Bidrag

Mikkel Roosevelt Hertz: naturen vokser igennem os

katten sidder i bregnerne
venter på formiddag
at den kan slumre på en varm bænk i haven
jeg krydser gårdspladsen
bløde lemmer, karseklippet
småsten i klemme mellem
foden og sandalen
prikker koldt
en presenning over brændestablen
lægger mig ind i den fugtige varme
blødt lys
under presenningen
noget findes stadig
gemt inde i munden
blødt lys halet frem
med fiskekroge
så meget forsvinder
når det tages op
en kat der glider
ud af ens hænder
som vand
grusvejens lyde
gennem skoven
den samme tur til bussen i otte år
en okkerrød ko der kælvede nede på engen
koen spænder
så langt endnu
kalvebenene dingler ud af den som kyllingeknogler

der er grænser for
hvad jeg kan
rumme
grænser for koen
og dens halve kalv
at dens øjne
ser gennem mig
at jeg ser varmebølgerne
over dens kurvede ryg
at jeg ikke kan
se på den
men må opfinde den

måske det er
at gennemskue sig selv
at se på koen
i al dens kohed
kæbernes cirklende ro
hovene der synker i det våde ler
månen der nu
er usynlig
men som svinger evigt rundt
min finger der glider
på en tallerkenkant

 
 
 
 
 

bregnernes spiraler
ruller ud som tunger
en bregnespore
gennem den tætte regn
planter sig klæbrigt på min håndryg

jeg går ad en sti en morgen
lyset glider
langsomt ud af tingene
smyger sig om piletræet
ned ad grenene
til bladene lige over vandet
drypper ned
som brikker i et puslespil

stumme fisk i søen
drikker ilt
bliver sig selv
flere gange i sekundet
glemmer deres glatte kroppe
vandet der holder om dem
den mørke luft i brystkassen bliver
til lys
når jeg ånder

sivene tikker som ure

ænderne
uden at vide det
daler de matematisk
verden
måske den er bevægelser mod
andre bevægelser

en and dykker
dukker op et andet sted
linjen mellem to steder
at stjernerne også er der om dagen
usynlige lysende søm
en bro af linjer
mellem stjernerne
mellem andens huller
naturen vokser
igennem
os
som søm
gennem hænder
spændt ud på himlen
stjernerne gennem kødet

stadig mine gummistøvler
der sætter udråbstegn
langs mosen

 
 
 
 
 

hendes bøjede nakke
lyset rækker ned mod gulvet
en kande i vindueskarmen
hvidt porcelæn med guldkanter
lyset glider over markerne
kvindens nakke
blød kærnemælk
køernes varme muler
nakken bøjer sig i solen
det hvide i øjet
et blad der drejer på en kvist
koens lysende bug
øjet trækker sig sammen
koens blodårer
der bulner under skindet
solen bøjer sig
mod mørket
rundingen over hendes øje
spændingen i kroppen
sådan står en bro
fordi alle stenene
falder på en gang mod vandet
kroppen er et løfte
en fugl gennem sivene
dens vinger holder luften nede
ryghvirvlerne som fugle på en vasketøjssnor
på et tidspunkt vil de lette
hun hælder fra en kande
kroppen er et løfte

 
 
 

Runa Marie Luth: Spejlæg

københavn om lørdagen
lugter af
spædt daggry
baby jeg er
ensom og lugter
af
ægløsning
sidder
helt fertil
i a-busserne
 
mod museum
  glypto   teket           lugter af        mumie
 
marmoren ligner
                                           blodspor i ægge                 hvider       men
 
blommen
lagde sig som
gylden hån
i mormors
mundvige
når hun
åd
ægget og
pillerne og den
spændte oliekapsel
der brast i skud
når tænderne
skar
det gyldne huld
gelatinen
                        en åben gylp
på glyptoteket
en marmorkusse
sig gnubber mod en
sarkofag
 
jeg bærer indvoldene
indeni
bag smilet
der sidder
hvidt
som en skal
af sperm
midt i ansigtet
størknet i tænder
hug- og rov
tænder i løvens
ansigt på en
kvindekrop
en sknifs                mehit
 
en æggevogter
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
p-pillerne lægger sig
som små blå æg
 
i ganebuen
klistrer som gaze
yasmin
 
yasminelle
 
 
 
 
 
 
cerazette                  lindynette
novynette             marvelon
gestonette       desorelle
minulet      harmonet
modina   meloden
 
gynera
:
.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Andrea Josefine Hansen: i børnehaven fik vi ansigtsmaling

i børnehaven fik vi ansigtsmaling
når der skulle være sommerfest
mal mig som en dronning, bad jeg
de malede en sommerfugl hen over mine kinder
ubehaget steg for hvert penselstrøg
brød mig ikke om at have nogen
så tæt på mit ansigts knoglestruktur
min næseryg
alt er kviste der kan knække under vægten af et penselstrøg
jeg triller tommelfingre for at tænke på noget andet
men også fingerknoglerne er porøse
ubehaget bliver til kvalme
i min lille krop
jeg er måske 4 år og allerede
opmærksom på eget organ
 
 
 
 

Susanne Layla Petersen: Tre digte

Det banker på døren,
udenfor står du
forslået
og bag dig
dit ørkenlandskab

Beirut, Libanon

Syrien, endnu et fængsel på din vej
en flygtning krydser ikke sit spor

 
 
 
 
 

Jerusalem
Betlehem
Jeriko

mine skygger flyder på vandoverfladen eller
hen over himlen

Jerusalem
Betlehem
Jeriko

din skygge kaster en himmel ned på bordet
og forsvinder så
for kort efter at vende tilbage
med en bunke af sorte sten

Jerusalem
Betlehem
Jeriko

dit hjertes uudslukkelige
drøm om et hjem
overskygget
oversvømmet
et fængsel under ørkenens sand: Jordan

Jerusalem
Betlehem
Jeriko

muren vælter
himlen slår ind mod mit ansigt

 
 
 
 
 

jeg har bygget tre bjerge på mit bord
i et landskab af aske og papirkugler
det ene er en indre labyrint
hvor en kvinde jages gennem mørke rum
det andet står i et reciprokt forhold til
et timeglas ved dets fod
det sidste er ukendt og tilhører dig

en telefon ringer i himlen bag
hvor man end vender sig
er dit ansigt
 
 
 

Amina Elmi: når dansen er et sprog vi genkender hinanden ved

når stormen har lagt sig
er det nemmere at være nærværende
siger min mor i en lejlighed på første sal et sted i Nordjylland
jeg forstiller mig hende i en sommeraften i Mogadishu
hvor mangotræerne står forsat høje og duften af kardemomme
blandes sammen med de unge kvinders parfume
luften er tyk og himlen har et skær af ulykke
er det nu tingene ændrer sig spørger jeg
min mor svarer at Allah er med de tålmodige
jeg forestiller mig at alle farverne på bladene
komplementerer deres øjenskygger & guntiino
halvstramme kjoler uden stropper som viser former
og en umådelig selvsikkerhed der ikke stammer fra
blikke andetsteds
grobunden har aldrig været mænd
kvinderne går på linje altid klar til at gribe hinanden
de synger i kor og færdiggør hinandens sætninger
inden de lægger børnene i seng & holder dem i deres arme
forsikrer dem om at stormen aldrig vil ramme dem så længe
far & mor fungerer som et skjold
hvordan forbereder man sig til krig tænker jeg
jeg spørger aldrig min mor
tænker at sådanne spørgsmål åbner op
for noget hun har begravet for længe siden
vi lytter til Shimaali Ahmed Shimaali
inden bønnen går i gang & danser med samme længsel
hun danser med hjertet forstår hvad ordene betyder
giver ordene deres værdi og jeg prøver men falder over
ordene mange gange inden jeg danser de samme trin
prøver at fange værdien og meningen
danser halvhjertet
med en fod inde og en ude
som om musikken ikke er noget der er givet til mig
ved min fødsel & det sårer hende jeg ser det ud fra øjenkrogen
at sproget ikke er lige så livligt i mig som i hende
er hun bange for at blodet heller ikke er sådan rigtigt
altså mine kanaler af blod & liv
at der er noget jeg har givet slip på & andet jeg har givet plads til
jeg siger undskyld midt i dansen
hun forstår det med det samme
siger ”det er ikke din fejl”
fortsat
når stormen har lagt sig
er det nemmere at være nærværende
jeg krammer hende siger, er det nu
ulykken sker
mor referer til samme vers
undrer mig over om hun tror på det
oprigtigt
om verset har givet hende ly
under stormen
 
 
 
 

Yvonne Neseth Eriksen: To digte

En græsslåmaskine
æder sig knurrende over en plæne,
mens solen hagler
ned mellem spredte skyer.
Da maskinen tier,
fortsætter en anden lidt længere væk.
Blyanten ligger uvant mellem fingrene
som en akavet erindring.
Jeg sidder i haven
og forsøger at fylde mig selv ud
med mig selv; helt ud
til fingrenes greb om blyanten,
der engang var det sværd,
jeg skar mig ind i lyset med. Hver dag,
for hver dag skyder sit eget mørke.
Hver dag kræver sin flænge:
et digt, et smil, et hug,
der skiller øjeblikket og det unødvendige.
 
 
 
 
 
 
Hele dagen er gået med at lede
efter mig selv,
så vidt jeg kan se nu,
sidder jeg i sengen og ryger,
mens jeg læser de sidste linjer
i en bog, jeg skal aflevere
inden midnat,
den handler om diamanter
bevogtet af papegøjer, Selvet
der så nemt bliver væk
i forestillingen om det perfekte,
så lyder der et brag
ude fra virkeligheden,
nogen har vist skudt papegøjen.