Redaktionelle tekster

april

Brev til April

Ved redaktør Ditte Stokholm Kær

Som en af vores nye redaktører påpegede, handler stort set alle Slagtryks redaktionelle tekster om vejret.

Men marts måned, årets første forårsmåned, kan man ikke skrive om vejret? Ved ikke om det er en særlig dansk ting, denne optagethed af vejret, er det ikke noget man siger?
Jeg er ikke god til small-talk, jeg vælger altid: vejret. Sikke dejligt vejr det er i dag. Er det koldt udenfor? Hvordan er vejret hos dig?

At beslutte sig for ikke at skrive om vejret og alligevel gøre det.

Jeg er optaget af brevromaner for tiden, har læst Mckenzie Wark og Kathy Ackers korrespondance (Jeg er helt opslugt af dig), Lykkelig med M af Anne Mari Borchert, mere Acker, mere Wark, CYF’s Til den ven jeg aldrig har kendt som jo er lidt brevroman agtigt (eller?), lige startet på Goethes Den unge Werthers Lidelser. Der er denne længsel i brevformen, ligesom en længsel efter foråret, efter lyset, solen.

Hvordan man kan glemme hvordan solen ser ud, hvordan dens varme føles i ansigtet.

At jage solen på cykel gennem byen.

Stoppe op steder og bare stå, på gadehjørner, trappetrin, hvilende.

Første rigtige solskinsdag og jeg sad i solen på gadehjørnet hvor jeg bor, læste Det Hellige af Colette Peignot og jeg tager teksten ind på en anden måde, ligesom feberagtigt.
Jeg læste Tre af Ann Quinn i sommers, når jeg tænker på den bog er det som at tænke på en drøm, et mareridt. Jeg lå i solen og faldt i søvn, drømte i de samme sætninger, der kan være noget ildevarslende, uhyggeligt over solen. (Tænker også altid på Algeriets sol i Den fremmede).

Men marts måneds sol er blid, jeg hører Forårsdag og plukker krokus i kirkegården, de skyder op overalt, jeg hængte en krokus op i mit køkken og dens blade åbnede sig, bredte sig ud. En krokus er meget følsom over for varme, den kan føle helt ned til 1/10 af en grad, den åbner sine blade for varmen. En af forårets første blomster, tænk at den kan vokse op gennem sneen.

Måske skal vi på redaktionen aftale kun at skrive om vejret en gang pr. årstid?

marts

Alle bøger fører til Rom

Ligesom Isa og Jishuo er jeg, Andreas, ny redaktør for Slagtryk. Det er en stor fornøjelse at være en del af redaktionen og at læse alle de forskellige bidrag, som i en lind strøm bliver sendt til tidsskriftet.

Jeg har nu fået æren af at skrive en lille redaktionel tekst, der, som hjemmesiden bekendtgør, er til for at bringe redaktørerne lidt frem i lyset. Der er, så vidt jeg kan se i arkiverne, tradition for, at den redaktionelle tekst påpeger de danske vejrforhold til en begyndelse. Jeg er lige hjemvendt fra en tur til Rom og vil derfor være så dristig at tale om vintervejret der. I Rom er gennemsnitstemperaturen 15 grader i februar, og for det meste skinner solen. Det var som at tage forskud på foråret, og vejret var altså til at sidde på altanen, hvor jeg drak morgenkaffe det meste af dagen og læste i de bøger, jeg havde medbragt.

Hvis man ser bort fra de urimeligt billige flybilletter, så er en interrail billet den billigste måde at komme til Rom på, så sådan en købte jeg. Alle veje fører jo til Rom, og da jeg på grund af min interrail billet havde en del rejsedage til rådighed, valgte jeg en omvej, hvor jeg lod mine bøger føre vejen.

Den første bog, jeg pakkede, var Slottet af Franz Kafka, og den læste jeg på vejen til Prag, hvor Kafka blev født. Her opdagede jeg, at der faktisk findes et fjerntliggende slot højt over byens gader, og kan Kafkas inspirationskilde næsten have været andet?

Den anden bog, jeg tog med, var Psykologi og eksistens af Viktor Frankl, og den førte mig til Krakow og derfra videre til Auschwitz, hvor Viktor Frankl sad fanget under 2. verdenskrig. På mirakuløs vis overlevede han koncentrationslejren, og derfor virker det meget overbevisende og troværdigt, når han i Psykologi og eksistens citerer Nietzsche og skriver, at ”den, der ved hvorfor han skal leve, tåler næsten et hvilket som helst hvordan.”

Den tredje bog, jeg medbragte, var den østrigske Friederike Mayröckers Rejse gennem natten, der handler om en togtur til Wien, men ”handler” er for meget sagt. Alligevel rejste jeg i bogens fodspor og endte i Wien. I Rejse gennem natten demonstrerer Mayröcker på virtuos vis, at et litterært værk ikke behøver at have en handling. Den ene sætning er næsten aldrig forbundet med den tidligere eller den kommende, og jeg forestiller mig, at Mayröcker har skrevet romanen på samme måde som en billedkunstner maler et abstrakt maleri: legende og frit.

Den fjerde bog, jeg tog med, var Døden i Venedig af Thomas Mann, og derfor rundede jeg selvfølgelig også Venedig – denne mytiske by, der dag for dag synker i havet og er dømt til døden. Thomas Manns beskrivelser af Venedig er præget af råddenskab og sygdom, men det første, der mødte mig, var altså en stor seng dækket med velduftende roser, og jeg tror på den måde, at Venedig rummer både Thanatos og Eros.

Den sidste bog, jeg medbragte, var den romerske Senecas meget korte bog Om livets korthed, og det var den, jeg læste på altanen i Rom. Heri findes sætningen: ”Det mest kostbare af alt ødsler man bort, det undgår ens opmærksomhed, fordi tiden ikke er noget materielt, fordi den ikke er synlig, derfor agtes den så ringe, ja tillægges næsten ingen værdi.” Og med det in mente åbnede jeg en flaske rødvin og nød tiden i en af verdens ældste og smukkeste byer.

december

Slagtryk, Temanummer VAND 2023

Forsidekunstner Seline Rørbech

november

Jeg begynder for alvor at gørebrug af min tekande / Eg byrjarfor alvor å bruka tekanna mi

Ved redaktør Ditte Stokholm Kær og Gard Augustin

Denne måneds redaktionelle tekst er skrevet i to spor, under samme tittel. Den ene af Ditte Stokholm Kær, den anden af Gard Augustin.

Efteråret er kommet med regn og blæst og mørke, det trækker mig inden døre, under dyner i varme trøjer. Jeg begynder for alvor at gøre brug af min tekande, snitter ingefær og citron for at lindre den forkølelse som har ramt mig og så mange andre i denne tid.
Jeg har været ude og besøge min mormor, plukket æbler og pærer fra hendes krogede træer i haven, jeg har tænkt over oktober-æblers særlige duft, det er noget særligt, noget helt særligt, ligesom oktober-sol er noget særligt, måske fordi den er sjældnere, eller er der noget med farven, måske er den mere gylden, gullig?
Jeg har fundet buske med brombær på cykelture og spist mig mæt, jeg kan blive overvældet af efterårets totale overflod, har tænkt over det langt mere passende svenske ord for efterår: höst. Hvilket det vel også kaldes på norsk?
For tiden er jeg dog særlig optaget af det svenske; landet, sproget, litteraturen. Jeg blev lykkeligvis introduceret for Edith Södergran for en del år siden, og har i løbet af få år slidt mit eksemplar af Septemberlyren ned. Men først for nylig har jeg for alvor fået øjnene op for andre stærke svenske stemmer, som hidtil har været totalt fremmede for mig.
Jeg har læst Birgitta Trotzigs Anima, en af hendes få værker som er oversat på dansk, (jeg er endnu ikke nået til et punkt hvor jeg tør begive mig ud i at læse på svensk, og slet ikke hende), og nu er jeg så nået til en af svensk litteraturs mastodonter, Selma Lagerlöf.
Selvom Lagerlöf vandt Nobelprisen i 1909 (som den første kvinde nogensinde!) og var medlem af det svenske akademi, er jeg aldrig blevet præsenteret for hende i skolen, kendte hende faktisk slet ikke før jeg selv aktivt satte mig for at opsøge ældre kvindelige forfatterskaber som eftertiden har visket ud. Det er måske bare mig som har været uheldig her, men jeg er i hvert fald virkelig begejstret. Jeg fandt et eksemplar af hendes store værk Jerusalem i mit lokale antikvariat i sidste uge, og jeg har slugt den. Det er den slags romaner som efteråret kalder på, over 400 sider, en storslået slægtshistorie, et fantastisk persongalleri og et vidunderligt tidsbillede af det landlige Sverige i 1900-tallet. At læse den er som at drikke min varme ingefær-te, den glider ned og efterlader en dejlig varm, tilfreds følelse indeni. Måske er det i virkeligheden den, der har helbredt min forkølelse?

Eg hugsar fyrste gongen eg la merke til at det var haust. Det hadde vore haust mange gonger, ja faktisk kvart år dei siste uendelege åra; det er haust kvart år, men eg hadde ikkje lagt merke til det: eg hadde køyrt hen over hausten kvart år og plutseleg var det vinter – ingen veg tilbake. Blada fall av trea og det var mørkt heile tida, først til våren fekk eg lov til å leva igjen. Eg har ikkje vore gode venner med hausten: Året har 16 måneder: November / december, januar, februar, marts, april / maj, juni, juli, august, september / oktober, november, november, november, november. Kanskje er eg ikkje like stor fiende med hausten som Henrik Nord, men kjensla held fram: haust, haust, haust, haust, haust.
   Så fekk eg eit klassisk bergensk råd frå bestemora mi. Ho heiter Laila og har berre få gonger sat foten sin utanfor Bergen. Kanskje er det å smørja litt tjukt på, men ho er så bergensk at eg nokre gonger må gjenta ord med skarra-r så ho skal forstå – igjen smør eg for tjukt på; poenget: ho er erke bergensar. Du må belite deg, sa ho. ‘Å belite seg’ er eit bergensk uttrykk og betyr at ein godtek noko, følgjar spelereglane eller aksepterer ei avgjerd. Det fekk meg i tankar: eg belite meg og det enda med at eg aksepterte det som eg ikkje kunne komma utanom: årstidene, hausten, hausten, hausten, hausten, hausten – denne gongen skulle eg belite meg og følgje med haustens reglar. Det var hausten 2019 og raskt fann eg ut av at haust er så ganske behageleg når ein spelar etter deira reglar. Eg gjorde som Ditte: eg byrja for alvor å burka tekanna mi.
Min noko yngre eg tenkte: eg gjær kva eg vil nær eg vil. Eg badar i oktober om eg følar for det, eg er inne hele tida i juli om eg følar for det, eg fordjupar meg, eg har livsenergi, vår-energi, eg har sommarleg lyst og vinterleg stillstand når eg vil! Eg underliggjar meg ikkje vêret, årstidene og sesongane, ikkje faen: eg gjær kva eg vil, når eg vil.
   Det var både hardt og vanskeleg å kjempa imot. Alltid fann eg meg sjølv i vinter for eg gløymde og nekta å legge merke til hausten, men den heldt eg opp. Nå er eg på lag med hausten – eg gjer haust ting om hausten.
Årstider er ideologi. Dei finst ikkje. Dei er årstidsideologi, årstidshegemoni. Slik seier ei meteorolog til hovudpersonen Tara i Solvej Balles Om udregning af rumfag II. «Hun tænkte mere på dem som psykologiske fenomener. Erindringskoncentrater. Vedtagne stereotyper. Konglomerater af oplevelser og fornemmelser, måske. Folk spørger, om ikke snart det bliver sommar, sjølv om vi er langt inne i juli, bare fordi sommeren er lidt kølig. Som meterolog kan man nærmest blive afkrævet bestemte vejrfænomener på bestemte tidspunkter, sagde hun. […] Som om årstidene er en slags ideer, vi slæber med os.» Bokas hovudperson er fanget i den attende november, tida står stille og i annet bind er ho ei årstidsjeger. Til saman med meteorologen samansett dei ei reiseplan for stader i verda kvar vêret den attende november passar til den årstid det reelt ville ha vore, viss ein skulle samansetja alle årstider på ein dag. Slik får Tara haust, vinter, vår og sommar på ein dag. Seinare i bøkane møte Tara ei gruppe [sorry for spoil] som gjær som hun gjorde: reiser verden rundt etter årstidene. Solvej Balle har ikkje gitt bøkene sine titlar, men eg tykkje at Årstidsjegeren kunne ha vore eit godt namn på boka.
   På same måte som eg heldt opp med at kjempe imot årstidene, slutar Tara [igjen sorry for spoil] å jakta årstida. At årstida ikkje alltid oppfør seg som ein forventar, at ein føle seg snytt av årstida, snytt av hausten er i det minste betre enn å kjempe imot årstida. Men den gruppa Tara møter som gjær sama som henne, jaktar årstida, held ikkje opp. Kanskje ville eg ha vore ein del av gruppa deira om eg vart fanga i den attende november. Men for no er det berre haust, haust, haust, haust, haust.

Til sidst skal vi huske at skrive til jer, kære læsere, at vi, udover at drikke te af vores te-kander og læse svensk litteratur (bl.a.), også er i fuld gang med at læse jeres bidrag til vores temanummer om VAND.
Derfor utkjem der ikkje nokon tekstar i november månad i Slagtryk, men vi kjem til å publisera ei handfull tekstar frå temanummeret i løpet av månaden, både som kompensasjon og som smakebitar.

oktober

Hvor blir det av bøkene mine?

- ved redaktør Gard Augustin

Det begynte sånn her: jeg satt i kjøkkenet og spiste en falafel. Min venn, som er en venn av en venn ringte på. De skulle låne en bok, til noe skole, eller noe annet. Jeg lånte: alt var godt. Men “som det jo skjer med bøker” endte den i en flyttekasse i Viborg, og nå skal jeg altså bruke den igjen, sånn på ekte, ikke av materielle grunner, men sånn rent faktisk: jeg skal bruke den nå. Men det kommer nok ikke til å skje, jeg må låne den på biblioteket, som self er okay -det er ikke dét, men [det materialistiske gjør sin inntreden] jeg ville jo gjerne ha min bok. Sist jeg skrev med min venn [av en venn] var de i Kasakhstan, og nå er boken i Viborg og jeg er i København. Hvorfor er det at bøker som lånes ut av de private biblioteker ender i for eksempel flytte kasser i Viborg?

Jeg har holdt en liste med de bøker jeg har lånt ut til [venner av] venner og ekte venner og jeg er redd for hva som skjer om jeg begynner å oppsøke lånerne. Til gjengjeld er jeg òg en låner, for jeg har vel en bok eller to som ikke er…: mine, hvert fall på den måten jeg vil at de skal være.

Jeg har også blod på hendene -sorry, det må vel være blekk jeg har, eller papair… I hvert fall én eller to, enda tre eller fra og kanskje til og med fem bøker har jeg hos meg selv, som ikke er mine, men som er noen jeg har lånt uten å gi dem tilbake. Noen av dem er enda ganske langt ute i familien: En norsk utgave av Albert Camus Pesten fra 90-tallet. [Hvis du leser dette så unnskyld.] Den har jeg lånt fra min gamle venn Karl. Jeg lånte den av hans far, uten egentlig å spørre om lov, fikk kun lov av Karl, ikke hans far. I boken står det “hilsen Julio, julen 92.” En gave fra en god venn? I hvert fall står den i bokhyllen på Amager, ikke i Karls fars leilighets bokreol. Har enda møtt Karl ganske mange ganger etter jeg fikk lånt boken med meg, men har aldri sagt noe til det, og heller ikke han til meg.

Kanskje har Karls far, la oss kalle ham Carl, ikke savnet boken: ingen har sagt noe til meg -jeg må vel anta at Pesten har antatt et bedre hjem hos meg. Jeg har lest den en gang eller to: først i 2018, om morgenen, så under pandemien, som resten av verden. Men Carl fikk ikke lest den under pandemien og jeg har undret meg en gang eller to om han kom til å savne den i denne perioden, eller om han selv aldri hadde noen interesse for den og klarte seg helt fint uten. Jeg har ikke hørt noe, men jeg ser for meg en dag, en morgen, når jeg våkner om morgenen, ser på telefonen min og ser en sms fra Carl eller Karl: “hvor blir det av boken min”? står det, og jeg svarer: “den ligger i en flyttekasse i Viborg.” Eller kanskje ligger den et annet sted. Carl og Karl får ikke fingrene i den med det samme, og jeg sier: “jeg kjenner mange som har Pesten, jeg kan finne en utgave du kan låne” og Karl svarer: “nei, det er okay, jeg kan bare låne den på biblioteket.”

Karl eller Carl, far og sønn, skulle kanskje bruke den, på ekte, sånn på ekte ekte: til en skoleoppgave(?) Ikke av materielle grunner. Det skulle ikke jeg, det fant jeg bare på, min intensjon var kun materiell: jeg ville ha tilbake boken min! Dessverre ligger den i en flyttekasse i Viborg.

Jeg tenker at det er sunt en gang imellom å stille seg spørsmålet: “hvor blir det av bøkene mine?” Jeg tror ikke det er så sundt å starte det store oppsporings arbeide, for så ender ens egen [min egen] bokreol, ens egne bøker [mine egne bøker] i å stirre tilbake på deg.

september

Mellom hav og have

- ved redaktør Gard Augustin

August måned er forbi, igjen – gratulerer med det, vi klarte det, selv om det var en vanskeligere omgang enn det pleier. Å snakke om været er da klisje nummer 1, men jeg mener at når det er 50 varmegrader i Europa og en himmel som var gråere en grått i Danmark, skjer det noe merkelig: på samme tid som den tredje masseutryddelse i midt foran våre ansikter, er følelsen av å kjede seg når det igjen er grått og 17 grader i sommerhuset. De to opplevelser har vært litt uforenelige. Men der er mer på trappene: vannmangel i Europa og mon ikke energikrisen kommer tilbake igjen i vinter … Hva gjør man så? Det vet jeg ikke, men kanskje vi kan finne ut av det sammen.

Slagtryks temanummer VAND som kommer ut her en gang i løpet av høsten vil, blant mange andre ting òg, behandle dette. Vi jobber iherdig på å få stykket sammen temanummeret. Kort sagt er vi noen glade redaktører som leser bidrag. Fortsett å send dem inn, fristen er den 15 september. Om dette, denne tilstanden, reflekteres i august måneds utgivelser ville være å ta for mange tolkningsfriheter. Helst skulle bidragene som vi utgir stå for seg selv, upreget av oss redaktører, og hvor det er dere selv, leserne, som alene skal stå med makten til å tolke. Det sakt kan man ikke unngå smitte i setningen.

Denne måned har vi utgitt fem tekster. August måned startet med Marie Leth Meilvang, ‘Totem: Skovskade’; Sophie Hollands to dikt ‘Min fortid bliver din fremtid’ og ‘Klyng mig op, mens jeg smiler’; Marcus Agerschou Jensen, 6 digte; Ulla Bruhn ‘Som cirkler i cirkler / Som en sang i kaos’ og Ester Halvgaards ‘Mosedigt’. Det er sistnevnte som er valgt sist måneds vinner Amin Xapana til å være august måneds tekst. Gratulerer til Ester Halvgaard.

September er på trappen, ja faktisk så er den her allerede og oss i redaksjonen på Slagtryk ønsker alle et godt efterår, en god høst, og takker for at dere leser med. Vi er allerede i gang med septembers utgivelser og gleder oss til å utgi dem.