Bidrag

Frida Maria Agger Holdensen – Sonetter

fredag 00.44


hele dagen har vi ventet på stormen

der hedder pia nu er hun kommet og

rykker lidt på altanmøblerne jeg har

sat mig i sengen og kan høre hende 


i morges da jeg vågnede var her helt

stille og kondensvandet på ruderne

lignede ansigtet på en hyggelig

kentaur jeg slog en prut så her stank


af lort af tømmermænd men det er flere

dage siden jeg var i byen jeg er

træt og har sovet tolv timer jeg er 

træt af de blikke jeg får når folk hører 


at jeg stadig ser ham fordi jeg stadig 

er forelsket fordi jeg ved bedst selv



fredag 00.56


når jeg skriver i morges mener jeg i 

går morges men hvilken forskel gør det jeg 

strækker mine ben under dynen og får 

krampe av for fanden mine lår bliver


spændte som en vred hund som en liderlig

udgave af mig gør mit for også at 

få en orgasme må strække og spænde

hele kroppen og særligt i lårene


hvis jeg skal hjælpe min nydelse derhen

hvor hans også er jeg er ikke ked af 

at være blevet voksen men jeg er ked

af at være vokset fra min naivitet


fra min tro på det bedste i folk jeg ser

en mand i bussen og tænker idiot



fredag 01.12


jeg tænker smukke tanker og jeg tænker

grimme tanker og ved ikke hvilke af

dem der er mine egne og hvilke af

dem der er samfundets jeg vil gerne se 

på folk i bussen og forestille mig 


at de lever et fint liv jeg vil gerne 

se på mig selv og tænke at jeg lever 

et fint liv ikke tænke at jeg har en 

grim krop at jeg ikke vil være mor for 


jeg vil ikke udsætte et barn for at 

skulle leve et liv mor giver mig en 

digtsamling af patricia cavalli

hun har understreget denne sætning hvor


vidunderligt at være i live man

kan ovenikøbet brokke sig over det



fredag 01.35


om en storm vil man sige at den raser

men jeg tror ikke pia er den mindste 

smule vred og i samme øjeblik glas

smadres nede på gaden noget vælter


måske en cykel trækronerne står og

river i nattehimlen river i det

de kan nå mørket og hinanden jeg tog

fejl det var ikke meningen at jeg


skulle være fræk jeg var ikke ude 

på at antage hvordan pia har det når

hun tydeligvis ved bedst selv jeg kan kun

tale for mig selv når jeg siger natten 


er sprunget ind på værelset ind gennem 

vinduet den er her og vil mig det ondt



fredag 01.48


jeg havde netop besluttet mig for at 

lægge computeren væk og prøve at

sove da jeg opdagede en fejl i

en sonet har jeg skrevet fem strofer i 


stedet for fire og jeg kan simpelthen 

ikke se hvordan jeg skal korte den af

uden at give afkald på betydning

repetitioner folkene i bussen


taktfastheden jeg skal tisse og er træt

en enkelt sætning for meget er meget 

for meget når man kun har plads til fjorten

kan lade den være til i morgen jeg


mener senere i dag kan jeg ændre

det hele kan jeg elske en anden end ham



fredag 02.02


hvor længe kan jeg blive ved jeg hvisker

gaden er stille lige nu pia er

stille skal vi lægge os ned sammen du 

er her ikke men hvis du var kunne du


tage computeren væk fra mit skød du

kunne stille den i vindueskarmen du

kunne slukke lyset og skubbe min krop

med din ned i madrassen du holder om


mig bagfra din ånde presset mod nakken

og pikken mod ryggen ruderne er helt

tilduggede indefra gadelampen

på hjørnet ligner en smattet gul citron


dens lys flyder jeg græder men du ser det 

ikke mit ansigt vender ud i rummet



fredag 02.18


jeg har på fornemmelsen at jeg bliver

nødt til at skrive en sidste sonet før

jeg kan gå i seng så det gør jeg nu i 

morgen er det lillejuleaften og


jeg er glad for at der derimellem er

hele den toogtyvende decembers 

lange døgn jeg tror jeg er træt nok nu til

at tage en pause jeg vil slukke for


lyset og tage brillerne af et rum

der er helt mørkt består kun af bevidsthed

om tings eksistens noget banker taktfast 

mod ruden stormens puls eller bare


en løsthængende vindueshank jeg er 

blevet tør for dagen for ordet godnat 



fredag 02.31


men hvad hvis det næste jeg skriver er det

bedste hvornår ved man at man skal stoppe 

jeg er alene og kan ikke styre 

det jeg rejser mig for at tisse


måske findes der ikke en naturlig 

afslutning måske må man bare tage 

en beslutning sige stop jeg skal noget 

andet nu jeg skal sove eller jeg skal 


ikke være din kæreste længere

og sådan må det bare være undskyld

jeg elsker dig stadig men jeg er træt min 

arm klør mine ankler min ryg jeg tænker


på dig hvis jeg må vil jeg stadig kalde

dig min lille elskede en sidste gang



STORM BANG – HVERDAGSSITUATIONER

Nogen havde pisset på mørket

Jeg stod på afstand fuld af fryd
og betragtede
det, jeg i første øjekast forvekslede
med en bleg engel faldet fra natten.
Men til min overraskelse var det et jakkesæt,
som havde forvildet sig ud i virkeligheden.
Dér stod det. I det sortmalede lys.
Hænderne flade mod muren,
som prøvede det at vælte
hele bygningen og vippede i takt
med rytmiske klask,
der i sprøjt fra dets ansigt
kastede farver på facaden. Fra 3 meters afstand
kunne jeg se, hvordan spyttet løb ned ad slipset,
dryppende taktfast i brækket
mens dets vippen blev til rysten,
indtil
den hvide skjorte
lå fladt på gaden.
       Nogen havde pisset på mørket,
så natten var fugtig og dampet. Hundesnoren løs,
slipset gennemblødt af spyt.
Fra en meters afstand
hørte jeg jakkesættet gurgle
til sig selv med munden fuld af galde.
Jeg ved ikke, om der er langt til stjernerne,
men i natten er luften ærligst.
Alle lyde forsvandt, og der blev helt stille.
Øjnene stod på vid gab, som var de frosset fast.
I min skuffelse begyndte dét, jeg regnede for at være et lig
at rykke på sig. Med stadig fastfrosne øjne
uden den mindste vibration i pupillerne
krøb det nænsomt ud af sin skjorte
som en slange, der skifter ham
og trak i langsomme bevægelser natten over sig,
mens det krøllede sig sammen
i fosterstilling under det sorte tæppe,
så jeg fik helt lyst
til at nusse det. 


Afskærmet af tænder

Jeg gik med undulaten i hånden,
Pusser, og kærtegnede dens stive
og kolde krop. De babyblå fjer.
Og det var midt i tanken;
at jeg er en færdig mand,
at alle ved det,
at jeg bevæger mig fra gaden og ind
gennem døren til opgangen ved en 16-tiden,
idet der lyder et grynt
bag mig, som får mig til at smække døren i
så hårdt, at det sitrer
i kroppen. Jeg ryster
af adrenalin. Står,
afventende med Pusser gemt i min hånd, klar,
og ingen går forbi
bag glasset. Jeg er færdig. Ejer intet af værdi. Kun mig
og mine bare fødder,
med udtrådte fodpuder,
som løftes
af de tunge trapper. To ad gangen. I små hop.
Og ved en af de første etager
sidder nøglen i døren, som står på vid gab
til en tom lejlighed. Lyset
tænder ikke, og så er der skrigene.
Jeg registrerer dem først der. Dem havde jeg
glemt. Jeg må videre,
op. De kalder på mig. Mine skrig
venter på hver etage. De er alt,
jeg har. Skingre. Ridsede. De plejer
at lyde mere sammenbidte,
afskærmet af tænder
og dirrende læber.
I dag er de åbne,
skrigene, udspændte.
Frie og skarpe. Skærer skiftevis
igennem opgangens låste døre. Træet og
ind i ørerne
på de smørrede ansigter,
fladmaste, indefra,
hviler mod dørene.

Asbjørn Romme – tre digte

saftspændt frostsprængt

hvis den her stemme lyder beruset
er det nok den fordrukne natur selv
der taler


det er så underligt her
at gå rundt


*


lørdag

jeg fifler med ord
hører gotisk drømmesang i øretelefoner


det er aften
jeg drikker hvide blomsters te


nede på værtshusene står de og råber
det ved jeg


*


metrisk morgen

udkast en skitse
i en verdensmodel


ræk hånden ud
gennem rektangler

ASTRID BØGH-LARSEN – TO DIGTE OM SOLEN

Haven er ikke længere ro.
Her er angst og angsttanker og angstord,
der deler sig som mitose på speed og bellissen i græsset er ikke længere hvid,
men blå og bankende
rædselsslagen for solen, som brænder blodigt.

Nogen pukker bellissen med sitrende hånd
og
stilken knækker et tilfredsstillende knæk og nogen hiver grådigt, nej hastigt, de blå bankende, nej spinkle blade af!

Svaret findes på dens gule skive, nej svaret findes ikke på dens gule skive
svaret er forsvundet.

Noget har jaget svaret bort!




Smukke blodige sol – hvorfor brænder du i selvdestruktive flammer?

Hvorfor skriger du,
du skriger, overdøver forårsfuglene i skoven, skriger,
et hidsigt hysterisk anfald og indgroet had til alt der underprioriterer og overprioriterer, alt det fucking ligegyldige, alt det menneskelige, som kalder dig ødelæggende, ikke
opgør.

Sol dine følelser, dit opgør sidder måske på den midterste ryghvirvel,
holder dig oppe,
dit lodrette følelsesliv,
som gør ondt,
gør ondt, fordi du græder tryghedsforladt om natten, du er væk fra, hvor du er, hvor du vil være
og skyerne, de strejfer dig kun
som et kys på din hals, du skælver, du sitrer i foragt, da du ser et åbent sår, du ser

nogen har plukket din yndlingsblomst og 

noget smukt er allerede gået i forrådnelse…

Liva Frostholm – Seks digte

 

tid efter

smagen af menneske

 

mit vindue er plettet

 

jeg åbner

og lukker

 

steder er

blevet til

steder

 

at være gæst

stå med hånden i dørkarmen

noget jeg ikke kan komme videre fra

 

stregerne omkring hans mund

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

veninder løfter mig ud af min seng

 

gaden er våd

 

vi går i kiosken

 

chokolade ligger på rækker

lightere står frem

som små neonfarvede soldater ved disken

 

kan vi bare få

to pakker smøgere

til hende her

 

vi griner

 

de rører ved mine skuldre og min ryg

 

i lyset fra lygtepælen står mine hårstrå frem

 

noget gir sig

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

fase efter fase

 

håb er en altan

udover amager

 

en måge flyver forbi

stier omkring søer

 

flere cigaretter og jeg tager på bar

 

en hånd i taljen

 

kan man gætte

hvem jeg er

når jeg sidder her

kan man se

at jeg synes det handler om mig

det her liv

 

gentagelser og varme

ned i halsen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

de har navne

mænd som man kan grine af

 

i mine arme ligger

bunker af plastik

 

jeg er fugtig

 

jeg lader bare mennesker være

hænder, stive og krøllede

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

ja til det åbenlyse

og alle mine fregner, alle der har puls

 

det man kan hade

og mere til

til mig

 

hvad der er

ligegyldighed

vokser i mine bryster

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

der er så mange kroge i ord

man kan gemme sig i

 

og blade kommer til fra grenene

skridt på stien

med foden former jeg et hjerte i gruset

at være alene

 

mine hænder, se mine hænder

og solen

forsvinder

væk fra kirkegården

 

i skæret i strålerne

Victor Warrer – fire digte

Gossypium hirsutu
arkæologiske fund daterer
den tidligste dyrkning af planten til
Tehuacan Valley i Mexico
3.500 år før vor tidsregning.
Bare en enkelt
Industrial revolution senere
og
din trøje
din duft
100% cotton.
Et cigaretetui med skudhul
er til salg for 7000 dollars på eBay
etuiet reddede en britisk soldats liv under d-dag
han havde etuiet i inderlommen
lige ved hjertet, hvor historien prøvede at stemple ham.
Det mørke krater i sterlingsølvet,
skal vi kalde det en kvittering?
bare for at prøve at begribe
livet handler om millimeter.
Selvom skovene brænder
i klodefeber
tror jeg på at de kommende
også vil grave efter fortiden.
Når de kommende graver os op
håber jeg at
vi har blandet knogler
håber jeg at
vi sælges på eBay
og forsvinder i posten
på vej til den der tør
at lægge sine fingre
på vores syngende biologi.





Jeg samler på sprogene. Du lagde mit hjerte, det slimede, bankende organ, i et glas med humle.
Den slags glas med skruelåg, og du tog det med til Seltjarnarnes. For at sylte det?
Jeg samler på dine sprog. Kun enkelte lyde fra den tunge, du har ladet sive ind i mine drømme,
genkender jeg. Jeg lægger lydene, jeg lægger bevægelserne, det hele
som puslespil.
Vi er tektoniske plader, du og jeg
jordskælv, vulkan
alt det der skal dø.
Vi googler How to save the planet
vi googler How to love
vi googler How to make money fast
How to make easy money.





Are you fairy girl croquette aesthetic?
are you Y2K aesthetic?
are you punk aesthetic?

Online, du skriver at Kanye er genial

hvorfor fuck snakker alle om Kanye?

jeg går ud for at ryge og den ild gør os syge

tænk hvis vi aldrig havde fundet den

tjærestof benzen hydrasin nitrosamin

vi er pattedyr minder du mig om

jeg griner, vi kunne tage i solaire

se os

børn af sol og vand

du prikker fingeren i mit bryst og jeg buler

kasinohjerte, kalder du mig

Irl plukker jeg din hud og stiller den i vaser.





Blomster springer ud på antarktis
de kalder det begyndelsen på enden
kysset, og så
skønhedspletten på dit bryst
vandets omfavnelse af stenene og,
jordets korn.
Der er intet alfabet som kan arrangeres
til et sprog for disse lyde
når vi.

Kvinde i mit liv, rose i min mund
klichéerne flød i det blod vi spildte
da vi skar os på bjergenes horisonter
vi tog videoer af fårene der græssede
og lovede hinanden at samle kontinenterne
som de flydende legoklodser de er
vi var ligeglade, vi var fandme søde.

Du, Cladonia Glacialis
jeg siger:
det eneste jeg vil danse til er
lyden af dig der ruller gardiner op!
jeg vil mærke deres rytmer
dagens udstrakte hænder

I can feel my mind / slowly fading with the smell of her perfume / and when she’s dancing / oh damn, mm-mm.