Bidrag

Anna Hechmann Knudsen: Barnet

Karen ligger i sengen som Denys forlod hende. Ubevægelig som et insektæg under tæppet. Fugtigt og slimet i varmen. Om natten klækkes ægget. En blød hvileløs krop. En hvid larve med et sort pansret ansigt, der kryber rundt mellem lagnerne. Hun ryger en cigaret ved natbordet, kryber ned i den anden ende af sengen, ligger stille et øjeblik, kryber tilbage og ryger endnu en cigaret.
 
Hun kan lugte barnet… ikke med det samme, men hun kan lugte det, før hun er klar over, at det er det hun kan lugte. En sødlig duft af kød og blod, blander sig med hendes egen krops lugt, og med værelsets lugt af lavendel, af søde æbler, af støv, af ler, af sved. Et andet menneske. En let tåge i rummet. Barnets ånde igennem hendes hud.
 
Hun drages af lyset mellem vinduesskoddernes samling. De røde støvkorns mylder som knuste rubiner. Hun stirrer på dem med sine sorte larveøjne, imens barnet vokser inde i hende. Et lille hårdt skelet. Langsomt og stædigt som et kaffetræ. Klangfuldt og ømt strækker det sine arme og ben ud inde i hendes livmor.
 
Hun skriver blyantsnotater om det skiftende lys i værelset. Det er det hun kan drive det til.
Hun skriver: Blå nat. Sølv måne. Røde skyer. Hvid morgen. Gul, gul dag.
 
Hun glider ned ad sengen og ned på gulvet. Trækker sig hen over det ru plankegulv på sin hvide larvemave, møver sig hen til vaskefadet på bordet. Koldt vand mod larvehuden. Glinsende vandstier løber ned over det sorte larveansigt. Det hvide bryst. Den hvide bulede mave. Små vandløb ned ad hendes ben. Larveansigtet knækker mellem hendes hænder, falder ned og vugger på vandoverfladen som en sort åkande.
 
Hundene løber hende i møde, da hun træder ud på verandaen. Hun tænder en cigaret. Hun føler sig overmenneskelig, eller bare som menneske igen. Det er den måde hun træder på jorden, helt let, men stadig med en tyngde, der vidner om, at hun er til i verden. Hun trækker vejret dybt ned i lungerne. En af hundene slikker hende på hånden. Den følger med hende rundt om staldbygningen og ned ad skråningen mellem de nye kaffetræer. Hun kan smage barnet i sin sved. Dråber af babynektar i mundvigen som hun fanger med tungespidsen. Salte og søde.

 
 
 
 

Thomas Rude Andersen: To digte

det er så svært at blive ved
med at trække
universet i den rigtige retning
mine hænder er røde
mit kød holder sammen
på lidt sprog og et tab
der flimrer
hver dag glemmer jeg
endnu en dag
mens jeg trækker en ny
ud af mørket
 
 
 
 
 
 
jeg kan ikke tillade mig hvadsomhelst
men jeg kan tillade mig at vandre
væk
langt ind i solen
for at arbejde der
bære spande med lys
længere ind i lyset
bære spande med mørke
længere ind i mørket
 
 
 

Stine Højris: Hverdag

Det er december og det er blevet koldt udenfor. Det er mørkt når jeg mødes med Kristine, for at følges i skole, og det er mørkt når jeg cykler hjem af Brogade. Mit hoved gør ondt for tiden, og jeg har menstruationskramper. Jeg har ikke været i bad i dag, og jeg har glemt at åbne julekalenderen de sidste 3 dage. Mark fra 2.g smilede til mig i dag og så smilede jeg igen, men jeg ved ikke hvad det betyder, og om han har tænkt sig, at snakke med mig, om det der skete til Katrines fødselsdagsfest. Jeg har ikke afleveret min historieopgave endnu, faktisk er jeg ikke begyndt. Mogens sagde vi skulle begynde i god tid, hvis vi ville få den bedst mulige karakter. Mogens sveder og han tager toget til Aarhus hver dag. Jeg kan se ham fra lejlighedens køkkenvindue. Jeg kan se når han går over skinnerne, og køber to pølsehorn til 10 kroner i 7-eleven overfor stationen.
Mor sagde til mig i dag, at jeg skulle huske at rydde op på mit værelse, inden hendes studiegruppe kom på besøg, men jeg glemte det, fordi jeg kom lidt for sent op i morges. Jeg glemte også min madpakke, men jeg huskede at gå ned med skraldet.
Det sner nu. Kedlen koger, men mor har glemt, at købe the nede i Rema 1000, så jeg hopper i mine sko og løber derned. Jeg tager Malthes vinterjakke på. Han er alligevel hos far den her uge. Rema 1000 er fyldt med mennesker og jeg kan ikke orke at stå i kø. Det skærer i min mave og jeg putter earl grey the’en og den billigste pakke med bind, ind under jakken, og går samme vej ud af butikken. Da jeg kommer hjem, smager the’en dårligt og jeg hælder den ud i vasken. Opvaskemaskinen er i gang, så jeg lader kruset stå i vasken. Hiver benene op på køkkenbordet og tænder kalenderlyset for første gang i december. Jeg kigger på mennesker gennem køkkenvinduet. Dér går Mogens. Han har kun købt et pølsehorn i dag. Jeg hviler hagen på knæene, krummer tæerne fordi jeg fryser om dem. Det ringer på dørtelefonen, men jeg bliver siddende i køkkenvinduet. En sms tikker ind, det er Alma der spørger om jeg er hjemme. Så tager jeg en lur.
Da jeg vågner er kalenderlyset brændt for langt, og mit værelse er stadigvæk rodet. Jeg begynder på min historieopgave, men får kvalme og går ud på toilettet og stikker to fingre i halsen. Mor er kommet hjem og hun holder mig for panden, ”jamen er du syg lille skat?” spørger hun, og jeg nikker. Så afleverer jeg et tomt dokument til Mogens. Han sender en besked tilbage: ”Tror du er kommet til at vedhæfte det forkerte dokument, Stine. Dette er tomt. Kh Mogens.”
”Nej”, skriver jeg tilbage og lukker computeren. Så går jeg ind i stuen og tænder for fjernsynet. De sender Down Town Abbey igen.

 
 
 
 
 

Lucas Harder Anderschou: messenger

jeg vifter med mit dankort i baren
for at virke som en starboy
der har råd til at købe don p og
hælde flaskerne ud over gulvet
i en rituel parringsceremoni
jeg kunne dø om to minutter
af et pludseligt hjertestop
selvom ingen læger vidste
at mit hjerte fejlede noget
og jeg forestiller mig byen
der maler sig i de samme forvrængede farver
gennem et nyt snapchat-filter
måske et dyr eller en anden konkret genstand
der kan placeres ovenpå billedet og
genoprette stabiliteten inde bag de unge øjne
jeg forestiller mig
at 35 gymnasieelever//bloggers//followers//promoters
danser sig ihjel kan næsten ikke få luft
i deres andedam af spildt champagne
jeg kunne dø om to minutter
og jeg forestiller mig
at døden kan betyde to ting
enten brænder jeg mig ud over afgrunden
eller også møder jeg en fremmed planet
hvor promoters er bandlyste
og spejle i fitnesscentre er strafbare
hvor fitnesscentre er strafbare
jeg vil allerhelst genoplive jeres pupiller
der trækker sig sorte om tilværelsen
fordi den dybest set ikke er skabt til os
men til promoters fra aya club
som om man kan leve
under den elektriske hud
på et facebookevent
jeg hader at trykke deltager
fordi jeg derved antyder
at jeg kun deltager
så i kan se det på jeres ødelagte iphones
men ellers glemmer jeg at dukke op
på fucking aya club
fordi jeg fortaber mig i selvet og
det åbenlyst ulykkelige i at
danse helt hvid i hovedet af den banale
sandhed jeg kunne dø om to minutter

så jeg finder et hjørne i rygerummet
og swiper mig ud af dagen
på tinder hvor en pige skriver
at hun snart sletter vores match
hvis jeg ikke stopper
med at være sød og give hende komplimenter
jeg kunne sende en gif af joey fra friends
for at virke som en fuckboi med et godt hjerte
hun vil sende monica tilbage
og jeg vil overvælde mig selv i gråd
over det håbløse i at bruge tinder aktivt
og fordi hun ikke sender phoebe
jeg hader friends
fordi alle andre end phoebe er røvkedelige
fordi phoebe er en karikatur
på et menneske der ikke er
røvkedelig
jeg kunne dø om to minutter
så hvad fuck laver jeg på tinder
jeg har lyst til at smide mit nøje udvalgte tøj
på gulvet præcis hvor mine skolebøger ligger
og løbe ud i sneen
og vælte mig i den
og skrige mine wannabedigte udover villavejene
jeg vil løbe forbi fitness world og
jeg vil grine ad medlemmerne
fordi de er medlemmer og
fordi de bare løber
mens jeg lever som den nøgne myte på et menneske
der ikke gir en fuck

jeg kunne dø om to minutter
lad os danse gennem nattelivets hunger games
aya club i aften
may the odds be ever in your favor og
husk at vi kan dø om to minutter
 
 
 

Nikoline Langkilde: To digte

 
1
 
et luciaoptog af smerte bærer lyset frem i mit bryst og
den lyseblå mink i dine hænder skal fylde femten
femten
i det ene øjeblik er jeg en skefuld mynte-ærtegelé på en teske det næste er jeg
marsvin i savsmuld
det er jul men giften fra gulvtæppet
ætser huden og kødet af foden
jeg vægter som en lillefingernegl i din bevidsthed
og hvis den lommesten jeg forærede dig lyste op i
gran- og lysegrønt hver gang jeg tænkte på dig
ku du endelig få et fucking billede af hvor meget det er: din egen lommesol
hundredetusind grader
jeg tror ikke der er nogen grund til at hilse på bekendte længere for
de blir til spøgelser og nogen vrider halsen om på min sjæl
jeg ville ønske jeg ku snave en mand med saltlæber
og popcornflager i tandkødet men
uden varsel brast dansegulvet sammen og trak gæsterne med ned i kælderetagen
hvor man oplevede ægte flydende neon
jeg tror ikke du kan trække mine nylonstrømpebukser af
fordi det sekret min skede udskiller ved din berøring er
klistret som pink lim
pink lime
i fjerde klasse så jeg luciabruden besvime under optoget på hospice
hendes øjne rullede ind i hovedet glinsede mælkehvidt inden hun faldt og
lysene på kronen fangede stoffet fra en kjole og brændte i en spids op og blottede hendes nøgne blege ben og pigetrusser foran de døende ældre mænd
i asken og lugten af brændt hår og smeltet hud
lyste mit halleluja
 
 
 
 
3
 
min datter smiler til den fortabte
og min datter plukker tusind levkøjer
min datter fanger haletudser i vandhullerne
og smører hjertet let i hvid creme
masserer det i saltscrubs vifter det i hånden og skriger
DET ER LIGE HER HVIS DET ER og
bjergene og havene i mig stiger stille og jeg tror
de andre overhører musikken der spiller i de ord du siger
jeg ved at hver stavelse klækker små æg i mit lungevæv
og den dag jeg står i axis mundi
vil himlen åbne sig og lade vandmasserne skylle så dybt ned i muldet
at dit skelet vil flyde op til overfladen igen
en dag vil skyerne dele sig og græde saltvand der kan
vande stedmoderblomsten i dit øje
det er mig der spiser af kysterne