Bidrag

Pernille Meyer – Druekys og Vintermørke


Druekys

På bordet foran hende, klaser med blå druer
Hun rækker hånden frem, det spændte kød mellem fingrene, inden knækket lyder, og druen vrister sig fri af sin stilk
Op til munden, læberne
Lukkes om druen, tyk og rund
Saften løber
Ud af mundvigen, ned over kinden, hvor tungen griber efter den
Saftperlerne er
Som regndråber, der samles i små søer af tårer



Vintermørke

Og pludselig er du der
På forstadsfortorvet, et sted mellem Netto og Kvickly
Hurtige skridt i retning mod din onkels hus, hvor jeg ved, du har boet de seneste måneder
Dit ansigt er forandret, rundere, end sidst jeg så dig
Men jeg er ikke i tvivl
Det er dig
Du ser mig ikke, blikket rettet stift mod stenene under dine fødder
Og jeg mærker vintermørket, der for længst har lagt sig
Som rande under dine øjne
Jeg ser det for mig
Jeg ser
Hvor fin du var
Smukke dukkebarn
Et øjeblik overvejer jeg at standse ladcyklen
Men benene tager over, træder videre gennem vintermørket

Elisabeth Leonora Christine Stig Meyer – Indtryk Udtryk Aftryk


                                              Aftryk
                                                     30. januar 2025


        En tilkalket elkedels insisterende larm tiltager, den udfylder rummet på samme måde
som en støvsuger; altoverdøvende, vedholdende. Så stopper det.
        Klik, siger toiletdøren, og en summende mands håbefulde nynnen afsløres, dæmpet
bag det solide murværk. Han bærer sin melodi over dørkarmen, sætter den blidt ned for at lave kaffe.
        Det stykke sol, som hæren af skyer lader passere, finder langt om længe sin vej til
ikke bare Helges vindue, men Helge.
        Vinduerne var Annas, da han flyttede ind for over tyve år siden.
Men i dag er Helges, husker han.
Hans hjerte drukner ikke længere, når han tænker på hende; det synker stadig, men sjældent nok til, at han ikke kan række hånden ud, nikke opfordrende, du kan godt.
                

                        Da hun forlod hans hænder, begyndte hun at vise sig i alt på ny.
                                        Minderne kommer gradvist, gamle neuroner genforbindes.

                                                                  Hun kan godt lide hvordan flagermus flyver,
                          lyden af en vindfanger,
                                                                          hun elsker Helge.

        Det varme vand plasker svagt mod den ru håndværkerhud, når han fylder koppen.

Imens han hælder, kigger han væk; hans blik søger mod telefonen, dens blanke skærm
reflekterer symbolsk Helges lejlighed.
                                                       Hvornår skriver hun?
                                                                          Rikke, 43, kan godt lide nordisk natur og
                                                                          friluftsliv, hun går op i humanitært arbejde og
                                                                          dyrenes velfærd.
                                                                          Samvittighed som sne, hun går uden problemer.

        Den kop kaffe, der skal holde Helges energiniveau gennem deres første møde, er
stadig lidt for varm, når den gennemtrænger Helges hals.
        Det brænder let, kan han mærke,
                                                                pling.

        Lyden af noget let, der falder.
Han vender ansigtet mod lydkilden: gulvet. De brogede træplanker camouflerer den godt. 
Men den er dér. Nøglen.
        Det suser kvalmende i hovedet, en ny, ædende følelse spreder sig fra maveregionen,
                     er det skam?
Han tøver, før han samler den op, dens overflade er velbevaret glat.
        Der går ikke lang tid, før Helge har glemt alt om sit møde.
Rikke må vente, Rikke er intet i forhold til en nøgle.
        Nyfundet fart, der bærer ham hurtigt og præcist gennem huset som en motor, den må være her et sted.
        Og som alt andet er den her.
                Næsten alt andet.


        Helge finder den lille, men velholdte Montblanc dagbog med rynket, mørkebrunt
læderomslag. Den står blandt andre bøger i reolen; en bedragerbog, der gemmer på sit sagn. Han læser ikke ordene, ikke igen, de er ubærlige.
        Men han kan sanse, røre, bladre—hov, hvad er det?


        Da Rikkes besked tikker ind, har Helge allerede iklædt sig sin denimjakke,
halstørklæde, støvler, og han bevæger sig målrettet mod dørens trussel om en uundgåelig begivenhed, der ikke findes i fortiden eller fremtiden,
                                                                men lige her,
                                                                            lige nu.




                                                      Udtryk
                                                                25. maj 2011


        Aftenvinden river i halstørklædet, der let lader sig strække ud bag Helge, han ænser
det ikke. Den rastløse sjæl fumler på samme tid koncentreret og fraværende med småting i lommen; en lille sten, en mønt, en nøgle – en nøgle. Han må straks ringe til Anna.

        – Hej,         ja,         hej, skat.         Jaja.

                                                                        Nejnej,                                 haha,

                nu skal du høre –

                                                jeg fandt nøglen,                         ja!


                                                                                        Kan du gætte hvor den var?


        Annas glæde, minusvægt i farver og klang, én lyd kan være et kærlighedssprog.
Genbrugte ords genkendelige accept.
        –         Men skat,

        –         Ja?
                                Helges tanker kan skræmme ham, som om dét, han tænker på, allerede er sket.

        Som om

                                                                                nej


                 Jeg er altså bare smadret i dag, så jeg tror, jeg lægger mig lidt.
Hendes stemme i slowmotion, tonearten er lavere.
                 Selvfølgelig, skat. Hyg dig.
Selvom der er stolthed i Helges stemme, leger han fortsat kluddermutter med nøglen i
lommen.
Han ser skovbrynet bag hestefolden, kan han købe panodiler med?
        Det kan han sagtens.


        Anna er nået at falde i søvn på de tyve minutter, det tager Helge at gå hjem fra den
nærliggende stationsby. Hun sover i stolen. De gyldne stråler trænger ind gennem vinduet og belyser hendes buttede arme, hun er så smuk, og han vil ikke vække hende,
                                                                                                                                          ikke endnu.
I stedet vil han gøre det hele klar til, at hun vågner: rydde op, sætte kaffe over, skære
agurkestænger og æble ud.




                                                                                 ∞




        –         Helge? råber Anna forvirret fra stuen.


        Gulvet klikker, når hun begiver sig ud i køkkenet, og vinden trækker i vinduerne.
En lav summen fra fluerne om æblet, der kun overgås af Helges rytmiske snorken fra
soveværelset.
På bordet ligger nøglen.
        Hun sukker lettet.

        Dagbogen, nøglen passer til, er minder, liv, frosset i tid. Hun finder den
i kassen under bordet, og læner sig frem for at tænde det svage, men varme lys i stuen.
        Klik, siger låsen, da dagbogen går op.
Som ordene strømmer gennem hende, forsvinder lyden af urets ildevarslende tikken,
    tiden går, tiden går.
        Hun ved, at det er godt, at hun græder, men det gør stadig ondt.
                Klumpen skraber mod kødvæggen i halsen.


        Klokken 03.18 tager hun stolen med ind til Helge, placerer sig ved siden af sengen og
løfter sine ben op. Helge mumler noget i søvne, imens han vender sig mod Anna.
Han lægger naturligt armen om hendes læg.
        Anna synes, at hans snorken er som et pendul, beroligende.




                                Indtryk
                                        19. juni, 1996


                 Hold A, I kommer herover, og hold B, herover.

Den gamle bindingsværksejendom omslutter gårdspladsen, de unge mennesker samler sig lydigt i to grupper. Gården ligger naturskønt blandt marker og bæk, der løber ud i fjorden ikke så langt herfra.
Mellem gærderne ud til markvejen kan man se, at en dreng sniger sig forbi.

        –         Godt! Henrik, kan du lige komme herover i stedet? Ja, ja, det er godt. Så skal I lige forberede jer på, at

Stemmerne svinder i takt med, at han skiftevis nærstuderer himlen og så jorden,
skarp blå og blakket grus.


Mellem gruset         grus         grus

                           grus          grus         grus

                                grus         Nøgle         grus

                                          grus         grus         ligger en nøgle. Han synes, den virker bekendt.


        Er det… nøglen til skuffedariet derhjemme? Redskabsskuret?
                Han må hellere tage den med for sikkerheds skyld.


        I den anden ende af gården prikker solens varme let i en piges hud. I hendes skød
ligger en låst dagbog, hun iagttager de andre børns idrætslege.
De voksne kræver intet, gør intet. De har ikke midler, måske er de ligeglade.
Hun bøjer hovedet bagover, ansigtet mod solen. Øjnene knibes instinktivt sammen, og det brænder svagt på hendes øjenlåg.
        De voksne er ligeglade, tænker hun, før hun vender kørestolen og begiver sig
besværligt ud over den ujævne grusvej, hvor sandfarverne eksisterer med græspletterne,
frisk grøn og spraglede sten.


        Buskenes arme kravler ind over markvejen, hvor drengen går, brændenælder rager op over uberørt skvalderkål i vejkantens vilde landskab. En gyldenbrun musvåge på himlen over ham scanner systematisk området for føde. Han bemærkede den for længe siden.
        Han får et vindpust i hovedet, da han drejer med vejen om hjørnet bag gården.
        Her er evige marker. Han ser bækken, dens rislende krop snoer sig, hvor den må. Frisk grøn og skarp blå løber sammen her, tænker han, de løber altid sammen her.
                                                        Han kigger på himlen og jorden,
                                                                på bækkens græsklædte vandbred,
                                                                        på forglemmigejerne.

Han ser hende sidde i sin stol nede ved bækken, hvordan kom hun helt derned?
        –        Græder du? spørger han forsigtigt, da han ser skuldrenes subtile bevægelser.
Hun stopper og kigger henkastet tilbage.
                 Lidt.
Han nærmer sig hende i den hede junisol. Ingen træer i området, kun de to, der hæver sig over landskabet.
                 Hvad hedder du? spørger han.
                 Hvem er du?
Han går op på siden af hende og sætter sig på hug ved bredden.
                 Jeg hedder Helge.
En vejrtræknings stilhed, vandet rinder krystallinsk.
                 Anna.
                 Hvorfor græder du?
Hun snøfter og tørrer næsen, som om hun blev mindet om at græde. Hendes korte hår flagrer utæmmet i vinden, da hun stille rækker ham bogen fra sit skød.
        Uden spørgsmål tager Helge imod den.
                Han studerer strukturen i omslaget, kvaliteten, fingrene glider over kanten, og han mærker modstanden, låsen.
                 Bogen vil ikke åbnes.
Helge mærker hurtigt efter i lommen, gad vide?
                                        Hånden omslutter den lille nøgle.


                 Hvorfor er din bog så vigtig?


Anna fumler med kørestolens hjullås.



                 Det er ikke min.



                                             Lille Helge forstår.      

Anne Sofie Rasmussen Marelli – Fire digte

det er i foråret
jeg begynder at
barbere ben og
i foråret jeg kan
komme til at
skære mig
under barberingen
uden at tilskrive det
et skjult ønske
om at dø

*

kold jord mod kind
hvis liggende
vind hvis stående varme
stiplede linjer fra øjet
uanset
svært at afgøre retningen
når man ikke er den
der dirigerer
kroppens bevægelser
hvis du bliver fanget i en
lavine skal du tisse
hvis du åbner munden
og en blomst falder ud
gør du noget
rigtigt

*

har ikke været tyve
eller glad siden sommeren
haft lyst til mad
siden sommeren
i søndags baksede vi
en seng op på femte
det var besværligt
men også det klarede vi
sammen
hvad skulle vi
gøre hvis ikke vi var
sammen
mine venner jeg tænker
på dem i kongens have
med øl i hånden
på altan med rose i håret
så smukke så elskede af
mange herunder mig
er det kærlighed eller april
når jeg siger de minder
mig om det liv der findes
på den anden side af vejen
det er den store trafikerede
vej jeg taler om
med påskeliljer
i en godvillig midterrabat
når jeg engang er stoppet
med at græde min forkælede
gråd vil jeg kysse dem alle
på øjenlågene og
spise mig mæt
hver dag

*

ville ønske jeg havde
et navn som liv eller lærke
så min funktion var klar
lige nu er det bare
mig og mine negle
korte og blå som
vuggedød

Oscar Roikjer – Kakofonia

I

er min kind
syet til jorden

som spyt
på et knivblad

drev de overlevende
rundt på rystende ben

& timerne løsnede sig
& lyset blev tigerstribet

& alle sad på gulvet
mod den nærmeste
nødudgang




II

hun kaldte ham: rognbuk & tordenmand

han kaldte hende: tusindknust





III

skreg jeg af et
lysstofrør i loftet

som druer på en
mudderstok

stak mig med
en heparinsprøjte

smed jeg en gryde
på håndbremsen

sagde jeg sort træ
da jeg mente nat

eller en slåfejl
i overlevelsesmanualen
vil forårsage massedød

som en tandbørste
i en øldåse

ordensprincippet implicit
i den ukvalificerede intethed

trækstyrken i dit kamphaneblik






IV

brister bylden
under brystbenet

som lettelsen efter
katastrofens komme

som skuffelsen over
opfyldelsen af det
inderste ønske

som tegningen
af et lille hus under en sol
der mangler nogle af sine stråler





V

udsplattet på ryggen
på en rasteplads

på stjernerne
gennem et sugerør

mens colaen flød
ud i mit skød

rakte jeg ind i
hans små lunger

& jublede
de pårørende

i venteområdet
som hvid støj i

krøllede
papirposer

slugte jeg
glas gned mig

mod murstenene
som en aflang tåre

& intet set af sæd
& tomme sække

som svamp
i et kernehus





VI

kasteskrig
fra nervehullet

et uafsluttet gisp

som en svejsedelt
gaffeltunge i kødgrus

med håndfladerne
under asfalten

på den brudte hinde

synker mørket til sin
egen udhulede krop

som smuldrevægten
under køkkenvasken






VII

drengemanden
med det store babykød

topper sin bedrift
med samme rødhals

som lyden af
den selvspillende pik

orgiastisk
kvækkende

opdagede jeg gud
på et gigantisk fluepapir

pudsede han sine sandaler
med mine knæskaller

græd jeg & kærtegnede
jeg ham sirupsagtigt

& klistrede ham
på hovedet







VIII

selvets selvblik
pladask elektrisk

i elastisk uligevægt

som exitstrategi
for menneskeheden

for hvem tør tvivle
på allemandsenstænkningen

endnu et ryk
i leversækken

Laura Guldager – træde vande

Marlo

vandet gør af mig,
jeg råber tilbage og løber væk fra
det våde gab.

huset er væk, igen.

og jeg kan ikke huske, hvordan tæpper fungerer eller
hvordan man tager imod ét.
/ hvordan verden omfavner /

min verden er af sten, store og små.
min verden er sten, vedvarende.
mine sten er verden nu.

jeg sætter tænderne i
søstjernen, udtørret og usikker.
at leve er at skinne,
indtil man bliver usikker
og dør.

jeg slikker sandet ud af kraniet
på krabbens gabende skal, tom for
tanker, sindet er helt væk

ligesom huse,
ligesom havet,

der trækker sig tilbage som et tæppe,
der trækker sig tilbage som et minde,

og farverne går derhen, hvor de var, før de begyndte
at bløde ud.

og vandet æder af min verden,
jeg gør til jeg synker.


jeg så jorden åbne sig ved siden af mig

/ det førte mig til det smukkeste sted. / og jeg så jorden åbne sig ved siden af mig.
/ jeg så verden lyne op og en stor flod tage form. / som en anakonda tager form / et
kaskaderende exoskelet. / ligesom strudsen, / men blot den spraglede hals, / blot babelstårnets
strækning / og sluger mig. / hvad var det? / det var

døden, tror jeg. / knudepunktet / kroppens polariserede kritik / rejsen førte mig til det
smukkeste sted, jeg har set. / jeg har set / døden, / og døden er smuk.

/ og dødens hånd, / jeg glemmer den aldrig. / den mørke lomme / den brændte krustade / som
i sin skrøbelige snoning, / omfavnede mig, / som en kobra. / og klaveret lød fra dødens mund,
/ tænderne, / tangenterne satte sig i hvert et ord / som en fiskekrog. / tonernes byttedyr. /
musikken blev jagtet af mine ører. / og i et sprog, jeg ikke aner, / flød en uundgåelig gåde, /
der bliver løst idet man hører den.


Blæsten

flød ind i stuen og rev tæppet op
som et fyrretræ, helt ned
til roden / til risten / til rodet – til alt
det som gemmer sig
i grundvandet
ligesom urolige, natlige fisk.
sorg er en flod som løber
under de lange år, gennem viadukten,
rygsøjlen af mit liv. 

Katarina Le Müller – Digte

I dag

spiser alt det jeg ikke må 

(gluten, mælk)
og gør alt det
jeg ikke burde 

(skrive, drømme, rode)

finder lykken
i papirrester 

og blæk


lykken er at
finde sig selv og 

sin barnlige glæde


midt i en verden 

(hverdag)
der har glemt
at lykken 

ikke nødvendigvis er 

at lykkes




I går

støvsugeren brændte sammen 

den var også gammel
og vi havde været
lidt hårde ved den


min mormor døde 

også i går
hun var også 


gammel


vi bestiller en ny 

støvsuger


jeg troede at den dårlige samvittighed 

ville forsvinde
med hende
men det er som om

det er det eneste 

hun efterlader


sammen 

med


89 år og 11 måneder 

og otte kvadratmeters 

levet liv




Jobsamtale

jeg er et fatamorgana af talte ord og
varm luft jeg er udåndinger som andre 

modtager som sandhed jeg er en illusion 

der skabes mellem mennesker jeg bygger 

på en borg derhjemme i skriften et ståsted 

en base et hjem der er mere end hvad andre 

ser mig som




Vinter

jeg læser
alt om kærlighed
min moster
taler om hormoner
du ligger blåhudet
med en begyndende hvid trekant


af tiden 

tilsandede 

øjne


over din seng 

dit selvportræt 

din krop
et lærred tegnet 

af livet

og hospitalet 

din seng
en 

installation


jeg ser det hele i billeder, jeg overvejer at tegne dig, jeg overvejer om det her skal 

skrives ned (jeg gør det, skriver det ned, i bilen på vej hjem)


bell hooks siger at kærlighed er at elske, det er handlingerne knyttet til det ord,

kærlighed, det er det at drage omsorg, at styrke, at tage imod og give, at hvis et af 

elementerne ikke er der, så er det ikke kærlighed


den kærlighed jeg ikke fik, men alligevel ser jeg hvordan de holder din hånd


en hæklet grøn engel 

efterladt af kvinden med 

de kolde hænder
som besøgte
sin gamle mors
døende veninde




Vinter II

kærligheden
som i
når du ser på mig
i mildhed
ser jeg ligesådan
på mig selv
kærligheden
som i
du betød
så meget
kærligheden
som i
alt det kunne jeg have fået 

men måtte finde det
selv