Gustav overvejer kraftigt at begynde at læspe. Han har tænkt på det i adskillige dage nu og er kommet frem til, at det ville være netop dét, der kunne adskille ham fra resten af flokken, fårene, lemmingerne, der går bevidstløst i den samme retning ud over de intetsigenes klippeskrænter.
Baaaaah, siger Gustav højt for sig selv og stikker excentrisk tungen ud af munden i samme åndedrag.
Han har stillet et lærred frem på gulvet bag døren, for han vil male. Gustav er kunstner. Gustav bruger sine aftener på at male, og der er en mening med hans malerier, det er ikke hvad-som-helst, der lander på den udstrakte flade foran ham. Tidligere har han malet en murstensvæg, hvor en enkelt rødbrun teglsten var taget ud, eller organiske fordoblinger i lyse farver. Han kaldte det ’nuancer af hvid’.
Kunstneren ved, at det er helt centralt at have et kendetegn, at skille sig distinkt ud, så man bliver lagt mærke til. Folk ville virkelig høre efter. Gustav ville holde en pause, før han lod de læspende stavelser ramme sin modstander og f.eks. sige noget i retning af: Den øzztrigzzke maler Egon Zzchiele døde jo af den zzzpanzzke zzhyge i nitten-atten, blot tre dage efter zzzin kone Edith. Hvis bare konen havde heddet Sarah eller endnu bedre Charlotte, så ville det virkelig være eminent, men så heldig er Gustav ikke.
Gustav har lånt en bog om Egon Schiele, han vil male et billede af ham på sit dødsleje, hulkindet og i skånselsløs sort/hvid. Tænk, hvem der kunne dø af den spanske syge. Gustav ville ønske, det stadig var en mulighed, pest-kolera-denspanskesyge, men lige meget, hvor lidt, han spiser, kan han aldrig ramme den samme tyndfede ulykkelighed, som han ser i Egons forskruede billeder.
Kunstneren har skitseret den døende Egon nederst i billedet, det er den stiliserede maler, der er i centrum, og Gustav fører blyanten. I mellemgrunden lader Gustav et klippeudsnit trække horisontale og jordfarvede tråde henover fladen, og øverst ligger den tunge firkant af ujævne teglsten, i virkeligheden alt for massive til at balancere over og på Egons skrøbelige hoved.
Han starter med at blande farverne på paletten. Jeg anvendte en blanding af Paynezz Grey og Ozzzzyde Black til at fange den rigtige nuanzzze af den zzzphanzzke zzzyge, ville han sige, hvis nogen spurgte ham senere hen, hvis han mødte nogen, der spurgte eller som ville vide mere, det er godt at være forberedt og terpe farvernes navne og vide, hvornår der skal læspes og hvornår der ikke skal.
Gustav ved, at der ikke er langt fra den dovne tunges snøvlen og falden over ordene til den læspendes særpræg, hvor tungen slår krøller på ordene, så de vælter ud af munden i tilfældig fonetisk rækkefølge. Han må øve sig, men han ved, at det engang vil lykkes ham at læspe på den helt rigtige ubesværede facon.
Borgerens adfærd på veje
Mathias skulle aldrig have kørt langs vandet, det indser vi nu. Hvis han havde tænkt over det nærmere, inden han gav sig til at drikke de billige og halvflade fadøl til festivalen, så havde han allieret sig med nogle, der kendte vejen tilbage til vandrehjemmet og som var kloge nok ikke at køre langs vandet. Vi kan alle sammen se, at det ender galt for Mathias. Vi lader en håndflade ramme panden, mens Mathias kører i s-formation fra den ene side af stien til den anden, hvor havet brøler og overdøver det, der ellers kunne have været rationelle tankemønstre i Mathias’ berusede hoved. Rabattens krat på den ene side og bølgernes slag på den anden, Mathias må blive på vejen.
Havde stien bare været oplyst, men det er den ikke, og mørket er så tæt, at Mathias må slå ud efter det og i sit slag får fat i en gren, der hænger lavt og som er ude efter ham. Det er jo i og for sig irrelevant, om Mathias har cykellygter på, og det har han ikke, for de er blevet væk. Cyklen er hans egen fra Kalundborg, men den kunne ligeså godt være en stjålet damecykel fra indre Nørrebro, for Mathias er det hip som hap. Og selv hvis han havde dynamo fastspændt både for og bag, så havde de ikke hjulpet stort, det ser vi nu, som han bremses af grenen, der hænger fast i hans lukkede hånd, og Mathias rives af cyklen og lander på ryggen på stien. Mathias behøver ikke ømme sig højlydt, for der er ingen i nærheden, og selv hvis der var, lagde vandets torden sig så langt fremme i Mathias’ ellers ret opmærksomme ører, at hverken han eller andre ville høre hans av.
Mathias har slået sig, det er ikke svært at se. Hvad værre er, at han ikke kan komme op fra stien, men det nytter ikke noget sådan at ligge og rode rundt midt om natten, det ved Mathias jo sådan set godt. Mathias må hellere se at forsvinde, han må hellere skride, inden der kommer nogen. Mathias giver sig til at rulle, han ruller med bølgernes repetitioner.
Vi ved, han ville rulle over for rødt, hvis han mødte et modvilligt lyskryds. Han ville ikke holde tilbage for højresvingende og ville bestemt blæse stort og flot på ensretninger og hastighedsbegrænsninger. Ikke fordi Mathias bærer intentionen om at overtræde loven i sit febrilske hjerte, men fordi han er potentiel kriminel og en forstyrrelse af den offentlige orden.