I
det er som var koksblå og kiselgrå skyer
ikke akvamarin og azur
når havet bruser
og er eddike og bagepulver
når himlen slår dampende gnister
er farverne uforenelige og
pæne ting som perler og elfenben og lilla silke
har ikke noget at gøre i sådan et billede
som når man tror et lærketræ har løv
indtil man træder på dets grønne
sorte nåle
II
i regnen stikker man sig
man forstår lærken
er mere spids end først antaget
en lærkerørhat
gror måske i surbund så
III
det er en kæde af ord lærke-træ-rørhat
fra himmel til jord bevæger lærken sig
den forstår det sidste bibelske så godt
og fra himmelen ned gennem træet
og rundt om lærkens dystre nåle er
regnspindet vævet hen over mosset
som atlaskeshænder med kærlige strøg
om skovens mælkblødende harpiksbund
IV
lærketræerne sveder glasklar hvidt
ned over sig selv det gør også duggen
i et indertelt
som nu med regnens våde og spindets sølver
med mørket og alt dets koks og kisel
er det jeg forstår
naturen fremavler en handlingens mand
når azur er fraværende
havet er dækket af olierester og kviksølv
så forstår jeg
at mine hænder ikke
er perlemor eller bomuld
er atlaskes eller kalk
er mælk eller porcelæn
er kridt eller elfenben
at døden er brun
regnen gør den sort
at mine negle er for korte til at være en dames
at regnen trommer på teltet
at farverne er koks og kisel
at azur er evigt fraværende
V
i mit telt drypper plast og glasfiber sin ånde
ned over mig som diesel
som noget tungt som en ambolt
over mig som noget der kan dække noget andet
som et lag af noget usundt
VI
jeg spørger om man kan kalde dieselluften for oxygen
jeg spørger om vi altid skal have et kiselfarvet hav
jeg spørger om havet er skiferfarvet for neden
jeg spørger om kviksølv er som perler i fiskeblod
jeg spørger om vi kan lede hele det skiferfarvede oliehav til Rom ad vandledninger lavet af bly
jeg spørger om delfiner i det azurblå kan producere sølverglød
jeg spørger om sølverglød har samme farve som rav
jeg spørger om rav er størknet honning
VII
lærken med dens oliepels besynger
sammenhængen
mellem azurblå og honning
synger
om at en voyeur og en flanør ikke har noget at gøre
i en skinnende skov
om at muslinger ikke findes sammen
med nåletræers nåle
om altings sammenhæng og sammenfald
VIII
i mit dieseltelt sker et kompressionsbrud
på midten af en glasfiberstang
jeg ser på lærken og spørger
om jeg kan spejle mig i fibersplinter og
fortæller at jeg altid har tænkt en diskusskive
var en lilla pude
af changerende fløjl
IX
konkyliefarvede er mine hænder
fine glasfibersplinter dækker dem
som søpindsvinenes mimrende hår
X
lærken synger og fortæller mig
at jeg er en voyeur
den blinker til mig med olien stående ud af øjnene
i teltet flyder den gråeste mælk ud af mig
på mine konkyliehænder
bliver fibersplinter til følehorn
det er himmel og hav udenfor
jeg tænker på lærkens øjne
XI
mine pupiller er store pletter
i ansigtet
de breder sig ned
over mine kinder
hvis det bliver mørkere
XII
dieselteltet er et rum af plastisk fiberkunst
jeg er en sitrende musling i kogende vand
jeg stikker tungen frem og smager
på sølverregnen
som triller ned i mig
som er kviksølv der bare triller fra min tunge og ind i mig
som er fiskeskæl og line trukket ned gennem mig
dieselluften smyger sig om mig
den hvisker:
XIII
du er en pige i et fibertelt
du sidder bare dér i teltet
du sidder stille i en plasmatisk tåge
du er i stykker
mælken driver af dig
XIV
jeg er træt af koks og skifer
perlemorsfarvet atlaskes og kisel
kalkstøv og hvide koraller
forstår du det
svarer jeg
forstår du at mine indvolde er belagt med tungmetaller
forstår du at jeg er jomfru sølverlad
ser du at en lærkes pels har samme farvespil
som olie og velour
forstår du jeg glemmer hvordan lys ser ud
når olien kryber ind i mine øjne
at den gråeste mælk omgiver teltet
at spinkle glasfiberstænger tager sig dårligt ud i mørket
at azurblå delfiner og hvid sol er som koraller i syre
at ikkebevarede kalkmalerier
er et produkt af blykolik
at demens er en hjerne glaseret i tyk grå mælk
at bonede gulve og atlaskes kun kan ses gennem pudsede ruder
XV
jeg med konkyliehænder
jeg med den gråeste mælk
jeg med glasfibersplinter
jeg med dieseltelt
jeg med olielærke
jeg voyeur
jeg med pupiller i konstant udvidelse