morgen i marts
sjælen endnu så ubeskrevet
endnu ikke krympet
ved seneste nyt
åh bare en stund endnu
bare en stund endnu
inden teatret bombes
inden militæranalytikere
myldrer frem på jord
inden nye sandheder dør
så lad mig begynde et andet sted:
i går svævede træerne sort hvide i luften
bilernes lygter dukkede dvælende ud af tågen
som et langsomt fremkalderbad
men også det er svært at tale om
det værste er
at ord iflg. eksperterne kan så meget
tænk bare på krigslykke
allerede nu kan jeg mærke
at digtet bliver uden titel
***
ikke så meget i dag
de ringede fra grindsted hjemmepleje
men det var jo så forkert nummer
fandt en gammel seddel
i en gammel lomme:
rugbrød
sprællemand
roastbeef mindst 1 kg.
medicin
har sat en
mikroskopisk sjat mælk tilbage i køleskabet men der er lige til kaffen
og jeg orker ikke flere prisstigninger
aldersstegen som jeg er
kom til at skrive 21 i stedet for 22
med hensyn til årstallet
alt sammen småting
men hvis jeg skulle beskrive sandheden
ak
ingen ville tro mig
i så smalt et digt
der måske kommer i 100 eksemplarer
så hellere dette flyveblad
***
i går stod månen op
ved højlys dag
jeg trøster mig med
at der er en naturlig forklaring
og som jeg vil spørge en ven om
ved lejlighed
og går videre med spurvene
der bliver ved med
at lette i en rundbue
og lande igen
højere oppe i en anden flyvezone
bryder store sorte fugle pludselig ud
af deres V-formation og deler sig og i hhv. 5
og 7 som i barnets første regnestykker:
”tæl fuglene og sæt ring om det rigtige tal”
eller
som stavelserne i de to første linjer
i et tanka-digt ved
det japanske hof
i det 7. århundrede
***
jeg købte æbletræet
på en planteskole
lev grønt hed den
og lovede
5 års grogaranti på træet
det vender vi tilbage til
træet stod tæt sammen
med sine søskende
da jeg løftede det op
(valget var ikke svært)
hviskede det mig i øret
at det helst ville stå
sydvendt
og i muldrig jord
siden har vi været uadskillelige
planen er
at blive gamle sammen
***
jeg har et par digte
på bedding
det gir tryghed i dagligdagen
der er tale om et par stikord
og en ide
samt et par darlings
som jeg først vil stryge
til allersidst
efter en hård kamp
med mig selv