Slagtryk, Temanummer VAND 2023

Temanummer:
Mennesket, Klimaet & Litteraturen

MENNESKET, KLIMAET & LITTERATUREN

– VED SLAGTRYKS REDAKTØRER

Omkring 1940’erne skrev den østrigske Stefan Zweig det efterhånden bedagede værk Verden af i går. I bogens anslag lyder det om zweigs samtid, at “(…) denne alt for tillidsfulde tro på fornuften – på, at den i sidste sekund ville forhindre vanviddet, var i grunden vores eneste forbrydelse. Vi havde ikke læst skriften på væggen med tilstrækkelig frygt (…)”. Zweig stod på kanten til det 20. århundrede og kiggede ned i det kaos, som det bragte med sig. Den gamle verden – trygheden, sikkerheden, hjemligheden – lå bag ham, og det var ikke muligt at vende tilbage. Det, som Zweig skriver om, er krig – ikke klima. Alligevel spejles samtidens verdenskrise i hans ord. Vi står også på kanten til en ny tid. vi har heller ikke læst skriften på væggen. Og hvad tager vi os til? Vi falder tilbage på en tillidsfuld tro – præcis som Zweigs medmennesker gjorde.

‘Denne alt for tillidsfulde tro på fornuften’ kan være troen på, at der kommer en god teknologisk løsning i morgen, eller dagen efter eller om et år, og at denne løsning kan redde os ud af det rod vi har skabt med et snuptag. Regeringens hockeystavs-model er her det bedste billede. Men hvad hvis det hurtige tech-fix ikke kommer? Og hvor går vi hen med alt det andet, de andre aktører, følelser og ord og kunst, mens vi sørger over det tabte, og forsøger ikke at tabe det sidste?

Måske er de første skridt en søgen efter udviklingen af en ny kollektiv bevidsthed, som tager sine rødder i et sprog, hvis form afspejler et ønske om en naturlig symbiotisk væren i verden; et sprog, som er emanciperet fra den lingvistiske dominans, hvori nogle former for liv er rangeret højere end andre. Måske kan vi lede i litteraturen og se, om vi her kan finde et af mange rum, hvor en sådan ny bevidsthed kan tage form og spire; at forvilde os i poesien kun for at finde vejen tilbage til en sti, som leder ind i en horisont, hvor livet kan gro.

Det var med det håb, at vi i slutningen af 2021 lukkede op for bidrag til vores temanummer. Vi ville lave et nedslag, vi ville sætte en ramme; sætte den løst nok, til at der var plads til at skrive i mange retninger, ikke gøre temaet til en spændetrøje, men skabe mulighed for at finde et fælles lejde, et fælles fodfæste – ikke forstået som et fælles sted at tale fra, men et fælles sted at tale om. – Og snart lyste en mangfoldighed af litterære tilgange tilbage mod os igennem den prisme, vi havde sat op: Mennesket, klimaet og litteraturen.

Der var en slående forskelligartethed blandt de bidrag, som vi modtog. At læse dem igennem – tekst for tekst – var ligesom at holde en mangefacetteret diamant op foran sig og dreje den, se den blinke tilbage. Vi er enormt taknemmelige for de tekster, som vi har modtaget, og vi vil gerne rette en tak mod dem, der har sendt dem ind.

Antallet af bidrag vi modtog viser, at det – omend brede – emne, er noget, der optager folk. Uanset hvor fokus lå, om det var på naturen eller klimaet eller løsningerne eller de frustrerende langsomme løsninger, har vi fået tekster med stor indlevelse. Særligt tekster om naturen, menneskets naturlige habitat, er ofte skrevet med stor længsel. Måske fordi de er skrevet indenfor, måske fordi de er skrevet efter en lang dag på et arbejde, som med sit klassiske kontorfællesskabskantethed ikke har særlig meget med menneskets naturlige ageren at gøre. Derfor går de sanselige beskrivelser af naturen igen, tror jeg, fordi vi nyder at læse om en hånd, der køres gennem lange strå, og at dagdrømme os selv ind i den situation.

Andre bidrag har afbildet en dystopisk fremtid, hvor læseren kan sanse brudstykkerne af en forandret verden. De verdener, vi bliver præsenteret for i teksterne, er karakteriseret ved et fravær af liv – og især fraværet af fugle optræder som et centralt symbol på tabet af frihed. Vandet, hvad enten det optræder i overflod i en verden, der drukner eller som fraværende i en verden, der lider af tørke, er endnu et essentielt element i teksterne, som giver læseren mulighed for at træde ind i en verden, som på én gang virker fjern men samtidig nærværende.

Der er altså helt af sig selv opstået nogle udtryksformer, tankerækker og symboler, som går igen igennem udgivelsen. Organiseringen af bidragene er dog som vanligt gjort alfabetisk – vi har bevidst valgt ikke at gruppere teksterne efter tematiske eller formmæssige forbindelser. Hvert bidrag indgår selvfølgelig i en form for forbindelse med, og bliver påvirket af, de andre bidrag, men det står læseren frit for at overveje betydningen af disse forbindelser, og hvad sammenfald i form, tone og indhold fortæller om, hvordan skrivende på netop dette tidspunkt i historien opfatter menneskeartens indfatning i naturen og påvirkning af klimaet.

Endnu en gang tak til alle, der har bidraget til udgivelsen, og tak til alle, der læser med.

Kh. fra Slagtryks redaktion,
Livia, Olivia, Seth og Mau

Mennesket, klimaet & litteraturen

Omkring 1940’erne skrev den østrigske Stefan Zweig det efterhånden bedagede værk Verden af i går. I bogens anslag lyder det om zweigs samtid, at “(…) denne alt for tillidsfulde tro på fornuften – på, at den i sidste sekund ville forhindre vanviddet, var i grunden vores eneste forbrydelse. Vi havde ikke læst skriften på væggen med tilstrækkelig frygt (…)”. Zweig stod på kanten til det 20. århundrede og kiggede ned i det kaos, som det bragte med sig. Den gamle verden – trygheden, sikkerheden, hjemligheden – lå bag ham, og det var ikke muligt at vende tilbage. Det, som Zweig skriver om, er krig – ikke klima. Alligevel spejles samtidens verdenskrise i hans ord. Vi står også på kanten til en ny tid. vi har heller ikke læst skriften på væggen. Og hvad tager vi os til? Vi falder tilbage på en tillidsfuld tro – præcis som Zweigs medmennesker gjorde.

‘Denne alt for tillidsfulde tro på fornuften’ kan være troen på, at der kommer en god teknologisk løsning i morgen, eller dagen efter eller om et år, og at denne løsning kan redde os ud af det rod vi har skabt med et snuptag. Regeringens hockeystavs-model er her det bedste billede. Men hvad hvis det hurtige tech-fix ikke kommer? Og hvor går vi hen med alt det andet, de andre aktører, følelser og ord og kunst, mens vi sørger over det tabte, og forsøger ikke at tabe det sidste?

Måske er de første skridt en søgen efter udviklingen af en ny kollektiv bevidsthed, som tager sine rødder i et sprog, hvis form afspejler et ønske om en naturlig symbiotisk væren i verden; et sprog, som er emanciperet fra den lingvistiske dominans, hvori nogle former for liv er rangeret højere end andre. Måske kan vi lede i litteraturen og se, om vi her kan finde et af mange rum, hvor en sådan ny bevidsthed kan tage form og spire; at forvilde os i poesien kun for at finde vejen tilbage til en sti, som leder ind i en horisont, hvor livet kan gro.

Det var med det håb, at vi i slutningen af 2021 lukkede op for bidrag til vores temanummer. Vi ville lave et nedslag, vi ville sætte en ramme; sætte den løst nok, til at der var plads til at skrive i mange retninger, ikke gøre temaet til en spændetrøje, men skabe mulighed for at finde et fælles lejde, et fælles fodfæste – ikke forstået som et fælles sted at tale fra, men et fælles sted at tale om. – Og snart lyste en mangfoldighed af litterære tilgange tilbage mod os igennem den prisme, vi havde sat op: Mennesket, klimaet og litteraturen.

Der var en slående forskelligartethed blandt de bidrag, som vi modtog. At læse dem igennem – tekst for tekst – var ligesom at holde en mangefacetteret diamant op foran sig og dreje den, se den blinke tilbage. Vi er enormt taknemmelige for de tekster, som vi har modtaget, og vi vil gerne rette en tak mod dem, der har sendt dem ind.

Antallet af bidrag vi modtog viser, at det – omend brede – emne, er noget, der optager folk. Uanset hvor fokus lå, om det var på naturen eller klimaet eller løsningerne eller de frustrerende langsomme løsninger, har vi fået tekster med stor indlevelse. Særligt tekster om naturen, menneskets naturlige habitat, er ofte skrevet med stor længsel. Måske fordi de er skrevet indenfor, måske fordi de er skrevet efter en lang dag på et arbejde, som med sit klassiske kontorfællesskabskantethed ikke har særlig meget med menneskets naturlige ageren at gøre. Derfor går de sanselige beskrivelser af naturen igen, tror jeg, fordi vi nyder at læse om en hånd, der køres gennem lange strå, og at dagdrømme os selv ind i den situation.

Andre bidrag har afbildet en dystopisk fremtid, hvor læseren kan sanse brudstykkerne af en forandret verden. De verdener, vi bliver præsenteret for i teksterne, er karakteriseret ved et fravær af liv – og især fraværet af fugle optræder som et centralt symbol på tabet af frihed. Vandet, hvad enten det optræder i overflod i en verden, der drukner eller som fraværende i en verden, der lider af tørke, er endnu et essentielt element i teksterne, som giver læseren mulighed for at træde ind i en verden, som på én gang virker fjern men samtidig nærværende.

Der er altså helt af sig selv opstået nogle udtryksformer, tankerækker og symboler, som går igen igennem udgivelsen. Organiseringen af bidragene er dog som vanligt gjort alfabetisk – vi har bevidst valgt ikke at gruppere teksterne efter tematiske eller formmæssige forbindelser. Hvert bidrag indgår selvfølgelig i en form for forbindelse med, og bliver påvirket af, de andre bidrag, men det står læseren frit for at overveje betydningen af disse forbindelser, og hvad sammenfald i form, tone og indhold fortæller om, hvordan skrivende på netop dette tidspunkt i historien opfatter menneskeartens indfatning i naturen og påvirkning af klimaet.

Endnu en gang tak til alle, der har bidraget til udgivelsen, og tak til alle, der læser med.

Kh. fra Slagtryks redaktion,
Livia, Olivia, Seth og Mau