Nu er den begyndt. Den mørkeste tid. Der er blevet hængt lyskæder op rundt om i butikkerne og på altanerne, og vi tænder stearinlys i vindueskarmene. Byen lyser varmt og gulligt op mens vi nærmer os julen.
Jeg har brugt en af disse mørke, grå eftermiddage på at sidde ved mit vindue, vente på at sneen skulle komme og læse The King in Yellow af den amerikanske forfatter Robert Chambers. Det er en samling små noveller, udgivet i 1895, der alle er gennemvædede af en dryppende dekadence: Tænk romantiske trekantsdramaer mellem unge kunstnertyper i Paris. Længselsfulde blikke over staffeliet eller absinten. Sådan noget.
Historierne er på mange måder velkendte, klichéfyldte endda, og så alligevel slet ikke. Alle tager de nemlig nogle meget uventede drejninger efter karaktererne, tilsyneladende tilfældigvis, og på ret henkastede måder, støder på bogen ”The King in Yellow” (ja, det er en bog inde i bogen med samme navn). Det er et berygtet og mystisk skuespil, som lurer i udkanten af historierne og binder dem sammen. Alle som én drives de, der læser stykket til vanvid eller føres lige lukt i døden. En maler ser det stå til sidst i sin bogreol, uden at have nogen erindring om at have købt det. Selvom han ved at han ikke bør, kan ikke han dy sig fra at læse det. Uden at spoile alt for meget, kan jeg afsløre, at det ender ret galt for ham.
Den gule farve, som kongen eller entiteten, der åbenbart lægger navn til skuespillet, er svøbt i, er ikke tilfældig. Chambers valgte netop den farve, fordi den på hans tid ofte associeredes med den dekadente bevægelse og æstetik. Gul henviser i denne sammenhæng særligt til forrådnelse, sindssyge og generelt moralsk fordærv, og er så gennemgående, at 1890’erne kulturhistorisk (i Vesten, særligt England og Frankrig) nogle gange kaldes ”the yellow nineties”: de gule halvfemsere. Jeg kommer her også til at tænke på en anden novelle, The Yellow Wallpaper (1892) af Charlotte Perkins Gilman, hvori farven gul ligeledes spiller en afgørende rolle for hovedkarakteren og hendes nedadgående spiral.
En tredje bog, hvori gul også spiller en iøjnefaldende rolle, er Slagtryks eget temanummer ”Ruiner”, som vi her i november har udgivet og fejret med reception og oplæsninger i Thiemers Magasin (den kan købes hos Thiemers og i Møllegades boghandel i København). På redaktionen valgte vi, uden rigtigt at diskutere det så meget, at denne bog også skulle svøbes i et knaldgult omslag. En af mine medredaktører pointerede vist nok, at det var en fed kontrast til bogens indhold. At den lyste op og så frisk ud i stedet for at være falmet og beige, som jo nok er den farve, mange typisk forbinder med ruiner.
Men måske er der alligevel noget forfaldent og ruinagtigt over gul, som vi ikke havde tænkt over? Hvis man spørger Chambers og hans inspirationskilder, er der i hvert fald. Det gule er det moderne livs ruin. Det er kroppen, der pusbefængt hensygner, og det er sindets opløsning i mødet med noget komplet uforståeligt og måske endda kosmisk.
Selvom gul i dag nok snarere forbindes med noget optimistisk og solbeskinnet – eller med julelys, kan der altså alligevel være spor (eller ruiner) af noget andet og mere ildevarslende i den. Flammen kan blusse op og brænde eller den kan gå ud. Uanset hvad, er det interessant at overveje noget så elementært som en farves skiftende betydning i kulturen.
Nu håber og tror jeg selvfølgelig ikke, at de, der læser Slagtryks temanummer bliver vanvittige som dem, der læste ”The King in Yellow”. Jeg håber dog alligevel at teksterne og de visuelle bidrag kan røre ved noget i nogen, og at de, og omslagets farve, kan åbne for nye og ukendte verdener.
I denne måned har vi udvalgt vi tre bidrag, som vi også håber vil kalde på noget i læserne. Først er der Camilla Nissens prosadigte ”Stol, Suite, Strandeng”, hvori et jeg forsøger at indfange og placere, men samtidig frigøre, et elsket og begæret du, der ikke synes at kunne rummes af digtene, endsige sproget selv. I Ole Vilsters vinterdigte er det gennem en sneflimrende og mørk stemning, at en dirrende sorg kommer til syne. Endelig udgiver vi ”Urspring” af Heidi Heilmann-Clausen, der består af tre digte. Her snor det kropslige og konkrete sig sammen med det drømmende til et flygtigt narrativ om savn, som her: ”Limfjorden vrider sig / som en gylden hugorm / af hjemve”.
Vi håber at I vil kigge lidt efter det gule og mystisk lysende i de kommende, mørke uger, og at I vil nyde månedens bidrag.