Indholdsfortegnelse

Nyheder

Salaah Yousif – tre digte (Oversat af Kirsten Schmidt)

Salaah Yousif er en tysk-sudanesisk lyriker, der kom til Tyskland i begyndelse af 1970erne. Han har skrevet digte det meste af sit liv og er i dag involveret i det litterære undergrundsmiljø i Berlin. Han skriver fra ”den fremmedes” perspektiv og med en bagage af krigserindringer, undertrykkelse og tab. Han skriver sine digte på arabisk, og de udgives her for første gang på dansk ved Kirsten Schmidt.



Faraonisk Omskæring

Morgengryets resterende mørke oplyses kun af bladets skær

Trommerytmer og kvindesang skildrer fejringens glæde

De elskelige kvindeansigter tager pludselig form af skræmmende vilddyr

Og jeg ligger bundet til min seng og hyler som en lille, såret gazelle mellem krokodillens kæber

Så begynder slagteriet

Min tryglen, min enfoldige gråd, min bøn om barmhjertighed

Mit blod spredes omkring mig som en kilde

Mit afskårne kød falder med resten af min menneskelighed til jorden mellem mine lår

Et dybt sår kaster sin skygge på min sjæl

Nu regner jeg med dagenes nåde

og ellers uden liv at føde liv som mine søstre



Morderne

Det selvsamme syn kilometer efter kilometer

Liggende mænd med hænder foldet over bryst

Stearinlys tændes, når aftenen falder på

Sorgens rasende ord gennemtrænger atmosfæren – uden ende

Løftet gentages: Dette må aldrig ske igen

Mængden opløser sig, og alle går hver til sit

Men før græsset kan nå at vokse frem på ofrenes grave

høster døden på ny i afrikanernes rækker



Ansøgning om dobbelt statsborgerskab

Ni måneder blev jeg båret af min mor og fodret med flodernes vilde mælk

I Goethes fodspor fulgte jeg siden, og hans ord ledte mig til den vide verdens dør

Når lindetræernes duft bryder ud efter en sommerdags regn, når en mor leger med sit barn i en park,

så erklærer jeg denne by min uforbeholdne kærlighed

Kan jeg sige ”min by”?


Jeg frygter dødens dunst, som Du ikke bringer til ophør

Jeg frygter den store ilds dag: Vil Du kendes ved mig?

Jeg frygter tidligere tiders stemmer: Forstummer de ved min død?


Min sjæl er som en lukket amulet

I nattens mørke spaltes jeg i to, men hvem er jeg i denne maskernes vredesdans?

Min mor rejser sig fra sin dybe søvn

med sin varme hånd tager hun min maske af og fjerner min barndoms tågeslør

hun lader mig vide, at min far og mine søstre venter mig nu

Om morgenen opsluger byen mig, og mit fordums ansigt svinder bort

Min oprindelige stemme formet af sol og ibenholt tager afsked med mig

Jeg står nu nøgen her blandt de forbipasserendes stikkende øjne

Hvem er jeg, min Herre?

Jeg er to verdners barn

Nyeste bidrag

Salaah Yousif – tre digte (Oversat af Kirsten Schmidt)

Salaah Yousif er en tysk-sudanesisk lyriker, der kom til Tyskland i begyndelse af 1970erne. Han har skrevet digte det meste af sit liv og er i dag involveret i det litterære undergrundsmiljø i Berlin. Han skriver fra ”den fremmedes” perspektiv og med en bagage af krigserindringer, undertrykkelse og tab. Han skriver sine digte på arabisk, og de udgives her for første gang på dansk ved Kirsten Schmidt.



Faraonisk Omskæring

Morgengryets resterende mørke oplyses kun af bladets skær

Trommerytmer og kvindesang skildrer fejringens glæde

De elskelige kvindeansigter tager pludselig form af skræmmende vilddyr

Og jeg ligger bundet til min seng og hyler som en lille, såret gazelle mellem krokodillens kæber

Så begynder slagteriet

Min tryglen, min enfoldige gråd, min bøn om barmhjertighed

Mit blod spredes omkring mig som en kilde

Mit afskårne kød falder med resten af min menneskelighed til jorden mellem mine lår

Et dybt sår kaster sin skygge på min sjæl

Nu regner jeg med dagenes nåde

og ellers uden liv at føde liv som mine søstre



Morderne

Det selvsamme syn kilometer efter kilometer

Liggende mænd med hænder foldet over bryst

Stearinlys tændes, når aftenen falder på

Sorgens rasende ord gennemtrænger atmosfæren – uden ende

Løftet gentages: Dette må aldrig ske igen

Mængden opløser sig, og alle går hver til sit

Men før græsset kan nå at vokse frem på ofrenes grave

høster døden på ny i afrikanernes rækker



Ansøgning om dobbelt statsborgerskab

Ni måneder blev jeg båret af min mor og fodret med flodernes vilde mælk

I Goethes fodspor fulgte jeg siden, og hans ord ledte mig til den vide verdens dør

Når lindetræernes duft bryder ud efter en sommerdags regn, når en mor leger med sit barn i en park,

så erklærer jeg denne by min uforbeholdne kærlighed

Kan jeg sige ”min by”?


Jeg frygter dødens dunst, som Du ikke bringer til ophør

Jeg frygter den store ilds dag: Vil Du kendes ved mig?

Jeg frygter tidligere tiders stemmer: Forstummer de ved min død?


Min sjæl er som en lukket amulet

I nattens mørke spaltes jeg i to, men hvem er jeg i denne maskernes vredesdans?

Min mor rejser sig fra sin dybe søvn

med sin varme hånd tager hun min maske af og fjerner min barndoms tågeslør

hun lader mig vide, at min far og mine søstre venter mig nu

Om morgenen opsluger byen mig, og mit fordums ansigt svinder bort

Min oprindelige stemme formet af sol og ibenholt tager afsked med mig

Jeg står nu nøgen her blandt de forbipasserendes stikkende øjne

Hvem er jeg, min Herre?

Jeg er to verdners barn

Redaktionelt

marts

Alle bøger fører til Rom

Ved redaktør, Andreas Pilgaard Christensen.


Ligesom Isa og Jishuo er jeg, Andreas, ny redaktør for Slagtryk. Det er en stor fornøjelse at være en del af redaktionen og at læse alle de forskellige bidrag, som i en lind strøm bliver sendt til tidsskriftet.

Jeg har nu fået æren af at skrive en lille redaktionel tekst, der, som hjemmesiden bekendtgør, er til for at bringe redaktørerne lidt frem i lyset. Der er, så vidt jeg kan se i arkiverne, tradition for, at den redaktionelle tekst påpeger de danske vejrforhold til en begyndelse. Jeg er lige hjemvendt fra en tur til Rom og vil derfor være så dristig at tale om vintervejret der. I Rom er gennemsnitstemperaturen 15 grader i februar, og for det meste skinner solen. Det var som at tage forskud på foråret, og vejret var altså til at sidde på altanen, hvor jeg drak morgenkaffe det meste af dagen og læste i de bøger, jeg havde medbragt.

Hvis man ser bort fra de urimeligt billige flybilletter, så er en interrail billet den billigste måde at komme til Rom på, så sådan en købte jeg. Alle veje fører jo til Rom, og da jeg på grund af min interrail billet havde en del rejsedage til rådighed, valgte jeg en omvej, hvor jeg lod mine bøger føre vejen.

Den første bog, jeg pakkede, var Slottet af Franz Kafka, og den læste jeg på vejen til Prag, hvor Kafka blev født. Her opdagede jeg, at der faktisk findes et fjerntliggende slot højt over byens gader, og kan Kafkas inspirationskilde næsten have været andet?

Den anden bog, jeg tog med, var Psykologi og eksistens af Viktor Frankl, og den førte mig til Krakow og derfra videre til Auschwitz, hvor Viktor Frankl sad fanget under 2. verdenskrig. På mirakuløs vis overlevede han koncentrationslejren, og derfor virker det meget overbevisende og troværdigt, når han i Psykologi og eksistens citerer Nietzsche og skriver, at ”den, der ved hvorfor han skal leve, tåler næsten et hvilket som helst hvordan.”

Den tredje bog, jeg medbragte, var den østrigske Friederike Mayröckers Rejse gennem natten, der handler om en togtur til Wien, men ”handler” er for meget sagt. Alligevel rejste jeg i bogens fodspor og endte i Wien. I Rejse gennem natten demonstrerer Mayröcker på virtuos vis, at et litterært værk ikke behøver at have en handling. Den ene sætning er næsten aldrig forbundet med den tidligere eller den kommende, og jeg forestiller mig, at Mayröcker har skrevet romanen på samme måde som en billedkunstner maler et abstrakt maleri: legende og frit.

Den fjerde bog, jeg tog med, var Døden i Venedig af Thomas Mann, og derfor rundede jeg selvfølgelig også Venedig – denne mytiske by, der dag for dag synker i havet og er dømt til døden. Thomas Manns beskrivelser af Venedig er præget af råddenskab og sygdom, men det første, der mødte mig, var altså en stor seng dækket med velduftende roser, og jeg tror på den måde, at Venedig rummer både Thanatos og Eros.

Den sidste bog, jeg medbragte, var den romerske Senecas meget korte bog Om livets korthed, og det var den, jeg læste på altanen i Rom. Heri findes sætningen: ”Det mest kostbare af alt ødsler man bort, det undgår ens opmærksomhed, fordi tiden ikke er noget materielt, fordi den ikke er synlig, derfor agtes den så ringe, ja tillægges næsten ingen værdi.” Og med det in mente åbnede jeg en flaske rødvin og nød tiden i en af verdens ældste og smukkeste byer.

Slagtryk, februar 2024 PDF

Vores forsidekunstnere i år er Dorte Limkilde, Maja Steffensen og Hannah Keegan. Denne måned står Dorte Limkilde bag forsiden.

Februar måneds bidrag samlet i en PDF

Læs PDF’en live, eller download den.