Cathrine Thordal Voss: Fem tekster

Rødt gardin
Et hjørne af et rødt gardin ses mellem murbrokkerne, D tænker, at A har en syl i hendes halspulsåre efter alt det, der er sket. D tænker, at de fleste, der har levet her, er væk nu, og at de sikkert vil være glemt om halvtreds år. Hvis der stadigvæk boede mennesker her, ville de ikke kaldes mennesker længere. Sandet sætter sig fast på D’s fødder, vandet bruser op ud over brændingen og lægger sig til ro igen. Længere fremme er et nøgent barn gået ud til knæene, den blå linje går til lidt op over lægmusklerne, D var et barn der ikke turde gå så langt ud alene, D skyede alt der kunne indebære fare, og hendes mor blev altid så nervøs. Engang tog hun D op på skuldrene, så D blev fire gange så høj, men D kunne ikke se hendes øjne, og D blev bange og kom ned igen.
 
 
 
 

Spændingspunkt 1
– en mand gemmer sig
bag et hvidt gardin
klipper et hul
og ser ud
 
 
 
 
Jeg har aldrig boet andre steder end i provinsen
– en kvinde med udstående øjne
sætter sig på en blå stol
hvisker noget om
provinsen og
bider i et
brugt
bind
 
 
 
 
Spændingspunkt 2
– manden bag det hvide gardin
river det klippede hul større
træder helt ud og viser sig
i virkeligheden at være
en kvinde
 
 
 
 

En slutning
O møder en orange kat med ødelagte øjne to kilometer fra havnegrillen. Den står og skyder ryg. O ved, at der er noget, der hedder speciesisme, og at det er næsten lige så slemt som racisme. Man tildeler forskellige værdier eller rettigheder til væsener pga. af deres art. O vender tilbage til havnegrillen og hører nogle mennesker snakke om, at ketchuppen lugter af kat. Det ender med, at O kører sin bil helt ud til vandet og hænger fast i sandet. Tang er bløde tråde under vandet, biller sorte prikker der myldrer, eftermiddagen er en hvid kvindes blanke, slanke fod. Der bliver ringet til D, der lægger røret på, da hun hører O’s mekaniske stemme og bølgerne skvulpe i baggrunden. Som hud der klasker mod hud.
 
 
 

Flere bidrag