Tog tog uden returbillet. Her står ikke alverden, lidt huse, noget kommunalt gråt, pudset cement i mængder. En onkel startede tidligt som fisker, blev skibskok, ad omveje graver, til sidst dement, og hvis der ikke er andet, er der mulighed for at byde ind med nyt. Til dem uden arbejde etableres lokaler, hvor man sælger lidt af sig selv. Tænder, negle, hår. Så får vi også kategoriseret klasserne igen – det står skrevet i mund. De mest trængende kan brænde undværlige dele af flommet krop og sælge det som mineralrigt støv; de mere velhavendes gartnere kan strø det over rosenbed. Nogle får et lille jag i samvittigheden, når det kommer frem, 30 sekunder, på en skærm. Så dans dog rundt som vaklende helgen, tyndt skæg, drys lidt af asken over maden, den kommer til at smage dårligere af det. Den bedste atlet er et dyr, sindige Stalin havde planer om en abehær. En tante opfatter sine utallige kleiner münsterländere som personer, der gider hende. De er hendes militær mod generthedens miserable hverdag, og hun har vænnet sig til buret og har det udmærket, tak. På hendes få tommer har en ærgerrig rapporter med sømmåtte som stemme fanget en mulig svindler, en Hr. Beaverbrook. TV-manden når aldrig at opdage, det er for sjov (drengeaften), inden begge er omkommet. Det går lige igennem, og vovserne siger ikke en lyd. Tanten slumrer. En søvnløs nat bliver til dunkel morgen, lidet bestialsk – menneskeligt grimt. Lagenet er foldet, nubret, gnubbet sammen, grå og gammel hud. Lige nedenfor i et snuptag er et apparat, som kan tage porno, så spredes benene bredt, og maskinen kan kybernetisk stå mellem. Der er så meget at komme efter, at der ikke er meget at komme efter. Hvad har hun på der? Det er en plettet badedragt, ikke første take. Hovedet er viklet ind i mange lag stof holdt sammen af et similiguld, hun lader alt falde, og han får sæd på den begyndende topmave. Alene i liderlighedens spruttende laboratorium snubler han rundt mellem sydekar og syre, mens næsen blomstrer som et misfarvet hindbær næret af bitter. Det sugende, slugende hav dvasker døde fisk, og da han var yngre for enden af huset fangede han humlebier i stokroser til de blev rundtossede af vrede. Der er mange billeder, men den ikkeonde mand som sidder fastlåst et stykke tid, ser vi ikke. Duknakket væk fra os går han ud og renser maven, inden der skal indhentes søvn. Det er en kamp, han aldrig vinder. Det er sjældent sakralt med en modtaget kindhest, det er bare lettere ikke at skabe postyr omkring det. Så giv mig dog en på den anden også!
Medister
Jeg ved ikke, hvorfor jeg sagde jaja til at deltage. Men nu går jeg i optog på motortrafikvej, denne ikkekarnivalistiske fest, mange nøgne, ikke for at fejre nogetsomhelst, blot for at være. Et sted. Eftermiddag, givetvis også ud på aftenen, natten med fimrehårskalligrafi i blå, hvis det bliver festligt under åben himmel. Panegyrisk smalltalk og sange og skule. Jeg er en gennemskinnelig krop, et par meter foran går fem liter blod, stolt pose poserer poset stolthed sådan. En anden er 60’erne fortalt fra 80’erne; skændet mor ved højfjeldssol, ternet verden, protuberans fra rød kvinde længere fremme inden hun slutter som fakkel – lydår med en død, taber kæben og synger ikke færdig. Blandt vores ben løber martrede børneansigter med insekthumør rundt i en fortælling uden opbygning. Jeg er vel en undskyldning. Min vindueskarm, kan ikke lade den være, og være hvad den er uden noget. Jeg roder ja, sætter barbermaskine, kontaktlinseæske og gamle papirer derop sammen med skruer, der skulle have været i møbler (ting falder ikke fra hinanden; centeret kan holde). Det er, hvad du får. Det er, hvad du ser, hvis du kigger ind af mit vindue. Arrangementet startede sent, jeg nåede fantasmatiske øjne til morgenmad efter tolv. Pisser en pøl, du kan drukne i, drikke af, men næppe sejle på, jeg savner dig, og operationssol i svælget til du bliver øm i og blå om halsen, en farve der på en skala erklærer din tilstand kritisk, hen ved brutal påske. Plask som du vil i den hemmelige gryde; jeg rekonstruerer din krop. En stor gruppe – 25? – er pedeller med skrøbeligt alvorlige barkfurer som birkens, de afsøger magtens sødme inderligt sultne i interimistisk tribalisme. Jeg er aldrig alene, i stilhed. Fordi jeg aldrig har bedt om det, hvilket jeg altid har gjort. Og en død flue; aldrig at vræle er aldrig at leve. Bag den ind i et sundt rugbrød, du må gumle uden smør eller pålæg. Alt skal ikke være saftigt kød, endsige kødfarvet (pink fars), men det er morgendagens ulykkelighed, for nu vil jeg finde ud. Det kører ikke over sort skærm, det løber som heste ud på landet. Smuk som det tilfældige møde mellem skam og medister på et operationsbord.