Antonius Dalsgaard: Uddrag

natten drypper ned i et bæger
en ræv mellem hybenbuskene drejer når vi går forbi
mellem vores hænder, et fedtlag der ikke vil opløses
mosen er kold og helende

*

regnen, en orm i græsset
at kaste sten i vandet, mosens metalliske genklang

*

klæbe håret til sengegærdet, spænde fødderne hårdere mod fodenden
huden opbygger sit talg, dine fingre søger langs randen af mørket, er der noget ude i rummet du kan røre

*

vingerne blinker i lyset
en natsværmer over din pande
lodne, vilkårlige bevægelser om et nøgent lysstofrør

*

jeg løsner natten fra dig, min hånd mod din ryg
sætter dig op, mærker hoftestrækkernes knirken som en hængsel
at hælde smørelsen ud af et menneske

*

det puppeagtige
et rum af fintmasket spind
opløsningen af larvens vridende muskuløse krop
de gamle celler tjener som næring for nye i en krop af slim

*

tegne cirkler på ryggen, bøjet
spyt i en brækspand på gulvet

*

at grave en finger ind i natten, en hinde der sprænger
sengen er en væskende puppe
tynde hornede lag spredt ud på gulvet som tom emballage

*

et fikspunkt i dagen:
hænderne om glasset, det kalkede vand
solen skydes ind mellem støvet

*

gulvet dækket af støvhvidt vand
rummet bliver så fyldt og tæt, et ubehag der snøres sammen mellem øjnene
jeg lægger dynen på gulvet som en bro ud af værelset

 
 
 

Flere bidrag