CHRISTIAN HEDE MADSEN – 3 DIGTE

MORGENJAGT

i

jægeren får sjældent gaver

så jeg bevæger mig som en fredløs igennem ritualerne 


ii

natten forinden ødelagde jeg min vejrtrækning med åbent vindue

og en pigestemme klokken 22.32

jeg forstod ikke hvad hun sagde

jeg er bange for børn i byen i natten

børn skal være i lyset


iii

du er ikke glemt står der i den besked jeg sendte
med min gode venstre hånd

på telefonen

til stilkene på min families tulipan der taber bladene 

i et tempo

jeg genkender fra skiskydning

en sport jeg ikke ved noget om

og som jeg ikke interesserer mig for


giv mig i stedet navnene på alle buske i Frederiksberg have


iv

jeg frygter at miste de sidste mennesker i min elektroniske kontaktbog

de digitale sarkofager


v

havregrynene lader jeg ligge på bordet og morgenen har fundet sted




FRA GADEN


i

jeg går forbi en kvinde på gaden med en skæv tand i undermunden

den minder mig om et blebarn der siger nej med kroppen

jeg kan ikke huske andre detaljer om hende så snart jeg runder hjørnet


ii

du læner dig op ad din datter i Tivoli

hun er ikke mere end tolv år og må støtte dig med alt hun har

hendes tårer blander sig med klistret eyeliner og maler streger ned ad kinderne

en lillebror går for sig selv 

i skal ud 

jeg skal ind


jeg fanger scenen på min venstre side 

og overhører en forvrøvlet undskyldning fra dig


bagerst går en ældre kvinde 

hvis kinder hænger løst

hun har grå hud i efterårsferien

jeg døber hende farmor


karavanen følger dit tempo

de er din familie og dit temperament

iii

Pjerrot tager billeder med børn der har en anden slags fædre

jeg tænker ikke på andet end dig med munden fuld af churros

og med kroppen sitrende af mit eget temperament




OVERTRÆK


i

mine børn vokser fra mig

når jeg er væk i længere tid ad gangen for at arbejde


ii

yngstebarnet piller mig i ansigtet

en halvbøjet tommeltot og en strittende pegefinger strækker sig som larver efter et lysere bøgeblad ikke ret højt oppe


pegefingeren ender i en skævt klippet negl

der efterlader små sår i huden

jeg forestiller mig blodet pible frem i papirstynder kanaler

men det sker ikke

ligesom mit ansigt heller ikke ændrer form efter de tryk og niv fingrene arbejder med

selvom det kunne


hun trykker min næse dybt ind i kraniet på mig med al den kærlighed jeg selv lægger i det

Flere bidrag