, før et gennemtræk må få en af dem til at smække i), så vi leder derfor efter redaktører, der er klar på at videreføre Slagtryk sammen med Anna Livia Boljén Lambert og Seth Marvin Andersen.

I de sidste par år har vi haft en geografisk spredt, men aldersmæssigt ret homogen redaktion. Sådan har tilfældet villet det, men vi forsøger klart at prioritere at have en så stor diversitet i redaktionsgruppen som muligt; det gør både samtalerne og udgivelserne mere interessante.

Kunne du tænke dig at tage del i det både seriøse og sjove redaktionsarbejde, kan du læse mere om stillingerne på vores hjemmeside. Efter receptionsfestsuccesen i foråret har vi fået blod på tanden, og hvis du f.eks. står med ideer til et temanummer, et oplæsningsarrangement eller lignende, så skriv meget gerne dine ideer i din ansøgning. Slagtryk er, hvad vi gør det til, og vi er altid åbne for både mindre forandringer og større forvandlinger.

–

Som altid holder redaktionen publiceringsfri og ferie fra Slagtryk i juli, så bidrag tilsendt i både juni og juli kan forvente længere svartid end normalt, mens andre henvendelser besvares i august.

Rigtig god sommer!

Mennesket, klimaet & litteraturen

Omkring 1940’erne skrev den østrigske Stefan Zweig det efterhånden bedagede værk Verden af i går. I bogens anslag lyder det om zweigs samtid, at “(…) denne alt for tillidsfulde tro på fornuften – på, at den i sidste sekund ville forhindre vanviddet, var i grunden vores eneste forbrydelse. Vi havde ikke læst skriften på væggen med tilstrækkelig frygt (…)”. Zweig stod på kanten til det 20. århundrede og kiggede ned i det kaos, som det bragte med sig. Den gamle verden – trygheden, sikkerheden, hjemligheden – lå bag ham, og det var ikke muligt at vende tilbage. Det, som Zweig skriver om, er krig – ikke klima. Alligevel spejles samtidens verdenskrise i hans ord. Vi står også på kanten til en ny tid. vi har heller ikke læst skriften på væggen. Og hvad tager vi os til? Vi falder tilbage på en tillidsfuld tro – præcis som Zweigs medmennesker gjorde.

‘Denne alt for tillidsfulde tro på fornuften’ kan være troen på, at der kommer en god teknologisk løsning i morgen, eller dagen efter eller om et år, og at denne løsning kan redde os ud af det rod vi har skabt med et snuptag. Regeringens hockeystavs-model er her det bedste billede. Men hvad hvis det hurtige tech-fix ikke kommer? Og hvor går vi hen med alt det andet, de andre aktører, følelser og ord og kunst, mens vi sørger over det tabte, og forsøger ikke at tabe det sidste?

Måske er de første skridt en søgen efter udviklingen af en ny kollektiv bevidsthed, som tager sine rødder i et sprog, hvis form afspejler et ønske om en naturlig symbiotisk væren i verden; et sprog, som er emanciperet fra den lingvistiske dominans, hvori nogle former for liv er rangeret højere end andre. Måske kan vi lede i litteraturen og se, om vi her kan finde et af mange rum, hvor en sådan ny bevidsthed kan tage form og spire; at forvilde os i poesien kun for at finde vejen tilbage til en sti, som leder ind i en horisont, hvor livet kan gro.

Det var med det håb, at vi i slutningen af 2021 lukkede op for bidrag til vores temanummer. Vi ville lave et nedslag, vi ville sætte en ramme; sætte den løst nok, til at der var plads til at skrive i mange retninger, ikke gøre temaet til en spændetrøje, men skabe mulighed for at finde et fælles lejde, et fælles fodfæste – ikke forstået som et fælles sted at tale fra, men et fælles sted at tale om. – Og snart lyste en mangfoldighed af litterære tilgange tilbage mod os igennem den prisme, vi havde sat op: Mennesket, klimaet og litteraturen.

Der var en slående forskelligartethed blandt de bidrag, som vi modtog. At læse dem igennem – tekst for tekst – var ligesom at holde en mangefacetteret diamant op foran sig og dreje den, se den blinke tilbage. Vi er enormt taknemmelige for de tekster, som vi har modtaget, og vi vil gerne rette en tak mod dem, der har sendt dem ind.

Antallet af bidrag vi modtog viser, at det – omend brede – emne, er noget, der optager folk. Uanset hvor fokus lå, om det var på naturen eller klimaet eller løsningerne eller de frustrerende langsomme løsninger, har vi fået tekster med stor indlevelse. Særligt tekster om naturen, menneskets naturlige habitat, er ofte skrevet med stor længsel. Måske fordi de er skrevet indenfor, måske fordi de er skrevet efter en lang dag på et arbejde, som med sit klassiske kontorfællesskabskantethed ikke har særlig meget med menneskets naturlige ageren at gøre. Derfor går de sanselige beskrivelser af naturen igen, tror jeg, fordi vi nyder at læse om en hånd, der køres gennem lange strå, og at dagdrømme os selv ind i den situation.

Andre bidrag har afbildet en dystopisk fremtid, hvor læseren kan sanse brudstykkerne af en forandret verden. De verdener, vi bliver præsenteret for i teksterne, er karakteriseret ved et fravær af liv – og især fraværet af fugle optræder som et centralt symbol på tabet af frihed. Vandet, hvad enten det optræder i overflod i en verden, der drukner eller som fraværende i en verden, der lider af tørke, er endnu et essentielt element i teksterne, som giver læseren mulighed for at træde ind i en verden, som på én gang virker fjern men samtidig nærværende.

Der er altså helt af sig selv opstået nogle udtryksformer, tankerækker og symboler, som går igen igennem udgivelsen. Organiseringen af bidragene er dog som vanligt gjort alfabetisk – vi har bevidst valgt ikke at gruppere teksterne efter tematiske eller formmæssige forbindelser. Hvert bidrag indgår selvfølgelig i en form for forbindelse med, og bliver påvirket af, de andre bidrag, men det står læseren frit for at overveje betydningen af disse forbindelser, og hvad sammenfald i form, tone og indhold fortæller om, hvordan skrivende på netop dette tidspunkt i historien opfatter menneskeartens indfatning i naturen og påvirkning af klimaet.

Endnu en gang tak til alle, der har bidraget til udgivelsen, og tak til alle, der læser med.

Kh. fra Slagtryks redaktion,
Livia, Olivia, Seth og Mau

Aliasapril

Det er april. Vejret er omskifteligt, og hvorfor ikke være som vejret, hvorfor ikke også have flere ansigter? For tiden leger jeg med tanken om, hvad jeg ville hedde, hvis jeg skulle have et alias (hvis jeg nu engang skulle blive DJ… eller digter!). Efter en ustruktureret, men grundig, research fandt jeg ud af, at der faktisk er rigtig mange forfattere, som har udgivet under pseudonym. Mange af de forfattere, som jeg læste om, havde helt almindelige dæknavne, men der var også mange, som havde fundet på noget sjovt. Et par eksempler:

• Boz (Charles Dickens)
• George Eliot (Mary Ann Evans)
• Florio (Fanny Purdy Palmer)
• Silence Dogood (Benjamin Franklin)
• Busy Body (også Benjamin Franklin)
• Lemony Snicket (Daniel Handler)

… Hvor min yndlings umiddelbart (og uden tøven) må udpeges til at være Lemony Snicket.
“What’s in a name?” spørger Juliet Capulet i Shakespeares (måske allermest) kendte stykke, Romeo and Juliet, og selv om hun giver sit svar i stykket, så vil jeg alligevel tillade mig at dvæle ved det. I må støve jeres gamle Shakespeareantologi af, hvis I hellere vil have Juliets svar.

Det må antages, at der findes flere årsager til at gemme sig bag et pseudonym. Den første og mest oplagte er, at man ikke kan udgive sine værker i sit oprindelige navn, fordi man i det tilfælde ville blive enten overset eller problematiseret (jeg tænker her på kvinder, der har taget sig et maskulint klingende alias for at undgå, at deres litteratur blev fravalgt på baggrund af deres køn).

Den anden – mindre oplagte – årsag er, at man simpelthen ønsker at tage en smule pis på omverdenen (Lemony Snicket, det er dig, jeg tænker på): det er simpelthen for kedeligt at være Hr. Eller Fr. Andersen, når man kan være Hr. Boz eller Fr. Busy Body.

Som jeg sidder her og skriver denne måneds redaktionelle tekst, falder der mig en ny årsag ind: Man kan også været havnet i en situation, hvor man har forfattet et tekststykke, hvortil ens navn simpelthen ikke passer. Jeg studerer til daglig økonomi på Københavns Universitet – et studie, hvor sproget reduceres til rå formidling af information. Alle metaforer, alle stilfigurer – alt, der spræller og gør en tekst levende – det skal luges ud, som var det ukrudt i en prydhave. Min gamle underviser plejede at tegne blomster i marginen på mine opgaver. Ikke fordi fordi opgavens sprog var fængende. Nej – det var, fordi jeg havde gjort mig skyldig i at begå en sprogblomst. Sproget var for spirende og for lidt to-the-point (hvilket for resten er lidt af en præstation, for det er ikke nemt at skrive med indlevelse om kronekrisen).

Denne redaktionelle tekst skrives ud fra, hvad der sejler rundt i mit hoved, og det gør den på en måde til min egen. Men i det øjeblik jeg underskriver mine opgaver, føler jeg ofte, at de er skrevet af en anden. Her ville et alias næsten være rart at have (Boz, ligesom Charles Dickens, måske? Det ville jeg stensikkert få en blomst i marginen for).

Når man så er afklaret med, at man ønsker sig et alias, så skal man til et finde på et. Her er det vigtigt, at man ikke jagter sit alias: det skal komme frivilligt til en, ligesom en slags mini-epifani. Præcis ligesom et digt kommer til Søren Ulrik Thomsen. Jørgen Leth lavede engang en dokumentar om Søren Ulrik Thomsen (tænk, et fedt alias: SUT). Det er på alle måder en meget stemningsfuld film, spækket med de bedste Lethske stillbilleder: ravne, der flakser op fra et træ; regn, der siler ned ad glasflader; kaffe, der snurrer rundt i en kop og endelig – SUT selv, siddende på mageligste vis i sin chesterfieldlænestol. Mens han sidder der, hører man en speak, indtalt af Søren Ulrik selv. På speaken lyder det: Når jeg skal skrive et digt, så lader jeg teksten komme til mig. Jeg jagter ikke digtet – jeg er en sø, og jeg lader digtet stige op i mig. Smukt sagt, sut! (og hvis man et kort øjeblik konkretiserer metaforen: hvad stiger op i en sø? Er der andet end de små iltbobler, som algerne danner, når de fotosyntetiserer?).

Jeg vil lade dette være en opfordring. Forestil jer, at I er søer (eller damme, vandhuller eller stille åer, hvad I nu føler jer som), og at jeres alias ligger dernede på bunden, pakket ind i grønligt dynd. Det er et spørgsmål om tid, før det river sig fri og stiger op til overfladen som en lysende boble af ilt. Så er opgaven bare at række ud … og tage det!

Noget andet, som blev rakt ud og taget, det var mikrofonen til det lanceringsevent, som løb af stablen i Kulturhuset på Islands Brygge d. 1. april. Her havde vi – os fra Slagtryk, hey! – fornøjelsen af at invitere til udgivelse af vores temanummer Mennesket, Klimaet og Litteraturen. 16 forfattere var repræsenteret i det temanummer, ti af dem kom og læste deres tekster op, og vi fire redaktører kunne ikke have ønsket os mere. Tak til jer, som kom, læste og lyttede!

Efter oplæsningerne pluggede det upbeat (og megafede) band VAKT deres guitarer in og satte toner på aftenen. Alle kender følelsen af en flad livekoncert, men tro mig, med VAKT på scenen kunne den følelse ikke ligge længere væk. VAKT skal I helt klart lytte til, hvis I ikke kom til arrangementet og hørte dem der.

Peace out!

– Anna Livia AKA Sascha Slinkova, Erik Skærild Hede, Isak Andersson eller Alma Estray

Kulturen i politikernes hænder

Under den første lockdown udtalte daværende kulturminister Joy Mogensen, at hun “syntes det var upassende at tale om kultur nu”. Det på trods af, at kulturbranchen blødte, og at en af landets fattigste grupper er prekariatet i den usikre kulturbranche. Denne gruppe af mennesker er ikke ‘den klassiske arbejder’, og der er formentlig ikke mange stemmer at hente i dem for socialdemokratiet. Og måske er det derfor, at deres arbejds- og eksistensvilkår hverken stod eller står øverst for regeringen. Særligt en mærkeligt, fordi det i corona-pandemiens værste måneder var netop lige der, at vi havde ekstra meget brug for kulturen. Kultur, som rakte ud over Philip Fabers fællessang. Alligevel er der blevet investeret noget i kulturen, og det ‘noget’ er for mig en ukendt størrelse. På finansloven finder vi nemlig ‘Kulturens Analyseinstitut’, som har fået tildelt fire millioner kroner i 2022 og 8 millioner kroner årligt i 2023-2025. Instituttet skal understøtte mere viden om kulturbranchens forhold og kulturens betydning for borgernes trivsel blandt andet med afsæt i evidens- og forskningsbaserede undersøgelser. Derfra viser instituttet sig også at være en lidt ukendt størrelse for mere eller mindre alle andre, et work in progress, som det er.     Det fortæller Lasse fra Kulturministeriet mig, da jeg ringer. Det vi ved, er, at Kulturens Analyseinstitut etableres som et uafhængigt institut. Aftalepartierne har nu haft møder med kulturlivets interessenter, og så er næste skridt, at kulturministeren nedsætter en bestyrelse, som efterfølgende udpeger en direktør. Så er vi ligesom i gang. Det er ikke til at sige helt konkret, hvordan litteraturen vil være at finde i instituttet, for det kommer selvsagt an på, hvad instituttet beslutter sig for at undersøge og fokusere på. Men i hvert fald har Danske Biblioteker, Danske Skønlitterære Forfattere og Dansk Kunstnerråd været en del af dialogen. Det, man bedst kan sammenligne analyseinstituttet med, er Idrættens Analyseinstitut, som også er at finde under kulturministeriet. Idrættens Analyseinstitut har til opgave at skabe overblik over og indsigt i idræt og folkeoplysning nationalt og internationalt, og analysere konsekvenser af og perspektiver ved politiske initiativer i forhold til idræt.      Det er ikke umiddelbart muligt for interesserede privatpersoner at få indflydelse, før instituttet er oppe at køre, men jeg glæder mig i hvert fald til at se, hvad de kan bidrage med. Derfor: Betragt dette som et stykke folkeoplysning. Men brug det også gerne som en anledning til, at tænke over hvad det er kulturen skal kunne, hvad den gør for mennesker og for samfundet, og hvordan vi bedst understøtter kulturen og de mennesker der bærer den. For med oprettelsen af Kulturens Analyseinstitut ser det ud til, at man fra politisk hånd i en eller anden grad begynder at tage kulturens rolle i samfundet mere alvorligt. På redaktionen har vi nu længe talt ned til lanceringen af vores temanummer ‘Mennesket, Klimaet & Litteraturen’, og nu er det lige om lidt! Vi har fået sindssygt gode bidrag ind, og på selve aftenen kan I glæde jer til at høre Clara Lykke Broe, Anne Katrine Bagai, Signe Kierkegaard Cain, Mikkel Roosevelt Hertz, Tobias Ole Wolthers, Antonius Dalsgaard, Mathilda Printzlau, Mikkel Vejle, Dorthe Maja Løwe, Anna Møller og Iben Indra Dons læse op. Efterfølgende vil bandet VAKT spille, og der vil være vin og smukke værker af vores forsidekunstner Ella Koppel. Husk at booke din gratis billet her. Og så kan du også stadig nå at sende en ansøgning til at designe Slagtryks nye hjemmeside. Der er rimelig frie rammer, et budget på 10.000 og deadline for ansøgning er den 15. april. Læs mere om hvordan du søger her.

Slagtryk skifter ham og inviterer til lanceringsfest

1)

I midten af februar fandt jeg ramsløg i skovbunden. Riis Skov i Aarhus bliver hvert år fuldstændig dækket af den kraftiggrønne løgplante. Det var i samme uge, som vintergækker og erantis dukkede op under æbletræet i fælleshaven. Er det nu, det bliver forår? Ugen efter gled jeg i sneen, mine støvlesnuder er utætte, jeg har købt en forårsjakke og en gul, ærmeløs kjole, vanterne skal af og på, det er muligt og så umuligt at sidde ved et udendørs cafébord: Én retning med mange udsving. Det er svært for de solhungrende at klæde sig rigtigt på, og jeg er en af tusinder, der derfor sjældent undgår forårsforkølelsen.

Da jeg i januar satte mig ned for at give Slagtryk nyt tøj på, var det med henblik på at gøre tidsskriftet klar til hele året. Mens vejret på bedste og mest irriterende vis påvirker mennesket, udgøres en – udelukkende glædelig – omskiftelig faktor i Slagtrykuniverset af månedens forside. Forsidernes påvirkning på tidsskriftets udseende er nu blevet større, idet deres farvepalette videreføres til baggrunde og tekst. Farven på bidragsydernes navne skifter således fra måned til måned. Derudover har vi endelig fået en bagside, bestående af en halvtransparent spejling af forsiden. Ændringerne træder i kraft samtidig med, at vi byder velkommen til Slagtryks nye forsidekunstner, Ella Koppel. Koppels kunst har derfor givet inspiration til det nye PDF-design.

Forsøget på at skabe en symbiose mellem forsider og indhold, følges af andre ændringer. Den vigtigste er, at tekstbidragene nu i helt bogstavelig forstand er i øget fokus: Skriften fylder simpelthen mere på siderne, og korte digte kommer ikke længere til at svømme i oceaner af hvidt. Tanken med det nye tekstlayout er både at lade bidragene påkalde sig mere opmærksomhed og at gøre PDF-udgivelsen mobilvenlig.

Slagtryks nye ham er mere spraglet end den gamle. Jeg håber, I kan lide den og synes, at den passer til den slange af skrift, der som altid udgør livet indeni.

2)

Foruden det nye PDF-design, pønser vi også på at give hjemmesiden en tiltrængt makeover. Vi søger derfor en hjemmesideudvikler, der vil påtage sig opgaven inden for de rammer, som vores økonomi tillader. For ikke at (gen)skrive et helt jobopslag, vil jeg henlede interesserede til opslaget på slagtryk.dk.

3)

Mens jeg skriver denne tekst, skinner solen udenfor. Der er knopper på buske, som jeg bilder mig ind at kunne artsbestemme, så snart bladene folder sig ud. Jeg tænker på de sandaler, der giver mig vabler under fødderne, men der er alligevel noget tid til, at dette let-løsbare sommerproblem bliver aktuelt. Der er i hvert fald en begivenhed forinden, som vi på redaktionen ser meget frem til:

Den 1. april afholder vi i samarbejde med Kulturhuset Islands Brygge lanceringsfest for det første temanummer under den nuværende redaktion: Mennesket, klimaet og litteraturen. Vi fik ekstraordinært mange fine og vilde bidrag og talte i redaktionsgruppen om, hvordan et godt gammeldags benspænd kan give endnu mere koncentrerede og gennemarbejdede tekster.

Til lanceringsfesten vil der både være oplæsninger ved bidragsydere, udstilling ved Ella Koppel og livemusik, så I er garanteret en god aften. Tilmelding er ganske gratis.

Hele redaktionen glæder sig til at se jer og håber, at I kommer godt ind i foråret.
Kh.

I Sapfos fodspor

Jeg er rejst til øen Lesbos i det Ægæiske Hav på udkig efter et lille hvil fra den travle Athenske metropol, som jeg kalder mit hjem. På færgen falder jeg i snak med en ældre græsk herre, som fortæller mig, at man bedst lærer Lesbos at kende ved, til min store overraskelse, at læse Sapfo; en antik lyrisk digter hvis død er dateret til 579 f.Kr.

Der er noget fascinerende ved dette, at en ø er kendt for sin digter. For hvad siger det om et sted og dets folk, når historie, selvidentitet og poesi er så tæt forbundet? Med disse tanker i baghovedet, er jeg rejst i Sapfos fodspor for at prøve at spore den antikke digtnings betydning og indflydelse på vore dages moderne Lesbos.

Sapfo var antikkens vigtigste kvindelige lyriske digter. Kendskabet til hendes lyrik strakte sig langt over det territorium vi i dag kender som Grækenland, og Platon refererede til hende som den tiende muse. Sapfo er ofte portrætteret med en lyre, da lyriske digte blev fremført som sange, højst sandsynligt til bryllupper og religiøse ceremonier. Hendes lyriske digte menes at have udgjort ni bind, hvoraf der i dag kun eksisterer ét fuldstændigt digt, En Hymne til elskovsgudinden Afrodite, samt større og mindre fragmenter af tekststykker. Sapfos hymne til Afrodite er hendes mest kendte digt, som introducerer det centrale tema om fri kærlighed og erotik, særligt mellem kvinder, som gennem historien både har gjort hende til en forhadt og bandlyst digterinde, men også en elsket, beundret og central skikkelse i den vestlige litteraturhistorie.

Da jeg træder ud i Mytilini, er det straks tydeligt, at Sapfo stadig er en central skikkelse på Lesbos. Det første sted, jeg ankommer til, er Sapfos Plads, Mytilinis hjerte, hvor en gruppe unge hænger ud og ryger cigaretter foran en hvid stenstatue af Sapfo med sin lyre; den højeste bygning ved pladsen er Hotel Sappho, og foran denne er der er et muralmaleri af Sapfos ansigt malet på ruinen af en efterladt bygning. Navnet Sapfo er over det hele i Mytilini: Hoteller, rejsebureauer, caféer, ejendomsmæglere. Sapfo er blevet markedsliggjort; navnet er blevet et brand, et salgs kneb som skal tiltrække en form for alternativ turisme og være med til at forbedre Lesbos’ omdømme, som i de seneste år i stigende grad er blevet forbundet med bådflygtninge og en urolig politisk situation med naboen, Tyrkiet. Statuer af Sapfo findes langs kysten ved siden af høje, hvide kristne kors og et hav af andre statuer, der hylder græsk nationalisme og uafhængighed fra Det Osmanniske Rige. Sapfo som et symbol på en ophøjet europæisk kulturånd kan ikke ignoreres i en anspændt græsk-tyrkisk geopolitisk kontekst med stigende nationalistisk retorik og konflikteskalering. Men med denne appropriation af Sapfo som symbol, er noget af den historiske Sapfo gået tabt. Hun var elsket i sin samtid og kendt for sine digteriske færdigheder, men hun var også en kontroversiel figur, særligt i sin eftertid hvor hendes tekster betragtes som subversive og endda farlige for moral og tradition. I middelalderen beordrede den katolske kirke, at alle hendes bøger skulle brændes, og gennem historien har magtfulde mænd, som ikke brød sig om en så rebelsk og fremtrædende kvindelig skikkelse indenfor den litterære tradition, forsøgt at portrættere hende som en prostitueret, der udelukkende optrådte i drikkeklubber for mænd, eller, som i tilfældet med muralmaleriet i Mytilini, forsøgt at underspille hendes seksualitet ved at male Sapfo som en grædende kvinde. Denne udbredte, men historisk udokumenterede, portrættering fortæller historien om, at hun tog sit eget liv ved at kaste sig ud fra en klippe på grund af ulykkelig kærlighed til en rig og berømt sømand.

En anelse skuffet over Sapfos nuværende eksistens som merchandise og brand, er jeg rejst til Sapfos fødeby, Eressos, for at se, om der er noget tilbage af denne subversive, rebelske digterinde. Og netop Eressos, viser det sig, har mere end noget andet sted været med til at sætte Lesbos og Sapfo på verdenskortet. Siden 2000 har en non-profit organisation ved navnet Sappho Women organiseret den årlige International Eressos Women’s Festival, en LGBTQ+-venlig festival, som hvert år tiltrækker deltagere fra hele verden. Selvom denne festival uundgåeligt også er en del af et turistorienteret Sapfo-brand, så er denne kvindefestival måske det tætteste, vi kommer på at finde Sapfos oprindelige ånd på Lesbos i dag. For hvis vi vil prøve at begribe, hvorfor antikke digte skrevet for 2.500 år siden, stadig læses og vækker resonans i dag, kan vi ikke overse Sapfos betydning for den vestlige kvindelitteraturhistorie. Hun er ikke kun den første kvindelige græske digter, vi kender til; hun er praktisk talt den eneste. Hun var en fremtrædende og respekteret offentlig figur, spillede en central rolle i lokalpolitik og skrev og digtede om at være kvinde, i en historisk kontekst, hvor ingen andre gjorde dette. Den historiske reception og de reaktioner som Sapfos tekster affødte, er centrale for at forstå den vestlige litteraturhistorie. Uanset hvordan man læser Sapfo som historisk person, er hendes poesi noget af den fineste lyrik, vi kender fra antikken.

Kærligheden for god lyrik har heldigvis overlevet Sapfo, både hos læsere og forfattere, og også i dette nummer af Slagtryk kan du finde elementer af det formfulde billedsprog og de maleriske detaljer i de skrevne ord, som karakteriserede Sapfos digtning.

Det kommende år bliver også et spændende år for Slagtryk. Vi kommer til at udgive et særnummer med klimalitteratur i foråret, som du stadig kan nå at sende dit bidrag ind til (deadline er rykket en måned til 15. februar). Der vil også være en udgivelsesfest, så hold øje med Slagtryks kanaler for mere information om det! Derudover bliver det forhåbentlig året, hvor Slagtryk får en ny lækker hjemmeside, som de gode tekster fortjener. Sidst, men ikke mindst, glæder vi os til at præsentere jer for vores nye forsidekunstner i 2022. En kæmpe tak til Jo Loui Borup for de flotte forsider i 2021. Vi glæder os til at følge din kunst fremover!

Vi er glade for, at I vil læse og skrive med, og vi ser frem til også at dele det kommende år med jer i litteraturens tegn. Godt nytår!

November 4 ever

Mit første møde med november i en tekst var i digtet året har 16 måneder af Henrik Nordbrandt. Det lyder sådan her:

Året har 16 måneder: November december, januar, februar, marts, april maj, juni, juli, august, september oktober, november, november, november, november

Essensen af regnvådskold, mørk og uendelig right there. November er (helt reelt) en gråzone, hvor det ikke rigtig er varmt, men det er heller ikke rigtig koldt. Det er en slags parentes i årshjulet, skudt ind mellem sensommer og jul, og der sker ikke rigtig noget i november (udover Mortens aften – men hvem var Morten egentlig og hvorfor skal han fejres?). Dagene flyder over i hinanden og der er laaaang tid til 1. december.

Som Alex Turner synger I “Snap out of it”: forever isn’t for everyone / is forever for you? No thanks, ikke hvis det handler om et forever i november.

Den sang er i øvrigt anbefalelsesværdig, og det er måske særlig relevant at anbefale musik til hinanden nu, for en god måde at humørregulere sig selv på er ved at lytte til musik.

Netop dette talte jeg med en ven om forleden. Vi havde sat os ned på en bar, og vi talte om, hvor udsat man er, når man er sæsonafhængig. Sommeren med lyset, den går så hurtigt, og det er så let at være udendørs. Når det er november, og incitamentet til at bevæge sig udenfor er reduceret til dagligdags gøremål (cykle til arbejde, hente mælk, hente bøger på biblioteket osv. osv.!), så tones humøret automatisk ned. Men her skal musikken redde os: min ven og jeg talte os frem til, at musik har sådan en stærk effekt på éns humør, at man i novembersituationer skal huske at lytte til det, som kan give energi. Jeg synes i hvert ikke, at der findes noget som at jazze hjem fra skole til Sweet about me af Gabriella Cimli (lyt til den!). At cykle missilhurtigt, mens Titanium brager derudaf i ørerne er heller ikke værst.

Min ven og jeg fik ikke talt om den musik, som er trist, men jeg synes også, at den er værd at nævne. Mange Gen Z’ere vil måske kende den meme med bålet og benzinen, og sådan er det netop:



man hælder noget trist musik på sit humør, det flammer op, og så har man lidt mere overskud bagefter, når det hele er brændt ned. Works like a dream.

Men ikke alting er gråt: om lidt er det noget andet, der kommer til at fylde: duften af tændstikker og appelsiner, nelliker og varm te. Det er næsten december, og solvhverv igen, hvor døgnet vender og vokser tilbage i lyset.

Tidsskriftet som springbræt, legeplads og læringsplatform

I starten af oktober læste jeg for første gang egne tekster op for et publikum. Det var til en festival i universitetsregi, hvor jeg og forfatteren Hans Peter Madsen var inviteret tilbage til det trygge campusområde på Kasernen i Aarhus, hvor vi begge havde vores daglige gang som litteraturstuderende fra 2015-2020.

Lykkeligt blændet af lyset, der var rettet mod scenen, læste jeg mit langdigt i to dele højt for tilhørerne; kun anet som uklare omrids og mørke plamager på stolene. Efter nedtrædningen fra podiet ramte lettelsens rus. Den eksalterede følelse, der kan følge i kølvandet på noget, man næsten ikke tør, men frygtelig gerne vil og altså gør alligevel.

Da også Hans Peter havde læst op, blev vi begge inviteret op på scenen. Denne gang til en sofabænket samtale om, hvordan man skaber sig jobs i kulturbranchen efter endt uddannelse. Jeg gled af på den muligvis underforståede forventning om, at vi skulle tale om lønnet arbejde. Jeg fortalte i stedet om Slagtryk, samt sagde et par ord om, hvad litterære tidsskrifter kan i sammenligning med bogudgivelser.

Jeg fortalte, at jeg opfatter litterære tidsskrifter som seriøse foretagender, der fungerer som litterære eksperimentarier – og at det på ingen måde er to ting, der modsiger hinanden. Det er her, man kan sende tekster i proces ind, tekster, der ikke passer ind i et større tekstkorpus, tekster til tiden og tekster uden for den. Nødvendige tekster, der mangler et sted at være; der kræver at blive læst.

De litterære tidsskrifter er som seismografer, idet de kan vise, hvad der rører sig i vækstlaget i dansk litteratur netop nu – hvilke genrer, temaer og stilarter, der er oppe i tiden, og hvordan eksisterende ditto kan brydes, fornyes og gentænkes. Eller som tidligere redaktører på Slagtryk har formuleret det:

Tidsskrifter er et sted, hvor forfatterskaber begynder, eller hvor læseren finder mellemregninger og sidespring fra forfatterskaber, der allerede er etableret.

Citatet stammer fra temaet I Slagtryk før værkdebut, der opdateres flere gange årligt med debuterende forfattere, som tidligere har været publiceret i Slagtryk. Nogle gange kort tid før deres værkdebut, andre gange mange år forinden, som det for eksempel er tilfældet med Ingrid Nymo, der debuterede med Kloster på Forlaget Kronstork her i 2021, mens Nymo første gang var trykt i Slagtryk ti år tidligere, i 2011.
 
Litterære tidsskrifter er kort sagt både læringsplatforme og legepladser. De er oaser eller åndehuller, der frembyder sig i en forfatters skrivepraksis; de er trykventiler og litterære mødesteder. Et tidsskrift kan godt fungere som en trædesten i et spirende forfatterskab. Men tidsskriftet er andet og langt mere end det – det har sit helt eget økosystem.

Litteraturen som en lonely planet-guide deluxe

Jeg har fornøjelsen af at opholde mig i Italien de kommende måneder. På en vingård uden for Siena, som dyrker Cabernet Sauvignon, Sangiovese og Merlot. Og så lige i tid til høsten! Det er første gang, jeg er i Italien, men heldigvis har jeg litteraturen med mig som guide. Både til kulturen, men også som en reel guide til det område, jeg befinder mig i.

Den mest kendte litteraturguide til en by er formentlig James Joyces Ulysses, som tager læseren på en detaljeret tur gennem Dublin, men også Ernest Hemingways A Moveable Feast kan stadig bruges som stringent guide på en tur rundt i Paris. Christopher Isherwoods Goodbye to Berlin havde jeg med mig, da jeg flyttede til Berlin på jagt efter en god fest efter gymnasiet. Derfor nød jeg særligt fortællingen om Sally Bowles, der også er inspirationskilde til musicalen Cabaret. Da jeg senere flyttede til Skotland, havde jeg Robert Burns’ højsang om både modige Jakobinere og det højland, de kæmpede for, med mig.

Nu er jeg her, med en frygtelig sparsom viden om både Italien og italiensk litteratur. Heldigvis er der hjælp at hente. De fleste italienere har i løbet af deres uddannelse læst Alessandro Manzonis Promessi Spoti (The Betrothed), og sikke en banger so far! Den er skrevet i første del af 1800-tallet, foregår i det spansk-besatte Lombardiet i 1620’erne og er Manzonis store kulmination på sine interesser indenfor litteratur, historie (wow, der er meget historisk afklaring, men skrevet så let, at det nemt glider ned), og en seriøs katolsk vækkelse. Intet vidste jeg om italienske prinser og fyrstedømmer, italiensk 1600-tals lovgivning på ægteskabs- og ejendomsområdet, bravos (en slags vagabonder, som kan hyres til ret beskidt arbejde), eller livet som munk i perioden. Endnu har jeg meget at lære, men heldigvis har jeg stadig 400 sider tilbage af bogen. Det er noget af en moppedreng, som forfatteren i øvrigt genskrev på “toscansk” 20 år efter, den udkom, efter først at have skrevet den på en blanding af de dialekter, som gav mening for karaktererne. En anden prins, Tomasi di Lampedusa, har skrevet Il Gattopardo (Leoparden), der først udkom efter hans død i 1958, og som handler om en prins i 1860’erne, der må gøre op med sig selv, hvorvidt han må give sig hen til forandringens vinde eller forsøge at bekæmpe dem. En tilstand Italien virker til ofte at befinde sig i. For at tage mig med tilbage til krigen i Italien (og her i Toscana, hvor jeg bor), læser jeg Iris Origos War in Val d’Orcia – hendes dagbog fra 1943-44. Og så læser jeg selvfølgelig Frances Mayes’ Under the Tuscan Sun. Det er med den helt store fare for at blive frontrunner på live-laugh-love-segmentet, men man kan slet ikke undgå at blive fortryllet af hendes beskrivelser af mennesker, landskaber, planter og MADEN! Man får lyst til at styrte ned til den lokale grønthandler og give sig i kast i køkkenet. Hvilket jeg så gør.

Jeg er naturligvis meget begrænset af mit ringe italienske, som gør, at jeg er nødsaget til at læse på engelsk. Derfor kan jeg også kun læse italienske værker, som er så store, at de er oversat. Eller, hvilket der også er meget af, udlændinge der skriver om Italien og italienerne. Af samme grund har jeg også en snigende fornemmelse af, at jeg misser de helt særlige perler. Så kan man jo heldigvis drømme om at komme igen en anden gang, måske når jeg har taget italiensk på aftenskole et par år. Eller giver mig helt hen til idéen om selv at købe en vingård, hvilket helt sikkert er mere romantisk i teori end i praksis.

I redaktionen genstarter vi efter sommerferien med nye kræfter. Byd velkommen til Anna Livia Lambert, Uzma Akbari og Seth Marvin Andersen – vi glæder os til at læse sammen med dem! Et stort tak til Astrid Kjær Olling for hendes arbejde på redaktionen det sidste år, og held og lykke på forfatterskolen i Bergen. Vi glæder os til at læse mere fra hendes hånd.

Redaktøren som litteraturens jordemor?

I en kommentar i Weekendavisen #14 skriver skribent og redaktør Kathrine Tschemerinsky:
Med fremkomsten af sociale medier troede vi, at behovet for redaktører forsvandt. Det var frisættende ikke længere at blive forstyrret og begrænset af en autoritetsfigur, der blokerer os med et word-dokument fyldt med overstregninger og kommentarer. Men redaktør er ikke kun en stillingsbetegnelse, det er også ideen om, at forbedring sker gennem samtale, en samtale, der pr. definition er kritisk.
Kommentaren handler om sproget på sociale medier, men pointen er også relevant for os, der arbejder med litteratur online, hvor vejen fra modtagelse af et bidrag til publicering er langt kortere, end i både fysiske tidsskrifter og på forlag. Ofte går der kun få dage, fra et bidrag antages af en af os redaktører, til det lægges op på siden. Alligevel sker det næsten altid, at teksten i nogen grad når at ændre karakter i løbet af de dage.

Jeg er enig med Tschemerinsky i, at vi må arbejde aktivt for at undgå degenerering af sproget ved at insistere på nødvendigheden af både at kunne modtage og give sproglig kritik – i den konstruktive betydning af ordet, der både kan tage form af åbne spørgsmål, fingerpeg, håndsrækninger og redningsplanker.

Her i Slagtryks redaktion er den kritiske samtale (i et tilfældigt, glædeligt sammenfald med forårets komme) for alvor begyndt at blomstre. Vi diskuterer ivrigt bidragene og skriver frem og tilbage om ændringsforslag.

For at kunne give god kritik, gør vi først og fremmest vores bedste for at forstå en tekst på dens egne præmisser. Det vil sige, at vi gør vores bedste for at sætte parentes om vores personlige præferencer og idiosynkrasier, for at kunne forholde os åbent og nøgternt til det indtryk, teksten gør, med det udtryk, den har. Herefter løfter vi blikket og overvejer: Vil nogle justeringer i udtrykket få tekstens helhed til at stemme bedre overens med de strenge, der allerede slås an; med tematikken, med stemmen og tonen? Bliver teksten stærkere af, at visse ord udelades, den sidste sætning streges, et par kommaer flyttes?

Når vi arbejder med litteratur, arbejder vi med, hvordan man indfrier eller befrier et allerede iboende potentiale. Som redaktører søger vi hverken at hæve os op over tekst eller forfatter, men at imødegå, sensibelt og tentativt, med en fast overbevisning om, at alting i en tekst er betydningsfuldt, om det så drejer sig om syntaks, grammatik, ord- eller formuleringsvalg.

Med en metafor kan man måske derfor sige, at teksten er forfatterens, mens redaktøren er dens jordemor. Man kunne dog også argumentere for, at den slags metaforik er fjollet og unødvendig, når budskabet allerede er gået klart igennem … Hvad synes du?

Til sidst vil jeg gerne opfordre alle skrivende læsere til at skabe eller deltage i skrivefællesskaber, hvor I modtager kritik på egne tekster og giver kritik til hinanden. På Slagtryk giver vi ikke begrundede afslag, men helt sikkert er det, at et afslag ikke bør ses som en afvisning, men derimod som en opfordring til at arbejde endnu mere med skriften – og her kan et skrivefællesskab være virkelig givende. Ligesom én fugl i hånden er bedre end ti på taget, lærer man utvivlsomt mere af at få respons på én sides tekst end af at skrive ti sider direkte til skrivebordsskuffen.

Som altid: Af hjertet tak for at betro og berige os med jeres bidrag.

*

Nye redaktører Det er med lige dele begejstring og taknemmelighed, at vi ønsker Klara Li Scheutz og Shosha Raymond velkommen i redaktionen! Klara har en kandidatuddannelse i kunsthistorie v. Københavns Universitet, hun har gået på Gladiators 1-årige forfatterskole og har tidligere arbejdet som formidler på kunstcentret CC og som redaktør og skribent for kunstmessen CHART. Shosha debuterede som forfatter i 2018 med kortromanen Stillezone på Forlaget Gladiator. Hun har desuden arbejdet med litteratur i kraft af bl.a. foredrag, oplæsninger og redaktionel feedback på højskoler.

Patreon I starten af april fik vi Slagtryks Patreon sat på skinner med to oplæsningsvideoer. Støt Slagtryk og få adgang til tre fede oplæsninger hver måned! Pengene går ubeskåret til at afholde litterære arrangementer, samt til at forbedre Slagtryks online platform.  

Om at udgive tekster som singler

I februar skrev jeg om, hvordan ny teknologi kan skade bogmarkedet. Hvordan nethandel lukker boghandlere i Tyskland og truer det danske bogmarked. I dag vil jeg i stedet vende blikket mod, hvordan ny teknologi kan være gavnlig og åbne bogformatet op. Eller måske rettere skille formatet ad og tænke tekster mere adskilt, som selvstændige værker, ligesom man ofte gør med sange – og ligesom vi i Slagtryk gør ved at udgive tekster løbende.

De første bøger lignede ret meget de bøger, vi har i dag: en samling sider omsluttet af bogbind, som man læser fra den ene ende til den anden. Musikformater derimod, har skiftet meget gennem årene, fra vokscylinderer til plastikdiske. Når formatet skiftede, mødte musikken et nyt benspænd, som samtidig gav muligheder. For eksempel gjorde vinylen, at man tænkte en plade inddelt i A- og B-sider. Og CD’en gjorde det muligt at lægge et usynligt hidden track ind, til dem der lader den spille længe nok, efter sidste nummer er sluttet.

Nu er det litteraturen, der møder et stort formatskifte, til det digitale. Den overgang er en mulighed for at gentænke det klassiske kronologiske sideforløb, som bøger som regel har. Her kan litteraturen lære af, hvordan andre kunstformer har tilpasset sig. Man kunne for eksempel overføre musikkens singler og mixtapes til litteraturens verden. Nogle artister vælger at udgive sange fra et kommende album drypvis, før det hele udgives. På samme måde kunne tekster udkomme online i singler, der til sidst samledes til en e-bog. Dem, der er ivrige efter at læse samlingen, kan få den på forskud, og dem, der er mere forbeholdne kan nøjes med et par hit-tekster. Det ville sætte de enkelte tekster fri fra bogen eller tidsskriftets udgave.

Når tekster er løsrevne, giver det også mulighed for at sammensætte dem på ny, ligesom man gør med sange i playlister. Der findes selvfølgelig allerede antologier og forfatterskabsudpluk, men det er ikke så almindeligt, at læsere selv sammensætter tekster på kryds og tværs. En bog lægger ikke op til den måde at sortere tekst på, som Spotify gør for sange. Forestil dig at læse litteratur på en platform, der indbyder til, at man smækker en række tekster sammen til en ven som et mixtape med personlige anbefalinger. Eller selv samler en mappe tekster, som man synes bruger et særlig spændende greb. Helt uden at skulle finde kopimaskinen og klippe-klistre-grejet frem. På den måde kan litteraturen bruge nogle af de rammer, som allerede giver liv til musik.

Noget andet, som poesien kunne lære af musikken, er den måde, folk omgås yndlingssange på. Jeg bliver ved med at vende tilbage til sange, som påvirker mig emotionelt, mens jeg tilgår digtsamlinger som en helhedsoplevelse. Det er skønt at høre et album fra ende til anden, men jeg nyder også at høre mine yndlingsnumre for sig selv. Det tror jeg til dels har at gøre med, at jeg tænker sange mere adskilt fra albums end digte adskilt fra digtsamlinger. Men sådan behøver det ikke at være.

Litteraturen behøver ikke at nøjes med at lære af musikken, den kan også mødes med musikken. Når tekster bliver digitale, bliver det nemmere at blande kunstformer sammen. Indimellem modtager vi bidrag, som gør netop det. Se for eksempel Marie Triers fine oplæsningsvideo, eller gå ind på vores Patreon, og hør den oplæsning, Havhus lavede sidste måned.

—

På vores Patreon udkommer der hver måned oplæsningsvideoer. De koster kun seks kroner, og pengene går til at holde events – også uden for København!