Jeg kan ikke huske, præcis hvem af os der fik idéen om at tage til Polen mellem jul og nytår. Beslutningen udsprang af, at vi ville tage et sted hen, hvor man ikke behøvede at flyve til, men som ikke, igen, var Berlin. Men den fortælling hænger alligevel ikke sammen, for vi endte med at flyve med Norwegian til Krakow, og, endnu værre, med RyanAir hjem. Det ville have taget næsten 20 timer med tog, og 17 med bus. Jeg stemmer på Stockholm næste gang.
   Til gengæld har det vist sig, at Kraków er en perfekt by til vores behov. Den er lille og smuk, den har masser af barer og caféer, hvor vi kan drikke og spille kort og tungekysse. Vi shopper efter nytårsoutfits i genbrugsbutikkerne i det gamle jødiske kvarter. Jeg har købt en plysset hat, som jeg ved, at jeg aldrig kommer til at bruge. Amanda ser godt ud i alt, hun prøver. Et sted tager ekspedienten et billede af hende i en lyserød cowboyjakke og lægger det på butikkens Instagram.
   Radiatoren i vores AirBnb-lejlighed virker ikke, eller, den virker for meget: termostaten lader til at sidde fast på maksimum. Og der er ingen gardiner for lejlighedens eneste vinduesparti, kun udvendige skodder, som vi må rulle ned for ikke at være til frit skue for en mellemstor offentlig parkeringsplads. Skodderne totalmørklægger den lille kogende lejlighed, hvor vi hver nat sover med en enkelt dyne på en hård sovesofa indtil omkring 12 om eftermiddagen, helt uden for tid og sted.
   Lejligheden er ikke indrettet til at bo i permanent. Den har udelukkende møbler fra Ikea, tomme reoler og kommoder, ingen viskestykker, et tv uden kanaler, en væglampe uden pære i, som stadig har prismærke på. Over sovesofaen hænger et billede af en skyline, som jeg først tænker er Shanghais på grund af det karakteristiske Oriental Pearl Tower. Men ved nærmere inspektion ser jeg, at det er en blanding af mange forskellige storbyers trademark-tårne: Empire State Building, Petronas Towers, Londons finansagurk ”the Gherkin” optræder to forskellige steder. Ingen Frelserkirker, ingen Rundetårne. Umiddelbart ingen Warszawa-betonblokke.
   Nabolejlighederne bliver tydeligvis også udlejet til turister, sikkert af den samme vært. Ingen polakker bor på denne attraktive adresse. Endnu et rejseetisk fuck-up fra vores side.
   Jeg stemmer på et fornemt hotel i Gamla Stan næste gang. Et sted med morgenmadsbuffet og gode lønforhold for personalet.

Det er en helt ny oplevelse at elske i totalt mørke. Jeg ved ikke, om jeg skal lukke øjnene eller have dem åbne. Det er det samme og alligevel ikke det samme, som at vade ud i et hav, der har nøjagtig samme temperatur som luften. Jeg bevæger mine hænder rundt på Amandas krop med både selvsikkerhed og forundring. Jeg rører ved hende på samme måde, men alligevel mere opmærksomt. Det er svært at forklare. Hendes svedige huds blødhed trænger ind i min svedige huds blødhed på en grænsebrydende måde, som at blive opløst og nedbrudt i en kop kaffe og elske det, nyde hvordan koffeinen og varmen opløfter og opløser cellerne.

I morges fortalte hun mig, at hun ville kunne kende min krop med det samme i et mørklagt rum fyldt med nøgne mandekroppe. Jeg er 99% sikker på, at jeg også ville kunne genkende hendes i en lignende situation. Identificere hende med hænderne, og tungen. Men dette museum med optiske illusioner bringer mig i tvivl om selv det, jeg er allermest sikker på. Det skærer et procentpoint eller to af min selvsikkerhed at tage billeder af Amanda, mens hun sidder sammenkrøbet på en trick-stol, der får hende til at se ud som om, hun er mindre end en kat.

Amanda forsøger at åbne glasdøren til en lille have med kunstgræs, hvor vand fosser uforklarligt fra to vandhaner, der svæver frit i luften. Døren er låst, og vi opdager nu, at der står DO NOT ENTER MAGIC GARDEN på et bredt klistermærke på glasset.
   Vi tager en selfie foran haven. Senere på dagen opdager jeg, at billedet blev sløret. Jeg forsøger ikke at tillægge det nogen betydning.