Redaktionelle tekster

Hver måned udgiver Slagtryk en redaktionel kommentar, hvor redaktionen er lidt mere end en usynlig gatekeeper for ny poesi og kortprosa. Vi bringer her relevante emner op inden for lyrik, tidsskrifter, litteratur og Slagtrykredaktionens egen verden.

maj

Den poetiske lidelse: opioid eller antidot?

Ved redaktør Jishuo Li

Eftersom den foregående redaktionelle tekst vedrørte vejret, må jeg nu hædre aftalen og vende mig mod et emne, der, selvom vi nærmer os sommermånederne, berører det mere
ubekvemme.
       Siden jeg er startet som redaktør her i Slagtryk, har vi modtaget et væld af kreative bidrag. Ét emne har været gennemgående i mange af dem: psykisk lidelse. Det fik os i redaktionen til at drøfte denne tendens til vores møde i sidste måned. Hos Slagtryk
omfavner vi og fejrer forskelligartede og kreative perspektiver på mental sundhed inden for et fællesskab, der fremmer åbenhed og forståelse, fri for dom. Vi mener, at litteraturen tjener som et kraftfuldt medium til at udforske dybderne af vores indre verdener – de tanker, følelser og oplevelser, der driver individer til at udtrykke sig selv. Dog er der et spørgsmål, der er tilbagevendende for mig: Hvad er det, der driver os til at finde kunstnerisk værdi i lidelse?


Nu studerer jeg ikke litteraturhistorie, så derfor vil jeg også afholde mig fra den dybdegående afhandling, men vil påstå, at behovet for at belyse og søge det smertefulde gennem en kunstnerisk ventil ikke just er et nyt fænomen. Fra de græske tragedier og
Shakespeares ”Macbeth” til den mere moderne ”Ungeenheden” af Fine Gråbøl har litteraturen tjent som et loyalt mødested mellem individet og dets indre oplevelser i mødet med omverdenen.
       Med lidt inspiration fra den Jungianske psykoterapeutiske skole kan man måske komme det lidt til livs. Her kan man trække på ”skyggen” – en arketype Carl Jung mener, er den del af os alle, og som omfatter de dele, vi har undertrykt som følge af, hvad
vores miljø har tilladt. Jung mente, det er afgørende, at vi integrerer alle de udstødte dele af os selv for at blive til ”hele” individer frem for en fragmenteret mosaik, hvis fliser skæver
til hinanden. I den kollektive sfære er det måske derfor, vi hylder forfattere som Franz Kafka, Michael Strunge og Sylvia Plath, hvis traumatiske livsoplevelser afspejler deres litteratur med en sensitivitet, vi erklærer for virtuos (f.eks. i Kafkas mesterlige skildring af en kosmisk skam og bureaukratisk fremmedgørelse i ”Processen”, som på måder nok afspejlede hans eget indre). De reflekterer en del af os selv, som er gemt inde, væk fra spotlyset af vores personligheder. Det føles godt endelig at blive set – et antidot til ensomheden fra os selv.


Omvendt kan lidelsen også blive så indgroet i os, at vi paradoksalt ikke kan undvære den. I “Moralens Oprindelse” af Friedrich Nietzsche er det ikke lidelsen i sig selv, men snarere meningsløsheden af lidelsen, der udpeges som menneskehedens forbandelse. Han var
heraf stærk tilhænger af konceptet om ”selvrealisering” herigennem, samt hvordan den kan fostre mening og gøre os til ”overmennesker”, der transcenderer kulturelle normer og værdier (tilgiv mig for at opsummere Nietzsche på så få ord, men leg gerne lige med på
præmissen). I en mere østlig filosofisk tradition, såsom buddhismen, betragtes lidelsen ofte som en grundlæggende del af den menneskelige tilstand. På trods af at både Buddha og Nietzsche ikke længere er iblandt os fysisk, synes deres idéer at have efterladt et
transgenerationelt aftryk i den kollektive bevidsthed – ja, nærmest som en reinkarnation vil nogle sige.
       Der er bestemt værdi at hente i disse pointer. På den ene side de kan give en følelse af en forsoning og accept af det, vi bærer rundt på og samtidigt fungere som et springbræt for personlig udvikling. Det kan virke tiltalende at kunne finde mening i det
sårbare, mørke og smertefulde – at tilskrive det værdi. Omvendt, risikerer vi så ikke netop, gennem denne fascination med det pinsomme, at forstærke vores tilknytning til det
mørke? Omend smertefuld, bliver den poetiske lidelse en tryg selvopfyldende profeti konsolideret af en kollektiv glorificering af den. Spørgsmålet er, om man med god samvittighed kan trække en grænse mellem den konstruktive poesi og poesien, der tillader
os at dyrke vores egen lidelse gennem andres og på æstetisk vis ”bedøver” vores kroppe. Måske er det ikke så binært.


Jeg skal være den første til at erkende, hvor rart det er at falde i et Elliot Smith-kaninhul, der indkapsler en unik melankoli, eller at læse Virginia Woolf, hvis skrivestil inviterer en helt ind til benet af de indre tankestrømme, der bølger i os alle – noget jeg følte kun et individ, der har konfronteret eksistensens råddenskab ville kunne formå at frembringe. Derfor har litteratur, der ikke tappede ind i bestemte sublimerede dybder i lang tid ikke tiltalt mig.

       Det kan være svært at give slip på ting, der giver os mening. Samtidigt klynger vi til vores internaliserede forestillinger om verden, og hvad der er familiært for os. Det er nok derfor, elendighed kan være så romantisk, selvkritik så euforiserende, trist kunst så appellerende og det store ord ”glæde” så naivt. Vi må dedikere enorm medfølelse til os selv – ikke for at lappeløse os selv, men for at forstå hvorfor vi er, som vi er.


Så selvom jeg i titlen indledte denne redaktionelle tekst med et spørgsmål, tror jeg, det var formuleret forkert. Derfor efterlader jeg den med endnu et af slagsen:



Er det lidelsen eller glæden, du undertrykker?



For mig er det nok begge.

maj

Slagtryk, April 2024

april

Brev til April

Ved redaktør Ditte Stokholm Kær

Som en af vores nye redaktører påpegede, handler stort set alle Slagtryks redaktionelle tekster om vejret.


Men marts måned, årets første forårsmåned, kan man ikke skrive om vejret? Ved ikke om det er en særlig dansk ting, denne optagethed af vejret, er det ikke noget man siger?
Jeg er ikke god til small-talk, jeg vælger altid: vejret. Sikke dejligt vejr det er i dag. Er det koldt udenfor? Hvordan er vejret hos dig?


At beslutte sig for ikke at skrive om vejret og alligevel gøre det.


Jeg er optaget af brevromaner for tiden, har læst Mckenzie Wark og Kathy Ackers korrespondance (Jeg er helt opslugt af dig), Lykkelig med M af Anne Mari Borchert, mere Acker, mere Wark, CYF’s Til den ven jeg aldrig har kendt som jo er lidt brevroman agtigt (eller?), lige startet på Goethes Den unge Werthers Lidelser. Der er denne længsel i brevformen, ligesom en længsel efter foråret, efter lyset, solen.


Hvordan man kan glemme hvordan solen ser ud, hvordan dens varme føles i ansigtet.


At jage solen på cykel gennem byen.


Stoppe op steder og bare stå, på gadehjørner, trappetrin, hvilende.


Første rigtige solskinsdag og jeg sad i solen på gadehjørnet hvor jeg bor, læste Det Hellige af Colette Peignot og jeg tager teksten ind på en anden måde, ligesom feberagtigt.
Jeg læste Tre af Ann Quinn i sommers, når jeg tænker på den bog er det som at tænke på en drøm, et mareridt. Jeg lå i solen og faldt i søvn, drømte i de samme sætninger, der kan være noget ildevarslende, uhyggeligt over solen. (Tænker også altid på Algeriets sol i Den fremmede).


Men marts måneds sol er blid, jeg hører Forårsdag og plukker krokus i kirkegården, de skyder op overalt, jeg hængte en krokus op i mit køkken og dens blade åbnede sig, bredte sig ud. En krokus er meget følsom over for varme, den kan føle helt ned til 1/10 af en grad, den åbner sine blade for varmen. En af forårets første blomster, tænk at den kan vokse op gennem sneen.


Måske skal vi på redaktionen aftale kun at skrive om vejret en gang pr. årstid?

marts

Alle bøger fører til Rom

Ved redaktør, Andreas Pilgaard Christensen.


Ligesom Isa og Jishuo er jeg, Andreas, ny redaktør for Slagtryk. Det er en stor fornøjelse at være en del af redaktionen og at læse alle de forskellige bidrag, som i en lind strøm bliver sendt til tidsskriftet.

Jeg har nu fået æren af at skrive en lille redaktionel tekst, der, som hjemmesiden bekendtgør, er til for at bringe redaktørerne lidt frem i lyset. Der er, så vidt jeg kan se i arkiverne, tradition for, at den redaktionelle tekst påpeger de danske vejrforhold til en begyndelse. Jeg er lige hjemvendt fra en tur til Rom og vil derfor være så dristig at tale om vintervejret der. I Rom er gennemsnitstemperaturen 15 grader i februar, og for det meste skinner solen. Det var som at tage forskud på foråret, og vejret var altså til at sidde på altanen, hvor jeg drak morgenkaffe det meste af dagen og læste i de bøger, jeg havde medbragt.

Hvis man ser bort fra de urimeligt billige flybilletter, så er en interrail billet den billigste måde at komme til Rom på, så sådan en købte jeg. Alle veje fører jo til Rom, og da jeg på grund af min interrail billet havde en del rejsedage til rådighed, valgte jeg en omvej, hvor jeg lod mine bøger føre vejen.

Den første bog, jeg pakkede, var Slottet af Franz Kafka, og den læste jeg på vejen til Prag, hvor Kafka blev født. Her opdagede jeg, at der faktisk findes et fjerntliggende slot højt over byens gader, og kan Kafkas inspirationskilde næsten have været andet?

Den anden bog, jeg tog med, var Psykologi og eksistens af Viktor Frankl, og den førte mig til Krakow og derfra videre til Auschwitz, hvor Viktor Frankl sad fanget under 2. verdenskrig. På mirakuløs vis overlevede han koncentrationslejren, og derfor virker det meget overbevisende og troværdigt, når han i Psykologi og eksistens citerer Nietzsche og skriver, at ”den, der ved hvorfor han skal leve, tåler næsten et hvilket som helst hvordan.”

Den tredje bog, jeg medbragte, var den østrigske Friederike Mayröckers Rejse gennem natten, der handler om en togtur til Wien, men ”handler” er for meget sagt. Alligevel rejste jeg i bogens fodspor og endte i Wien. I Rejse gennem natten demonstrerer Mayröcker på virtuos vis, at et litterært værk ikke behøver at have en handling. Den ene sætning er næsten aldrig forbundet med den tidligere eller den kommende, og jeg forestiller mig, at Mayröcker har skrevet romanen på samme måde som en billedkunstner maler et abstrakt maleri: legende og frit.

Den fjerde bog, jeg tog med, var Døden i Venedig af Thomas Mann, og derfor rundede jeg selvfølgelig også Venedig – denne mytiske by, der dag for dag synker i havet og er dømt til døden. Thomas Manns beskrivelser af Venedig er præget af råddenskab og sygdom, men det første, der mødte mig, var altså en stor seng dækket med velduftende roser, og jeg tror på den måde, at Venedig rummer både Thanatos og Eros.

Den sidste bog, jeg medbragte, var den romerske Senecas meget korte bog Om livets korthed, og det var den, jeg læste på altanen i Rom. Heri findes sætningen: ”Det mest kostbare af alt ødsler man bort, det undgår ens opmærksomhed, fordi tiden ikke er noget materielt, fordi den ikke er synlig, derfor agtes den så ringe, ja tillægges næsten ingen værdi.” Og med det in mente åbnede jeg en flaske rødvin og nød tiden i en af verdens ældste og smukkeste byer.

december

Slagtryk, Temanummer VAND 2023

Forsidekunstner Seline Rørbech

november

Jeg begynder for alvor at gørebrug af min tekande / Eg byrjarfor alvor å bruka tekanna mi

Ved redaktør Ditte Stokholm Kær og Gard Augustin

Denne måneds redaktionelle tekst er skrevet i to spor, under samme tittel. Den ene af Ditte Stokholm Kær, den anden af Gard Augustin.

 

Efteråret er kommet med regn og blæst og mørke, det trækker mig inden døre, under dyner i varme trøjer. Jeg begynder for alvor at gøre brug af min tekande, snitter ingefær og citron for at lindre den forkølelse som har ramt mig og så mange andre i denne tid.
Jeg har været ude og besøge min mormor, plukket æbler og pærer fra hendes krogede træer i haven, jeg har tænkt over oktober-æblers særlige duft, det er noget særligt, noget helt særligt, ligesom oktober-sol er noget særligt, måske fordi den er sjældnere, eller er der noget med farven, måske er den mere gylden, gullig?
Jeg har fundet buske med brombær på cykelture og spist mig mæt, jeg kan blive overvældet af efterårets totale overflod, har tænkt over det langt mere passende svenske ord for efterår: höst. Hvilket det vel også kaldes på norsk?
For tiden er jeg dog særlig optaget af det svenske; landet, sproget, litteraturen. Jeg blev lykkeligvis introduceret for Edith Södergran for en del år siden, og har i løbet af få år slidt mit eksemplar af Septemberlyren ned. Men først for nylig har jeg for alvor fået øjnene op for andre stærke svenske stemmer, som hidtil har været totalt fremmede for mig.
  Jeg har læst Birgitta Trotzigs Anima, en af hendes få værker som er oversat på dansk, (jeg er endnu ikke nået til et punkt hvor jeg tør begive mig ud i at læse på svensk, og slet ikke hende), og nu er jeg så nået til en af svensk litteraturs mastodonter, Selma Lagerlöf.
  Selvom Lagerlöf vandt Nobelprisen i 1909 (som den første kvinde nogensinde!) og var medlem af det svenske akademi, er jeg aldrig blevet præsenteret for hende i skolen, kendte hende faktisk slet ikke før jeg selv aktivt satte mig for at opsøge ældre kvindelige forfatterskaber som eftertiden har visket ud. Det er måske bare mig som har været uheldig her, men jeg er i hvert fald virkelig begejstret. Jeg fandt et eksemplar af hendes store værk Jerusalem i mit lokale antikvariat i sidste uge, og jeg har slugt den. Det er den slags romaner som efteråret kalder på, over 400 sider, en storslået slægtshistorie, et fantastisk persongalleri og et vidunderligt tidsbillede af det landlige Sverige i 1900-tallet. At læse den er som at drikke min varme ingefær-te, den glider ned og efterlader en dejlig varm, tilfreds følelse indeni. Måske er det i virkeligheden den, der har helbredt min forkølelse?

 

Eg hugsar fyrste gongen eg la merke til at det var haust. Det hadde vore haust mange gonger, ja faktisk kvart år dei siste uendelege åra; det er haust kvart år, men eg hadde ikkje lagt merke til det: eg hadde køyrt hen over hausten kvart år og plutseleg var det vinter – ingen veg tilbake. Blada fall av trea og det var mørkt heile tida, først til våren fekk eg lov til å leva igjen. Eg har ikkje vore gode venner med hausten: Året har 16 måneder: November / december, januar, februar, marts, april / maj, juni, juli, august, september / oktober, november, november, november, november. Kanskje er eg ikkje like stor fiende med hausten som Henrik Nord, men kjensla held fram: haust, haust, haust, haust, haust.
   Så fekk eg eit klassisk bergensk råd frå bestemora mi. Ho heiter Laila og har berre få gonger sat foten sin utanfor Bergen. Kanskje er det å smørja litt tjukt på, men ho er så bergensk at eg nokre gonger må gjenta ord med skarra-r så ho skal forstå – igjen smør eg for tjukt på; poenget: ho er erke bergensar. Du må belite deg, sa ho. ‘Å belite seg’ er eit bergensk uttrykk og betyr at ein godtek noko, følgjar spelereglane eller aksepterer ei avgjerd. Det fekk meg i tankar: eg belite meg og det enda med at eg aksepterte det som eg ikkje kunne komma utanom: årstidene, hausten, hausten, hausten, hausten, hausten – denne gongen skulle eg belite meg og følgje med haustens reglar. Det var hausten 2019 og raskt fann eg ut av at haust er så ganske behageleg når ein spelar etter deira reglar. Eg gjorde som Ditte: eg byrja for alvor å burka tekanna mi.
Min noko yngre eg tenkte: eg gjær kva eg vil nær eg vil. Eg badar i oktober om eg følar for det, eg er inne hele tida i juli om eg følar for det, eg fordjupar meg, eg har livsenergi, vår-energi, eg har sommarleg lyst og vinterleg stillstand når eg vil! Eg underliggjar meg ikkje vêret, årstidene og sesongane, ikkje faen: eg gjær kva eg vil, når eg vil.
   Det var både hardt og vanskeleg å kjempa imot. Alltid fann eg meg sjølv i vinter for eg gløymde og nekta å legge merke til hausten, men den heldt eg opp. Nå er eg på lag med hausten – eg gjer haust ting om hausten.
  Årstider er ideologi. Dei finst ikkje. Dei er årstidsideologi, årstidshegemoni. Slik seier ei meteorolog til hovudpersonen Tara i Solvej Balles Om udregning af rumfag II. «Hun tænkte mere på dem som psykologiske fenomener. Erindringskoncentrater. Vedtagne stereotyper. Konglomerater af oplevelser og fornemmelser, måske. Folk spørger, om ikke snart det bliver sommar, sjølv om vi er langt inne i juli, bare fordi sommeren er lidt kølig. Som meterolog kan man nærmest blive afkrævet bestemte vejrfænomener på bestemte tidspunkter, sagde hun. […] Som om årstidene er en slags ideer, vi slæber med os.» Bokas hovudperson er fanget i den attende november, tida står stille og i annet bind er ho ei årstidsjeger. Til saman med meteorologen samansett dei ei reiseplan for stader i verda kvar vêret den attende november passar til den årstid det reelt ville ha vore, viss ein skulle samansetja alle årstider på ein dag. Slik får Tara haust, vinter, vår og sommar på ein dag. Seinare i bøkane møte Tara ei gruppe [sorry for spoil] som gjær som hun gjorde: reiser verden rundt etter årstidene. Solvej Balle har ikkje gitt bøkene sine titlar, men eg tykkje at Årstidsjegeren kunne ha vore eit godt namn på boka.
   På same måte som eg heldt opp med at kjempe imot årstidene, slutar Tara [igjen sorry for spoil] å jakta årstida. At årstida ikkje alltid oppfør seg som ein forventar, at ein føle seg snytt av årstida, snytt av hausten er i det minste betre enn å kjempe imot årstida. Men den gruppa Tara møter som gjær sama som henne, jaktar årstida, held ikkje opp. Kanskje ville eg ha vore ein del av gruppa deira om eg vart fanga i den attende november. Men for no er det berre haust, haust, haust, haust, haust.

 

Til sidst skal vi huske at skrive til jer, kære læsere, at vi, udover at drikke te af vores te-kander og læse svensk litteratur (bl.a.), også er i fuld gang med at læse jeres bidrag til vores temanummer om VAND.
  Derfor utkjem der ikkje nokon tekstar i november månad i Slagtryk, men vi kjem til å publisera ei handfull tekstar frå temanummeret i løpet av månaden, både som kompensasjon og som smakebitar.