Bidrag

Nanna Vibe Spejlborg Juelsbo: I vinteren (uddrag)

jeg maser dagene ud af mørket igen
forsøger at bøje tiden
jeg forstår at vand løber
ikke at vand bliver
havene hjælper mig
jeg hjælper ikke havene
bjergene hjælper mig
jeg hjælper ikke bjergene
fjorden hjælper mig
jeg hjælper ikke fjorden
træerne hjælper mig
jeg hjælper ikke dem
 
 
 
*
 
 
 
i vinteren er bjergenes sang vind, ikke sten
på lavt blus simrer vi afsted gennem tid
bær spises af fugle
fugle spises af ræve
ræve skydes af mennesker
mennesker dør af vejret
jeg siger det tilbage til min hjerne
mellem brynene vokser en have
jeg plukker frugter og laver saft
finder små perfekte svampe helt tæt på din hud
jeg vander dig, det er min natur
kom vi flygter gennem sæsoner
kom vi ældes tisomt
 
 
 
*
 
 
 
i vinteren lover jeg foråret
jeg vil ligge på mos, med min krop være dit hjemland
jeg æder lysets spejlblanke minde
kun det taler sandt
 
 
 
 

Lasse Ra: Amager Fælled & Kongens Have

Amager Fælled

efter dansktimen tager jeg børnene med ud på fælleden. en af de første klare dage i lang tid, Marius og Said hiver stykker af is op fra kanalen. isen smelter hurtigt i græsset, Said og Marius tramper på isflagen og tager de mindre stykker i munden. flere af børnene er forsvundet ind i krattet, jeg råber de skal komme tilbage. de svarer mig ikke. møgunger siger Said, vi går hen mod krattet. Alma og Kajsa komme løbende ud, der er en hjort. børnene samles sig ved udkanten af krattet og vi går ind, jeg tæller, jo vi er 18. træerne er lave og krogede, de må stå under vand meget af året. i øjeblikket er jorden tør, de tynde stammer er flækkede og indviklede, virker skrøbelige. børnene går, stopper op i skyggen af et træ, går så videre. de er blevet mere stille. på stammerne er grønne pigge og solen fletter sig ned mellem, vi er en stor flok. sorte fugle letter. her er sku da ikke nogen hjort råber Tristan. Alma og Kajsa griner. flere af børnene bærer grene som køller eller spyd. vi kravler over små væltede træer. Mads spidder indpakningspapir på sit spyd. midt i krattet står der et blåt telt. teltet er lynet til. et par cowboybukser hænger til tørre over en gren. foran teltet er rester af et bål, en halv afbrændt colaflaske. børnene diskutere, er der mon nogen som sover inde i teltet. Marius og Said går forbi teltet og videre ind i krattet. det er nu jeg skal råbe kom så venner. vi går tilbage.

 
 
 
 

Kongens Have

slottet er ikke større end en champagneflaske. de kaster ølflaskerne når de har tømt dem. en kreds spreder sig om den lille gruppe. Therese går over bag buskene for at pisse, en starter en engangsgrill. de har siddet her i flere timer uden en skygge har rørt dem. langs stien er parkens træer høje og vinkler skygger ud som et solur. græsset er kort, jorden fugtig. lys spejler ud af facadernes vinduer omkring. biler, en motorcykel accelererer. de taler ikke rigtig om noget, eller hvis de taler om noget, melder de fleste sig hurtigt ud af snakken. krager indtager de pladser hvor grupper af mennesker rejser sig. Alma ligger med hovedet på Marius’ mave, hun siger jeg ved ikke hvorfor de træer virker så døde, jeg mener, de har blade, de står og suger vand op under barken. solen skinner i bladene. hvad er det der er galt med dem. en krage skratter. Marius har lukkede øjne. det er nok bare fordi de er placeret sådan, tror du ikke. Alma mumler det er ikke kun er det. Marius er hele tiden ved at falde i søvn, han trækker vejret tungt med Almas hoved på maven. han blændes af et blåt skær. fingrene mod Almas bløde underarm og en gren svirper, Marius er i Krogebjergparken på vej ind i et buskads. inde midt i buskadset har nogen lavet en hule. farvet garn hænger mellem grenene, der står to skamler. ovale sten er lagt i en trekant på jorden. Marius overvejer, om han skal tage garnet, stenene og de små kopper med sig og gå.

 
 
 

Hans Lucht: Fire digte

POSTKORT
 
Dagene fløj af sted og Ryan Air fyrede deres medarbejdere
lige meget hvad må du ikke skrive under på noget
den sommer hvor løgnene bad om nattely til deres svedige heste
Der var en forfærdelig tørke, folk solgte alt hvad de havde
slog køerne for panden, vi tog på bikini boot camp
Livet tilhører dybest set Gud og han må gerne få det tilbage igen
Kvinden skærer sig igennem poolens blå vand med stærke svømmetag
musklerne i hendes ryg, badedragtens geometriske kryds
som Hockney i LA, som solen brænder sig igennem hudens forsvar
Klorvandet giver os udslæt, og de udtrådte lædersko
i svømmehallen står på rad og række som et varsel om hårde tider forude
 
 
 
 
 
 
 
 
LYSENDE TOG
 
Festen er et lysende tog der tordner forbi os i natten
mens vintermørket følger sine børn på arbejde
Du giver dine spæde drømme pulvermælk fra en pippette
på Prins Henriks fødselsdag, små dannebrogsflag i hundelortene
Kan du også høre det? Jægerne skyder dyrene i skoven
bagefter græder de af skam, du siger ikke meget men dit hjerte
gløder som fosfor, faktisk gik interviewet meget godt
tænk gule og røde balloner, Hjemmeværnet, gratis saftevand
Årringe af vild lykke der strammer deres greb om halsen
 
 
 
 
 
 
 
 
SKØNNE PRIVATHOSPITAL
 
Nu er vi under kniven igen, dig og mig, endelig alene
Har læst en del bøger og glemt de fleste igen
men det snavsede make-up-bord, det tykke lag af pudder
Så du mig i solskinnet på motorvejsgrillbarens terrasse?
Børnene sov på bagsædet med åbne munde
den fede dame tabte sine Rød Look på jorden med et smæld
knælede så tungt efter dem som Galileo Galilei
der beder om tilgivelse foran den katolske kirkes tribunal
Skønne privathospital, Kgs. Lyngby, mørket fosser lige ind i hjertet
Jeg er så hvid over det hele, alle gangene er ens
 
 
 
 
 
 
 
 
EFEU (TIL SAMMY)
 
Det tynde lag sne på vejen, den ultraviolette overtone
bilerne kører langsomt forbi Imperial som et begravelsesoptog
På det subatomare niveau har tid og sted ingen relevans
forklarer den skøre videnskabsmand til superhelten Antman
Det er præcis modsat i migranternes verden, ser jeg nu
jo længere man falder igennem samfundet, jo stærkere føles tid og sted ligesom den tidlige morgen det regnede og regnede i Napoli
Sammy og jeg stoppede vores gennemblødte sko ud med plastikposer
traskede videre langs ringvejen som en slags tegneserievagabonder
Tomme gadekryds, folk står apatiske og venter på grønt lys
stjernerne bevæger sig med stor fart henover den måneløse himmel
et pludselige riv af vild lykke, søernes beskidte skum
Sjovt, der er vokset efeu ind ad vinduet på mit kontor på KU
det virker så truende, så skæbnesvangert, ikke?
Seriøst, du har også været længe væk denne her gang, skat
 
 
 
 
 

Poul G. Exner: Stige

Og det er ligegyldigt.
Og det betyder intet.

Ligegyldigt hvad jeg ved om mine venner,
hvem som straffer sig selv og andre i afmagt,
det bedre menneske, som lovede at komme
men ikke kom, og lider og aldrig kommer
og lider som en gud på sine torne;
Hvem som fortrød sit inderste ønske
opfyldt, fuldbragt, før hun kendte det,
ham som ikke gør, aldrig gjorde
og som intet fik, intet får, men alligevel lider
som om han havde mistet sig selv.
Betyder intet.

Det betyder intet
hvad jeg ved om mig selv,
at et menneske kan have hundreder tilværelser
og være syg i hver eneste, blodet,
blodet gyldent som en abrikos i tusmørket,
varmt som frisk fæces, og om indvoldene
som slynger sig om hinanden, hugger efter hinanden,
æder af hinanden, når fisken og vandet er sluppet op.
Lige meget.

Og det er lige meget hvad verden har lært mig
om afhuggede hoveder
i håndflettede kurve under skyggefulde træer
om at sove i sin machete efter endt gerning,
og sjælen I smerteløst exil over sit døde herberg
der undrer sig over alt det levende
som ånder i tunger
– dette er ikke Ordet? –
og binder kærestebreve af nakkehvirvler i vinden,
lyttende mod havet og hadet
det tordnende øre
ved sangskriverens front,
som ikke hører sine hænder arbejde,
synge, forsøge at forstå,
forsøge at røre, forsøge at give,
om de nedtagne, det nedrevne
i kransen om sange om fred,
eller om at turde sin familie af skygger;
den, som må forsage alt sit væsen for at kunne spise,
og de tilmurede blomstermunde
lagt på alle stigen mod himlens trin,
at træde over som over den døende på gaden,
at træde op fra mørke til mørkere,
at træde, lide, at blive,
at træde og lide og forblive på stedet,
tung, tungere buketten af sten til døden
og det er uvedkommende.
Det tilhører intet.

Og det tilhører intet,
med det samme hovedet ramte jorden
tilhørte vi
intet
intet andet
intet andet end
evnen til at fokusere energi,
evnen til at sprede energi
intet andet end
intet andet
intet
når hovedet rammer jorden for anden gang:
Dér ligger du
– mørkeste stjerne i det frie,
mørkeste stjerne for enden af en stige.

Intet mistet. Intet.

Dedikeret Henrik Møller Fyhn.

Robert Henningsson: Fire kortdigte

Der er altid en grund til at græde
jeg kalder det
solidaritet med regnen

 
 
 
 
 

Den tid du bruger
på at se fuglekongen
flyve fra den ene
gren til den anden
koster samfundet en krone.

 
 
 
 
 

De der bar mig ned
fra korset
mødte jeg igen
i et andet liv
på forældre-intra.

 
 
 
 
 

Barberblade
springer ud af træet
som et requiem.

 
 
 
 

Thomas Kirk: Kære udlejer

Kære udlejer

jeg forlanger ikke meget
men hver aften vil jeg gerne
kunne se mig selv i spejlet
og med ro i sindet sige at
det der er en bums og
det der er et modermærke
og så må det der næsten
være et myggestik af en art
så man ved hvad der skal
klemmes på og hvad der skal
vaskes og smøres
ind i stribede cremer
men det er al sammen ikke
så ligetil ved midnatstid
om vinteren i et hus på heden
når det er tordenvejr og man
er løbet tør for de sikringer
som ifølge lejekontraktens
paragraf 2a styk 3
entydigt påhviler udlejer
at stille til rådighed!