Jeg monterer en lille serie ledninger fast på dit baghoved, mens jeg afledningsmanøvresnedigt reder dit hår med din egen hårbørste. De fleste af ledningerne indarbejder jeg i området lige bag dine ører, der opdager du dem ikke, du må ikke opdage dem. Jeg har øvet mig på din lille hjælpeløse modehund, trænet mig selv i at arbejde med én hånd så jeg kan rede dit hår og arbejde med ledningernes blanke kobbertråde på samme tid. Det går fint, det går planmæssigt, du har meget hår at rede, jeg elsker dit hår, du elsker at få det redt af mig, det er derfor denne her plan er så god, det er mig der elsker dit hår mest, det er mig der mest elsker at røre ved det. Snart kommer der trådløs strøm, det har jeg læst om i et seriøst og sagligt videnskabsblad, strømmen kommer til at fungere ligesom en slags radiobølger, det er næsten ikke til at begribe, det er næsten for godt til at være sandt. ‘Der kommer til at gå nogle år før det bliver en realitet’ udtalte professoren i artiklen, men det er okay, et par år er ingen tid, og indtil da fungerer denne her løsning med ledningerne helt optimalt, jeg er faktisk endda overrasket over, hvor problemfrit det hele forløber. Fint at jeg valgte at investere i et par ekstra meter ledning, planen afhænger naturligvis ikke udelukkende af ledningernes længde, men på den anden side kan det heller ikke skade, at jeg har lidt at tage af, man ved aldrig, hvad der kan ske, selvom der selvfølgelig helst ikke skulle ske noget uventet, det ville være uhensigtsmæssigt for det videre forløb med sådanne uforudsete afbrydelser. Men det er fint nu det her, det er nærmest perfekt, og dit fede hår bølger på samme måde som himlene i Van Goghs malerier, de sidder fast nu, ledningerne, så jeg kysser dig på nakken som jeg plejer, de små buketter af kobbertråde for enderne af ledningerne er alle skjult i huden bag dine orkideagtige ørekonstruktioner, det er et fornemt stykke arbejde, nu er der kun den sjove del tilbage.
Faster, Pussycat! Kill! Kill!
Jeg trykker på skraldespandens pedal. Tæsker den speeder helt i bund med hele min fod. Den skal ikke have for lidt, vi snakker fuld hammer, vinden flår næsten og nærmest mine øjenvipper helt af. Det er helt sindssygt, det er for SYGT det her! Pedal to the metal, jeg jokker på den fartpedal, så skraldespandens låg tvinges op som næbbet på en dum gås der skal blive til foie gras og puttes på dåse. WROOOOMMM! Hvad satan, nu kan man lugte lugten af brændt gummi. Lyden af skridende dæk mod helt glat asfalt svitser fimrehårene i min øregang, hvor er bremsen, hvor er bremsen, hvorerdenforpuledebremsehahahahaaa, shit, der er ingen bremser i dette dommedagsmissil af en øse, kun speeder, kun fremad, og nede i bunden af den helt højglanspolerede skraldespand ligger der nogle mikadoagtige vatpinde som er lige på nippet til blive ANTÆNDT, fordi motoren er så pissehamrende brandvarm af alle de hestekræfter! Shit. Shit. SHIT, for SATAN hvor den spinder den motor, jeg trykker nærmest pedalen ned igennem badeværelsesgulvet af ren og skær fartliderlighed, jeg hyler ligesom en crazy tegnefilmsulv der får øje på en lækker tegnefilmsdame i baren, og min tunge hænger nærmest helt ud af min fartglade kæft, for jeg kan sgu simpelthen bare ikke få NOK af det her, lydmuren er bygget af en fed og doven murer, for jeg smadrer bare igennem det lort så let som ingenting, intet kan stoppe mig nu, jeg er kviksølv og napalm og benzin, jeg stinker fantastisk af røgen fra store uvurderlige genstande der brænder, jeg er dommedagsprinsen, fyrsten af alt hvad der er dødbringende tempofyldt og vanvittigt, jeg hoster krudt og glasskår, mine tænder slår fandme gnister. Ned i skraldespanden.