Da Rikkes besked tikker ind, har Helge allerede iklædt sig sin denimjakke,
halstørklæde, støvler, og han bevæger sig målrettet mod dørens trussel om en uundgåelig begivenhed, der ikke findes i fortiden eller fremtiden,
                                                                men lige her,
                                                                            lige nu.

                                                      Udtryk
                                                                25. maj 2011

        Aftenvinden river i halstørklædet, der let lader sig strække ud bag Helge, han ænser
det ikke. Den rastløse sjæl fumler på samme tid koncentreret og fraværende med småting i lommen; en lille sten, en mønt, en nøgle – en nøgle. Han må straks ringe til Anna.

        – Hej,         ja,         hej, skat.         Jaja.

                                                                        Nejnej,                                 haha,

                nu skal du høre –

                                                jeg fandt nøglen,                         ja!

                                                                                        Kan du gætte hvor den var?

        Annas glæde, minusvægt i farver og klang, én lyd kan være et kærlighedssprog.
Genbrugte ords genkendelige accept.
        –         Men skat,

        –         Ja?
                                Helges tanker kan skræmme ham, som om dét, han tænker på, allerede er sket.

        Som om

                                                                                nej

        –         Jeg er altså bare smadret i dag, så jeg tror, jeg lægger mig lidt.
Hendes stemme i slowmotion, tonearten er lavere.
        –         Selvfølgelig, skat. Hyg dig.
Selvom der er stolthed i Helges stemme, leger han fortsat kluddermutter med nøglen i
lommen.
Han ser skovbrynet bag hestefolden, kan han købe panodiler med?
        Det kan han sagtens.

        Anna er nået at falde i søvn på de tyve minutter, det tager Helge at gå hjem fra den
nærliggende stationsby. Hun sover i stolen. De gyldne stråler trænger ind gennem vinduet og belyser hendes buttede arme, hun er så smuk, og han vil ikke vække hende,
                                                                                                                                          ikke endnu.
I stedet vil han gøre det hele klar til, at hun vågner: rydde op, sætte kaffe over, skære
agurkestænger og æble ud.

                                                                                 ∞

        –         Helge? råber Anna forvirret fra stuen.

        Gulvet klikker, når hun begiver sig ud i køkkenet, og vinden trækker i vinduerne.
En lav summen fra fluerne om æblet, der kun overgås af Helges rytmiske snorken fra
soveværelset.
På bordet ligger nøglen.
        Hun sukker lettet.

        Dagbogen, nøglen passer til, er minder, liv, frosset i tid. Hun finder den
i kassen under bordet, og læner sig frem for at tænde det svage, men varme lys i stuen.
        Klik, siger låsen, da dagbogen går op.
Som ordene strømmer gennem hende, forsvinder lyden af urets ildevarslende tikken,
    tiden går, tiden går.
        Hun ved, at det er godt, at hun græder, men det gør stadig ondt.
                Klumpen skraber mod kødvæggen i halsen.

        Klokken 03.18 tager hun stolen med ind til Helge, placerer sig ved siden af sengen og
løfter sine ben op. Helge mumler noget i søvne, imens han vender sig mod Anna.
Han lægger naturligt armen om hendes læg.
        Anna synes, at hans snorken er som et pendul, beroligende.

                                Indtryk
                                        19. juni, 1996

        –         Hold A, I kommer herover, og hold B, herover.

Den gamle bindingsværksejendom omslutter gårdspladsen, de unge mennesker samler sig lydigt i to grupper. Gården ligger naturskønt blandt marker og bæk, der løber ud i fjorden ikke så langt herfra.
Mellem gærderne ud til markvejen kan man se, at en dreng sniger sig forbi.

        –         Godt! Henrik, kan du lige komme herover i stedet? Ja, ja, det er godt. Så skal I lige forberede jer på, at

Stemmerne svinder i takt med, at han skiftevis nærstuderer himlen og så jorden,
skarp blå og blakket grus.

Mellem gruset         grus         grus

                           grus          grus         grus

                                grus         Nøgle         grus

                                          grus         grus         ligger en nøgle. Han synes, den virker bekendt.

        Er det… nøglen til skuffedariet derhjemme? Redskabsskuret?
                Han må hellere tage den med for sikkerheds skyld.

        I den anden ende af gården prikker solens varme let i en piges hud. I hendes skød
ligger en låst dagbog, hun iagttager de andre børns idrætslege.
De voksne kræver intet, gør intet. De har ikke midler, måske er de ligeglade.
Hun bøjer hovedet bagover, ansigtet mod solen. Øjnene knibes instinktivt sammen, og det brænder svagt på hendes øjenlåg.
        De voksne er ligeglade, tænker hun, før hun vender kørestolen og begiver sig
besværligt ud over den ujævne grusvej, hvor sandfarverne eksisterer med græspletterne,
frisk grøn og spraglede sten.

        Buskenes arme kravler ind over markvejen, hvor drengen går, brændenælder rager op over uberørt skvalderkål i vejkantens vilde landskab. En gyldenbrun musvåge på himlen over ham scanner systematisk området for føde. Han bemærkede den for længe siden.
        Han får et vindpust i hovedet, da han drejer med vejen om hjørnet bag gården.
        Her er evige marker. Han ser bækken, dens rislende krop snoer sig, hvor den må. Frisk grøn og skarp blå løber sammen her, tænker han, de løber altid sammen her.
                                                        Han kigger på himlen og jorden,
                                                                på bækkens græsklædte vandbred,
                                                                        på forglemmigejerne.

Han ser hende sidde i sin stol nede ved bækken, hvordan kom hun helt derned?
        –        Græder du? spørger han forsigtigt, da han ser skuldrenes subtile bevægelser.
Hun stopper og kigger henkastet tilbage.
        –         Lidt.
Han nærmer sig hende i den hede junisol. Ingen træer i området, kun de to, der hæver sig over landskabet.
        –         Hvad hedder du? spørger han.
        –         Hvem er du?
Han går op på siden af hende og sætter sig på hug ved bredden.
        –         Jeg hedder Helge.
En vejrtræknings stilhed, vandet rinder krystallinsk.
        –         Anna.
        –         Hvorfor græder du?
Hun snøfter og tørrer næsen, som om hun blev mindet om at græde. Hendes korte hår flagrer utæmmet i vinden, da hun stille rækker ham bogen fra sit skød.
        Uden spørgsmål tager Helge imod den.
                Han studerer strukturen i omslaget, kvaliteten, fingrene glider over kanten, og han mærker modstanden, låsen.
                 Bogen vil ikke åbnes.
Helge mærker hurtigt efter i lommen, gad vide?
                                        Hånden omslutter den lille nøgle.

        –         Hvorfor er din bog så vigtig?

Anna fumler med kørestolens hjullås.

        –         Det er ikke min.

                                             Lille Helge forstår.