Bidrag

Asger Nørkær Nielsen: Haiku

Myren cirkler rundt,
tænker sig nok nøje om,
vågner i et tog.

Skyggen fra et blad.
Der er intet at sige.
Sidder på en ø.

Forbigående ‒
Hvor kender de dem fra?
Alle sangene.

Løsgående sol
kravler ned ad rødmursgavl,
upåfaldende.

Harer i gaden,
løver i verdens have,
vorterod på Mors.

Første på toppen
skal bestemme udsigten.
Forårsmedlemmer.

Gåtur i en park,
knuget billet i lommen.
Fri sol hver onsdag.

Den åbne stalddør,
græsset stritter lyttende,
en pige går ind.

Soldaten ser mor
i kålsælgeren langs vejen
i uniformdrøm.

Cyklens ublu klik.
Det her får er umærket.
Snurrende asfalt. 

Kristian Fischer-Nielsen: Rejsedigte

Cerro Rico

Så sidder vi her i Potosi
og griner af hvordan vi engang
skal sidde på et plejehjem
halvdemente og fortælle hinanden om
at jeg engang har været i Bolivia
og i Potosi
hvor minearbejderne kun bliver 40 år
og den gamle kolonimagt tager 90% af indtægterne
som de har købt for parlamentets sjæle
her hvor Europas krige og sølvmønter
i 300 år blev født før de fandt hjem
og minearbejdere ikke så sollys i tre måneder
hvis ikke de blev taget af djævelen “El Tío”;
herskeren i minen hvor Guds lys ikke kan trænge ind
Jesus og Maria må efterlades udenfor ved alteret

I minen bliver moder jord Pachamama
penetreret af djævelen
og sølvårer bliver til
sådan et fund kan ændre et liv
derfor laver minearbejdere pagter med djævelen

Og sølvtårer flyder fra Cerro Rico
hvor Daniel møder sin far
Hver dag viser han dristige turister rundt
der giver dynamit og cigaretter
til minearbejdere der joker med
at de vil kneppe os hernede og griner
og takker for vores gaver
mens eksplosioner høres i Pachamamas udsultede vægge
en mand falder ind under minevognen

*

Jeg ligger syg i La Paz
langt væk fra en italiensk bjerglandsby
de ufærdige husfacader der giver turisterne højdesyge
de tusinde ledninger flettet sammen over hvert lyskryds
Mañana mañana
Der bliver jeg rask
den grimme storby
med heksemarkeder
eliksirer og lamafostre
just in case
korsets tegn og alterrøgelse
bilos og smog
jeg er syg i denne by
jeg vil ud at se templerne
klippeørkenerne, junglen
det er ikke langt væk
men La Paz nænner mig det ikke
i stedet ligger jeg i min sovepose
Wild Rover Hostel
slår blikket ned for de andre
der kommer hjem og føler sig eksotiske
når de snakker med hinanden i baren
med munden fuld af burger

Lad mig fare vild i grimme La Paz
den ærlige storby
hvor lommetyvene står klar ved San Fransico-kirken
El Alto hvor de døde mennesker ligger i skuffer
og de fattige stjæler udsigten fra gringoerne som mig
La Paz får alle andre byer til at ligne klicheer
Paris’ forlystelsespark
Venedigs forlystelsespark
La Paz tilhører ikke mig
La Paz mañana mañana

*

Jeg presser telefonen mod øret
mens indtørrede grin og undertøj
ligger udspændt over to kontinenter
hvor kærligheden kun fås på simkort
Rosenstilkene mine øjne vandrede på
plukker jeg nu som markblomster i en anden tidszone
hvor Københavns gader kun høres
som en svag susen i Andesbjergenes ruiner
Det er som om du har været her
når jeg kigger mig tilbage
for kun at se dine pixels flyve forvirret gennem luften og forsvinde igen
indtil minderne blot er et kamera
glemt på en vindblæst togstation
hvor du står og venter

Sebastian Bune: KANTSTENSDIGTER

JEG ER TILBAGE
PÅ BARNDOMMENS GADE
HVOR EN KANTSTEN IKKE BARE
ER EN KANTSTEN
MEN KAN UDGØRE HELE VERDEN
FOR EN DRENG DER ALDRIG
ER HJEMME MEN ALTID
UDE
FORDI FLUGTEN ER DET
RARESTE STED AT VÆRE
MEN NU FØLES DET PLUDSELIGT
FORKERT
LATINERKVARTERET
GRAVEN OG BUNKEREN
SOM AF DE UNGE ER BLEVET DØBT
HIPSTERHØJEN ER IKKE DET
DET VAR ENGANG
OG JEG ER PÅ VEJ TIL ET MØDE
UDEN AT KUNNE SÆTTE MIG
FORAN LECOQ MED EN SODAVAND
I HÅNDEN OG ER RAMT AF MIN EGEN
VOKSENDOM
GADEN ER BLEVET FREMMED FOR MIG
OG DET BARN JEG VAR
FOR DER VAR FANDEME INGEN FUCKING
HIPSTERE
MEN KUN PUNKERE DA JEG VAR DRENG
OG DE TOG IKKE ET SABBATÅR
MEN ET SABBATLIV MED STROH
ROM I EN FELTFLASKE DA DE BRØD
INDGANGEN TIL BUNKEREN OP OG HOLDTE
EN FEST MED STEARINLYS OG ARMY BOOTS
INDTIL DE BLEV SPARKET UD AF NYNAZISTERNES
AARHUSFRAKTION DER BRUGTE BAT OG DOC MARTINS
PÅ PUNKERNES HOVEDER
INDTIL DE FIK ANDRE IDÉER
FORDI WOOP WOOP
IT’S THE SOUND OF THE POLICE
RUNGEDE GENNEM GADERNE
SOM ALTID PÅ EN LØRDAG NAT
OG LILLE MIG
DER PLUDSELIG VAR TRETTEN ÅR
OG PÅ GADEN MED GUTTERNE
KOM TILBAGE FRA BYEN TIL EN KRIGSZONE
I VORES FORHAVE
BUNKEREN
PUNKERNE OG BUTIKKERNE
VAR SLÅET I STYKKER
BUMP
SMASK
KLIR SIGER DET DA EN SKULDER
RAMMER MIN RYG OG DEN NYE ARBEJDS
TELEFON FRA SKOLEN LANDER PÅ EN
KANTSTEN
SÅ EN RIST OG TIL SIDST EN STEN
SOM REAL LIFE ODESSA TRIN
FRA EISENSTEINS BATTLESHIP
POTEMPKIN DER UDSPILLER SIG
I GRAVEN ANNO 2O22
MENNESKETS HANG TIL AT
LEVE GENNEM SIN TELEFON
OG SER DEN UNGE FYR
MED ET SCHNURBART
I ØJNENE
UNDSKYLD SIGER HAN
ER DU FORSIKRET SPØRGER JEG
NEJ SVARER HAN OG VENDER SIG OM
FOR AT TRÆKKE SIN CYKEL MED SIG
VIDERE
HEY!
RÅBER JEG FRUSTRERET OVER UNGDOMMEN
MEN HAN VENDER SIG IKKE OM
OG JEG ER TILBAGE TIL ENDNU ET FLASHBACK
MEN DENNE GANG ER EN SKULDER IKKE BARE
EN SKULDER MEN EN INVITATION TIL
MÆNDENES LEGE PÅ GADEN
OG JEG HUSKER DE MANGE
HVA´ SÅ?
HAR DU ET PROBLEM ELLER HVAD?
HVAD GLOR DU PÅ?
SKAL DU HA’ PÅ MUNDEN?
SOM OM ALLE SKULDERBUMP
AFLEDTE SPØRGSMÅL HAVDE
ET RIGTIGT SVAR
OG JEG UNDRER PÅ OM UNGDOMMEN
VED
HVOR MANGE TÆSK DER LÅ I LUFTEN
I DENNE GADE
DETTE KVARTER
I MIN BY
NÅR MAN GIK UD OG INDTOG GADEN
BRUGTE KANTSTENEN SOM EN SOFA
FORDI INGEN ANDRE STEDER
VAR BEDRE
END HER
SÅ JEG SAMLER RESTERNE
AF MIT DIGITALE LIV
OP FRA DEN GLØDENDE
ASFALT OG KOMMER DET
I MIN INDERLOMME
FORSIGTIGT FOR IKKE
AT RIVE OP I DET GYLDNE FOR
UNDER HØRHABITTEN FRA
SAND COPENHAGEN
MENS JEG STOPPER OP OG KIGGER
FREM MOD ET UFREMKOMMELIGT
MYLDER AF SMÅ KAFFEBUTIKKER
KVINDER PÅ BARSEL OG STUDERENDE
MED MACBOOKS I ÉT VÆK
FØRST PÅ KLOSTERTORV ÅNDER ALT
FRED OG IDYL IGEN
GENKENDELSEN VED EN GULDØL
DER BLIVER ÅBNET PÅ KANTEN
AF EN KOMMUNAL SKRALDESPAND
BRINGER ET SMIL FREM
OG JEG NIKKER TIL MANDEN
MED RÆVEHALE I KASKETTEN
HAN HÆVER ØJENBRYNENE TILBAGE
OG JEG GØR DET SAMME
DET ER EN GRØNLANDSK HILSEN
SKJULT FOR DE FLESTE DANSKERE
MEN HVIS DU FORSTÅR DEN
ER DU INDE I VARMEN
OGSÅ SELVOM DEN VARME
ER EN ELEFANTØL I 33 GRADERS
SOLSKIN UDEN SKYGGE
MEN DA JEG ER EN LYSERØD
MAND I ET HØRSÆT
PÅ VEJ MED EN MAPPE UNDER ARMEN
OG EN SMADRET TELEFON I LOMMEN
TAGER JEG HÅNDEN FOR SOLEN
OG NIKKER TIL HELE FLOKKEN
PARKERET I BUSSKURET OG GÅR VIDERE
MOD VESTERGADE
HVOR JEG SOM LILLE
SAD PÅ SKULDRENE AF ONKEL PETER
DER SLINGREDE
SOM VAR DET MARIEHØNEN
I TIVOLI FRIHEDEN JEG SAD I
OG DEN FØLELSE
FØLELSEN AF FRIHED
PÅ SKULDRENE AF EN VOKSEN
HAR JEG ALDRIG OPLEVET SIDEN
MEN ER HELLER ALDRIG BLEVET
MERE VOKSEN END ONKEL PETER
DER ENGANG RØG EN STRÅHAT
OG FALDT I SØVN PÅ KANTSTENEN

Beate Elise Skakkebaek Lindegaard: Tre steder i juli

Juli er en korridor af tung luft,
jeg spiser rester af en utæt plastikkasse.
Du tager ned gennem Europa for at undgå din egen seng.
Der er ingen hjemme, siger du,
men jeg cykler gennem støvregnen i København
Derhjemme befrier jeg mig selv fra fugtigheden
jeg ligger bar på mit gulv og ser solcremen,
jeg ikke havde behøvet at tage på,
blande sig med støvet.

Mit værelse nede sydpå er helt mørkt
før skodderne åbnes – så vælter lyset ind.
Drømmene føles som små dråber af den stærkeste
likør.
Når jeg ikke kan lide bjergene
er det fordi de klemmer om mig:
Livet hernede er en vandpyt,
der har været for længe
i skyggen af et træ.

En lille pyntepude er fuld af
vat. Der er broderet en mariehøne på
med en nål.
Sofaen dufter som mine bedsteforældres.
Min hud er salt, jeg har opgivet
at fjerne håret. Det springer frem
alle steder. I haven går man aldrig
uden sko. Der er torne i græsset
fra de afblomstrede hybenroser.
Jeg kan ikke sove
for de lyse aftener minder mig om
at her ikke længere er
andre mennesker.

Andreas Wangensteen: fire digte

Muswell Hill, august.

Læser i sommervarmen

et dikt om ditt liv.




*




Nyíregyháza.

Du serverer kaffe og

anbefalinger.




*




Montparnasse, april.

Rekapitulation av

vor begyndelse.




*




Haugenstua, mars.

Mitt enkle liv har handlet

så meget om dig.

William von Ryberg: Apoteose

Neonkapellets lys
2, 3, 5 tequilashots
med en fælles veninde


som vejrtrækningen mellem opkast
et lig mellem stories
står en gud blandt mænd;


med krøller og tårer
braids opsat i nakken
som kærestesorger


blandt scenelysets hyacinter
fanger vi hinandens blik
igen, og igen, og igen


fordi vi kunne sangen
fordi jeg kender din natur
fordi jeg ligner Louvres narkissos


i en karrusel af vennegrupper
danser vi ryg mod ryg
min Newtons tredje lov


en skrøbelig ækvivalens,
lyser som solen, en optisk pincet;
der griber om mig


arbejde;
til energi, og så;
til kraft


den trækker i ubalancen
fra mine fødder til min lever
begge dømt til skærsilden


eller pythonens gab
under bjerget, bag betonkirken
dér ved dit tempel


det perfektes talerør
beskyttet af middelalderske dræberkaniner
i en forbandet velsignelse


der drypper fra min næse
efter pulveret fra min ringfinger
negl, hvis diamanter stadig kilder


på en forbrændt slimhinde
under en ophævet nethinde
blå osiris, ved en hornhinde


i en hvirvelvind af rus og kroppe;
en sansningssky;
jeg er for blind til at få overblik over


linjen mellem jer er blevet uklar
kun jeg står nøgen
i en drøm jeg ikke kan skildre


det var det som Héloïse lærte
om poetens valg
at huske, at danse, at synge;


på metroperronen, helt liminalt
en overgangsfase fra elektricitet til bevægelse,
arbejde, energi til kraft;


en tyngdekraft; fra hans laurbærkrans
der let brænder min hovedbund
Apoteose: det var det, det var.