Ida Schindel: Digte

vandet hvisker
jeg kan vente
lyset ryster kulden af sig
kan se det ryste i luften
ramme trætte øjne
intet glemmes
græsset knaser
hvor langt har vi hjem og
vil havet en dag
fryse til is

 
*
 

sidde stille og være svimmel
rystende hænder
lyset er en lille nål
glider gennem øjenlåg
hvor går vejen
går vi hjem på gruset
det knaser under sålerne
som går vi på knogler
som spiser vi af hinandens ensomhed
to skridt frem
hvem vil vise mig hvor solskinnet
ryster

 
*
 

nogen gnaver i barken
forsvinder i
en mark af vand
lad os gå i vandet
lad det fryse til is, mens vi går
nogen gnaver i huden
igen i dag har jeg set lyset stige af sumpen
hørt nogen spille trompet
til åbningen
jeg vil være en åbning
og jeg vil gerne leve, tak

 
*
 

jeg har set vejen forsvinde og
blive til mudder
ingen modstand
ingen afstand
men en blæst som går
igennem enhver vindjakke
og det bragende fravær af bjerge
skyggerne som falder fra op til ned
pludselige bølger

 
*
 

alt det fremmede
i et langt øjeblik
er verden lavet af papir
går jorden i stykker
når jeg går
går jeg i stykker
når jeg falder gennem fortovet
kan jeg overhovedet
bevæge mine ben

jeg vil efterlade alle spørgsmål
på et tomt sted

 
*
 

vi mister hver morgen en morgen
det drypper fra daggryets bristen
de synger
begynder en rejse til enden
det er enden, der begynder
det er sangen, der brister
om morgenen åbnes det nye
den nye fortvivlelses stilstand
det er fortvivlelsen, der brister
og ud kommer æbler med dug på
de synger om morgenen
og det står stille
det står stille
det står
og morgenen bliver ved med
at være morgen

 
*
 

er der bevægelse i dag eller
står det helt stille
står skyggerne som på nåle
eller ligger de blødt hen over en pande
er panden glat som marcipan eller
er den utilgængelig som øjnene
som når øjnene ikke griber ud
når de er grebet ud af ensomheden
hvorfor er grebet så blidt, burde
det ikke være fast og beslutsomt
burde ensomheden ikke ligge på et
tomt sted
et ømt sted
forstår vi at famle korrekt, jeg vil
famle korrekt

 
*
 

jeg famler efter ensomheden
den ligger på et ømt sted
et sted som ikke vil lade os glemme
vi famler sammen
befrier en skabelsens torden og
det store bliver pludselig meget småt
som et udbrud over et prik med en nål
men omvendt og
nålen står stille på sin spids og standser
alt omkring sig

 
*
 

som en nål gennem huden
er ordene
når de kommer fra en mund
gennemtrængende små
med en lille smule blod

 
*
 

en bid af et surt æble og
en bid af et sødt
jeg leder efter et mellemsted
et sted mellem rummene
men alt er så småt, og
jeg så stor
jeg hænger som en sky over byen
og jeg har ingen arme

 
*
 

nogen samler mig med tape
og jeg er uendeligt taknemmelig
nogen siger, at her må jeg gerne være stille
stilheden er et æble, som jeg varmer
ved mit hjerte

 
 

Flere bidrag