Lige meget hvad, så har han altid en følelse af, at han er alene. Måske især, når han er sammen med andre mennesker, så tænker han tit, at det ikke lige går så godt med sproget og konversationen, at han siger de forkerte ting.
Hvordan gør almindelige mennesker så lige her, tænker han, når de sidder på græsplænen efter undervisning, og han griner med i staccato-agtige ryk på en politisk joke, han ikke fatter, eller han tror, det er staccato og hoster, da han glemmer at trække vejret ind igen.
Generelt er det svært at være almindelig, synes Bjørn. Det er svært at passe ind.
Uden for Bjørns vindue vokser et stort træ, et stort piletræ. Bygningen, han bor i, er blevet bygget rundt om træet, så det har fået lov at stå der, hvor det altid har stået. Det er nemlig meget gammelt, har Bjørn fået fortalt. »Træet her er et fredet træ«, havde hans udlejer sagt, da Bjørn fik vist stedet frem. »Det hedder Dronning Karoline…, Dronning Caroline-Mathilde«, havde udlejeren sagt og trommet med fingrene på den dobbelte rude ud til terrassen. »Det er meget gammelt«.
Bjørn er glad for træet, faktisk synes han, det er et eminent flot træ, det er næsten et smukt træ. Når det er vinter, ligner de lange, tynde pilegrene mest overproportionerede rødder fra en åkande eller meget langt hår eller faktisk ligner det fingre, der er blevet skudt ud fra træets afhuggede grene. Der sidder tit fugle i træet.
Og nu har Bjørn besluttet sig for ikke at passe ind. Han vil være anderledes, speciel, han vil gøre en dyd ud af, at han er mærkelig. Det gør mig bare mere interessant, tænker Bjørn og lægger trykket på sant, han skriver en liste på et stykke papir inde ved skrivebordet. Listen hedder ”Jeg skiller mig ud fordi”, først vil Bjørn sætte komma foran ’fordi’ og sætte et par tænksomme punktummer efter sidste ord, men så synes han alligevel, det er mere specielt at lade sætningen stå, som den er. Så ligner den næsten en titel, synes Bjørn, Story of My Life, tænker Bjørn og skriver
Bjørn holder inde med blyanten og kigger op fra papiret. Uden for hans vindue er grenene nøgne, det ville være kønt, hvis der havde siddet en lille fugl, en guldspurv, på en af grenene, men i dag er der ikke nogen. Mågerne nede fra Nordhavn basker forbi.
Der er ikke noget, jeg skiller mig ud med, tænker Bjørn. Det er på en måde deprimerende. Der er ingenting, der gør ham speciel, ingen distinkte kendetegn eller ar ned gennem øjenbrynet eller en særlig accent, der gør ham bemærkelsesværdig. Bare jeg kom fra Fanø, tænker Bjørn. Øboere er altid specielle. Eksotiske på en måde, og kreative. De er altid kreative, især dem fra Fanø. Men der er ikke noget at gøre, man kan ikke bare sådan lige lade, som om man kommer fra en ø, det er for svært at efterligne dialekten, tænker Bjørn. Når han er fuld, taler han bornholmsk, men det er for omfattende at være beruset hele tiden, selvom ideen med at være påvirket ikke er helt dårlig.
Bjørn kigger på mågerne udenfor. Mange kunstnere gennem tiden har haft deres hyr med alkohol eller stoffer, men Bjørn har aldrig prøvet andet end hash, og de par gange har han altid fået det dårligt. Han bryder sig generelt ikke om, at væggene i et rum ikke står fuldstændig stille, og især loftet har det med at begynde at bølge sært, når Bjørn tømmer de små glas med vodka eller ryger bong eller jordhukker ude i baghaven. Måske han overdriver lidt, når han først er kommet i gang, men hvorfor gøre noget halvt, det har altid været Bjørns motto. Intet bliver gjort halvt, eller man skal aldrig gøre noget halvt har omtrent været hans motto. Udenfor er mågerne begyndt at skyde med skarpt, de leger jagerpiloter og drøner med hovedet mellem mågeskuldrene og sammenbidte næb hurtigt gennem luften, drejer skarpt af, lige før de når Bjørns køkkenvindue og efterlader grå stænk på ruden. Bjørn tager det ikke som en fornærmelse.
Bjørn vil lave en ordbog, det skal være en synonymordbog med PRÆCISE definitioner og eksempler, man kan forholde sig til. Bjørn vandrer hvileløst rundt i stuen, ikke i cirkler, men fra den ene ende af lokalet til den anden og er ved i at snuble i det mørkerøde tæppe, der ligger midt i rummet. Bjørn stopper op. Det mørkerøde – det bordeaux tæppe, der ligger midt i rummet.
Mørkerød, noterer han sig, er rød uden brun, det er farven på blod lukket inde i matteret plasticslange, det er et pigeknæ, der er gået hul på, en pige, der er faldet og har slået hul på knæet, skriver Bjørn med store bogstaver og streger pige under med to streger.
Bordeaux derimod, skribler Bjørn og vender papiret, bordeaux, det er mere som, det er mere som fransk rødvin i facetterede glas, det er en enkelt rødvinsdråbe på din håndryg, noterer Bjørn og kigger op fra papiret. Hvor poetisk, tænker han, han er stolt af sit sprog.