- ved redaktør Erik Scherz Andersen

Debutantfetichering

Det er noget helt særligt at debutere. Og jeg synes det er fantastisk, at der findes to-tre debutantpriser i Danmark; lad os endelig hylde dem der har modet til for første gang at få skriften på gled i det offentlige rum.

Men der er en tendens til at debuten bliver en fetichering hos forlag, aviser, medier og andre tidsskrifter. Det at forholdet ’at det er en debut’ kan blive en kvalitet i sig selv finder jeg problematisk.

Når debutudgivelsen møder et publikum, så er det teksten selv, der er det interessante. Den bliver ikke bedre eller dårligere af at være fra en debutant. Det kan være fint, ansvarligt måske, at den litterære offentlighed er opmærksom på det, overvejer om den fortjener opmærksomhed for andet end dets nyhedsværdi. Og jeg er med på at nyhedskriterier nu engang kan være ung/ gammel, mand/ kvinde, debuterende, etnicitet, og så videre. Jeg er også med at på at en udgivelse fra en debuterende måske kan forklare noget om den litterære kvalitet, men det kan lige så vel ikke forklare en noget. For bog nummer to, tre eller firs, fra en (eller anden) forfatter kan også være præget af forskellige faldgruber i det litterære andedam; det er ingen forbindelse mellem kronologien i et forfatterskab og forfatterskabets kvalitetsmæssige udvikling. Og jeg er sikker på, at de færreste ville foretrække en statistisk normalfordeling som barometer for en udgivelse i et forfatterskab. Jovist, det kan lugte af talent. Men er det godt?

Når jeg taler om en fetichering, så er det fordi det bliver et emblem udgivelser pyntes med igen og igen. Ordet romandebut vidner om hvordan der koges suppe på “første gang”, at det er noget der kan ske igen og igen, hvis bare vi er opfindsomme nok. Krimidebut, kogebogsdebut, etc.
Hos større forlag sker det endda at en udgivelse kaldes en debut, selvom forfatterens første udgivelse skete på et mindre forlag. F.eks. har både Tine Høeg og Caspar Eric haft fysiske udgivelser på AFV press før Rosinante/ Gyldendal udgav deres bøger.

Slagtryk er et tidsskrift hvor forfattere debuterer. Og selvom vi har ca. samme antal debuterende forfattere hvert år, så kalder vi ikke os selv for et debutanttidsskrift som f.eks. Hvedekorn og Lars Bukdahl har for vane. Det skyldes ikke kun, at vi er så meget mere end det. Det skyldes også, at der er kun den ene debut for en forfatter, og hvis der skal være alt for stor fokus på netop det i den litterære offentlighed (forfatteren selv må gerne juble, skryde, stoltsere), så bliver det en flad fornemmelse bagefter. For forfatteren såvel som offentligheden. For samme fanfare følger ikke anden, tredje, fjerde udgivelse. Ok, der er nu hele to priser (i DK) for en forfatters anden udgivelse. For det er jo synd, at forfatterne ikke får den opmærksomhed de blev lovet i forbindelse med modtagelsen af deres første udgivelse.

En debut ikke er et kvalitetskriterium uanset køn, alder eller etnicitet. Jeg vil mene, at vi kunne få bedre formidling af ‘debutanterne’, hvis det nye ikke drejede sig om forfatteren som ny, men handlede om hvad udgivelserne står for?

Mere redaktionelt