Vi børster altid tænder sammen
Hun står på sine tæer
hovedet op ad dørkammen
Nogle gange gør vi ikke
Hun børster dem
mens jeg sidder i sofaen
Væggene er så tynde at jeg kan høre det klart og tydeligt alligevel
Hårene fra børsten
op ad tænderne
Hårene fra mine arme
stikker op
Når jeg står henne ved vinduet
det samme vindue som jeg altid står ved
kommer hun ind og siger (med en tandbørste i munden):
”Står du nu der på din plads igen.”
Jeg griner eller nikker eller ryster på hovedet eller mumler eller lader som om jeg ikke hører det
En eller anden ensomhed sidder fast i rynkerne på mine hænder
Når jeg piller i dem, siver den langsomt ud og fylder stuen op
Prøv måske at
Prøv.
Når jeg går om morgenen sidder mit hår underligt
Hun ligger på siden
Ligner en maratonløber der er blevet frosset fast lige inden hun kom over linjen
Arme og ben asynkrone
Dårlig samvittighed rammer mig som en kantsten
Jeg kan mærke hvordan det er ved at gå i stykker
Alt det vi har
På grund af mig
Jeg er håbløs til at stoppe det
Formår ikke at stoppe mig selv
Har aldrig kunne det
aldrig rigtigt