Bidrag

Agnete Petersen – kortprosa

Jeg plejede hen over sommeren at bo hos min faster, imens min mor rejste sydligere steder hen. Min faster var en travl dame i en sovende by og kom for sent, som ville hun ellers gå i stå. Hun ville gerne ventes på. Hun malede om og tog på arbejde, sås med en mand fra en af byens kontorbygninger og så en anden. Det var nogle kedelige uger, hvor jeg lå inde på førstesalens gæsteværelse, spiste lakridssnørebånd og undrede mig over, hvordan alle rum lugtede af gennemtræk og gamle lagener, hvad syntes at modsige sig selv. Jeg læste. Om flinke riddere. Om det niende føl. Og hvis man skulle beskrive det niende føl, ville det enten være skønnere end sine otte søskende, eller så skønt, at man lod det gentage sig en niende gang. Nogle gange hjalp jeg til i køkkenet. Jeg rørte i en opbagning eller så til fra en skammel. Jeg hentede syltede ting fra kælderen og spildte dem op ad trappen, indtil tæppet, der var sømmet fast til trinene, kun lugtede af eddike. Jeg ventede. Og rykkede skabet for at pille tapetet af væggen, hvor ingen ville opdage det. Da jeg forsøgte at køre over kantstenen på en lånt cykel, skrabede jeg mit knæ og måtte hvile i solen, imens jeg talte fregnerne på de rødmende blade. Jeg lyttede med, når min faster talte i telefon med min mor. Hun sad i gangen med røret mod øret og stirrede hen over hoveddøren, som ventede hun nogen eller et sommerligt regnskyl til at undskylde sig og ile ud i haven for at hente vasketøj og havestole ind. Hun begyndte efter disse samtaler at gå langsommere end ellers. Hun glemte at tænde lysene, når det blev eftermiddagsmørkt. Hun kunne gøre det hele i mørke. Hun kendte hvert trin. Hvert løsrevet søm i dørkarmene. Ligesom luften i hvert rum var anderledes mod huden. Og mod de strømme, der løber indeni. Og således lod hun gentagelserne føre hånden. I kommoden i gangen lå min fasters bus- og togbilletter gemt i et skrin..Om aften kunne man høre hende, på den anden side af de tynde vægge, rode igennem billetterne og udtale navnene på alle endestationerne, selvom hun sandsynligvis står af før på nogle af ruterne. Men når det skete, hentede hun en bog fra reolen og slæbte en stol fra køkkenet ud i baghaven, hvor hun satte sig i skyggen af gyvelbusken og lukkede øjnene. Hun kaldte på mig, og jeg kom rendende, lagde mig i det krydrede græs ved hendes fødder. Jeg læste højt for hende. Bogen lugtede støvet af kardemomme, og jeg fornemmede, at den kun blev åbnet, når jeg var på besøg. Min faster lyttede ikke rigtig efter, men slumrede, indtil hun sov. Indtil hun lød som det sidste brus i en sodavand, og så kunne jeg lægge bogen fra mig. Jeg forestillede mig dengang, at jeg havde en ven, som man havde skilt fra mig over sommeren. Han havde taget sin afsked med mig på banegården, havde sagt, at det ikke ville være det samme uden. Og som jeg havde stillet mine kufferter på det opredte gæsteværelse, ville min faster bryde ind med telefonen i hånden og ser mig spørgende an. Jeg ville ikke gide at forklare, men overlegent tage den ud af hånden på hende og sige, ringer du allerede? Han ville fortælle mig, at blommerne i hans have var blevet så modne og tunge, at træets grene bøjede sig som fiskestænger med bid. Han ville spørge, om han skulle tage nogle med, næste gang vi sås. Der er plads på hans cykellad. Og jeg griner, inviterer ham på besøg og lover wienerbrød. Vi må begge være tålmodige og vente på, at det skal blive august. Og jeg tænker, at alt derfra vil være så vidunderlig timeligt.

Asbjørn Romme: tre digte

under stejle huse
kommer skildpaddedyret listende på hjul

en tynd pose med knogler i

sårede knofingre
tager en øjenvippe fra mit kindben




                          Denne fyldte bomuldspose
                          med bronzebogstaver fra nedlagte gravstene
                          har jeg tømt ud på bordet foran mig
                          flyttet rundt med
                                 sytten gange opløftet i x’te.
                          Det blev til dette notat som er til dig.




Er undfangelsen ikke
et bræk
ude i bestanddelenes soveby


Er barnet ikke
en vintergæk
i et kroget knirkende mørke

KIRSTEN KRØIGÅRD: STIGNINGER OG FALD

Nedstyrtninger
fald
glidning ud over skrænter
observerede nedslag
akavede landinger
fuglene holder sig svævende
daler ned
træer og skove modtager dem
de forsvinder af syne
det flyvende er i vælten

tænk at kunne lægge afstand til jorden
og kun for en kort tid
bevæge armene som vinger
hæve sig op
anstrenge sig for ikke at synke
men alligevel synke til sidst
horisonten
er endepunktet
at kunne hæve sig over
at måtte løbe spidsrod over horisonten
bevægelse ubestemt
overskridelser
tærskler
skel
brud
at kunne bevæge armene op og ned som vinger
lette flaksende fra jorden
og endelig hæve sig op
at måtte anstrenge sig for ikke at synke
flagrende
helt udtørstet
over horisonten solen langsomt, langsomt

/

Tærskler, skel og brud
flydende
flaksende fugle
fisk
slanger
alt er i bevægelse
ubestemt kaotisk tumlende
spidsrodsløbende
ubestemt ubestemthed
så forvirret
usikker på udkomme
ovenover nedenunder

en anden dag
en anden time
et andet minut
beklager: ramte en time forkert
ikke at være
uden overhovedet at have opdaget det
ingenting at have vidst
der findes ingenting
ingenting er nat
en anden dag
en anden time
ellers intet

/

William von Ryberg: Amerika, tag min hånd

Amerika tag min hånd

selvom jeg har tobak i passet
før mig til Bottega-grønne enge


skyd mig med rosagyldne patroner
udødeliggør mig i poesi
skrevet i udtørret blod


Amerika tag min hånd
pluk mig
i den sølvgrå Mustang


ægt mig ved gunpoint
under fædres profetier
hvor solen brænder mig blond


træt af scandicoolisme;
søernes stillestående ferskvand
bare tag min hånd