Ligesom Isa og Jishuo er jeg, Andreas, ny redaktør for Slagtryk. Det er en stor fornøjelse at være en del af redaktionen og at læse alle de forskellige bidrag, som i en lind strøm bliver sendt til tidsskriftet.
Jeg har nu fået æren af at skrive en lille redaktionel tekst, der, som hjemmesiden bekendtgør, er til for at bringe redaktørerne lidt frem i lyset. Der er, så vidt jeg kan se i arkiverne, tradition for, at den redaktionelle tekst påpeger de danske vejrforhold til en begyndelse. Jeg er lige hjemvendt fra en tur til Rom og vil derfor være så dristig at tale om vintervejret der. I Rom er gennemsnitstemperaturen 15 grader i februar, og for det meste skinner solen. Det var som at tage forskud på foråret, og vejret var altså til at sidde på altanen, hvor jeg drak morgenkaffe det meste af dagen og læste i de bøger, jeg havde medbragt.
Hvis man ser bort fra de urimeligt billige flybilletter, så er en interrail billet den billigste måde at komme til Rom på, så sådan en købte jeg. Alle veje fører jo til Rom, og da jeg på grund af min interrail billet havde en del rejsedage til rådighed, valgte jeg en omvej, hvor jeg lod mine bøger føre vejen.
Den første bog, jeg pakkede, var Slottet af Franz Kafka, og den læste jeg på vejen til Prag, hvor Kafka blev født. Her opdagede jeg, at der faktisk findes et fjerntliggende slot højt over byens gader, og kan Kafkas inspirationskilde næsten have været andet?
Den anden bog, jeg tog med, var Psykologi og eksistens af Viktor Frankl, og den førte mig til Krakow og derfra videre til Auschwitz, hvor Viktor Frankl sad fanget under 2. verdenskrig. På mirakuløs vis overlevede han koncentrationslejren, og derfor virker det meget overbevisende og troværdigt, når han i Psykologi og eksistens citerer Nietzsche og skriver, at ”den, der ved hvorfor han skal leve, tåler næsten et hvilket som helst hvordan.”
Den tredje bog, jeg medbragte, var den østrigske Friederike Mayröckers Rejse gennem natten, der handler om en togtur til Wien, men ”handler” er for meget sagt. Alligevel rejste jeg i bogens fodspor og endte i Wien. I Rejse gennem natten demonstrerer Mayröcker på virtuos vis, at et litterært værk ikke behøver at have en handling. Den ene sætning er næsten aldrig forbundet med den tidligere eller den kommende, og jeg forestiller mig, at Mayröcker har skrevet romanen på samme måde som en billedkunstner maler et abstrakt maleri: legende og frit.
Den fjerde bog, jeg tog med, var Døden i Venedig af Thomas Mann, og derfor rundede jeg selvfølgelig også Venedig – denne mytiske by, der dag for dag synker i havet og er dømt til døden. Thomas Manns beskrivelser af Venedig er præget af råddenskab og sygdom, men det første, der mødte mig, var altså en stor seng dækket med velduftende roser, og jeg tror på den måde, at Venedig rummer både Thanatos og Eros.
Den sidste bog, jeg medbragte, var den romerske Senecas meget korte bog Om livets korthed, og det var den, jeg læste på altanen i Rom. Heri findes sætningen: ”Det mest kostbare af alt ødsler man bort, det undgår ens opmærksomhed, fordi tiden ikke er noget materielt, fordi den ikke er synlig, derfor agtes den så ringe, ja tillægges næsten ingen værdi.” Og med det in mente åbnede jeg en flaske rødvin og nød tiden i en af verdens ældste og smukkeste byer.