Bidrag

Temanummer VAND: Dorte Naomi – 2 digte

NAVIGATØR


En flagrende sortklædt kvinde på molen 

med optegnede bryn

og knitrende pose med brød 

hun skynder sig langsomt


forbi Mærsk bygningens spejlvendte øjne 

der skuer ud over kanalen

imellem guldbelagt landskab i horisonten 

og havsort mørke


blæsten og bølgerne skriver med usynligt blæk 

på Toldbodens granit

guldspir, navigatør, store kanoner 

Gefion er overvejende smuk i silhuet.


FOSSIL


Efter angstanfaldet

onanerer jeg


begær er skyllet ind over brændingen

som små stykker flint

der blinker i sol og glitrer i sort


jeg ligger stille som fossiler

og tørrer op i solen

smerten ebber ud


kyst og hav mødes igen

disse timer som sten.

Temanummer VAND: Kristian Park – Dette er vand

Der er de her to unge fisk, der kommer svømmende og tilfældigvis møder en ældre fisk på vej i den modsatte retning, og den nikker og siger: “Godmorgen, venner. Hvordan er vandet?”
Og de to unge fisk svømmer lidt videre, og den ene vender sig og ser på den anden og siger: “Hvad pokker er vand?”

        – David Foster Wallace: “Dette er vand” 

Foran kassen i Netto indser forfatteren, at han ikke ved, hvordan man køber cigaretter

 

 

Det er sådan her: Vi zombier ind.

 

 

Hun har kødfulde hænder, der får mig til at tænke på ordet kværke. Hun har kværkerhænder. Hun har bersærkerhænder, der tager fat om Øgo-æggene uden at smadre dem. Hun har death grip handjob-hænder, og jeg bliver utilpas ved tanken om hendes akromegale kærtegn. Hun har homunculushænder, siger homunculus fra et glashus i en hjernevinding midt i en fantasi om nøgenheden som psykologisk kampform.

 

De time-lapse-ekspederer, de accelerer, de skaber en malstrøm efter det friske brød og delesygdommene, vi centrifugerer, og homunculus surrer sig fast i drivtømmer fra sidste session. Talkombinationen, bogstaverne, der er ikke noget menukort, mentalisering er at se sig selv udefra og andre indefra, backflasher jeg, og jeg mentaliserer, og jeg nærmer mig, og jeg mentaliserer, og brace yourself for impact.

 

—

Det bliver heller ikke i dag. Abort mission. For niogtredive kroner skam og antidepressiva fra spotvare-øen, farmakonomen, som står der i sin mellemfornøjede og mellemuddannede diskretion og spørger til tanker om selvskade og holder den op foran mig:

pillen / oblaten /

Jesu Kristi Legeme

 

 

 

jeg knæler ved kassebåndet og rækker tungen ud, og det er forkert, og what’s in your head, zombie? og homunculus er in my head, zombie, og han kan næsten ikke være i sig selv af bare symbolik. Hun holder den tilbage, og jeg ved jo ikke, hvordan man gør, kan jeg bare tage den her, skal den indtages i forbindelse med et måltid, må man tygge den, er den sugar-coated, nydes den bedst i godt selskab

on the rocks

 

eller som side dish

 

eller måske som revenge?

 

 

We may die from medication, but it sure killed all the pain, siger forfatteren foran spejlet, og der er et insekt i maskinen, og den autocorrecter og vil slå mig ihjel med meditation, og er det dig, Gud? men hvis side er du egentlig på og junk det nu bare direkte ind i synapserne på mig.

Hun rækker mig manualen. Jeg tager den uden at røre hendes hænder, en oplyst forbruger af min egen udslettelse, det bliver niogtredive kroner, hun er all about the money, og homunculus er all about the dum dum duh dee dum dum, vil du have bonen med, jeg ved snart ikke.

 

Der er kø, og de er utålmodige this is America

this is water

 

og man bemærker det næsten ikke.

Louise Lauritzen – to digte

1.
 
ligger syltet i stræklagener
der lugter af tid
vender puder, som sten, og intet sker
i stilheden der driver af væggene
og pisker
 
 
bør gå med hænder som hav
bør gå i gaderne i natten
gå og dræne vandpytternes lys
se min mund blinke
 
 
 
2.

læser i går som en kladde med stikkende kritik
der får i dag til at bløde
 

altid må man læne sig forover i tid
altid undgå at skyde sig for at ramme

Abdul Karim Al-Ahmad – 4 digte (oversættelse)

Disse digte er oprindeligt skrevet på arabisk af Abdul Karim Al-Ahmad. De er oversat og udgivet på engelsk af Catherine Cobham. Redaktionen på Slagtryk har oversat disse digte fra engelsk til dansk i samarbejde med Abdul Karim Al-Ahmad.


Fødsel

Jeg blev født
lidt før min terminsdato
den nat, hvor kontroverserne rasede
om alting
en løsladelse betinget af at adlyde betingelserne
jeg blev født bedraget og er stadig bedraget
i det øjeblik, hvor Satan drak en skål for sin tredje sejr
natten, hvor knive blev slebet
jeg blev født med en hukommelse syet sammen med nål og tråd
fuldvoksen på en måde
med ideer, der kan ændre sig
med en arm, der ikke er klar til væbnet kamp
med en sjæl, hvor angsten har slået rod
med en mund, der stammer, når den taler
og et sammensat navn uden forbindelse til moderniteten
og et hjerte, der er åbent for alle muligheder
jeg blev født ved et guddommeligt dekret I den tredje verdens gyder
i den tredje verden
efter plan B
på en noget primitiv måde
i klinikken hos en jordemoder, der ikke troede på skæbnen
jeg blev født i rater
med denne krop befriet
fra livmoderen, der blev ved med at forsøge at abortere den


En koncert

Om lidt
og med disse fingre, der aldrig har trykket på en aftrækker
vil jeg spille en melodi
på en solsikke
på dine skjorteknapper, hvis jeg kan
en melodi længere end floden Rhinen
mere kraftfuld end vindens fløjten, der rejser med sit diplomatiske pas
til lyden af buldrende tanks vil jeg spille den rebelske melodi
til publikum, der ikke tager forestillingen alvorligt
til solen, der undersøger de nye profeters identitet
til hunde, der tænker på sex
til den uovervindelige kraft
jeg vil spille en melodi
med eller uden disse skæve fingre
på tændstikæsker
på vægge
hvor “Folket vil have” står skrevet
på pigtråd, der er skarpere, end det burde være
på sko, der løber maraton på dårlige dage
jeg vil spille den melodi
der spreder sig mellem disse fingre nu
som en båd, der har overvundet sin besættelse af at synke


Den niende bombe

Bare sådan uden forudgående varsel
den niende bombe vil eksplodere i denne beskedne gade
den vil eksplodere fra ekstrem depression

Som en mulig årsag eller den eneste årsag
og skyerne tæt på hændelsen
vil blive forvandlet til kolde kropsdele
og drømmene, der vågner klokken fire om morgenen, vil dø
og strengene på violinen, der spilles af vinden, vil blive skåret over
forbipasserende vil pisse i bukserne
og særligt for sjældne grupper vil efterspørgslen på blod stige
kvadratiske ligninger vil ændre sig
når hastigheden på flugten fra døden
bliver målt i hertz
træer vil ligge fladt på jorden
og aldrig rejse sig igen
Sikkerhedsrådet vil afholde
et møde med kritik og fordømmelse eller måske ikke
for en eller anden gud vil erklære en sørgeperiode
i tre dage
vil den CO2-åndende bombe eksplodere
så godt den kan
i et øjebliks vanvid rammer den detonatoren, der er forbundet med TNT-ladningen
hjernerystelse er noget i den stil
den vil eksplodere med sine fire store blodårer
med sine stemmebånd
eksplodere på en måde, der viser megen kunst og megen død
som skæbnen
der ødelægger sig selv i sin sidste solnedgang


Afstraffelse

Vi blev slået af fædre
som brugte kæppe til at opdrage
og vold til at skræmme med
og af de nye lærere
i klasser, hvor vi lærte
læren om nationalsangen

Og at barmhjertighedens gud
komponerede vers om tilgivelse
og ræve føder
snedige hvalpe
og horeunger er de oprindelige indbyggere i helvede
og indere tilbeder køer
mens vi kører dem til slagtning
og Amerika, den almægtige
er den, der starter krige
og enhver ond person er George Bush
vi blev slået på disse fødder, der blev slæbt ned i afgrunden

På nætter
når skyerne står i et minuts stilhed
på nætter, hvor revolutioner slår fejl
på nætter, hvor sten vandrer i massevis fra Andesbjergene

Vi blev slået
da kammerater rev en kommunistisk statue ned i Mariupol
da vores drømme blev udholdt i torturkamre
da vi skrællede rynkerne af floder med Alzheimers

Vi blev slået
vi, der kommer fra den tredje verden
vi er dem, der tror på ting, der gør guderne ulykkelige
vi er dem, der spiller symfonier på tændstikæsker
børn af barerne, hvor kloge fluer drikker sig fulde
børn af de telte, der ledsager vores livshistorier
børn af kvinder, der er frataget retten til abort

Børn af gader, hvor hunde dør af hjertesvigt
vi blev slået i nærvær af stjerner, der lever af mider
nogle gange
med gasser, der får tårerne til at flyde
og nogle gange med bølger, der spiller billard på bagsiden af Middelhavet

Og hver lejlighed var passende

Jon Kvist Sommer – den ryster, vinden vil ud

herrens telt står åbent
blafrer der bølger dug af teltdugen
gad vide hvor herren er henne
dagen står bukket over græsplænen
 
*
 
han stak tungen ud af munden
og strintede spytdråber ud over mit ansigt
jeg stod med armene ned ad siden
og tog imod denne støvsommerregn
det var min straf, eller det sagde han
 
*
 
Liv er vokset ud som et barn
hun bobler i bækken
hun plukker alle de fremmede ting i mors toilettaske
 
*
 
i det inderste rum stod en engel
og hvilede den ene vinge
på den ene væg
en vinge på den anden
i midten rørte englen ved sig selv
der lå en mark tæt på huset,
hvor hveden voksede tæt på sig selv
 
*
 
nede i gården havde de trompeter
jeg vågnede i min kasse og gik hen til vinduet
og cymbler og en harpe
de foldede nodestativer ud i morgenluft,
til dem, som skulle spille
og fløjter
vinden væltede stativer omkuld
det gav genlyd i harpen
snart er der tåge i gårdspladsen
i det inderste rum rører englen ved sig selv
men der er ikke tåge endnu
det er næsten mørkt endnu
jeg vågner sjældent så tidligt
jeg vågnede sjældent ret meget i det hele taget
men da jeg vågnede igen var de væk
 
*
 
ved den rislende bæk i haven
der risler med gennemsigtigt vand
er vandet så koldt og der står han
og fylder bækken med jord
en stor skovl i hånden
han skælder ud på vandet
hold så op !!!!
men bækken bliver ved med at løbe
han tisser i vandet
men snart er det klart
og koldt som altid
han tisser på mig og det svier, det er koldt og klart
han tisser mod himlen
og råber
 
*
 
Svend siger at tyren står og trækker sig i næsen
det er fordi tyren i kælderen vil fri
nogle gange ryster hele huset
men den er heldigvis godt bundet fast
for når man taber vand på jorden
kan man ikke samle det op igen

Silas Schølarth – I vejen

Jeg ventede på toget som altid. Hvad der ikke var normalt, var det der lå på sporene foran mig. En gammel mand. Han var sikkert svagtseende eller måske endda blind, og så var han kommet for tæt på kanten. Gad vide, hvor længe han havde ligget der? Det var sommer, solen stod højt på himlen. Luften summede af varme, og det var tydeligt at se på den gamle svækling.
  Man skal forestille sig en i forvejen rosinrynken gamling, der så oveni er blevet bagt på uvis tid. At dømme ud fra hans tilstand, havde han formentlig ligget der længe. Huden var ikke blot rynket og foldet, men også begyndt at skride af ansigtet, hvilket havde resulteret i, at øjenhulerne ikke længere var synlige. Jeg mente endda at have set en maddike bevæge sig ud fra en af hudens øjenhuler, der nu blot åbnede ind til det rå kæbekød. Det var dog ikke sikkert, solen stod jo højt på himlen og fik os alle sammen til at se syner.
  Jeg skulle lede i lang tid, før jeg fandt en lang nok pind, men til sidst lykkedes det. Jeg pirkede til ham, og kæppen gled lige ind gennem hans tøj, ind i huden og videre ind i kødet. Han havde samme konsistens som en smørblok, der har stået ude alt for længe og ikke er andet end en flydende, gul fedtmasse. Hvad der var mest chokerende, var dog, at manden stønnede svageligt idet kæppen gled gennem hans kød. Meget var på dette tidspunkt til at forudsige, men ikke at han stadig var i live. Jeg slap øjeblikkeligt kæppen, og den sank slattent ned gennem kødet. Ligesom hvis man stikker en pind ned i det øverste mudderlag af en våd jordbund. Hvilket egentlig er en mærkelig sammenligning, for man skulle da tænke sig, at oldingen var mere udtørret end nogensinde før. Han var tør udenpå og våd indeni, som var han indbagt. Nu begyndte det indre at fordampe. Jeg bakkede bagud, væk fra det kun akkurat levende lig, og begyndte at kigge mig omkring. Der stod omtrent tyve andre mennesker på perronen, men ingen af dem havde opdaget, hvad jeg havde lavet. Jeg prøvede at få kontakt til et par stykker af dem, men enten afviste de eller ignorerede mig. Alt i alt det samme. Alt i alt var det lige meget, for ingen havde set, hvad jeg havde set.
  Gennem varmeflimmeret kunne jeg nu se toget, og vejbommen gik ned. Jeg havde omtrent tyve sekunder, før det uundgåelige ville ske. Jeg kiggede mig rundt en sidste gang. Ingen reagerede. Jeg følte mig uendeligt opgivende i dét øjeblik, men besluttede ikke at gøre noget ud af det. Alt i alt var det lige meget, han var jo stort set død. Med en blød, døsig rokken lod jeg mig blive ført ind i den menneskelige ignorance.
  Jeg så slet ikke da mandens legeme blev tværet ud over skinnerne, op under vognen og slynget op på chaufførens rude. Jeg hørte kun svagt lyden af udsmattelsen. Jeg sukkede let af nydelse sammen med de andre ventende, da vi gik ind i togets kølighed.