Juli er en korridor af tung luft,
jeg spiser rester af en utæt plastikkasse.
Du tager ned gennem Europa for at undgå din egen seng.
Der er ingen hjemme, siger du,
men jeg cykler gennem støvregnen i København
Derhjemme befrier jeg mig selv fra fugtigheden
jeg ligger bar på mit gulv og ser solcremen,
jeg ikke havde behøvet at tage på,
blande sig med støvet.
Mit værelse nede sydpå er helt mørkt
før skodderne åbnes – så vælter lyset ind.
Drømmene føles som små dråber af den stærkeste
likør.
Når jeg ikke kan lide bjergene
er det fordi de klemmer om mig:
Livet hernede er en vandpyt,
der har været for længe
i skyggen af et træ.
En lille pyntepude er fuld af
vat. Der er broderet en mariehøne på
med en nål.
Sofaen dufter som mine bedsteforældres.
Min hud er salt, jeg har opgivet
at fjerne håret. Det springer frem
alle steder. I haven går man aldrig
uden sko. Der er torne i græsset
fra de afblomstrede hybenroser.
Jeg kan ikke sove
for de lyse aftener minder mig om
at her ikke længere er
andre mennesker.