oktober
Hver måned udgiver Slagtryk en redaktionel kommentar, hvor redaktionen er lidt mere end en usynlig gatekeeper for ny poesi og kortprosa. Vi bringer her relevante emner op inden for lyrik, tidsskrifter, litteratur og Slagtrykredaktionens egen verden.
oktober
september
Ved redaktør Jishuo Li
Efter en måneds ferie i redaktionen er vi vendt stærkt tilbage i august, og jeg tænkte at indlede tilbagekomsten med en rejseberetning. Siden sprog er et spil, vi alle deltager i, hvad sker der så, når man er på udebane og ikke kender reglerne?
Jeg har tilbragt en del af min sommerferie rundt omkring i Europa, bl.a. en uge i Antibes i Frankrigs Côte d’Azur. Udover at nyde det smukke azurblå vand og markeder fyldt med tomater, blommer og nektariner i fransk højsæson, var en af de store oplevelser for mig at kunne bruge lidt af mit fransk, jeg mest har tilegnet mig gennem min tid på gymnasiebænken.
På trods af at jeg afsluttede faget i 2017, havde jeg sat mig for at prøve. Det spændte mellem lette, men samtidigt nervepirrende bestillinger af kaffe latte, til frisør-agtige samtaler med taxachauffører, hvis ros/rutine til tider fremskaffede dem lidt ekstra drikkepenge. Ofte endte det med, at jeg blev svaret til på engelsk – jeg kunne undre mig over, hvad der afslørede mig.
Indimellem fandt jeg dog nogle, der var villige til at lege med. Særligt én oplevelse gjorde indtryk: Jeg sad på stranden ved siden af et ældre ægtepar, hvis hund syntes mine medbragte snacks var interessante.
Jeg så mit snit til at stille de helt basale spørgsmål. Hvad hedder han?: ”Comment il s’appelle?” Hvor gammel er han?: ”Quel âge a-t-il ?”. Således falder jeg langsomt i snak med Elvis på 11 måneder og hans forældre, og vi kommunikerer hurtigt frem og tilbage. Jeg tænker, at det går strålende og har bildt mig selv ind, at mit fransk kan gå an som C1. Men det varede ikke længe, før min hybris gjorde sit indtog.
Samtalen havde pludselig taget en drejning til grænsepunktet af mit niveau, da Elvis’ far ihærdigt gentager ordet ”russe” af flere omgange. Hver gang han gentog det, tog jeg mig selv i at klø hårbunden med større og større kraft. Seancen fandt Elvis’ mor
hylende morsom – at hendes mand og jeg, begge med vand til navlen, forsøgte at kommunikere med så stor desperation om noget tilsyneladende så ligegyldigt.
Så udbryder faren i et eureka-opråb: ”Putin”, ”Putin”, ”Putin”. Da han råber dette, var det altså før jeg vidste, at ”russe” betyder russer, og jeg forveksler det med ”Poutine”, som er den canadiske nationalret bestående af pommes fritter, ost og brun sovs.
Med samme entusiasme og cerebral åbenbaring råber jeg, hvad der i deres ører må transskriberes til ”Ah ouais, Putin est trés succulent!”
Meget kan man sige om mine franskkundskaber, men det gjorde mig nysgerrig på sproget, og hvordan vi bruger det. Tænkte på Ludwig Wittgensteins teori om sprogspil, centralt i ”Filosofiske Undersøgelser”, der nægter, at ord har faste, uforanderlige betydninger, men at de afhænger af hvilke sociale, kulturelle og interpersonelle ”spil”, individer bruger dem i, og at betydningen af dem først fremspirer gennem deltagelsen i disse spil. F.eks. når jeg skriver ”Elvis’ forældre”, så spiller jeg ikke ”hvem har afgivet kromosomalt genmateriale til Elvis”-spillet, men nærmere ”hvem har ansvaret for Elvis’ fysiske og følelsesmæssige behov”-spillet.
På samme måde kan jeg ved bagtanke og refleksion se, at jeg hos nogle af de lokale i Sydfrankrig ikke deltog i skolebænkens ”korrekte semantiske strukturer og perfekt udtale”-spil, men nærmere ”fri leg”-spillet, der tilsyneladende ikke havde det store formål;
hvor fejl og misforståelser var en del af det sjove og uundgåelige ved menneskelig kommunikation. Jeg kunne mærke, hvordan denne ”leg” forbandt mig til nysgerrigheden og letheden af min barndom.
Med årene er den dristigt blevet overhalet af andre spil. Ironisk nok kan ord, jo bedre vi mestrer dem, nogle gange føles mere utilstrækkelige. For mig bliver ordene, både i tale, men også på skrift (som nu), ofte mere overflødige på mine modersmål, dansk
og mandarin. Jeg får større forventninger til, hvad de skal kunne ”spille” for mig. I hans berømte citat ”Det, hvorom man ikke kan tale, om det må man tie”, opfordrer Wittgenstein os til at være mere bevidste om vores sproglige begrænsninger – og måske søge andre måder kommunikere på. Eller måske blot tie lidt oftere? I sidste ende, mens jeg forsøgte at mestre sproget, lærte Elvis og hans forældre mig noget andet; når ordene svigter, kan tavsheden og legen ligeledes forbinde os.
Vi, i redaktionen, håber I har nydt sommeren, hvor end det har været og ønsker jer god læsning i august måneds udgivelse.
juli
Forleden skrev Jishuo en meget interessant redaktionel tekst om mental lidelse i litteraturen. Den tog afsæt i bidragene, som vi har modtaget i løbet af foråret, hvoraf mange handler om netop dette emne. Jeg blev grebet af Jishuos tekst og overrasket over at blive konfronteret med det endelige spørgsmål: Er det lidelsen eller glæden, du undertrykker? Jeg har grublet over det siden og vil gerne supplere med mine egne tanker.
Jeg er helt afgjort en af dem, der betages af lidelse i litteraturen. Druk, død og depressioner – jeg kan slet ikke få nok. Aristoteles ville nok have sagt noget om katarsis, og det forklarer en del, men hvorfor finder jeg ikke tilsvarende glæde i litteratur, der er opmuntrende?
Vi udgav i sidste måned et uddrag fra Rikke Arnholtz tekst Man, som i grove træk handler om en spiseforstyrrelse. Teksten taler for sig selv, så jeg vil ikke analysere den nærmere nu, men blot konstatere, at den ramte noget særligt i mig, som få tekster har gjort. Jishuo ville nok have spurgt: Hvorfor er netop det smertefulde så tiltalende? Og spørgsmålet er på sin plads, så jeg vil forsøge at svare.
Lad mig starte med en besynderlig statistik. I 2013 konkluderede en svensk undersøgelse, at andelen af forfattere, der led af skizofreni eller bipolar lidelse, var over dobbelt så stor som andelen blandt kontrolgruppen. Det kan lyde kunstnerisk irrelevant, men vi kender alligevel alle historien: Sylvia Plath og Ernest Hemingways depressioner; Tove Ditlevsen og Yahya Hassans psykoser. Sådan kunne man blive ved.
Søren Kierkegaard indleder i Enten – Eller med spørgsmålet: ”Hvad er en digter?” Og svarer: ”Et ulykkeligt Menneske, der gjemmer dybe Qvaler i sit Hjerte, men hvis Læber er dannede saaledes, at idet Sukket og Skriget strømme ud over dem, lyde de som skjøn Musik.”
Mange år inden svenske undersøgelser var Kierkegaard altså klar over sammenhængen mellem litteraturen og lidelsen. I samme århundrede skrev Knut Hamsun romanen Sult, der handler om en kunstner, der i sultens febervildelse forsøger at skrive noget, der kan udgives. Her konstitueres ideen om kunstneren som én, der lider, og det er nok en forestilling, vi har haft svært ved at lægge fra os. Den moderne kunstner er en, der lider.
Jeg er helt på bølgelængde med Jishuo, når han sætter spørgsmålstegn ved den ide. For hvorfor ikke fejre glæden i litteraturen?
Jeg har kun læst en lille smule af Arthur Schopenhauer, men måske var det nok til at blive smittet af hans pessimisme. I hvert fald vil jeg gerne inddrage ham nu. Schopenhauer forstod om nogen tilværelsens lidelse, ja, hele hans filosofi bygger på den antagelse, at mennesket ikke rigtigt kan forløses. Vi stræber af natur efter det uopnåelige, og derfor er vi dømt til pine.
Måske er virkeligheden for mange faktisk, at lidelsen er mere genkendelig end lykken? Kan det være en årsag til, at vi drages af ulykkelig litteratur?
Jeg siger ikke at kunst og lidelse er det samme, men som Lars von Trier siger i et interview: ”Kunsten og angsten kommer fra det samme sted.”
Måske er kunst altid et forsøg på at forstå livets smerte. Vi fortæller den tragiske historie igen og igen i forsøget på at forene os med den, og det er simpelthen der, vi mødes – i lidelsen.
Det kaldes medlidenhed, og det er netop en af Schopenhauers løsninger, når vi står ansigt til ansigt med livets elendighed. I medlidenheden genkender vi nemlig vores lidelse i den anden, og pludselig er den anden ikke et objekt for f.eks. økonomisk eller seksuel udbytning, men et individ i lighed med os selv.
Jeg tror, det er medlidenhed, jeg føler så stærkt, når jeg læser uddraget af Rikke Arnholtz tekst Man, og jeg kan ikke lade vær med at tænke, at det er en smuk ting. Det ulykkelige er vel bare, at medglæde er så sjældent et ord.
Med fare for at have glorificeret lidelsen, som netop var Jishuos anke, så lad mig med Kierkegaards ord slå fast: ”Hellere være Svinehyrde paa Amagerbro og være forstaaet af Svinene, end være Digter og være misforstaaet af Menneskene.”
juni
maj
Ved redaktør Jishuo Li
Eftersom den foregående redaktionelle tekst vedrørte vejret, må jeg nu hædre aftalen og vende mig mod et emne, der, selvom vi nærmer os sommermånederne, berører det mere
ubekvemme.
Siden jeg er startet som redaktør her i Slagtryk, har vi modtaget et væld af kreative bidrag. Ét emne har været gennemgående i mange af dem: psykisk lidelse. Det fik os i redaktionen til at drøfte denne tendens til vores møde i sidste måned. Hos Slagtryk
omfavner vi og fejrer forskelligartede og kreative perspektiver på mental sundhed inden for et fællesskab, der fremmer åbenhed og forståelse, fri for dom. Vi mener, at litteraturen tjener som et kraftfuldt medium til at udforske dybderne af vores indre verdener – de tanker, følelser og oplevelser, der driver individer til at udtrykke sig selv. Dog er der et spørgsmål, der er tilbagevendende for mig: Hvad er det, der driver os til at finde kunstnerisk værdi i lidelse?
Nu studerer jeg ikke litteraturhistorie, så derfor vil jeg også afholde mig fra den dybdegående afhandling, men vil påstå, at behovet for at belyse og søge det smertefulde gennem en kunstnerisk ventil ikke just er et nyt fænomen. Fra de græske tragedier og
Shakespeares ”Macbeth” til den mere moderne ”Ungeenheden” af Fine Gråbøl har litteraturen tjent som et loyalt mødested mellem individet og dets indre oplevelser i mødet med omverdenen.
Med lidt inspiration fra den Jungianske psykoterapeutiske skole kan man måske komme det lidt til livs. Her kan man trække på ”skyggen” – en arketype Carl Jung mener, er den del af os alle, og som omfatter de dele, vi har undertrykt som følge af, hvad
vores miljø har tilladt. Jung mente, det er afgørende, at vi integrerer alle de udstødte dele af os selv for at blive til ”hele” individer frem for en fragmenteret mosaik, hvis fliser skæver
til hinanden. I den kollektive sfære er det måske derfor, vi hylder forfattere som Franz Kafka, Michael Strunge og Sylvia Plath, hvis traumatiske livsoplevelser afspejler deres litteratur med en sensitivitet, vi erklærer for virtuos (f.eks. i Kafkas mesterlige skildring af en kosmisk skam og bureaukratisk fremmedgørelse i ”Processen”, som på måder nok afspejlede hans eget indre). De reflekterer en del af os selv, som er gemt inde, væk fra spotlyset af vores personligheder. Det føles godt endelig at blive set – et antidot til ensomheden fra os selv.
Omvendt kan lidelsen også blive så indgroet i os, at vi paradoksalt ikke kan undvære den. I “Moralens Oprindelse” af Friedrich Nietzsche er det ikke lidelsen i sig selv, men snarere meningsløsheden af lidelsen, der udpeges som menneskehedens forbandelse. Han var
heraf stærk tilhænger af konceptet om ”selvrealisering” herigennem, samt hvordan den kan fostre mening og gøre os til ”overmennesker”, der transcenderer kulturelle normer og værdier (tilgiv mig for at opsummere Nietzsche på så få ord, men leg gerne lige med på
præmissen). I en mere østlig filosofisk tradition, såsom buddhismen, betragtes lidelsen ofte som en grundlæggende del af den menneskelige tilstand. På trods af at både Buddha og Nietzsche ikke længere er iblandt os fysisk, synes deres idéer at have efterladt et
transgenerationelt aftryk i den kollektive bevidsthed – ja, nærmest som en reinkarnation vil nogle sige.
Der er bestemt værdi at hente i disse pointer. På den ene side de kan give en følelse af en forsoning og accept af det, vi bærer rundt på og samtidigt fungere som et springbræt for personlig udvikling. Det kan virke tiltalende at kunne finde mening i det
sårbare, mørke og smertefulde – at tilskrive det værdi. Omvendt, risikerer vi så ikke netop, gennem denne fascination med det pinsomme, at forstærke vores tilknytning til det
mørke? Omend smertefuld, bliver den poetiske lidelse en tryg selvopfyldende profeti konsolideret af en kollektiv glorificering af den. Spørgsmålet er, om man med god samvittighed kan trække en grænse mellem den konstruktive poesi og poesien, der tillader
os at dyrke vores egen lidelse gennem andres og på æstetisk vis ”bedøver” vores kroppe. Måske er det ikke så binært.
Jeg skal være den første til at erkende, hvor rart det er at falde i et Elliot Smith-kaninhul, der indkapsler en unik melankoli, eller at læse Virginia Woolf, hvis skrivestil inviterer en helt ind til benet af de indre tankestrømme, der bølger i os alle – noget jeg følte kun et individ, der har konfronteret eksistensens råddenskab ville kunne formå at frembringe. Derfor har litteratur, der ikke tappede ind i bestemte sublimerede dybder i lang tid ikke tiltalt mig.
Det kan være svært at give slip på ting, der giver os mening. Samtidigt klynger vi til vores internaliserede forestillinger om verden, og hvad der er familiært for os. Det er nok derfor, elendighed kan være så romantisk, selvkritik så euforiserende, trist kunst så appellerende og det store ord ”glæde” så naivt. Vi må dedikere enorm medfølelse til os selv – ikke for at lappeløse os selv, men for at forstå hvorfor vi er, som vi er.
Så selvom jeg i titlen indledte denne redaktionelle tekst med et spørgsmål, tror jeg, det var formuleret forkert. Derfor efterlader jeg den med endnu et af slagsen:
Er det lidelsen eller glæden, du undertrykker?
For mig er det nok begge.
maj