En storm er tilfældig, og tilfældet tæsker sommerhuset Ost, så splintfyldte vægge duver i kramper over finerede brædder. Her bæver, mor og jeg drikker den billigste frugtte fra kopper i de vinterhænder, vi har. Vi får sand i munden. Da hun stadig arbejdede som sygeplejerske, tog jeg en nat med på vagt for at skrive opgave i nye omgivelser. En portør viste rundt og smurte sennep i munden på de indbildske, der vågnede i kramper over akrylgulve, før jeg rettede kommaer. Svinefedt aflejres i blodårerne og øger risikoen for forhøjet blodtryk. Jeg fik saftevand i tastaturet, da patienten med gesimspande lod munden løbe over mig. Et menneske, en klud. Mor arbejder ikke længere som sygeplejerske, og skiltet Ost tages af vinden. Vi kan ikke tale sammen, jeg har aldrig holdt mere af mor, og tid aflejret i pytter som erindring er gennemskinnelige formationer. Der var engang en uge, hvor mor kun var træt. Jeg så hende hele tiden. Mor havde opdaget en afgrund, som stjal fra os. Hendes mund var størknet ler. Ved et tilfælde ødelagde jeg mine sko i skoven bag huset, og vi måtte køre ud for at købe nye. Vi valgte de praktiske, vi kørte hjem. Men de sko, der passede mig i butikken, var nu for små, og mors mund var ved at knække af, mens jeg bævede på stengulvet. Arrigt greb mor højre sko. Den forbaskede. Da knuste en mægtigeres hånd hele min mors ansigt og dets folder og knaster, kun for at genskabe det. Så grinte mor, og alt genopstod, for vi havde glemt at tage det formopretholdende, sammenkrøllede papir ud af fodtøjet. De passede igen. Vi cyklede meget i den periode ved rapsmarker. Meget blev mindre. Alkyone devaluerede sin egen mytologi ved en vintermandag at traske langs Sæbyvej i fornuftig anorak. Det plasker med søvnigt vand, teen i min krop følger radiatorrør, da trawl fra havet bryder ind som sørgeslør, og det er længe siden, jeg har set mor.