inde bag gyvelvægge er en lysning
blomsterne dingler som kulørte lamper
blandt brune nedfaldsblade i mols bjerge
jeg fletter håret ind i en vissen bregne
det knitrer i øret
bregnen knækker et par steder
hvem er døden nærmest?
en tusindfryd nærer sig af fortidens kadavere
der har ligget netop her
vi overlader til jorden
at sørge over vores mistede venner
jeg smyger mig som en slyngplante
det tager tid
at forstå hvor jeg starter og slutter
jeg leder efter mine rødder i min mor
halv plante, halv slyngel