mit hjem er en lille kasse. i køkkenet: sorte og hvide tern af linoleum, som barnet spilder grød på flere gange dagligt. det vævede tæppe i gangen, husker ikke navnet på det, men jeg husker smagen af ordet, da jeg læste det i lejekontrakten. jeg er glad for det tæppe. det er tilfredsstillende at støvsuge, små metalliske lyde af grus og småsten på vej op gennem røret.
hver morgen går jeg ned til åen. barnevognen i den ene hånd, snoren i den anden. den gråbrune hund ryster sig, den kan ikke lide regnen. så går den tæt op ad mit ben, som var jeg en paraply for enden af dens hale. jeg kan bedst lide at gå så tidligt, at det endnu er mørkt. så står jeg og ser på lysene i vinduerne, som dukker op i takt med at fremmede vågner derinde.
lidt større, sideordnede kasser på skråningen ned mod stien ved åen. rækken af huse som en manifestation af et liv, jeg aldrig får. to komma syv millioner stykket. min morfar siger: bare vent, når du er færdiguddannet, kan du sagtens låne. da han var på min alder, havde han ejet sit hjem i fem år. indenfor sætter en kvinde håret op og lægger et barn til sit højre bryst.
ligger med omgangssyge. pendulerer mellem seng og toilettet. gudskelov er børnehaven åben. jeg tænker jævnligt på, hvordan andre mennesker klarer at have både barn og beskæftigelse. sygdom er et helt andet game. siger til barnet, at jeg henter ham sent. han gentager ordet, måske for at forstå. da jeg kommer klokken 16.45, spørger han: mor, er det her sent?
vender altid tilbage til åen. går ad stierne, vælger legepladsen lige på den anden side af broen, selvom der er andre og bedre legepladser. om foråret vokser der ramsløg og rød hestehov langs vandet. og så er der rækkehusene, der bliver solgt nærmest før, de er sat til salg. små nye familier flytter ind. jeg skubber barnet på gyngen, lytter til hjertelatteren.
barnet sovende i sengen ved siden af mig, armene i en skålformet formation over hans hoved. han har et aflangt modermærke på sin venstre kind, som jeg flere gange forsøgte at vaske af, da han var spæd. det var før jeg havde lært ham at kende. han vender sig i søvne. synes hele tiden, at han bliver så stor. nu kan han selv støvsuge tæppet i gangen, hvis han vil.
herning i april. hjælper min søster med at gøre rent i den gamle lejlighed. det nye sted er et rækkehus. nybyg i sandfarvede mursten. carport. hos naboens står en statue af en hund, selvom de ikke har en levende en af slagsen. på køkkenøen ligger en vejledning til studsning af hæk. der er åbenbart en særlig måde at gøre det på, hvis man gerne vil bladoptimere.
jeg tror faktisk ikke, at jeg kender andre, der bor i rækkehus. vi spiser koteletter med det bestik, de fik i bryllupsgave. riflede håndtag. har samtaler, der indeholder sætninger som: herning er faktisk en rigtig dejlig by og der er også lige åbnet et pokébowl-sted oppe overfor biblioteket. tænker på, at jeg skal bede dem køre mig til toget, hvis jeg vil væk herfra.
traver op og ned ad vejen på det lukkede vænge for at få barnet til at falde i søvn i klapvognen. han er snart for stor til den metode. er så forbandet træt hele dagen og så lysvågen, når han endelig sover. så bliver jeg for længe oppe. så er jeg sur, når han vækker mig morgenen efter eller i løbet af natten. jeg græder meget for tiden, prøver at undgå, at han ser tårerne.
åstien igen. kvinden står i forhaven og putter sit barn i en emmaljunga. en mand kommer med en vandflaske og en hat til hende. en solsikke i en krukke har vendt sig, selvom skyerne dækker himlen. barnet går selv, sparker til en sten i gruset. fra broen ser jeg en and skubbe fem ællinger i vandet. så står jeg der og tænker. hvem ville mon finde mig, hvis jeg døde.
en morgen fortæller barnet mig om en drøm, han har haft. jeg vidste ikke, at han drømte, men selvfølgelig gør han det. i drømmen: en af de andre fra børnehaven kom hjem til os og væltede hans seng. sådan gør man ikke, hvis man er venner, mor, siger han. nej, du har ret, siger jeg. aer hans lyse hår, han er svedig af nat og drøm. sådan gør man ikke, hvis man er venner.
andre drømme: hans far, der følger efter os, eller nogen, der dør, ofte i en brand eller i en togulykke. han interesserer sig meget for rollefordelinger mellem ordensinstanser. politiet fanger røvere, brandfolk slukker ild, ambulancereddere hjælper de syge. min mor sender en sms, en dag hun passer ham: han spørger om politiet henter hans far, hvad skal jeg svare?
på en gåtur på kirkegården fortæller en veninde mig, at der ikke findes mere rødler i danmark. det er derfor, alle nye bygninger er gule eller sandfarvede eller lavet af et helt andet materiale. træ for eksempel. hun siger: det ser hæsligt ud. jeg kan egentlig godt lide det nye, men jeg siger ikke noget om det. det er hende, der betaler for kaffe, da vi sætter os i læ.
man kan ikke blive skuffet, hvis man ikke har forventninger. sådan trøster jeg mig selv igen og igen. barnet trøster mig også. siger ting som: sikke nogle pæne sko, du har på, mor og godnat, min bedste ven! ting, jeg smiler ad. hans lune hænder, der drejer mit ansigt, når han gerne vil have mig til at se noget. en tulipan, et arrangement af legetøjsbiler. hans blå, blå øjne.
før rækkehusene var der fabrik. så et skilt med en rød advarselstrekant. lad ikke børn lege i græsset – området er kraftigt forurenet. så oprenser man jorden, så gør man forskellige indsatser for at øge biodiversiteten. variationer af markblomster på skråningerne mellem rækkehusene og åen. så kan man plukke dem og sætte dem i vaser. så kan man næsten glemme.
