Et sælsomt fænomen: Jeg kender flere, der siger, at de har mareridt om natten, når de læser Franz Kafka om dagen.
Mareridt. Redet af en mare. Man forestillede sig, at et uhyre frembragte de uhyggelige drømme, sad på den sovendes bryst og trængte ind i den natlige ubevidsthed. Se bare malerier fra 1700-tallet. Hvor fortryllende!
I dag hævder en kedelig hjerneforsker måske, at drømme blot er dagsrester, hjernens forsøg på at rydde lidt op i hverdagens overflødige indtryk, men usikkerheden er slående, og der synes stadig at være en skygge under sindets dyb, som ikke lader sig oplyse.
De store kafkaromaner blev først udgivet efter hans død i 1924. Blandt dem er Processen, hvor Josef K. bliver arresteret en morgen (altid denne kafkaske opvågnen), men hvem der har anklaget ham, og hvad han er anklaget for, forbliver uklart. I Slottet ankommer K. til en sneklædt bjerglandsby, der ligger neden for slottet. Han indlogerer sig på en kro, falder i søvn og bliver vækket af en irriterende slotsforvalter, der nægter K. ansættelse på slottet og tilladelse til at opholde sig i byen.
Det kafkaske er det uigennemskuelige, hans romaner peger ud mod noget stort, der ikke lader sig fiksere, og derfor er bøgerne tidløse. Max Brod, der lovede at brænde de ufærdige manuskripter, var en dårlig ven, men en god forlægger.
Kafka skrev kolde og koncise sætninger (han var jurist), og i første omgang forekommer bøgerne at være lidt tomme og mærkelige.
Men så en nat vågner læseren og slår panisk ud i luften. Han har drømt om et klaustrofobisk retslokale, indelukket, dommeren talte ikke engang et sprog, han forstod, alligevel vidste alle, at det handlede om ham. Verurteilt!
En anden nat vågner han måske på et koldt gulv. Slotsforvalteren står lænet ind over ham. Lidt senere vågner han igen. Den ene drøm vågnede i den anden, og snart var det ikke til at finde ud af, hvad der var hvad.
Forfulgt af dommere og slotsforvaltere!
Det kafkaske er at vågne i en drøm i en drøm i en drøm.
Det er besynderligt, at disse romaner, der på den måde trænger ind i læserens drømmeverden, i første omgang er tomme og lidt mærkelige.
Processen og Slottet er i første omgang sprog. Sproget afspejler det bevidste og logiske. Det har Ludwig Wittgenstein skrevet om. Til dagen hører bevidstheden og logikken. Vi er med andre ord tilbøjelige til at skabe mening og sammenhæng.
Kafka og Wittgenstein var begge rationelle – Wittgenstein matematiker, Kafka jurist – men de så også fornuftens begrænsninger, det manglende bindeled mellem fornuften og resten af livet. Derfor pegede de med matematikken og juraen ud over matematikken og juraen på de funklende stjerner, der skinner over den drømmende.
Læs f.eks., hvad Tomas Tranströmer skriver i Östersjöar fra 1974:
Det hænder at man vågner om natten
og hastigt nedfælder nogle ord
på nærmeste lap papir, på kanten af en avis
(ordene stråler af mening)
men om morgenen: de samme ord siger ingenting mere
kragetæer, fortalelser.
Eller fragmenter af den store natlige skrift som drog forbi
Den store natlige skrift unddrager sig logikken, eller den drømmendes verden er en anden end den vågnes. Derfor kan drømme heller ikke gives videre med dagens ord: Venindens drømmehistorier lyder altid ejendommelige, i bedste fald fjollede.
Det samme kan siges om Kafkas romaner. De er altså ikke kun mærkelige og tomme på grund af sproget, men også fordi det er drømmefortællinger. På den måde taler de til den sovende.
Med andre ord: Man har nok først rigtigt læst Kafka, når man har sovet på det.
Og med det en kafkask opfordring til at nyde poesiens magiske og forunderlige univers i denne måneds udgivelse.