Fars hænder ryster. Jeg kan ikke tage øjnene fra dem. Fingrene gnider gentagende mod hinanden. Griber ud efter intet. De sagde, det bare var en kold lungebetændelse.
Jeg tager hans hånd i min. Aer den rytmisk. Mærker, hvordan den langsomt falder mere til ro. Vi siger intet. Kun den tunge vejrtrækning gennem iltmasken fylder hospitalsstuen. Bare en kold lungebetændelse.

*

De har fjernet fars skæg. Barberet ham, mens han var bevidstløs. Han opdager det først på tredjedagen, efter han er vågnet af sin koma.
”De har fjernet mit skæg.”
”Ja, det ved jeg. De var nødt til det. Ellers kunne sonden ikke sidde fast.”
Jeg er min fars tolk. En oversætter i systemet. Et vidne til min fars kamp. Til al uretfærdigheden mod ham.
”Nødt til. Er du klar over, hvor længe jeg har brugt på at gro det skæg?”
I hvert fald hele mit liv. Har aldrig kendt ham uden. Han ser nøgen ud nu. Svag. Skægget skjuler ikke længere de indsunkne kinder.
”Du var død, hvis de ikke havde opereret dig.”
”Ja, opereret. Men de havde da ikke behøvet barbere mit skæg. Havde jeg været Mikkel Hansen, så kan jeg godt garantere dig, at de havde fundet en anden løsning.”

*

De vil flytte ham igen. Fra Nykøbing Sygehus til Rigshospitalet til Næstved Sygehus til Nykøbing igen.
”Jeg vil ikke på Nykøbing Sygehus. Der lugter af terpentin.”
”Så galt er det vel ikke.”
”De serverer leverpostej med flødeskum til dessert.”
”Arh, mon dog.”
”Jeg vil ikke på Nykøbing Sygehus. Folk dør på Nykøbing Sygehus.”

*

Der ligger en sammenfiltret tjavs hår på puden her til morgen. Viklet ind i hinanden i en spiralagtig form. De lange brune hår changerer til det rødlige.
Far samler hårene op fra hospicesengen. Han klamrer sig til sin stok, mens han langsomt bevæger sig mod toilettet. Han kommer tilbage med en hel fuglerede.
”Jeg har overvejet at sy det ind som polstring i en pude. Genbrug, du ved. Med min hårpragt skulle der nok kunne blive til en helt anstændig pyntepude.”
Far sætter sig igen. Det er hårdt at grine af sine egne jokes.
Jeg ser rundt i værelset. Kryds og tværs´er fra betænksomme gæster har hobet sig op. Han har ikke nænnet at fortælle dem sandheden. At bogstaverne ikke længere giver mening i hans hoved. Selv hans mahognirøde Gibson står uberørt hen op ad væggen. Han spillede altid på den for mig som barn. Bob Marley, Beatles, Neil Young.
”Jeg kan ikke længere huske akkorderne. Det er som om, der ikke længere er forbindelse.”
Far peger til hovedet med den asymmetriske frisure skjult under kasketten.

*

Skosålerne klistrer til det grønne linoleumsgulv. Det svupper for hvert skridt. En beskidt kaffekop i køkkenvasken. Engang boede her et menneske. Et mand, som engang var en far. Jeg rydder ud i hans liv. Gamle skolefotos. Tegninger fra min barndom. Plasticfigurer fra Kinderæg. Gør mig til dommer. Udvælger, hvad der er værd at gemme. Ikke meget. Bunken til storskrald vokser.

*

Jeg kan ikke sætte Neil Young på grammofonen uden at tude.
Tude, som en lille dreng, der savner sin far.
Jeg kan ikke lade være med at sætte Neil Young på grammofonen.