Casper Havser: Appelsiner i hans hænder

under farens negle
ligger komposten og
smiler med ti små munde

hans hænder dufter
af blomsternes væv

min frygt er defineret af
hænder som hans
fingerens led
alt har en ryg

at alt kan knækkes
som en ryg
er håb nok for mig
at alt kan dø
er et håb

at alt kan knækkes
som en ryg
er trøst nok
for mig
at alt kan dø
er en trøst
 
 
*
 
 
drømmene krøller
min musselinkjole

jeg må vågne
tage mine bukser på

tage ham i hænderne
og udgive mig for at være ældre
end jeg er

jeg må være taknemlig
for mine følelser
 
 
*
 
 
jeg bærer familiens hemmelighed
som tyndt stof omkring skuldrene
 
 
*
 
 
det er køligt i dag
temperaturerne forenkles

han knæler foran mig
når han binder
mine snørebånd

hans nakke
er tætklippet
som den nøgne plet
under træerne

svedperlerne triller
over hans nakke og
samler sig i skjortekraven

jeg vil gerne dø i dag
 
 
*
 
 
jeg læner mit hoved
mod barnet i min krop

skuldrene summer som bierne
om sommeren
 
 
*
 
 
tøjet afvikler
en begivenhed
at det kan tages af
som et plaster
og blotte en smerte
der knytter sig
til ham
 
 
*
 
 
han står i haven
træernes voldsomme vækst
gør ham lille
som en frugtkerne
rører ved de sidste blade
på grenene

mine shorts bliver våde

pisset farver stoffet
mørkt af forskrækkelse
ved tanken om
kroppens handlinger
der kan gentage sig
på tværs af generationer

træet i haven
er ikke herre
over egen vækst
 
 
*
 
 
mine negle ligger på gulvet
flossede i kanterne
og på linje i stilhed
som brødre til videoaften
 
 
*
 
 
min pattende mund
søger mælken i glasset
søger som en mand
knoglernes opbyggelighed
et stillads
at spænde musklerne omkring
 
 
*
 
 
faren ligger
på den hvide seng
med de tynde lagner
duften af sprit
duften af beskidte tænder
i en mund på klem

han tager fat i mine shorts
trækker dem af
for at se min hofteskål
han lægger appelsiner
på størrelse med hænder
i min lyske

jeg er en frugtskål
jeg er farens frugtskål
jeg er et stilleben
i nuancer af hvid hud
 
 
*
 
 
jeg har hunden
med ud i skoven
jeg har kniven
med ud i skoven

himmelen hænger i lange strøg
over mig
som puffede flæskesvær

jeg følger stien
gennem skoven
mine øjne vendes til mørket

hunden er medgørlig
som jeg
født med snoren
ud fra maven

hunden springer let
i den tætte bevoksning

skoven åbner sig
mod stranden

bølgerne efterlader
rabies på bredden

hunden er blevet rolig
går ved siden af mig
snuser til kniven
i min hånd

jeg fortæller hunden
at der bliver sort i aften

vi sætter os i sandet
stilfærdigt som voksne

hunden bliver tung
øjnene lukker sig
om mit spejlbillede

et snit
for hver appelsin
i min lyske

et snit
for hver karton juice
i mit røvhul
 
 
*
 
 
manden
på sengen
spænder musklerne

han kalder på dyret

jeg ved
at dyret er blodigt og begravet
jeg ved
jeg har sluppet et liv fri
 
 
*
 
 
det er sket før
at børn er blevet stumme
at de har reddet familier
ved at holde på hemmeligheder
 
 
*
 
 
han sidder i sofaen
og betragter min form
hans hårde skuldre
er beregnelige
armene tager fat i rummet
trækker det til sig

han hvisker

der er ingen
der kan stå
som dig
siger han

der er ingen
der kan dræbe
et dyr som dig

hans hånd
mod min
jeg må
ikke
slippe
det gør
ham hård

han lægger sig på sofaen
fører hånden over sin arm
blødgører de små stive hår

hvis mig så
hvordan du sidder
siger han
og klapper
sofaryggen som
en skulder

nervøsiteten er
følelsen
af evig
sult maven
trækker sig
sammen om hans fingre
 
 
 

Flere bidrag