Hans Lucht: Fire digte

POSTKORT
 
Dagene fløj af sted og Ryan Air fyrede deres medarbejdere
lige meget hvad må du ikke skrive under på noget
den sommer hvor løgnene bad om nattely til deres svedige heste
Der var en forfærdelig tørke, folk solgte alt hvad de havde
slog køerne for panden, vi tog på bikini boot camp
Livet tilhører dybest set Gud og han må gerne få det tilbage igen
Kvinden skærer sig igennem poolens blå vand med stærke svømmetag
musklerne i hendes ryg, badedragtens geometriske kryds
som Hockney i LA, som solen brænder sig igennem hudens forsvar
Klorvandet giver os udslæt, og de udtrådte lædersko
i svømmehallen står på rad og række som et varsel om hårde tider forude
 
 
 
 
 
 
 
 
LYSENDE TOG
 
Festen er et lysende tog der tordner forbi os i natten
mens vintermørket følger sine børn på arbejde
Du giver dine spæde drømme pulvermælk fra en pippette
på Prins Henriks fødselsdag, små dannebrogsflag i hundelortene
Kan du også høre det? Jægerne skyder dyrene i skoven
bagefter græder de af skam, du siger ikke meget men dit hjerte
gløder som fosfor, faktisk gik interviewet meget godt
tænk gule og røde balloner, Hjemmeværnet, gratis saftevand
Årringe af vild lykke der strammer deres greb om halsen
 
 
 
 
 
 
 
 
SKØNNE PRIVATHOSPITAL
 
Nu er vi under kniven igen, dig og mig, endelig alene
Har læst en del bøger og glemt de fleste igen
men det snavsede make-up-bord, det tykke lag af pudder
Så du mig i solskinnet på motorvejsgrillbarens terrasse?
Børnene sov på bagsædet med åbne munde
den fede dame tabte sine Rød Look på jorden med et smæld
knælede så tungt efter dem som Galileo Galilei
der beder om tilgivelse foran den katolske kirkes tribunal
Skønne privathospital, Kgs. Lyngby, mørket fosser lige ind i hjertet
Jeg er så hvid over det hele, alle gangene er ens
 
 
 
 
 
 
 
 
EFEU (TIL SAMMY)
 
Det tynde lag sne på vejen, den ultraviolette overtone
bilerne kører langsomt forbi Imperial som et begravelsesoptog
På det subatomare niveau har tid og sted ingen relevans
forklarer den skøre videnskabsmand til superhelten Antman
Det er præcis modsat i migranternes verden, ser jeg nu
jo længere man falder igennem samfundet, jo stærkere føles tid og sted ligesom den tidlige morgen det regnede og regnede i Napoli
Sammy og jeg stoppede vores gennemblødte sko ud med plastikposer
traskede videre langs ringvejen som en slags tegneserievagabonder
Tomme gadekryds, folk står apatiske og venter på grønt lys
stjernerne bevæger sig med stor fart henover den måneløse himmel
et pludselige riv af vild lykke, søernes beskidte skum
Sjovt, der er vokset efeu ind ad vinduet på mit kontor på KU
det virker så truende, så skæbnesvangert, ikke?
Seriøst, du har også været længe væk denne her gang, skat
 
 
 
 
 

Flere bidrag