Bro
Jeg havde mit æggeur med, sådan hedder det, om der så står Rolex, Timex, Inspiration eller hvad ved jeg, på det. Et æggeur er det, sat til et minut, der skulle presse mig til ikke at løbe væk fra min aftale med mig selv, om at springe i vandet for at mærke døden et kort øjeblik, og prale.
Hvor jeg var? Af alle steder på en bro, der hvor der er et utal af broer, stenbro på stenbro, en enkelt af træ, og en enkelt af jern, og sandelig også en uden rækværk. Et uendeligt antal af broer. Måske lige i overkanten, hva? Sten kan også prale.
Vandet havde den farve vandet nu har på den årstid, og da der ikke var udsigt til at det kom til at se mere indbydende ud, satte jeg uret i gang, men sprang med det i hånden ud i Canal Grande kl 0400 den første januar totusindogfemten mens jeg tænkte på Byron. Han var nu ikke min ven. Jeg tror jeg sprang for en anden. Eller var det for mig selv? 10 sekunders trækken vejret på underlig vis fik ikke vandet i mine øjne til at fryse til is. Mit eneste organ der er helt vandfyldt, uden knogler og kød, men det mest oprindelige, da jeg jo stammer fra en fisk?
Et enkelt svømmetag og jeg var oppe igen.
Føj, det gør jeg aldrig mere for at mindes Amundsen, Nansen og Schackleton. For det var vel dem jeg ville imponere i deres , må vi sandelig håbe, kolde himmel, så virkeligheden for en gangs skyld kunne overgå ordene.
Nord- og Sydpolen har ingen broer, kun metertyk is, der skjuler nulpunktet, hvor man kan sætte en pind med et flag på. Kedeligt.
Der skulle være en bro af lyserødt marmor til at vise vej til intet.
Erkendelse, en. [ɐ̤rˈkæn’əlsə] (jf. ty. erkenntnis; vbs. tilerkende)
ell. relig. og filos.) til erkende 1: det at erkende ell. have erkendt; (indtrængende, omfattende) f o r s t a a e l s e; (dybtgaaende) kendskab.
Samme år som redaktørerne af ordbogen bad fru Rask om at bidrage med beskrivelser af og forklaringer om ord, fik hun en hjerneblødning, der lænkede hende til en rullestol, som fra nu af stod i hendes bibliotek, hvortil hun også havde fået flyttet sin seng. Hun var nu endelig i stand til at bruge al sin tid på det der havde hendes største interesse. Høre, kopiere fra ordbøger og læse.
Hendes system angående citater var ganske enkelt, om end tidskrævende, da hun først skrev sine forslag i hånden på stive A5 ark for derefter at overføre dem på PC’en.
Stikordet, opslagsordet, stod i øverste venstre hjørne. Datoen for citatet umiddelbart nedenunder, og derefter forfatterens navn og bogens titel, sidenummer og endelig den sætning der blev citeret, i sin fulde længde:
”Når videnskab er bedst, producerer den resultater, der mere eller mindre hiver tæppet væk under den hidtidige erkendelse.”
Ofte arbejdede hendes hjerne i parallelle forløb: indrømme, forklarlig, tolkelig, tydbar, anskuelig og forestilling, indsigt, viden eller mening
så hun med åndelig vold måtte stoppe op, vel vidende, at endnu en ordbog var nødvendig og på vej.
Fru Rask jublede, og tænkte på De 40 udødelige i Académie Francaise, som siden 1634 havde vogtet over sprogets integritet med storslået uudgrundelighed. Hun ville, her fra sit vældige bibliotek, puste dem i nakken.
Hovmod, et ell. (nu l. br.) en (Holb. HAmb.I.3. LTid.1727.25. Oehl.EA.241. Grundtv.PS.I.539. Schand.BS.227. VBergstrøm.M.131); nu sj. brugt i best. f.: -et (Ing.EF.VIII.221. Gylb.XII.229), -en (Mynst.Præd.I.365. Ing.EF.VI.164. Heib. Pros.X.55). [ˈhωuˌmo?ð] († Hofmod. Visd. 5.8(Chr.VI). Holb.Paars.102. sa.Hh.I.322. Høysg.S.126). uden flt. (glda. how- (Brandt. RD.I.16), hof-, hog-, homodh, ogs. i bet.: uret, krænkelse, no. hovmod; fra mnt. homot, ty. hochmut, mht. hochmuot, hovmod; egl.: “højt sindelag”, ædelmodighed, højmodighed, og sa. ord som Højmod; i da. tidligere m. tilknytning til I. Hof 3 (jf. Hoffart, -færdig))
Samtidig, men ikke langt derfra, i Fiskebølle, sad professor Johnson. Byens navn var så vederstyggeligt, at han af den grund alene alvorligt tænkte på at flytte.
Hans arbejde med ordbogen havde ført til utallige leksikografiske disputter. Harmen over at visse af talesprogets ord eventuelle optagelse, havde fået ham til at opstille strenge regler. Der skulle være urokkelig ortografi, ordenes udtale skulle fastlægges, urokkelig ortoepi og den korrekte måde at tale på. Regler, regler og atter regler, de var essentielle. Sproget havde krav på samme værdighed som alle andre ting i videnskaben. Sproget skulle fikseres og bevare sin renhed.
Hovmod ”det at anse sig selv for bedre (mere værd, fornemmere osv.) end andre og lægge det for dagen i sin optræden; overdreven stolthed, selvfølelse, der giver sig udslag i overmod, ringeagt, overlegenhed over for andre.”
Hertil var han nået med det fordømte h, et bogstav, hvis blotte lyd vakte hans afsky. Hans store læber stak ud af ansigtet, når han udtalte det, og han forestillede sig at være enten englænder eller franskmand. HÅ.
Som medskaber af ordbogen, følte han at have en ret til at vælge hvilke ord der skulle optages. De der var nye og forsvandt som døgnfluer sprang han over. Kernen i ordbogen skulle ikke være en fortegnelse over alle ord, og slet ikke de med en tvivlsom fremtid.
Han fik den tanke at kontakte Emilie og slog straks ordet op.
Samtale: møde af mere formel karakter, hvor to eller flere personer taler sammen for at forhandle om noget, indgå en aftale, udveksle oplysninger el. lign.
Roen i sætningen beroligede ham, hvilket for en tid fik ham til at glemme h’et.
Han satte sig og skrev en kort mail, hvor han bad om et møde angående et ords betydning, og fik kort efter svar, at han var hjertelig velkommen kl. 1600 samme dag.
Møde, en begivenhed hvor nogle personer mødes på et aftalt sted og tidspunkt og derefter forhandler om noget, indgår en aftale, træffer en beslutning el. lign., havde han skrevet, og sådan håbede han det ville forløbe, så fortiden ikke ville påvirke samtalen.
Hun lignede sig selv, hvilket overraskede ham i en sådan grad, at han blev stum.
”Tag plads”, sagde hun, ”og fortæl hvilke ord du har på hjertet denne gang. Men vel nogle af de sædvanlig, forestiller jeg mig. Genbrug kan tømme ordene for al indhold, selvom modtageren ikke er den samme.”
”Hårdhjertet”, sagde han,”jeg er gået i stå, indtil nu har jeg skrevet: Insistere, holde på sit, afvise, påstå, fremture, beordre, strenge regler.”
”Ligegyldighed, hensynsløshed, ubetænksomhed, forhærdet, samvittighedsløs, ukærlig, skal jeg fortsætte,” sagde hun.
For første gang nogensinde fraveg professor Samuel Johnson sit princip om at alt for ham kun skulle være skriftligt.
”Du må tage h’et fra mig, jeg magter det ikke.”
”H’et kan du beholde kære Samuel, havde du sagt i som i intimitet, havde svaret været ja.
Måske er du endelig parat til at gå bag om ordene.
Du har altid savnet og frygtet den forpligtende relation, og for dig var intimiteten, derfor i’et, kun til stede, når der var spænding eller udbytte i vente. Den eneste ene kunne ligeså godt være den eneste anden. Du likviderede mig dengang for utallige år siden, da du behandlede mig som middel snarere end som mål. Ord, ord, ord. Dit livs kærlighed.
Du må forstå, at det individuelle suspenderes til fordel for den slags fællessyn kærligheden giver, med overrumplende muligheder for indsigt og udsigt.”
Håbløs og fortvivlet rejste professor Johnson sig og gik.